En guide til reportager - alt du skal vide om en reportage

Af Laura Norén 14-06-2023
En guide til reportager - alt du skal vide om en reportage

Hvad er en reportage, og hvordan skriver man sådan én? Du sidder måske netop med en opgavebeskrivelse, hvor du bliver bedt om at skrive en nyhedsreportage, men hvad er en reportage, og hvordan skriver du sådan én? Det kan være svært at bestemme kravene og træk ved forskellige genrer inden for skrivestil og tekstforfatning. Denne guide kan hjælpe dig med at blive skarp i bestemmelserne ved reportager, så du er helt klar til at skrive sådan én og ved lige præcis, hvordan man gør, og hvad du skal tænke over, når du skriver. Læs med her, hvis du er nysgerrig på reportager!

Hvad er en reportage?

En reportage er en form for skrivestil og tekst, hvor forfatteren forsøger at gøre læseren klogere på en bestemt begivenhed. Reportager er en form for artikel. Reportager er generelt skrevet af journalister, og de har til formål at indfange en begivenhed, som hvis man selv var til stede. På denne måde er reportager en måde, hvorpå journalisten kan agere en flue på væggen og få læseren med ind i begivenheden. Journalistens vigtigste opgave er at viderebringe nyheden på en måde, hvorpå læseren næsten kan se begivenheden for sig og leve sig ind i affæren, som hvis man selv stod og så det ske. Der skal altså være en atmosfære af her-og-nu i artiklen. 

Hvad kan være en del af reportager?

Under genren reportage kan der inkluderes flere ting, der gør, at læseren kan blive klogere på begivenheden - eksempelvis i form af vidnesbyrd og interviews. Ting der ofte kan findes i reportager er:

  • Vidneberetninger

  • Interviews

  • Udtalelser

  • Ekspertvurderinger

  • Baggrundsviden 


Hvilke former for reportager findes der?

Der er forskellige former for reportager, men du har nok haft bekendtskab med alle formerne på et tidspunkt i dit liv. Reportager kan findes i mange forskellige arenaer, eksempelvis nyhederne, på TV og i podcasts. Derfor vil du næsten altid komme i kontakt med de forskellige former for reportager. Vi skelner generelt mellem tre forskellige former for reportager. De er som følger:

  • Nyhedsreportage

  • Begivenhedsreportage

  • Baggrundsreportage 


Hvad er en nyhedsreportage?

En nyhedsreportage er der, hvor journalisten rapporterer direkte fra en begivenhed. Det er ofte denne slags, du vil finde, hvis du ser nyhederne. Her vil journalisten være til stede ved begivenheden og videregive informationen direkte, som den sker. Denne slags reportage er den, de fleste tænker på, når de hører ordet reportage, fordi vi hele tiden er i kontakt med denne form gennem nyheder. Journalisten har her til formål at videregive information, som den sker, så alle læsere/seere kender informationen i en her-og-nu situation. Vi ser ofte denne slags reportager, når der eksempelvis sker ulykker, hvor journalisten så tager ud til ulykken og rapporterer direkte fra stedet.

Hvad er en begivenhedsreportage? 

En begivenhedsreportage adskiller sig fra en nyhedsreportage, ved at journalisten her rapporterer fra en begivenhed, der ikke er nyhed. Det er altså stadig en direkte rapport, men dog er det ikke nyhedsstof. Her taler vi altså om en kendt begivenhed, som læsere og seere allerede kender til. En begivenhedsreportage kunne eksempelvis være en koncert eller en kroning af en ny konge. Journalisten skal altså her stadig formå at rapportere, som hvis læserne og seerne var ved begivenheden selv, men begivenheden er allerede kendt for dem.

Hvad er en baggrundsreportage?

Den sidste slags reportage kaldes en baggrundsreportage. Ved denne slags reportage er den information, journalisten skal videregive, fokuseret på baggrunden for en begivenhed. Journalisten skal i denne form for reportage få baggrundsinformation fra steder og folk, som har noget med begivenheden at gøre. I denne form for reportage vil journalisten derfor tage ud til steder, der har med sagen at gøre, samt interviewe personer, der er involverede i sagen. Med denne fremgangsmåde skal journalisten give læserne og seerne en baggrundsviden omkring en specifik begivenhed.

Hvad skal en reportage indeholde?

Når man skriver en reportage, skal man huske at inkludere ting, der kan fange læseren og give dem viden. Derfor er der bestemte ting, man skal huske på, når man skriver en reportage. En reportage skal indeholde:

  • Beskrivelser 

  • Interviews

  • Fakta

Ved at have disse ting med i sin reportage sikrer journalisten sig, at læserne og seerne kan få følelsen af selv at være til stede ved begivenheden. 

Hvordan bygger man en reportage op?

Når du skal lave en reportage, skal du huske på de forskellige genretræk, der er ved reportager. Ved at inkludere de forskellige træk sikrer du dig, at din tekst/artikel opfylder kravene for en reportage. Det, du skal inkludere i din reportage, er som følger:

  • Blikfang - sørg for at fange læseren. Dette kan gøres med en god rubrik og et billede, så læseren kan se stedet/begivenheden for sig

  • Indhold - fakta/interviews/beskrivelser

  • Fluen på væggen - journalisten skal agere fluen på væggen og beskrive situationen nøje, så læseren kan føle, at de er der selv

  • Situationen lige nu - du skal inkludere beskrivelser af begivenheden, som den udfolder sig

  • På stedet - journalisten skal være på stedet for begivenheden i deres reportage og beskrive miljøet


Hvad er vigtigt at gøre i reportager?

Når du skriver din reportage, er det vigtigt, at du har styr på, hvordan du bedst har læseren eller seeren med, og at du får sørget for, at de er en del af begivenheden. Dette gør du ved at veksle mellem de forskellige elementer, vi gennemgik tidligere. Du skal altså huske at beskrive begivenhederne. Beskrivelserne skal være fyldestgørende og derfor både inkludere, hvordan miljøet ser ud og føles, samt hvordan stemningen er. Hvis du tænker på en nyhedsreportage på tv, gør journalisten meget ofte det, at de eksplicit siger noget, såsom "Stemningen er meget nedtrykt her"/"Der er en stemning af kaos". Dette er et vigtigt element af, at læseren eller seeren føler, at de selv er på stedet. Du skal også huske at inkludere interviews med de berørte af begivenheden og dem, der på anden måde er involverede i situationen. På denne måde sikrer du, at der kommer et menneskeligt aspekt, og at begivenheden på denne måde kan føles af læsere og seere. Den sidste del, du skal tage med i din reportage, er fakta. For at give læserne og seerne den bedste viden, er det vigtigt, at du inkluderer fakta i din reportage. En reportage skal også have et element af objektivitet i sig, som opnås ved at inkludere viden. Under fakta skal du inkludere, hvor begivenheden finder sted, hvem der er involveret i begivenheden, og hvad der er sket. Du skal også huske at inkludere, hvornår begivenheden har fundet sted. 

Det korte af det lange ved reportager

Nu har vi gennemgået genretræk samt krav til reportager. Det vigtigste, du skal tage med dig fra denne gennemgang, er, at det er journalistens job at inkludere seerne og læserne i begivenheden, som den udfolder sig. Vi lærte blandt andet, at der findes tre forskellige former for reportager, der hver især har en forskellig stil. De tre forskellige former for reportager, lærte vi, var nyhedsreportager, begivenhedsreportager og baggrundsreportager. Det er derfor også vigtigt, at du, når du skriver en reportage, overvejer, hvilken form for reportage du vil lave. Når du skriver en reportage, er det altså også vigtigt, at du får inkluderet de forskellige elementer, der sørger for, at informationen og begivenheden bliver overleveret bedst muligt. Det betyder, at det er yderst vigtigt, at du i din reportage veksler mellem beskrivelser af miljøet og stemningen, inkluderer interviews, og at du slutteligt også har fakta med i din reportage.

Dette var en guide omkring reportage-skrivning. Nu er du udrustet og beredt på, at skrive din næste reportage, og du kan skelne mellem former og ved, hvilke genretræk du skal huske på, når du skriver. Rigtig god fornøjelse!


Mød forfatteren:

Billede af

Hej, mit navn er Laura, jeg er skribent hos GoTutor! Jeg har en Bachelor i kommunikation og psykologi, og så læser jeg nu en kandidat i sprogpsykologi, på KU. Jeg håber, at mine artikler kan hjælpe nogle af jer til, at få helt styr på de faglige termer og teorier, jeg præsenterer!

Søger du privat lektiehjælp?

  • GoTutor er Danmarks bedst anmeldte

  • Mange års erfaring og en del af Egmont

  • Trænede og uddannede undervisere

  • Fast lav pris og fair vilkår


Eller kontakt os på: info@gotutor.dk

Du vil måske også synes om

Hovedsætninger og ledsætninger
Hovedsætninger og ledsætninger

Du har nok hørt om hovedsætninger og ledsætninger i danskundervisningen, sammen med grundled og udsa...

Cathrine Noer Hjorth 08-11-2022
Kunsten at lege med sprog: Stilistiske Virkemidler i fokus
Kunsten at lege med sprog: Stilistiske Virkemidler i fokus

Er du stødt på begrebet stilistiske virkemidler, men er ikke helt sikker på, hvad det dækker over? I...

Vár Haraldsen 29-09-2023
Forstå substantiver (navneord) i det danske sprog
Forstå substantiver (navneord) i det danske sprog

Du kender allerede substantiver, for din hverdag er nemlig fyldt med dem! Du har måske en fodbold, e...

Elisabeth Lysholm Olsen 12-10-2022
Lad os tale sammen

Vi er klar til at svare på dine spørgsmål.
Ring til os på:

71 99 71 90