Tysk grammatik er for mange det, de finder allermest besværligt ved tyskundervisningen, og med alt god grund. På mange måder virker den langt mere kompleks og omstændelig, end den danske, og den har mange regler og bøjeformer, som vi slet ikke kender.
Derfor har vi i dette indlæg forsøgt at anskueliggøre den tyske grammatik lidt, ved at overordnet fortælle lidt om retskrivningsregler, kommateringen, bøjningerne m.v.
Vi håber, at du vil føle dig bedre klædt på til at overkomme det tyske sprog efter endt læsning, men hvis du stadig mangler hjælp til få tiøren til at falde, så tilbyder GoTutor lektiehjælp i tysk, så du kan starte et forløb, der er udformet efter dine behov.
Kort om kasus
Kasus på tysk kan vi også kalde for en slags bøjningssystem - det dækker over fire forskellige grupper, som navneord, tillægsord og stedord skal bøjes i, alt efter hvilket sætningsled, de indgår i.
Det kan være besværligt, for vi kender det ikke fra danskundervisningen, men det er afgørende at forstå kasus, hvis man ønsker at konstruere grammatisk korrekte sætninger.
Som nævnt er der altså fire forskellige kasus - de hedder følgende:
De forskellige kasus har individuelle regler og bøjningsformer, samt forskellige tyske artikler, forholdsord, og sætningsled, som de styrer. Ved at klikke på de forskellige hyperlinks, vil du blive taget til forskellige artikler, der forklarer hvert nøgleord detaljeret.
Kort om genus på tysk / køn på tysk
Genus er den latinske betegnelse for det grammatiske køn - altså det køn, vi inddeler vores navneord i.
Fra dansk er du måske bekendt med de to køn, vi benytter - nemlig fælleskøn og intetkøn. De er ikke ubetydelige på dansk, men vi tænker nok ikke så meget over dem. Så nemt er det i mellemtiden ikke på tysk.
Navneordene på tysk kan inddeles i tre køn, og de er afgørende for at bestemme, hvilken slags bøjning navneordene, og de eventuelle artikler og adjektiver, der lægger sig til navneordene, skal følge i de forskellige kasus.
Nedenunder finder du de tre køn, samt deres latinske betegnelse
Hankøn - maskulinum (m)
Hunkøn - femininum (f)
Intetkøn - neutrum (n)
Hvis du skal oversætte fra tysk til dansk, er der som sådan ikke nogen faste regler eller kendetegn, der kan hjælpe dig med at huske kønnet på navneordene - de ender ofte med at sætte sig på rygraden, nu mere tysk man snakker. Det bedste man kan gøre, for at sikre sig hver gang, er at slå det op i ordbogen. Ved alle kønnede ord, vil der ved siden af være en parentes, med den latinske betegnelses forbogstav, og dette markere kønnet.
Kort om genus på artikler og adjektiver foran navneord
De tyske navneords køn bestemmer jo som bekendt bøjningen af navneordet, men faktisk er kønnet ofte markeret ved de artikler og eventuelle adjektiver, der lægger sig til navneordet.
Artiklerne på tysk indikerer altså ikke bare “bestemtheden”, men også kønnet. Artiklerne er styret af navneordet, og skal bøjes efter deres kasus, genus og tal.
Dog bør man være opmærksom på, at hvis man skal konstruere en sætning med både en artikel og et adjektiv på tysk, så er der nogle særlige regler.
Hvis artiklen, der knytter sig til navneordet, ikke indikerer køn, skal adjektivet i stedet indikere kønnet. Hvis artiklen dog indikerer køn, skal adjektivet ikke. Se følgende eksempel.
Ein schönes Mädchen
Ein kan både være han- og intetkønsbøjningen af den ubestemte artikel, derfor bøjes det adjektivet efter den stærke bøjning, for at indikere køn.
Das schöne Mädchen
Das er udelukkende en intetkønsbøjning af den bestemte artikel, derfor bøjes adjektivet efter den svage bøjning.
Kort om ordstillingen på tysk
Ordstillingen på tysk kan variere lidt. Meget ofte ligner den, den vi kender fra den danske grammatik, men nogle gange er den helt anderledes - særligt verbernes placering kan differentiere fra dansk til tysk. Verbernes placering afhænger af, hvor mange af dem, der er i vores sætninger, samt om de indgår i en hovedsætning eller en ledsætning.
Kort om verbernes placering i en hovedsætning på tysk
En sætning skal som minimum indeholde en neksus-forbindelse, altså et grundled og et udsagnsled, for at kunne kaldes en sætning. Nogle sætninger indeholder dog et sammensat udsagnsled, som gør at der altså vil være to verber til stede, f.eks hvis din sætning indeholder kort tillægsform eller at-form.
På dansk placerer vi de to verber klods op af hinanden. Det gør vi ikke på tysk. Der er nemlig en regel i tysk grammatik om, at der i en hovedsætning kun må være ét verbum ved subjektet. Men hvordan ved man så, hvilket verbum i det sammensatte udsagnsled, der skal stå der?
Det verbum, der må stå ved subjektet, er det verbum i udsagnsleddet, der skal personbøjes - altså det verbum, hvis bøjning følger subjektets. Det “ekstra” verbum placeres så til sidst i din hovedsætning - man siger, at verberne danner en “ramme” om sætningen. Se eksemplet nedenunder.
Leider werden wir dieses Jahr nicht reisen
Werden er bøjet efter subjektet “wir”, og står derfor tæt ved. Reisen er infinitiv, og står derfor til sidst i hovedsætningen - sådan danner de en ramme.
Kort om verbernes placering i en ledsætning på tysk
Alle verberne i en ledsætning, skal placeres til sidst i den - og hvis ledsætningen indeholder to verber, skal det verbum, der er personbøjet, stå til allersidst, stik modsat reglerne i hovedsætningen.
Leider werden wir dieses Jahr nicht verreisen, weil wir unser ganzes Geld ausgegeben haben.
Ausgegeben er kort tillægsform, og haben er det personbøjede verbum, derfor står de begge efter kommaet, der indikerer starten på ledsætningen, og i den rækkefølge.
Læs mere om verberne på tysk, for en bedre forståelse af denne grammatiske regel.
Kort om verberne generelt
Verberne på tysk er måske den største ordklasse, sammen med navneord - derfor er det vigtigt at have ret godt styr på dem og deres bøjning. Der findes mange forskellige slags verber - vi har samlet en liste nedenunder af fem undergenrer, og linket direkte indlæg, der forklarer om dem i dybden.
Foruden deres grammatiske placering, som nævnt ovenfor, er deres bøjning særlig vigtig - tjek derfor de listede indlæg ud, og orienter dig i de diverse bøjningsmønstre.
Kort om pronominerne i den tyske grammatik.
Pronominer eller stedord er også en ordklasse som du bør være OBS på, for selvom den måske ikke dækker over mange ord, er det ord vi bruger super ofte. De er sågar med af flere omgange på listen over de 500 mest almindelige tyske ord.
Der findes mange forskellige slags stedord, der har hver deres funktion - vi lister 6 forskellige slags stedord, med links der fører til indlæg, der forklarer dem i dybden.
Stedord er gode at have styr på - de kan ændre forståelsen af din sætning betydeligt, hvis de bruges forkert. Orienter dig i indlæggene listet ovenfor, så du husker at benytte dem korrekt.
Har du ikke tid til at blive ekspert i alle 6 individuelt, kan du også tjekke vores samle-indlæg over pronominerne på tysk - de dækker det basale for alle 6 slags.
Hvordan sætter man komma på tysk?
Mange har besvær med at sætte komma på dansk, så det kan virke endnu mere uoverskueligt at skulle huske kommareglerne på tysk. Kommatering er ikke noget, man bør bekymre sig vildt meget om, med mindre man har tysk på et meget højt niveau, men nedenunder har vi samlet 3 simple kommaregler, som dækker det mest basale.
Mellem hovedsætninger og ledsætninger er der altid komma
Eksempel: Ich liebe den Sommer, auch wenn ich sehr schnell einen Sonnenbrand bekomme.
Ligeledes skal der også sættes komma mellem to hovedsætninger.
Eksempel: Ich liebe den Sommer, ich liebe die Sonne!
På tysk har de også opremsningskomma, altså komma mellem individer, objekter eller egenskaber, som man opremser - det sidste objekt eller individ skal dog markeres. Det gør man ved at sætte bindeordene “og” eller “eller”, på tysk “und” eller “oder”, foran sidste ting, man opremser.
Eksempel: Wir müssen an Wasserflaschen, Liegestühle, Handtücher und Sonnencreme denken.
Undtagelse: Hvis det, du opremser, er tillægsord, behøver der ikke være et bindeord til sidst i opremsningen.
Hvornår skrives ord med stort forbogstav på tysk?
På alle sprog har man nogle ord, som skrives med stort forbogstav, ligegyldigt hvor i sætningen de står. På dansk har vi ikke så mange - det har de dog på tysk.
På tysk er det følgende ord, der altid skrives med stort forbogstav
Alle ord, der står først i en sætning, efter et punktum.
Alle egennavne (personer og stedord)
Alle høflige tiltaleord, altså de personlige stedord på tysk: Sie, Ihnen og Ihr
Hvornår benyttes ß eller eszett på tysk?
Tjek gerne vores indlæg om alfabetet på tysk for en forklaring om både ß og Umlaut - her kommer en kort forklaring på, hvornår man bruger “scharfes S”.
ß bruges efter en lang vokal - så hvis du ser et ord stavet med ß ved du, at udtalen af den forgående vokal skal være lang.