Hjælpeverber på tysk - hvordan, hvorfor og hvornår bruges de?

Hjælpeverberne på tysk dækker over en meget lille gruppe af ord, med meget stor grammatisk betydning. Hjælpeverber er en underkategori af kæmpe ordklassen verber, der universelt for alle sprog dækker over de ord, der formidler handlinger, tilstande eller processer - det er faktisk dem, der ånder liv i din sætning. Men nogle verber har brug for en makker, for at få den korrekte forståelse helt igennem - her kommer hjælpeverberne ind. I dette indlæg vil vi forsøge at gøre dig klogere på, hvordan, hvorfor og hvornår hjælpeverberne skal bruges. Skulle du efter endt læsning dog sidde med flere spørgsmål, enten til hjælpeverberne, noget andet tysk relateret, eller måske noget helt tredje fagligt, så tilbyder vi lektiehjælp i tysk i til dig, der har brug for lidt ekstra hjælp.

Lad os komme igang!

Hvad er hjælpeverber på tysk?

Som samt er hjælpeverberne en ret lille gruppe af verber - selvom nogen også medregner de tyske modalverber - men helt officielt huser kategorien faktisk kun 3 ord.

• Haben → bedst oversat til dansk som “at have”

• Sein → bedst oversat til dansk som “at være”

• Werden → bedst oversat til dansk som “at blive”

Det er ikke mange ord, men det er nogle af de verber, vi benytter os allermest af.

Normalt bøjes verberne bl.a. efter tid, og tid kan inddeles i to grupper

• Primære tider - nutid og datid

• Sammensatte tider - førnutid, førdatid og fremtid

De sammensatte tider er i højsædet, når vi snakker hjælpeverber - de kan nemlig ikke kreeres uden brug af hjælpeverber. 

Hvordan bruges de tyske hjælpeverber?

Alle de tyske verber bøjes i tid, person og antal

• Tid → Hvornår?

• Person → Hvem?

• Antal → Hvor mange?

Men særligt tid er vigtigt for lige dette tilfælde. De tider vi skal arbejde med er følgende:

• Nutid → Når verbet formidler en handling der foregår lige nu.

Jeg er ude og gå en tur. 

• Datid → Når verbet formidler en handling der foregik i fortiden / er overstået.

I går gik jeg en tur.

• Førnutid → Når verbet formidler en handling der er foregået, men nu sættes i forbindelse med nutiden.

Jeg har gået en tur.

• Førdatid → Når verbet formidler en handling, som var foregået, da en anden hændelse i fortiden skete.

Jeg havde gået en tur, da det begyndte at regne.

• Fremtid → Når verbet formidler en handling, der vil ske i fremtiden.

Jeg skal gå en tur med Signe i morgen.

De to øverste på listen - nutid og datid - kaldes også nogle gange for de primære tider, og de behøver ikke noget hjælpeverbum for at kunne dannes. Men, de tre sidste - førnutid, førdatid og fremtid - kaldes på tysk for sammensatte tider, og de behøver hjælpeverber!

Det er lige netop de sammensatte tider, der er fokus på hjælpeverberne - de bruges nemlig primært til at skabe de sammensatte tider.

Hvordan dannes de sammensatte tider med de tyske hjælpeverber?

Så, nu spidser det til. Det er nemlig ikke så simpelt, for hver sammensat tid har sine egne regler, og det har hvert hjælpeverbum også.

Huskeregler for de sammensatte tider.

Ret overfladisk kan man sige følgende:

•  Hvis man skal danne førnutid eller førdatid behøver man kun at fokusere på hjælpeverber haben og sein, eftersom werden ikke benyttes til dette formål.

• Hvis man skal danne fremtid - der behøver man på tysk kun at fokusere på hjælpeverbet werden, da de to andre ikke benyttes til dette formål. Men det er også så overordnet, som det kan blive. 

Hvordan finder man en ordstamme?

Det er  ret essentielt for de sammensatte tider, at man ved hvordan man finder ordstammen af et ord. Ordstamme betyder egentlig bare den kortest eksisterende version af et ord. Det er kropumuligt at huske alle verbers kortest eksisterende form, men med bare en regel bliver det meget nemmere. Alle tyske verber i infinitiv form har en af følgende endelser:

• [-en]

• [-n]

Ordstammen af ethvert verbum vil så altid være ordet i infinitiv form minus denne endelse. Er man i tvivl om, hvornår et ord står i infinitiv, kan man slå det op i en ordbog. Der vil verberne stort set altid fremgå i infinitiv form.

Vi kan tage nogle eksempler med tyske ord i infinitiv form, som vi finder stammen på.

• Geben / at give

Geben → Fjerner endelsen [-en] → Geb

Ordstammen er altså geb

• Fahren / at køre

Fahren → Fjerne endelsen [-en] → Fahr

Ordstammen er altså fahr

Så bør det mest basale dækket - lad os dykke ned i det.

Førnutid med de tyske hjælpeverber haben eller sein

Man kan stille kriterierne for dannelse af førnutid med tyske hjælpeverber således:

• Førnutid behøver hjælpeverbet haben eller sein, og hjælpeverbet skal bøjes efter sætningens subjekt og i nutid.

• Dernæst skal ens valgte hovedverbum sættes i en kort tillægsform, med korrekte præfiks og suffiks

Eksempel med trin

Lad os tage det et step af gangen, med et eksempel → Jeg vil gerne oversætte den danske sætning “Jeg har købt en is” til tysk.

Trin 1 → Haben eller sein?

Først skal jeg bøje enten haben eller sein i nutid og i overensstemmelse med subjektet for at kunne lave førnutid. (Hvis man ikke kan bøjningen af de to hjælpeverber i nutid på rygraden, kan et bøjningsskema findes længere nede på siden.) 

Man “vælger” det hjælpeverbum, der virker mest passende i forhold til det, man prøver at formulere, ud fra denne eller lignende forståelse:

• Haben → bedst oversat til dansk som “at have”

• Sein → bedst oversat til dansk som “at være”

Med udgangspunkt i min valgte sætning, giver det bedst mening for mig at vælge hjælpeverbet haben, som jeg så bøjer i nutid efter subjektet (jeg) og oversætter til tysk, hvilket giver mig en start på “Ich habe”. 

Trin 2 → Hovedverbum i kort tillægsform.

Dernæst skal jeg tage mit hovedverbum, som jo altså i sagens natur må være det eneste andet verbum i sætningen, og sætte det i kort tillægsform. Det gøres først og fremmest ved at finde frem til ordstammen af ens hovedverbum. I mit tilfælde er det købt som oversat til tysk og sat i infinitiv er kaufen, og så fjerner jeg bare [-en] endelsen for at finde ordstammen kauf.

Når det er gjort, kan vi sætte det i kort tillægsform. På tysk gøres det ved tilføje forledet / præfikset [Ge-] foran ordstammen, efterfulgt af en af to endelser / suffikser

• [-en] - hvis verbet, der skal i kort tillægsform er uregelmæssigt 

• [-t] - hvis verbet, der skal i kort tillægsform er regelmæssigt

Købe er et regelmæssigt verbum på dansk, og det betyder 9/10 gange, at det også er regelmæssigt på tysk. Derfor skal der i mit tilfælde med kauf altså forekomme en [-t]-endelse i kort tillægsform.

Samlet vil kaufen i kort tillægsform altså blive Ge-kauf-t

Trin 3 → Oversæt resten og ret ordstilling

Det efterlader mig altså med “Ich habe … Gekauft” og så er der bare tilbage at få oversat resten af sætningen, og få styr på ordstillingen, og så er der dannet førnutid.

Løsningen er altså: Jeg har købt en is → Ich habe ein Eis gekauft 

Således er der dannet førnutid med hjælpeverbet haben.

Førdatid med de tyske hjælpeverber haben eller sein

Man kan stille kriterierne for dannelse af førdatid med tyske hjælpeverber således:

• Førdatid behøver hjælpeverbet haben eller sein, og hjælpeverbet skal bøjes efter sætningens subjekt og i datid.

• Dernæst skal ens valgte hovedverbum sættes i en kort tillægsform, med korrekte præfiks og suffiks.

Eksempel med trin

Lad os tage det et step af gangen, med et eksempel → Jeg vil gerne oversætte den danske sætning “Du var gået hjem” til tysk.

Trin 1 → Haben eller sein?

Først skal jeg bøje enten haben eller sein i datid, og i overensstemmelse med subjektet for at kunne lave førdatid. Konsulter skemaerne i bunden af denne artiklen for hjælp til disse bøjninger.

Man “vælger” det hjælpeverbum, der virker mest passende i forhold til det, man prøver at formulere, ud fra denne eller lignende forståelse:

• Haben → bedst oversat til dansk som “at have”

• Sein → bedst oversat til dansk som “at være”

Med udgangspunkt i min valgte sætning, giver det bedst mening for mig at vælge hjælpeverbet sein, som jeg så bøjer i datid efter subjektet (du) og oversætter til tysk, hvilket giver mig en start på “Du warst”. 

Trin 2 → Hovedverbum i kort tillægsform.

Derefter tager jeg mit hovedverbum, (det eneste andet verbum i sætningen), og sætter det i kort tillægsform. Det gøres først og fremmest ved at finde frem til ordstammen af ens hovedverbum. I mit tilfælde er det gået som oversat til tysk og sat i infinitiv er gehen, og så fjerner jeg bare [-en] endelsen for at finde ordstammen geh.

Når det er gjort, kan vi sætte det i kort tillægsform. På tysk gøres det ved tilføje forledet / præfikset [Ge-] foran ordstammen, efterfulgt af en af to endelser / suffikser

• [-en] - hvis verbet, der skal i kort tillægsform er uregelmæssigt 

• [-t] - hvis verbet, der skal i kort tillægsform er regelmæssigt

Gå er et uregelmæssigt verbum på dansk, og det betyder 9/10 gange, at det også er uregelmæssigt på tysk. Derfor skal der i mit tilfælde med geh altså forekomme en [-en]-endelse i kort tillægsform.

Samlet vil gehen i kort tillægsform altså blive Ge-geh-en.

Trin 3 → Oversæt resten og ret ordstilling

Det efterlader mig altså med “Du warst … gegehen” og så er der bare tilbage at få oversat resten af sætningen, og få styr på ordstillingen, og så er der dannet førnutid.

Løsningen er altså: Du var gået hjem → Du warst nach Hause gegehen

Således er der dannet førdatid med hjælpeverbet sein.

Fremtid med det tyske hjælpeverbum werden

Kriterierne for dannelse af fremtid med tyske hjælpeverber således:

• Fremtid behøver hjælpeverbet werden, og hjælpeverbet skal bøjes efter sætningens subjekt og i nutid.

• Dernæst skal ens valgte hovedverbum sættes i sin infinitive form (navneform). 

Werden → bedst oversat til dansk som “at blive”, “at ville” eller “at få”

Lad os tage det et step af gangen, med et eksempel → Jeg vil gerne oversætte den danske sætning “Min søn bliver hjemme i morgen” til tysk.

Trin 1 → Werden skal indgå

Jeg ved, at jeg skal bruge hjælpeverbet werden for at danne fremtid, og det skal bøjes i nutid, og i overensstemmelse med subjektet. (Konsulter skemaet i bunden af artiklen for hjælp til disse bøjninger). Altså selvom der ikke er to verber i den danske sætning, ved vi, at werden skal indgå og under hvilke omstændigheder, så vi kan påbegynde den tyske oversættelse med det angivne subjekt (min søn) i den danske sætning, oversætte dette til tysk og placere det korrekt bøjede werden umiddelbart efter, hvilket giver mig en start på  “ Mein Sohn wird”. 

Trin 2 → Hovedverbum i infinitiv

Derefter tager jeg mit hovedverbum (bliver), og sætter det i infinitiv / navneform. Det kan gøres meget simpelt ved bare at slå det op i en ordbog, hvor det ordet altså vil fremgå i infinitiv form. I dette tilfælde vil det være bleiben.

Trin 3 → Oversæt resten og ret ordstilling

Det efterlader mig altså med “Mein Sohn wird … bleiben” og så er der bare tilbage at få oversat resten af sætningen, og få styr på ordstillingen, og så er der dannet fremtid.

Løsningen er altså: Min søn bliver hjemme i morgen → Mein Sohn wird morgen zu Hause bleiben.

Hvad er et hovedverbum så på tysk?

Et hovedverbum er i sin enkelthed bare det verbum, som hjælpeverbet lægger sig til. Det, der er selve handlingen. 

Hvad med ordstilling af de tyske hjælpeverber?

Du har måske bemærket i eksemplerne, at ordstillingen ændrer sig fra dansk til tysk, når der bruges hjælpeverber. På dansk er hjælpeverbet altid placeret side om side med hovedverbet, som var det limet på.

På tysk er det adskilte. Der vil hjælpeverbet altid være det første ord efter subjektet, og hovedverbet vil stå til sidst i sætningen. Nogle beskriver det som, at de danner en ramme om resten af sætningens indhold.

Kan hjælpeverber stå alene i en sætning på tysk?

Nu har jeg sagt, at hjælpeverberne benyttes sammen med hovedverbet for, at skabe en bedre forståelse af særligt tiden - kan de tyske hjælpeverber så slet ikke stå alene?

Jo, de tyske hjælpeverber kan sagtens forekomme alene, de gør det bare ikke heeelt vildt ofte. Det er fordi, at man ikke ligefrem kan lave verdens længste sætninger med dem, og de fleste af os ynder at lave lange sætninger. (Også længere end de bør være!) Det gør dog ikke sætningerne grammatisk forkerte - tværtimod har man langt bedre forudsætninger for korrekt grammatik, hvis man ikke gør sætningerne for lange - men de er dog stadig ikke så hyppigt benyttet.

Eksempler på hjælpeverber brugt som hovedverber.

Har angivet nogle eksempler, hvor en variation af hjælpeverberne står som hovedverbum i sætningen - så kan I selv vurdere, og det er så korte sætninger i ofte laver.

• Hans ist mein bester Freund. → Hans er min bedste ven.

Her ses en bøjning af sein i 3. person, ental, der står som det eneste verbum i sætningen.

• Meine Großeltern haben ein Schwimmbad → Min bedsteforældre har et svømmebassin.

Her ses en bøjning af haben i 3. person, flertal, som står som det eneste verbum i sætningen.

• Eines Tages wirst du dich darüber freuen → En dag bliver du glad for det.

Her ses en bøjning af werden i 2. person, ental, der står som det eneste verbum i sætningen.

Hvordan bøjes de tyske hjælpeverber?

Jeg nævnte tidligere, at de tre hjælpeverber faktisk var nogle af de verber, vi brugte hyppigst, så de er rigtig gode at kunne på rygraden! Det er dog så irriterende, at de faktisk også tilhøre de mest uregelmæssigt bøjede verber vi har på tysk. Det er nok derfor, at mange af jer vil have øvet bøjningen af disse remser op til flere gange med en tyskunderviser, imens der er blevet prædiket om vigtigheden af at kunne dem udenad. Det er irriterende, men det er også rigtigt - der vil være rigtig meget hjælp at hente, hvis man kan de her udenad, så se om I kan sætte noget rytme på dem, og øv dem som en remse! Nedenunder har jeg indsat bøjningsskemaer for alle tre hjælpeverber, bøjet i de fire vigtigste tider. 

Bøjning af haben

Haben i nutid

Haben i datid

Haben i førnutid

Haben i førdatid

Bøjning af sein

Sein bøjet i nutid

Sein bøjet i datid

Sein bøjet i førnutid

Sein bøjet i førdatid

Bøjning af werden

Werden bøjet i nutid

Werden bøjet i datid

Werden bøjet i førnutid

Werden bøjet i førdatid