Alt, hvad du bør vide, om de regelmæssige verber på tysk

Regelmæssige verber (også kendt som udsagnsord) på tysk, er en betegnelse der, ret forsimplet, dækker over de verber, der har faste bøjningsmønstre når de bøjes. Verber er en ordklasse der dækker over en bred vifte af ord, der alle har det tilfælles, at de udtrykker handlinger, processer eller tilstande. Med andre ord kan man sige, at verberne er dem, der putter aktion ind i en sætning. Ligesom disse “handlingsord” er delt ind i ordklassen verber, kan selve ordklassen altså deles yderligere op i f.eks hovedverber og hjælpeverber, og disse underkategorier kan således yderligere deles op, og sådan føles det som om, at det fortsætter ind i det uendelige. 

I dette indlæg ønsker vi at fokusere på underkategorien regelmæssige verber på tysk - hvad er de, hvordan skal de bøjes og hvorfor? Med andre ord ønsker vi at gøre dig til ekspert på området! Hvis du efter endt læsning føler, at du stadig godt kunne bruge lidt ekstra hjælp, så tilbyder GoTutor blandt andet lektiehjælp i tysk, så du kan få styr på alle afkrogene af det tyske sprog.

Hvad er regelmæssige verber på tysk?

I tyskundervisningen er du med garanti stødt på begrebet regelmæssige verber. Du kender dem faktisk måske som de svage verber, som de også bliver kaldt. I sin enkelthed dækker betegnelsen regelmæssige verber over de tyske verber, der skematisk følger et bøjningsmønster, når de skal bøjes efter tid, tal og person - stik modsat de uregelmæssige verber.

Liste over (nogle) af de tyske regelmæssige verber

Her er en lille liste over ofte benyttede regelmæssige verber:

• Arbeiten → at arbejde
• Hörten → at høre
• Fragen → at spørge
• Kommen → at komme
• Machen → at gøre
• Wohnen → at bo
• Lernen → at lære
• Sagen → at sige
• Tanzen → at danse
• Leben → at leve
• Stellen → at stille / at placere
• Spielen → at spille
• Meinen → at mene
• Legen → at lægge
• Kaufen → at købe
• Fühlen → at føle / at fornemme
• Suchen → at søge / opsøge
• Studieren → at studere
• Reisen → at rejse

Hvordan bøjes de regelmæssige verber?

Det gælder for alle de regelmæssige verber, at når de bøjes, så beholder de ordstammen, men påtager sig en endelse, der differentiere efter tid, person og tal. Men hvad er det nu lige de tre ting er?

Tid

Når vi skal bestemme tiden, kan vi med fordel stille os selv spørgsmålet, hvornår den handling vi ønsker at beskrive finder sted. Var det igår? Er det lige nu? Sker det på mandag?

De tider vi benytter os af er

• Nutid → Når handlingen er noget der foregår lige nu
• Datid → Når handlingen vi beskriver er overstået
• Førnutid → Når handlingen er fortid, men sættes i forbindelse med nutiden
• Førdatid → Når handlingen er afsluttet forud for en anden hændelse i datid
• Fremtid → Når handlingen vil ske i fremtiden

Person 

Når vi skal bestemme person og tal kan vi med fordel spørge os selv, hvem der udfører denne handling.

• 1. person → Det er dig selv eller en gruppe, du er en del af.
• 2. person → Det er en du taler til, eller en gruppe af folk du taler til.
• 3. person → Det er en du taler om, eller en gruppe af folk du taler om.

Tal

Når tal skal bestemmes, kan vi spørge os selv om, hvor mange der udfører handlingen.

• Ental → Enkelt individ
• Flertal → En gruppe af individer

Hvordan finder man stammen af et ord?

Når man har bestemt tid, person og tal, kan man altså bøje sine tyske, regelmæssige verber efter et skema, så længe man er i stand til finde ordstammen. Men hvordan gør man det? Det gælder for alle tyske verber, at når de står i infinitiv form (også kendt som “at-form” eller navnemåde) så har de enten endelsen -en eller -n. Når vi ved dette, kan ordstammen findes ved at tage et bestemt verbum i infinitiv form, og fjerne denne endelse. Hvis man har lidt besvær med at finde ud af, om ens verbum nu også står i infinitiv, så kan man med fordel slå det op i en ordbog - der vil ordet stort set altid stå i infinitiv form. 
Vi kan tage nogle eksempler fra listen.

• Arbeiten → vi fjerner -en endelsen → ordstammen er arbeit
• Fühlen → -en endelsen fjernes → ordstammen er fühl
• Stellen → vi fjerner -en endelsen → ordstammen er stell

Med andre ord kan man sige, at ordstammen simpelthen er den kortest mulige version af det pågældende ord, og det er den stamme (nogle foretrækker måske at kalde det en rod) som vi skal tilføje de forskellige endelser til, når vi bøjer de tyske verber.

Bøjning af et regelmæssigt verbum i nutid / præsens

Når et regelmæssigt verbum skal stå i nutid / præsens, så er fremgangsmåden ret simpel. 

Nutid dannes ved at tage ordstammen og sætte det sammen med en “personendelse”, forstået som værende den endelse der er bestemt af hvem handlingen udføres af.  “Opskriften” ser ud således:

• Ordstamme + personendelse

Denne personendelse kan findes ved at konsultere skemaet nedenunder, hvor personendelser er markeret med fed.

Lad os tage et eksempel! Vi tager det regelmæssige verbum machen, og bøjer det.

Bøjning af et regelmæssigt verbum i datid / præteritum

Når der skal dannes datid / præteritum, er processen lidt anderledes. Vi skal nemlig sætte noget foran personendelserne for at indikere, at der er tale om datid. For nemhedens skyld kan vi kalde det for en slags “datids-indikator”. “Opskriften” er nu som følger:

• Ordstamme + “datids-indikator” + personendelse

Heldigvis er denne “datids-indikator” ret simpel, og den samme hele vejen igennem, og består ganske enkelt af bogstaverne -te-, som altså skal placeres i midten af endelsen og stammen. Igen kan personendelserne findes i skemaet nedenunder.

Vi tager naturligvis også et eksempel her, lad os for nemhedens skyld bruge machen igen. Det er vigtigt lige at notere, at bindestregen (-) ikke skal med, når man staver ordet, men her blot demonstrerer hvornår der er tale om datids-indikator og personendelse.

Bøjningen af et regelmæssigt verbum i førnutid på tysk

Så, nu spidser det til. 

For at danne førnutid med et regelmæssigt verbum, skal man først konsultere et hjælpeverbum. Dette hjælpeverbum skal så bøjes efter subjektet (dette fænomen kaldes også kongruens), og til sidst skal man danne en kort tillægsform af sit hovedverbum, som her vil være det regelmæssige verbum vi har valgt og voila! Så er et regelmæssigt verbum bøjet i førnutid.

Det er hovedreglerne for at danne førnutid, ret forsimplet - lad mig uddybe de forskellige steps.

Hjælpeverber

På tysk har vi tre hjælpeverber:

• Haben → at have
• Sein → at være
• Werden → at blive

Vi skal i det her tilfælde dog kun bruge haben eller sein for at kunne danne førnutid.

Først skal man bøje det hjælpeverbum man skal bruge korrekt alt efter person og tal, og hjælpeverbet skal stå i nutid. Det er kun hjælpeverbet, der skal bøjes efter subjektet i en sætning, der indeholder førnutid.

Kort tillægsform

Når man har bøjet sit hjælpeverbum korrekt og sat det i nutid, skal man ændre formen på sit hovedverbum til kort tillægsform. Dette gøres på ret enkelt på tysk ved at tilføje bogstaverne ge- foran ordstammen, og t-endelse efter. Grunden til at det skal stå i kort tillægsform er ganske enkelt, at førnutid kun kan dannes, når hovedverbet står i kort tillægsform. 

Når man har styr på de to ting, er opskriften som følger:

• (Haben/Sein bøjet i overensstemmelse med subjekt i nutid) + (Ge- + ordstamme + t- endelse)

Eksempel

Eftersom det kun er hjælpeverbet der skal bøjes efter person og tal, er endelsen ikke er en personbestemt endelse, hvilket gør hovedverbet vil være have den samme start og endelse, uanset hvilken person eller tal der er tale om, og derfor er et skema ikke nødvendigt.
Her kommer dog et eksempel på et regelmæssigt verbum (kaufen) sat i kort tillægsform sammen med dens respektive hjælpeverbum (haben), bøjet i nutid efter grundleddet i sætningen.

• Ich habe ein Kleid Ge - kauf - t → Jeg har købt en kjole
• Du hast ein Kleid  Gekauft → Du har købt en kjole
• Er/sie/es hat ein Kleid Gekauft → Han/hun/den/det har købt en kjole
• Wir haben ein Kleid Gekauft → Vi har købt en kjole
• Ihr habt ein Kleid Gekauft → I har købt en kjole
• sie/Sie haben ein Kleid Gekauft → de/De har købt en kjole

Bemærk her, at meget ligesom ved de tyske modalverber, så danner hjælpeverbet og hovedverbet en ramme om hovedsætningen, hvorimod de på dansk er placeret lige ved siden af hinanden.

Bøjningen af et regelmæssigt verbum i førdatid på tysk

Meget lig processen for at danne førnutid, skal man for at danne førdatid også benytte sig af hjælpeverberne. Dette hjælpeverbum skal så igen bøjes efter subjektet, og til sidst skal man danne en kort tillægsform af sit hovedverbum, som her vil være det regelmæssige verbum vi har valgt og voila! Så er et regelmæssigt verbum bøjet i førdatid også.
Lad os gennemgå regler igen, med de enkelte ændringer.

Hjælpeverber

Også i det her tilfælde kan vi nøjes med at fokusere på haben eller sein for at kunne danne førdatid, men i får lige alle de tre tyske hjælpeverber igen. 

• Haben → at have
• Sein → at være
• Werden → at blive

Igen skal man først bøje det hjælpeverbum man skal bruge korrekt alt efter person og tal, men hjælpeverbet skal nu stå i datid. Det er den meget vigtigt ændring i processen, da det egentlig er det eneste der skiller førnutid og førdatid fra hinanden.

Kort tillægsform

Når man så igen har bøjet sit hjælpeverbum korrekt og sat det i datid(!!), skal man ændre formen på sit hovedverbum til kort tillægsform. Dette gøres på ret enkelt på tysk ved at tilføje bogstaverne ge- foran ordstammen, og t-endelse efter. Grunden til at det skal stå i kort tillægsform er ganske enkelt, at førdatid også kun kan dannes, når hovedverbet står i kort tillægsform. 

Når man har styr på de to ting, er opskriften som følger:

• (Haben/Sein bøjet i overensstemmelse med subjekt i datid) + (Ge- + ordstamme + t- endelse)

Eksempel

Eftersom det kun er hjælpeverbet der skal bøjes efter person og tal, er endelsen ikke er en personbestemt endelse, hvilket gør hovedverbet vil være have den samme start og endelse, uanset hvilken person eller tal der er tale om, og derfor er et skema ikke nødvendigt.
Her kommer dog også et eksempel på et regelmæssigt verbum (spielen) sat i kort tillægsform sammen med dens respektive hjælpeverbum (haben), bøjet i datid efter grundleddet i sætningen.

• Ich hatte Fußball Ge - spiel - t → Jeg havde spillet fodbold.
• Du hattest Fußball Gespielt → Du havde spillet fodbold.
• Er/sie/es hattet Fußball Gespielt  → Han/hun/den/det havde spillet fodbold.
• Wir hatten Fußball Gespielt  → Vi havde spillet fodbold.
• Ihr hattet Fußball Gespielt  → I havde spillet fodbold.
• sie/Sie hatten Fußball Gespielt  → de/De havde spillet fodbold.

Bemærk her, at meget ligesom ved de tyske modalverber, så danner hjælpeverbet og hovedverbet en ramme om hovedsætningen, hvorimod de på dansk er placeret lige ved siden af hinanden.

Undtagelser fra reglen ved bøjning

Alle regler har undtagelser - desværre. 

I nogle tilfælde ved nogle af verberne have en ordstamme, der ender på 

• - s
• - ß
• - z

Såfremt dette skulle være tilfældet, ændres -st endelsen i 2. person ental, så der i stedet kun skal være en -t endelse på. Det er simpelthen fordi, at tilføjelsen af et ekstra s vil være overflødigt. Vær obs. på, denne undtagelser kun gør sig gældende, når der skal bøjes i nutid / præsens.

Som eksempel kan vi tage bøjningen af det regelmæssige verbum tanzen i nutid / præsens

Lad os tage et til eksempel, med ordet reisen fra listen.