Hvad er det nu lige fremstillingsformer er? Og hvordan genkender du forskellen på dem? Har du nogensinde stået over for begrebet "fremstillingsformer" og følt dig en smule forvirret? Det er helt naturligt, da det kan virke en smule kompleks ved første øjekast.
Frygt ej, for vi er her for at hjælpe dig med at opnå en klar forståelse af, hvordan forskellige fremstillingsformer fungerer, og hvornår de bruges.
Læs med her og få en forståelse for, hvordan du genkender og bruger disse forskellige fremstillingsformer i forskellige sammenhænge.
Når vi taler om fremstillingsformer, snakker vi om forskellige måder at sige eller vise noget på. Ikke at forveksle med synsvinkler, som henviser til den der fortæller, altså selve perspektivet på det, der fortælles.
Lad os guide dig til at forstå de forskellige fremstillingsformer og lære, hvordan de bruges i forskellige situationer.
Hvad er fremstillingsformer?
Fremstillingsformer er de forskellige måder, hvorpå man kan fremstille noget i en fortælling. De forskellige fremstillingsformer har hver deres måde at formidle forskellig information, ideer eller historier til andre.
De forskellige fremstillingsformer varierer afhængigt af formålet med kommunikationen, målgruppen og den kontekst, hvor budskabet bliver præsenteret i.
Hvad er de syv fremstillingsformer?
Der findes syv primære fremstillingsformer, men i virkelighedens tekster kan man sagtens støde på flere fremstillingsformer.
Her ser du de syv primære fremstillingsformer, som man oftest bliver undervist i:
Fortælle
Berette
Beskrive
Forklare
Instruere
Argumentere
Reflektere
Den fortællende fremstillingsform:
Den fortællende fremstillingsform bruges, når der skal fortælles en historie, der har til hensigt enten at undervise eller underholde.
Der findes også forskellige fortællertyper, som styrer måden, vi læser og forstår teksten på. Opbygningen i denne fremstillingsform er ofte karakteriseret ved en begyndelse, hvor fortælleren præsenterer personer og miljø.
Herefter en midte, hvor selve handlingen og konflikten udspiller sig (her er der typisk tale om et vigtigt vendepunkt). Til sidst forekommer der en slutning, hvor der opstår et klimaks og en afrunding.
I den fortællende fremstillingsform er sprogbrugen typisk karakteriseret ved jeg-fortæller eller 3. personsfortæller. Der ses ofte direkte tale, og fortælletempoet er lavt ved de centrale begivenheder i fortællingen. Fortællingen foregår i nutid eller datid. Den fortællende fremstillingsform ses i genrerne:
Novelle
Roman
Eventyr
Den berettende fremstillingsform:
Den berettende fremstillingsform har til hensigt at berette om noget fra virkelighedens verden. Opbygningen i en beretning er ofte karakteriseret ved en indledning, som indeholder beskrivelser af hvem, hvad og hvor.
Derefter følger en midte, hvor hændelserne præsenteres i kronologisk rækkefølge, og til sidst en afslutning, som indeholder en personlig refleksion.
Sprogbrugen i en beretning indeholder handlingsverber (fx løb, sejlede, flygtede), der fortælles i datid eller dramatisk nutid, og der er typisk tidsangivelser (fx først, derefter, så).
Der fortælles enten i jeg-fortæller, når der er tale om personlige erindringer, eller i skjult fortæller, når der er tale om faktuelle beretninger (fx reportager). Den berettende fremstillingsform ses i genrerne:
Den beskrivende fremstillingsform:
Den beskrivende fremstillingsform har til hensigt at beskrive noget fakta, så modtageren kan lære noget.
Opbygningen i en beskrivende fremstillingsform er ofte karakteriseret ved en indledning, som præsenterer emnet, efterfulgt af en midte, som beskriver specifikke karakteristika (hvis et dyr skal beskrives, kunne det eksempelvis være: udseende, levested eller føde).
Afslutningsvis kunne der fx være et billede af det, som bliver beskrevet. Sprogbrugen i en beskrivende fremstillingsform indeholder substantiver (fx fugl), tilstandsverber i nutid (fx lever, bor) og adjektiver (fx hurtig, stor, brun). Den beskrivende fremstillingsform ses i genrerne:
Fagtekst
Wikipedia-opslag
Pjece
Den forklarende fremstillingsform:
Den forklarende fremstillingsform har til hensigt at forklare, hvordan eller hvorfor noget er, som det er, for derfor at hjælpe nogle med at forstå noget bedre.
Opbygningen i en forklarende fremstillingsform indeholder en præsentation af det specifikke emne efterfulgt af en forklaring på, hvorfor eller hvordan noget foregår.
Afslutningsvis forekommer der ofte en slutning, som opsummerer pointerne og eventuelt illustrationer af forklaringerne.
Sprogbrugen i den forklarende fremstillingsform indeholder ord, der skal indikere en bestemt rækkefølge (fx først, derefter, til sidst), ord der beskriver årsag (fx derfor, fordi, på grund af) og en del fagord. Den forklarende fremstillingsform ses i genrerne:
Rapport
Fagtekst i en lærebog
Pjece
Den instruerende fremstillingsform:
Den instruerende fremstillingsform har til hensigt at vise nogen, hvordan man gør noget specifikt.
Opbygningen i en instruerende fremstillingsform kunne se sådan ud: en liste over eksempelvis materialer eller ingredienser, trin-for-trin-vejledning og en illustration af resultatet.
Sprogbrugen i den instruerende fremstillingsform indeholder handlingsverber i bydeform (fx skær, hæld, pisk) og tidsangivelser (fx først, derefter, til sidst). Den instruerende fremstillingsform ses i genrerne:
Opskrift
Instruktion
Brugsanvisning
Den argumenterende fremstillingsform:
Den argumenterende fremstillingsform handler om at give gode grunde til, hvorfor man mener, at noget er sandt eller godt. Denne fremstillingsform har til hensigt at overbevise nogen om noget.
Opbygningen i den argumenterende fremstillingsform er ofte karakteriseret ved en indledning, hvor problemet eller synspunktet bliver præsenteret.
Derefter følger en midte, som indeholder argumenter med eksempler. Og til sidst forekommer der en en konklusion, som gentager det pågældende synspunkt.
Sprogbrugen i en argumenterende fremstillingsform indeholder argumenterende ord (fx derfor, fordi), ord der skal indikere modsætninger (fx til gengæld, derimod) ord der antyder generaliseringer (fx man, vi), og ytringen foregår i jeg-fortæller.
Den argumenterende fremstillingsform ses i genrerne:
Anmeldelse
Den reflekterende fremstillingsform:
Den reflekterende fremstillingsform har til hensigt at teste idéer og tanker om et bestemt emne.
Opbygningen i en reflekterende fremstillingsform er ofte karakteriseret ved en indledning, hvor fortælleren beskriver en oplevelse, som kan give anledning til spørgsmål.
Derefter følger en midte, som indeholder refleksioner over emnet eller oplevelsen, og bud på eventuelle forklaringer (der veksles mellem at beskrive emnet på et personligt plan og på et objektivt plan).
Afslutningsvis forekommer der en en afrunding, som sætter tanker i gang hos modtageren.
Sprogbrugen i den reflekterende fremstillingsform indeholder spørgeord (fx hvordan, hvorfor), ord som indikerer en undren (fx mon, måske), ord der indikerer generalisering (fx vi, folk, man), og det hele fortælles i jeg-fortæller.
Den reflekterende fremstillingsform ses i genrerne:
Scenisk fremstilling og panoramisk fremstilling
Når man taler om fremstillingsformer, kan de inddeles i to hovedkategorier, hvori de syv fremstillingsformer er undertyper. Her ser du de to hovedkategorier:
Scenisk fremstilling
Panoramisk fremstilling
Hvad er scenisk fremstilling og hvornår bruges den?
Scenisk fremstilling dykker ned i detaljerne i en historie, og man ser ofte dialog i en scenisk fremstilling. Ordet ”scenisk” bruges, fordi denne fremstillingsform kan sammenlignes med en scene fra en film.
En scenisk fremstilling er en beskrivelse eller beretning, hvor fortælleren skaber et nærbillede af begivenhederne og personerne. Det kan give læseren en følelse af at være til stede i øjeblikket.
Personerne i fortællingen udfører handlinger og taler om deres tanker, som beskrives gradvist, efterhånden som det udfolder sig i fortællingen. Handlingen finder sted inden for en begrænset tidsperiode.
Hvad er panoramisk fremstilling og hvornår bruges den?
Panoramisk fremstilling giver derimod et overblik over begivenhederne i en historie, og der dykkes derfor ikke ned i detaljerne.
Ordet ”panoramisk” bruges fordi denne fremstillingsform kan sammenlignes med den måde, et kamera i en film bevæger sig over en scene uden at stoppe ved bestemte situationer. Dette skaber en følelse af, at fortælleren betragter begivenhederne på afstand.
Panoramisk fremstilling benyttes typisk til at skubbe handlingen fremad. En panoramisk fremstilling giver modtageren en overfladisk idé om det miljø, hvor en vigtig situation vil udspille sig.
Fremstillingsformer - en guide til dig
Dette var din guide til at forstå de forskellige fremstillingsformer, så du er klogere på, hvordan de benyttes.
Det vigtige ved at kunne identificere de forskellige fremstillingsformer er, at du på den måde kan tilrettelægge din fortælling eller kommunikation, alt efter hvad din hensigt er med den.
Du er nu forhåbentligt blevet klogere på fremstillingsformer og kan nu kende forskel på dem.