Uregelmæssige verber (også kendt som udsagnsord) på tysk er en kategori af verber, der står som skarp modsætning til de regelmæssige verber på tysk. Verber er den ordklasse der dækker over alle de ord, der udtrykker handlinger, processer eller tilstande - altså kan man sige, at verberne sætter gang i dine sætninger.
Ordklassen verber er inddelt i flere underkategorier, heriblandt de regelmæssige og uregelmæssige. I dette indlæg vil vi tackle de uregelmæssige verber, også ofte kendt som de stærke verber, så du forhåbentlig efter endt læsning føler dig lidt mere sikker på området. Skulle dette dog ikke være tilfældet, og har du ligesom mange andre brug for lidt mere personlig hjælp, så tilbyder GoTutor blandt andet fokuseret lektiehjælp i tysk, så du kan få helt styr på alle verberne, sammen med resten af det kringlede, tyske sprog.
Hvad er et uregelmæssigt verbum på tysk?
Nu skrev jeg, ret forsimplet, at de uregelmæssige verber er en modsætning til de regelmæssige - så nemt er det dog ikke defineret.
Regelmæssighed er defineret ved at være noget, der følger en fast rutine eller forløb. Uregelmæssighed er så modsat defineret ved at være noget, der ikke følger en fast rutine.
Ordene regelmæssig og uregelmæssig fortæller os noget om, hvordan disse verber skal bøjes - derfor er det givet ved definitionen, at de uregelmæssige verber altså er dem, der ikke følger en fast rutine, når de bøjes.
Forskellen på et regelmæssigt og et uregelmæssigt verbum på tysk?
Der er to hovedregler for de regelmæssige verber på tysk - det er dem, der sørger for, at man kan kalde dem regelmæssige.
Ordstammen ændrer sig ikke på noget tidspunkt i bøjningen.
De bøjes efter en bunden form - så bunden, at alle regelmæssige verber kan bøjes efter skema.
Der kan i sagens natur ikke være universelle regler for de uregelmæssige verber. Dog har de alle én ting til fælles:
De kommer til at ændre vokal i ordstammen på et tidspunkt under bøjningen – dette kaldes også vokal veksling.
Hvordan ved man om et verbum er regelmæssigt eller uregelmæssigt?
Det kan godt være besværligt at huske, om et verbum er regelmæssigt eller uregelmæssigt. En fin tommelfingerregel er, at hvis et verbum er regelmæssigt på dansk, er det, det ofte også på tysk, og det samme gælder naturligvis for de uregelmæssige. Hvis man dog fortsat er usikker, kan man slå det op i ordbogen, og tjekke det, dér. Derudover har mange været søde til at lave en masse lister, som man også kan slå op. Vi har selv forsøgt os med en nedenunder. (Vi har også kreeret en over de regelmæssige verber).
Liste over (nogle) af de uregelmæssige verber på tysk
Her er en lille list over ofte benyttede og velkendte uregelmæssige verber på tysk - alle skrevet i infinitiv form.
Geben → at give
Kommen → at komme
Singen → at synge
Gleichen → at ligne
Gehen → at gå
Fahren → at køre
Essen → at spise
Senden → at sinde
Zwingen → at tvinge
Tragen → at bære
Laufen → at løbe
Sehen → at se
Schlafen → at sove
Verlieren → at miste / tabe
Nehmen → at tage
Stehlen → at stjæle
Rufen → at råbe
Vergessen → at glemme
Liegen → at ligge
Bekommen → at få
Sitzen → at sidde
Weisen → at vise
Schreiben → at skrive
Lesen → at læse
Beginnen → at begynde
Riechen → at lugte
Sprechen → at snakke
Heißen → at hedde
Treffen → at ramme / træffe
Schwimmen → at svømm
Lügen → at lyve
Helfen → at hjælpe
Beißen → at bide
Trinken → at drikke
Schreien → at skrige
Leihen → at låne
Tun → at gøre
Geben → at give
Werfen → at kaste
Leiden → at lide
Bieten → at byde
Finden → at finde
Fallen → at falde
Greifen → at gribe
Halten → at beholde
Hängen → at hænge
Schlagen → at banke
Wiegen → at veje
Frieren → at fryse
Fliehen → at flygte
Hvordan bøjes de uregelmæssige verber på tysk
Ens er det for alle uregelmæssige verber, at de et sted undervejs i bøjningen vil foretage et vokalskifte i ordstammen, og det gælder uanset hvilken tid de bøjes i. Det er en meget vigtigt huskeregel. Det, der så gør de uregelmæssige verber så møgbesværlige er, at huskereglen har huskeregler, og disse ændrer sig så alt efter hvilken tid man bøjer i.
For et helt overordnet overblik kan man sige at
Hvis et uregelmæssigt verbum bøjes i nutid, vil der oftest ske en vokal veksling i 2. og 3. person, når der bøjes i ental.
Som eksempel kan vi tage ordet geben, der i 2. og 3. person, ental får vokal vekslingen e → i, mens ordet resten af tiden følger strukturen for bøjningen af verber i nutid. Vokal vekslingen er markeret ved (!) og personendelserne med fed.
Ental | |
1.person | ich gebe |
2.person | du gibst (!) |
3.person | er/sie/es gibt (!) |
Flertal | |
1.person | wir geben |
2.person | ihr gebt |
3.person | sie/Sie geben |
Hvis et uregelmæssigt verbum bøjes i datid, vil vokal vekslingen gøre sig gældende i alle personer (1., 2. og 3. person) uanset om der bøjes i ental eller flertal.
Som eksempel kan vi tage ordet lesen, der i datid får vokal vekslingen e → a, som følger hele vejen igennem bøjningen, der foruden denne regel også følger strukturen for bøjninger af verber i datid. Eftersom vokal udskiftningen er gældende over det hele vil denne ikke være markeret, men endelserne er stadig markeret med fed. Dog er der en enkelt (!) markering - denne betyder, at der her er et ord hvor et valgfrit “binde”-e i 2. person, ental, kan tilføjes.
Ental | |
1.person | ich las (ingen personendelse i datid) |
2.person | du lasest / last (!) |
3.person | 3.person - er/sie/es las (ingen personendelse) |
Flertal | |
1.person | 1.person - wir lasen |
2.person | 2.person ihr last |
3.person | 3.person - sie/Sie lasen |
Når der skal laves kort tillægsform af et uregelmæssigt verbum, vil der blive tilføjet endelsen -en uanset hvilken person eller antal der bøjes i. Dette er vigtigt at huske, når man skal bøje i førnutid og førdatid.
For at lave kort tillægsform af alle verber behøves præfikset ge- foran ordstammen, men det er særligt for de regelmæssige verber på tysk, at de får suffikset -en efter ordstammen. Altså vil alle uregelmæssige verber i kort tillægsform se således ud, med et eksempel med ordet lesen igen.
Ge-ordstamme-en → Ge-les-en
Det er meget forsimplet opsat, en uddybning findes længere nede på siden, men inden vi når dertil, kan vi med fordel lige opfriske noget af det basale, samt forklare noget af det nye.
Hvordan bestemmes tid?
Som nævnt er verberne jo dem, der beskriver handlinger i sætningen, så for at bestemme tiden, kan vi spørge os selv “hvornår”? Underforstået, hvornår skete den handling, vi ønsker beskrevet. Foregår det lige nu? Var det allerede sket, da du kom? Sker det i næste uge?
De tider vi benytter os af er:
Nutid → Nutid er det, der foregår lige nu.
Datid → Datid er det, der er foregået.
Førnutid → Førnutid er når man beskriver en handling der er foregået, men bliver sat i forbindelse med noget andet i nutiden.
Førdatid → Førdatid er når man beskriver en handling der var foregået, før en anden hændelse i datid.
Fremtid → Fremtid er meget selvforklarende - når noget vil ske i en fremtid (dette vil vi dog ikke fokusere på i det her opslag).
Hvordan bestemmes person?
For at bestemme person, kan vi spørge os selv, “hvem”? Underforstået, hvem udfører denne handling. Er det dig selv? Var det Camilla? Var det en gruppe pensionister?
1. person → Det er dig selv eller en gruppe, du er en del af.
2. person → Det er en du taler til, eller en gruppe af folk du taler til.
3. person → Det er en du taler om, eller en gruppe af folk du taler om.
Hvordan bestemmes antal?
For at bestemme tal, kan vi spørge os selv “hvor mange”? Var der flere om det, eller var det kun én?
Ental → Enkelt individ
Flertal → En gruppe af individer
Hvordan finder man stammen af et ord?
Du vil støde på ordet ordstamme mange gange i dette opslag - lad os lige få genopfrisket hvad det nu også er. Ordstammen skal forstås som værende den korteste, eksisterende version af et ord. Du kender det måske også som “at form”, navnemåde eller måske grundform.
For at finde grundformen af et tysk verbum, hjælper det at vide, at det gør sig gældende for alle tyske verber, at når de står i infinitiv form så kan de påtage sig en af to endelser.
-en
-n
Når vi ved dette, findes ordstammen let ved at tage et bestemt verbum i infinitiv form, og så fjerne den pågældende endelse. Det kan være besværligt at huske alle verber i infinitiv form, så hvis man har behov for lidt hjælp, kan man med fordel slå det op i en ordbog - der vil ordet i de fleste tilfælde fremgå i infinitiv form.
Vi kan tage nogle eksempler fra listen - de står alle i infinitiv form.
Heißen → vi fjerner -en endelsen → ordstammen er heiß
Geben → -en endelsen fjernes → ordstammen er geb
Schreien → vi fjerner -en endelsen → ordstammen er schrei
Vokal veksling på tysk - hvad er det?
Nogle kalder det vokal veksling, men andre foretrækker måske at kalde det vokal udskiftning eller noget helt tredje. Ret beset betyder det bare, at en vokal byttes til fordel for en anden. Når vi snakker vokal veksling i forhold til bøjning af uregelmæssige tyske verber, så menes der, at der undervejs i bøjningen sker en udveksling af vokalen/vokalerne der er i ordstammen. Der er også vokalskifte i bøjninger på dansk. F.eks i datidsbøjningen af ordet synge
Jeg synger (nutid) → Jeg sang (datid).
Altså bliver vokalen ændret fra y → a, og dette er en vokal veksling. De forskellige tider har forskellige, typiske vokal vekslinger. Det er vigtigt at notere sig, at på tysk, såvel som på dansk, så vil udtalen af ordet naturligvis ændrer sig, sammen med vokal ændringen.
Bøjning af et uregelmæssigt verbum på tysk i nutid.
Det gælder, at hvis et tysk uregelmæssigt verbum bøjes i nutid, vil der ske ofte en vokal veksling i 2. og 3. person, ental.
Derudover er der nogle ret faste vokal vekslinger der benyttes, til at bøje uregelmæssige verber i nutid. De vokal vekslinger vi skal kende i det her tilfælde, er disse
e → i
e → ie
e → ei
au → äu
a → ä
Vokal veksling med e går igen mange gange - det kan godt være rigtig kringlet at finde ud af, hvornår e ændres til de forskellige ting, men hvis man prøver at sige ordet højt for sig selv, alt imens man skifter rundt mellem de forskellige muligheder, vil nogle måske opleve at kunne “høre” hvornår det lyder korrekt. Andre vil blive nødt til at slå det op, indtil man bare har de fleste siddende på rygraden.
Foruden denne vokal veksling, så følger bøjningen faktisk samme struktur, som de regelmæssige verber - når der skal dannes nutid, gøres dette ved at tage ordstammen, og sætte det sammen med en “personendelse”, hvilket betyder en endelse bestemt af, hvem handlingen udføres af.
“Opskriften” ser ud således:
Ordstamme + personendelse
Denne personendelse kan findes ved at konsultere skemaet nedenunder, hvor de er markeret med fed.
Ental | |
1.person | [-e] |
2.person | ordstamme m. vokalændring + [-st] |
3.person | ordstamme m. vokalændring + [ -t] |
Flertal | |
1.person | [-en] |
2.person | [-t] |
3.person | [-en] |
Lad os tage to eksempler med ord fra listen.
Først sprechen, hvor vokal vekslingen e → i forekommer og er markeret ved (!) og personendelsen er markeret med fed.
Ental | |
1.person | ich spreche |
2.person | du sprichst (!) |
3.person | er/sie/es spricht (!) |
Flertal | |
1.person | wir sprechen |
2.person | ihr sprecht |
3.person | sie/Sie sprechen |
Dernæst laufen, hvor vokal vekslingen au → äu forekommer og er markeret ved (!) og personendelsen er markeret med fed.
Ental | |
1.person | ich laufe |
2.person | du läufst (!) |
3.person | er/sie/es läuft (!) |
Flertal | |
1.person | wir laufen |
2.person | ihr lauft |
3.person | sie/Sie laufen |
Slutteligt er det vigtigt lige at sige, at hvis et ord med en ordstamme der ender på -d eller -t forekommer, så indsættes der et slags “binde”-e mellem ordstammen, og de personendelser hvor e ikke allerede indgår. Det er ganske simpelt fordi udtalen ellers ville være umulig - prøv selv.
Ydermere kan man forsøge at huske, at der aldrig skal personendelse på et uregelmæssige verber bøjet i nutid, 3.person ental, hvis ordet både har vokal veksling og en ordstamme der ender på -t.
Bøjning af et uregelmæssigt verbum på tysk i datid
Det gør sig gældende, at hvis et uregelmæssigt verbum bøjes i datid, vil vokal vekslingen gøre sig gældende i alle personer (1., 2. og 3. person) uanset om der bøjes i ental eller flertal.
De typiske vokal udskiftninger vi ser, når der skal dannes datid, er disse.
ei → ie
ei → i
ie → o
i → a
e → a
a → u
a → ie
au → ie
Der mange flere mulige vokal vekslinger, når der skal dannes datid, og listen ovenover dækker kun de mest brugte. Heller ikke her er det nemt at finde ud af, hvornår de forskellige benyttes - jeg henviser til de tips, der blev givet i afsnittet om nutid.
Når først vokal vekslingen er bestemt, følger de uregelmæssiger verber igen samme bøjningsstruktur som de regelmæssige verber. Konsulter skemaet under, hvor personendelserne er markeret med fed.
Ental | |
1.person | % (ingen personendelse) |
2.person | [-st] |
3.person | % |
Flertal | |
1.person | [-n] |
2.person | [-t] |
3.person | [-n] |
Lad os tage et eksempel fra listen.
Ordet riechen, hvor vokal vekslingen ie → o forekommer i ordstammen hele vejen igennem, og hvor personendelsen er markeret med fed.
Bemærk, at vi her har et ord, der benytter et “binde”-e både i 1., og 2. person, flertal, simpelthen fordi ordet ikke ville kunne udtales uden - prøv selv. Dette “binde”-e er markeret med skråskrift.
Ental | |
1.person | ich roch % (ingen personendelse) |
2.person | du rochst |
3.person | er/sie/es roch % |
Flertal | |
1.person | wir roch-e-n |
2.person | ihr rocht |
3.person | sie/Sie roch-e-n |
Bøjning af et uregelmæssigt verbum på tysk i førnutid
For at danne førnutid med et uregelmæssigt verbum, skal man først konsultere et hjælpeverbum. Dette hjælpeverbum skal så bøjes efter subjektet i nutid. Slutteligt skal man danne kort tillægsform af sit hovedverbum, som er det uregelmæssige verbum vi har valgt. Vigtigt er det at huske, at ens hovedverbums ordstamme skal indeholde den vokal veksling, der gælder for det pågældende ord.
Lad mig uddybe de forskellige steps.
Hjælpeverber
På tysk findes tre hjælpeverber - vi skal dog kun bruge to lige nu.
Haben → at have
Sein → at være
Man skal kun bøje det hjælpeverbum man skal bruge efter person og tal (subjekt), og i nutid - ikke hovedverbet!
Kort tillægsform
Når man har bøjet sit hjælpeverbum korrekt, skal man ændre formen på sit hovedverbum til kort tillægsform og lave vokal vekslingen, hvis ordet behøver det.
Kort tillægsform af uregelmæssige verber gøres på ret enkelt på tysk ved at tilføje bogstaverne ge- foran ordstammen, og endelsen -en efter.
Vokal vekslingen i ordstammen er ikke lige så enkel at lave - der er nemlig som udgangspunkt ikke rigtig nogen rutine i, hvornår man bruger hvad. Det kan man altid slå op, hvis man ikke lige kan huske det.
Når man har styr på de to ting, er opskriften som følger:
(Haben/Sein bøjet efter subjekt i nutid) + (Ge- ordstamme med relevant vokal veksling -en)
Eksempel
Eftersom det kun er hjælpeverbet der skal bøjes efter person og tal, er endelsen ikke en personbestemt endelse, derfor er et skema ikke nødvendigt.
Her kommer dog et eksempel på et uregelmæssigt verbum (geben) sat i kort tillægsform sammen med dens respektive hjælpeverbum (haben), bøjet i nutid efter grundleddet i sætningen. Bemærk, at verbet geben ikke behøver en vokal veksling i førnutid.
Ich habe ihr ein Geschenk Ge - geb - en → Jeg har givet hende en gave
Du hast ihr ein Geschenk Gegeben → Du har givet hende en gave
Er/sie/es hat ihr ein Geschenk Gegeben → Han/hun/den/det har givet hende en gave
Wir haben ihr ein Geschenk Gegeben → Vi har givet hende en gave
Ihr habt ihr ein Geschenk Gegeben → I har givet hende en gave
sie/Sie haben ihr ein Geschenk Gegeben → de/De har givet hende en gave
Denne sætningskonstruktion kan du måske kende? Det er fordi, meget ligesom ved de tyske modalverber , så danner hjælpeverbet og hovedverbet en ramme om hovedsætningen, hvorimod de på dansk er placeret side om side.
Bøjning af et uregelmæssigt verbum på tysk i førdatid
Meget lig processen for at danne førnutid, skal man, for at danne førdatid med et uregelmæssigt verbum, først konsultere et hjælpeverbum. Dette hjælpeverbum skal bøjes efter subjektet, og slutteligt dannes kort tillægsform af hovedverbet, som er det uregelmæssige verbum vi har valgt - husk at ens hovedverbum skal indeholde den vokal veksling der gælder for det pågældende ord.
Lad mig igen uddybe de forskellige steps.
Hjælpeverber
På tysk findes tre hjælpeverber, vi skal dog kun bruge disse to lige nu
Haben → at have
Sein → at være
Man skal kun bøje hjælpeverbet man skal bruge efter person og tal (subjekt) - dog nu i datid.
Kort tillægsform
Når man har bøjet sit hjælpeverbum korrekt, skal man ændre formen på sit hovedverbum til kort tillægsform og lave vokal vekslingen, hvis ordet behøver det.
Kort tillægsform af uregelmæssige verber gøres på ret enkelt på tysk ved at tilføje bogstaverne ge- foran ordstammen, og endelsen -en efter.
Vokal vekslingen i ordstammen er ikke lige så enkel at lave, der er nemlig som udgangspunkt ikke rigtig nogen rutine i, hvornår man bruger hvad. Det kan man altid slå op, hvis man ikke lige kan huske det.
Når man har styr på de to ting, er opskriften som følger:
(Haben/Sein bøjet efter subjekt i datid) + (Ge- ordstamme med relevant vokal veksling -en)
Eksempel
Eftersom det kun er hjælpeverbet der skal bøjes efter person og tal (subjekt), er endelsen ikke en personbestemt endelse, hvilket gør et skema unødvendigt.
Her kommer dog også et eksempel på et uregelmæssigt verbum (sprechen) sat i kort tillægsform og med korrekt vokal veksling (e → o), sammen med dens respektive hjælpeverbum (haben), bøjet i datid efter grundleddet/subjektet i sætningen.
Ich hatte mit ihm darüber Ge - sproch - en → Jeg havde snakket med ham om det.
Du hattest mit ihm darüber Gesprochen → Du havde snakket med ham om det.
Er/sie/es hattet mit ihm darüber Gesprochen → Han/hun/den/det havde snakket med ham om det
Wir hatten mit ihm darüber Gesprochen → Vi havde snakket med ham om det.
Ihr hattet mit ihm darüber Gesprochen → I havde snakket med ham om det.
sie/Sie hatten mit ihm darüber Gesprochen → de/De havde snakket med ham om det.
Bemærk igen, at ligesom ved de tyske modalverber , så danner hjælpeverbet og hovedverbet en ramme om hovedsætningen, hvorimod de på dansk er placeret lige ved siden af hinanden.