Personlige pronominer på tysk - en fokuseret guide.

De personlige pronominer på tysk er de pronominer, der agerer stedfortræder for navneord og egennavne, så vi undgår en sætning med for meget repetition. Personlige pronominer er bare én af de mange undergenre, som ordklassen pronominer har. 

Du kender dem måske bedre som stedord - det kaldes de, ret selvforklarende, fordi det er ord, vi kan sætte i stedet for et andet. De forskellige undergenre har forskellige funktioner og regler, som de skal følge. I dette indlæg vil vi fokusere på de personlige pronominer, deres regler og deres bøjninger.

Lad os se at komme igang.

Hvad er de personlige pronominer på tysk?

På mange måder kan “personlige stedord” næsten lyde lidt selvforklarende - det er de ord, vi sætter i stedet for et navneord, der angiver en person. Sagt på en anden måde dækker det over de pronominer, vi bruger til at identificere os selv eller andre. Vi bruger dem ret beset for at komme uden om, kun at referere til personer, ting eller steder ved navn, så vi kan variere vores sprogbrug og undgå for meget gentagelse. 

De personlige pronominer varierer alt efter hvilken person og antal de skal benyttes i - lad os for god ordens skyld lige opfriske hvad det betyder. 

De personlige pronominers “person” og antal på tysk.

De personlige pronominer findes i tre “personer”. Med person skal der forstås, at det personlige pronomen vi skal benyttes, afhænger af om vi referere til os selv eller en anden. Der er tre “personer”, som bruges forskelligt, og disse tre personer findes både i entalsform og flertalsform.

De tre personer er som følger, i både entals- og flertalsform.

• 1. person → benyttes, når du i en sætning referere til dig selv, eller en gruppe du er en del af.

Entalsform: Jeg elsker at lære tysk.

Flertalsform: Vi elsker at lære tysk.

• 2. person → benyttes, når du i en sætning referere til modtageren eller modtagerne af din sætning.

Entalsform: Du elsker at lære tysk.

Flertalsform: I elsker at lære tysk.

• 3.person → benyttes, når du i en sætnings referere til en anden person, end den der er modtageren af din sætning.

Entalsform: Han / hun / den / det elsker at lære tysk!

Flertalsform: De / de elsker at lære tysk

→ Bemærk, at der i 3. person, flertalsform er to “de”. De, skrevet med stort begyndelsesbogstav er et formelt De - vi kan også kalde det et “høfligheds De”. Du har måske hørt om det, hvis du nogensinde har hørt nogen tiltalte en kongelig, eller har set en gammel spillefilm, før alle blev “dus” ;). 

Eksemplerne ovenover indeholder alle de danske, personlige pronominer - nedenunder finder du et skema, med de tilsvarende tyske personlige pronominer. 

Reglerne for, hvornår noget er i hhv. 1.,2. eller 3. person er også forklaret på dansk - de samme regler gør sig nemlig gældende på tysk, så det er nemmest, hvis det bare forklares på dansk.

Skema over de personlige pronominer på tysk.

I skemaet vil det danske være markeret med fed

Man kan med fordel lige bemærke, at vi på tysk også arbejder med et “høfligheds De”, der angives på samme måde som det dansk - med et stort bogstav. Det bruges på præcis samme måde som vi gør det på dansk, og skal altså kun benyttes i forbindelse med formelt sprogbrug. Det står dog nede i flertal, selvom det høflige “de” altså benyttes om en person i ental - det er simpelthen kun fordi, at det “høflige De” følger den samme bøjning som “flertals de”. 

Sie eller du? Høflighed på tysk. 

Selvom jeg siger, at det bruges på samme måde på tysk, som på dansk, vil du altså støde på det langt oftere på tysk. Tyskland har en anden høflighedskultur end os - altså formaliteter er mere respekterede derovre, end de er herhjemme. 

I Danmark har vi siden ungdomsoprøret stort set udfaset det formelle “De”, med få undtagelser - de har ikke været samme “revolution” igennem i vores naboland. Derfor vil du i tekster, og i formelle kontekster, som f.eks i handels- og forretningsmæssige kontekst, opleve det tyske “Sie”, fremfor “du”. 

Hvis du er i tvivl om, hvornår det er bedst at benytte hhv. “Sie” eller “du”, så er følgende regler næsten idiotsikre.

Det tyske personlige pronomen “du” benyttes, hvis du:

• Snakker til en person, yngre end dig selv.

• Kender personen du taler til meget godt - eksempelvis familie, venner el. tætte kollegaer.

• Er i en uformel eller meget afslappet situation - til en fest, på stranden el. andet.

Det tyske personlige pronomen “Die” benyttes, hvis du:

• Snakker til en menneske, ældre end dig selv.

• Ikke kender personen du henvender dig til.

• Er i en formel situation - professionelle sammenhænge, store events el. lignende. 

Du vil nok ofte kunne slippe afsted med at bruge “du” - mere strikse er de dog heller ikke. Men, det er en god ting at kunne benytte høfligt og højt sprogbrug, og endnu bedre at kunne determinere, at noget er høfligt eller højt sprogbrug, på baggrund af tiltaleformen “Die”. 

Eksempler på høfligheds “De” på tysk

• Brauchen Sie Hilfe, Madam? → Har De brug for hjælp, Frue?

Frue, og det tyske tilsvarende Madam, er høflig tiltale til en voksen kvinde - derfor er “Sie” skrevet med stort, og kan bruges enten fordi man taler med et ældre menneske man ikke kender, eller fordi konteksten er formel.

• Haben Sie noch Fragen? → Har De nogle spørgsmål?

Ganske almindeligt spørgsmål at stille, f.eks efter et pitch eller under en formel samtale - derfor er Sie skrevet med stort, og er med til at opretholde en professionel tone. 

Hvordan bøjes de personlige pronominer på tysk?

De personlige pronominer har forskellige variationer, alt efter hvilken kasus de står i.

Når du kender køn, kasus og antal på dit personlige pronomen, kan du konsultere følgende skema og bøje korrekt herefter.

Ental

Flertal