Fortælleren er essentiel for måden, vi forstår og læser alt fra noveller til romaner, ligesom den har helt grundlæggende betydning for, hvordan vi forstår de film, vi ser. Her følger en vejledning til de forskellige fortællertyper, vi møder i folkeskolens og gymnasiets tekster i bl.a. dansk, og hvordan vi kan bruge disse typer i vores analyser.
Fortælleren er den, der præsenterer og beretter historien i en novelle, en roman, et episk digt eller en film for læseren eller seeren. Det er den del af fortællingen, der lader os sympatisere eller identificere os med historiens karakterer og hændelser. På samme måde er det fortælleren, der styrer, hvilke karakterer der hvert fald ikke får vores sympati. Sagt på en anden måde: En teksts fortællertype styrer måden, vi læser og forstår teksten på.
Normalt bruger en forfatter en af tre forskellige fortællertyper: alvidende fortæller, førstepersons- eller jeg-fortæller og personbunden fortæller. Der findes også en fjerde type, som dog ikke bruges særlig tit: den upålidelige fortæller. I en analyse af fortælleren skelner man også mellem den implicitte (usynlige) fortæller og den eksplicitte (synlige) fortæller. Tekstens synsvinkel afhænger af fortælleren, og det er derfor vigtigt for en analyse at vide, hvilke egenskaber der karakteriserer de forskellige fortællertyper.
Alvidende fortæller
Den alvidende fortæller ved alt, der sker i fortællingen, det hele. Den alvidende fortæller ved både, hvad personer tænker, føler og oplever, og hvorfor personen handler på lige præcis den måde, de gør; denne fortæller ved, hvad der er sket, og hvad der kommer, kender vejrets indflydelse på tekstens handling osv. Den alvidende fortæller kender både en persons indre oplevelser og kan se tingene udefra. Dette kan lade sig gøre, fordi den alvidende fortæller ikke er en del af den egentlige fortælling. Den alvidende fortæller kan være enten implicit eller eksplicit, afhængigt af hvordan og om fortælleren påtaler læseren, blot kommenterer på handlingen eller på anden vis giver sig direkte til kende i teksten.
En implicit, alvidende fortæller vil aldrig blande sig i handlingen og vil altså aldrig kommentere eller på anden måde forholde sig til en persons handlinger, følelser eller lignende. Denne fortæller kan siges at være skjult. Med den implicitte, alvidende fortæller vil historien altid være fortalt i tredje person som i dette eksempel:
“Mie betragter hans blege ansigt og blodårerne, der farver hans øjenlåg blå. Hun gnider sin arm og hånd. Tobias’ telefon giver ustandselig lyde fra sig.” (Naja Marie Aidt, Tur i bil).
Men den alvidende fortæller kan også være eksplicit. Det kan fungere på mange måder, men den mest åbenlyse eksplicitte fortæller fungerer som en ‘oplæser’. Denne observerende fortæller vil ofte tale direkte til læseren:
“This is the story of how a Baggins had an adventure, and found himself doing and saying things altogether unexpected. He may have lost the neighbours’ respect, but he gained – well, you will see whether he gained anything in the end.” (J. R. R. Tolkien, The Hobbit).
Den eksplicitte fortæller kan skifte imellem at fortælle i tredje og anden person, men tredje person er det mest almindelige.
Du kan også genkende en eksplicit fortæller, hvis du i teksten får kommentarer til hændelser, karakterers tanker og handlinger, som ikke hører til nogen af karaktererne:
“Men den fremmede ville nok alligevel stå stille et øjeblik og spekulere på, hvem der boede der. Enhver, der levede i den lille by, vidste naturligvis, hvem der boede i Villa Villekulla, og de vidste også, hvorfor der stod en hest på verandaen.” (Astrid Lindgren, Pippi Langstrømpe går om bord).
For at genkende den alvidende fortæller skal du holde øje med, om du præsenteres for flere synsvinkler. Lader forfatteren dig opleve flere karakterers tanker eller følelser, flere af personernes indre liv, hører du måske forklaringen på, at de handler, som de gør?
Den alvidende fortæller tilbyder næsten altid et neutralt perspektiv fremfor et personbundet og er derfor ofte en fortæller, der ikke har stor betydning for handlingen, sådan som for eksempel førstepersonsfortælleren kan have det.
Førstepersonsfortæller
Denne fortæller, der også kaldes en jeg-fortæller, genkendes, fordi den fortæller igennem første person ental, altså ‘jeg’. Denne fortæller er begrænset, idet den kun er i stand til at fortælle historien fra sin egen synsvinkel og ikke har indblik i, hvorfor andre personer eksempelvis handler eller tænker, som de gør:
“Det var min far, der skaffede mig den læreplads. Han spurgte mig ikke om noget først, om jeg havde lyst eller noget. Han kom hjem og satte sig på sin plads ved køkkenbordet og sagde, at nu havde han skaffet mig en læreplads hos Hansi.” (Kim Fupz Aakeson, Læreplads) .
Her ved vi kun, hvad jeg-fortælleren fortæller os, og vi ved derfor intet om, hvad farens intentioner har været, idet han skaffede ham lærepladsen. Det er meget tydeligt i netop dette eksempel, hvordan en jeg-fortællers synsvinkel altså er begrænset til jegets oplevelser, tanker og følelser.
Jeg-fortælleren har ikke indblik i andre karakterers indre, hvad de tænker og føler, men fortællerens tanker fylder en stor del af historien, idet hele historien centrerer sig om jeg-fortællerens oplevelse.
Jeg-fortælleren er altid eksplicit, idet fortælleren her er en del af historien og oftest er hovedpersonen.
Personbundet fortæller
Den personbundne fortæller er ikke en jeg-fortæller. Denne fortæller er heller ikke alvidende, men binder sig til blot en eller evt. flere karakterer med fokus på den udvalgte persons – eller de udvalgte personers – tanker, følelser, oplevelser m.m. I modsætning til fortællinger med en alvidende fortæller handler en fortælling med en personbunden fortæller kun om én persons oplevelser ad gangen. Et skift mellem den synsvinkel, personerne hver især indtager, vil kræve en tydelig opdeling af afsnit, da en personbundet fortæller ikke på samme tid kan binde sig til flere personer og fx fortælle om mere end én persons tanker. I modsætning til jeg-fortællerens første person vil der med den personbundne fortæller altid fortælles i tredje person.
Den personbundne fortæller er oftest implicit, idet man kan sige, at denne slags fortæller fungerer som hovedpersonens eller hovedpersonernes skygger og ikke som en integreret del af handlingsforløbet.
Upålidelig fortæller
Den upålidelige fortæller kan tage form af én af de tre førnævnte fortællere og kan derfor være enten alvidende, personbunden eller en jeg-fortæller.
Dét, der karakteriserer den upålidelige fortæller, er fortællingens sammenhængskraft, eller manglen på samme, og hvorvidt fortælleren formår at følge de normer, der sættes inden for teksten: Der kan opstå uforklarlige huller i historien, måske viser det sig, at fortælleren lyver, osv. For eksempel kan fortælleren være en jeg-fortæller, der siger ét, men ofte gør noget andet. Eller det kan være en fortæller, der tegner et billede af en karakter, hvorefter personen opfører sig helt modsat.
Den upålidelige fortæller bruges sjældent, men man ser den af og til. Et eksempel er bogen American Psycho af Bret Easton Ellis (findes også på film), hvor læseren til slut må erkende, at han/hun ikke kan vide sig sikker på noget af det, der har fundet sted i bogen. Ofte ved man ikke, at det er en upålidelig fortæller, før fortællingen er færdig, og man står tilbage med en følelse af, at man har misset noget vigtigt.
Fortælleren på film
Fortælleren på film er anderledes at forholde sig til end fortælleren i tekst. Tekst har på mange måder større råderum, når det kommer til, hvilke informationer der kan gives til læseren, mens seeren af en film er afhængig af at kunne afkode kameravinkler, lysindfald og baggrundselementer for at fortolke, hvad der sker på skærmen, hvorfor fortælleren på film godt kan være langt sværere at identificere end på tekst.
Her er det vigtigt, at man sætter sig ind i, hvordan filmens karakterer portrætteres, og hvad der fortælles om dem: Ser man deres hjem? Hvordan opfattes de, når man først møder dem? Ser man handlingen fra deres perspektiv eller fra en andens?
Tekstanalyse: At identificere og bruge fortælleren i en analyse
I en analyse af en tekst (novelle, digt, måske en film) kan det være vigtigt at forstå, hvilken slags fortæller forfatteren har valgt at bruge, hvad fortælleren betyder for historien osv. Synes du, det er er svært at identificere fortælleren, kan du i din analyse stille dig selv følgende spørgsmål:
- Hvordan berettes historien? I tredje, i anden eller i første person?
- Præsenteres du for flere synsvinkler?
- Hvordan forholder fortælleren sig til personerne?
- Hvordan forholder fortælleren sig til handlingen i historien?
Skulle du undervejs i din analyse få mistanke om, at du sidder med en upålidelig fortæller, kan du forsøge at identificere fortælleren ved at stille dig selv disse spørgsmål:
- Gør fortælleren eller personerne noget andet, end du forventede?
- Er du i tvivl om, hvad der foregår i teksten, eller føler du, at du ikke rigtig har fået det hele med?
- Virker hovedpersonen eller fortælleren utroværdig?
- Hvordan er fortællerens forhold til karaktererne, og hvordan fremstilles de forskellige karakterer?
Men det er vigtigt at huske, at forfattere meget sjældent bruger den upålidelige fortæller, så læs historien rigtig grundigt, før du går i gang med din analyse.
Læs mere om opgaveskrivning i vores andre blogindlæg. Læs eksempelvis indlægget Sådan skriver du en god opgave.
Kilder:
Ellis, Bret Easton (2006). American Psycho, Random House
Lindgren, Astrid (1977). Pippi Langstrømpe går om bord, overs. Anine Rud, Gyldendal
Tolkien, J. R. R. (2014). The Hobbit, Houghton Mifflin Harcourt
Westergaard, Mette B. og Thybo, Kurt (2011). Ned i novellen, Dansklærerforeningens Forlag