Tekstanalyse: Fortællertyper

Af Ann-Kathrine H. 28-01-2020
Tekstanalyse: Fortællertyper

Fortælleren er essentiel for måden, vi forstår og læser alt fra noveller til romaner, og har ydermere betydning for, hvordan vi forstår de film, vi ser. Her får du en vejledning til de forskellige fortællertyper, man møder i folkeskolen og gymnasiets tekster, og hvordan man kan bruge disse typer i en analysesituation. 

Fortællertyper

Fortælleren er den, der præsenterer og beretter historien i en novelle, en roman, et episk digt eller i en film for læseren eller seeren. Det er den del af teksten, der lader os sympatisere eller identificere os med historiens karakterer og hændelser. Ligeledes er det fortælleren, der styrer, hvilke karakterer vi i hvert fald ikke sympatiserer med. Sagt på en anden måde: en teksts fortællertype styrer måden, vi læser og forstår teksten på. 

Normalt taler man om tre forskellige fortælletyper: alvidende fortæller, førstepersons- eller jeg-fortæller og personbunden fortæller. Der er dog også en fjerde, mindre benyttet type: den upålidelige fortæller. I fortælleranalysen skelner man også mellem den implicitte (usynlige) fortæller og den eksplicitte (synlige) fortæller. Tekstens synsvinkel afhænger af fortælleren, og det er derfor vigtigt at vide, hvilke egenskaber der karakteriserer de forskellige fortællertyper. 

Alvidende fortæller 

Den alvidende fortæller ved alt, der sker i teksten – både karakterers tanker og følelser, for-, nu- og fremtid, vejrets indflydelse på tekstens handlinger osv. Dette kan lade sig gøre, fordi denne type fortæller ikke er en del af den egentlige fortælling. Den alvidende fortæller kan være enten implicit eller eksplicit afhængig af, hvordan og om fortælleren påtaler læseren, kommenterer på historiens hændelser eller på anden vis giver sig til kende i teksten.

Den implicitte, alvidende fortæller vil aldrig blande sig i historiens forløb og vil aldrig kommentere eller på anden vis forholde sig til karakterernes handlinger, følelser eller lignende. Den implicitte, alvidende fortæller vil altid berette historien i tredjeperson:

“Mie betragter hans blege ansigt og blodårerne, der farver hans øjenlåg blå. Hun gnider sin arm og hånd. Tobias’ telefon giver ustandselig lyde fra sig.” (Naja Marie Aidt, “Tur i bil”).

Men den alvidende fortæller kan også være eksplicit. Det kan fungere på mange måder, men den mest åbenlyse eksplicitte fortæller fungerer som en ‘oplæser’. Denne fortæller vil ofte tale direkte til læseren: 

“This is the story of how a Baggins had an adventure, and found himself doing and saying things altogether unexpected. He may have lost the neighbours’ respect, but he gained - well, you will see whether he gained anything in the end.” (J. R. R. Tolkien, The Hobbit). 

Den eksplicitte fortæller kan skifte mellem at fortælle i tredje- og andenperson, men tredjeperson er det mest almindelige. 

En eksplicit fortæller kan også genkendes, hvis der i teksten er kommentarer til hændelser eller karakterers tanker og handlinger, som ikke tilhører karaktererne: 

“Men den fremmede ville nok alligevel stå stille et øjeblik og spekulere på, hvem der boede der. Enhver, der levede i den lille by, vidste naturligvis, hvem der boede i Villa Villekulla, og de vidste også, hvorfor der stod en hest på verandaen.” (Astrid Lindgren, Pippi Langstrømpe går om bord). 

For at genkende den alvidende fortæller skal du holde øje med, om du præsenteres for flere synsvinkler. Oplever du flere karakterers tanker eller følelser? 
Den alvidende fortæller er ofte ikke en fortæller, der har stor betydning for tekstens handling, som f.eks. førstepersonsfortælleren kan have det, fordi denne oftest tilbyder et neutralt perspektiv fremfor et personbundet. 

Førstepersonsfortæller

Eller jeg-fortæller, som det også kaldes, genkendes, idet den fortæller igennem førsteperson ental, altså ‘jeg’. Denne fortæller er begrænset, idet den kun kan fortælle historien fra sin egen synsvinkel: 

“Det var min far, der skaffede mig den læreplads. Han spurgte mig ikke om noget først, om jeg havde lyst eller noget. Han kom hjem og satte sig på sin plads ved køkkenbordet og sagde, at nu havde han skaffet mig en læreplads hos Hansi.” (Kim Fupz Aakeson, “Læreplads”) 

Her ved vi kun, hvad jeg-fortælleren fortæller os, og vi ved intet om, hvad farens intentioner har været, idet han skaffede ham lærepladsen. Det er altså meget tydeligt i netop dette eksempel, hvordan en jeg-fortællers synsvinkel er begrænset til jegets oplevelser, tanker og følelser. 

Jeg-fortælleren har ikke indblik i andre karakterers tanker og følelser, men fortællerens tanker fylder en stor del af historien, idet historien centrerer om jeg-fortællerens oplevelse.

Jeg-fortælleren er altid eksplicit, idet fortælleren her er en del af historien, og oftest er hovedpersonen. 

Personbundet fortæller 

Den personbundne fortæller er ikke en jeg-fortæller. Den er heller ikke alvidende, men binder sig til én eller flere karakterer med fokus på den/de udvalgtes tanker, følelser, oplevelser m.m. I modsætning til en alvidende fortæller vil den personbundne fortæller kun kunne berette om én karakters oplevelser ad gangen. Et skift mellem karakterers synsvinkel vil kræve en tydelig opdeling af afsnit. I modsætning til jeg-fortælleren beretter den personbundne fortæller altid i tredjeperson. 

Den personbundne fortæller er oftest implicit, idet man kan sige, at denne slags fortæller fungerer som hovedpersonens eller hovedpersonernes skygger, og ikke som en integreret del af handlingsforløbet. 

Upålidelig fortæller

Den upålidelige fortæller kan tage form som én af de tre førnævnte fortællere, og kan derfor være enten alvidende, personbunden eller en jeg-fortæller. 

Dét, der karakteriserer den upålidelige fortæller, er fortællingens sammenhængskraft, eller manglen på samme, og hvorvidt fortælleren formår at følge de normer, der sættes inden for teksten: Der kan opstå uforklarlige huller i historien, det kan vise sig, at fortælleren lyver osv. F.eks. kan fortælleren være en jeg-fortæller, der siger ét, men gør noget andet. Eller det kan være en fortæller, der tegner et billede af en karakter, som så opfører sig helt modsat. 

Den upålidelige fortæller bruges sjældent, men man ser den af og til. Et eksempel er bl.a. bogen American Psycho af Bret Easton Ellis (findes også på film), hvor læseren til slut må erkende, at han/hun ikke kan vide sig sikker på noget af det, der har fundet sted i bogen. Ofte ved man ikke, at det er en upålidelig fortæller, før fortællingen er færdig, og man sidder tilbage med en følelse af, at man har misset noget vigtigt. 

Fortælleren på film

Fortælleren på film er anderledes at forholde sig til end i tekst. Tekst har på mange måder større råderum, når det kommer til, hvilke informationer der kan gives til læseren, mens seeren af en film er afhængig af at kunne afkode kameravinkler, lysindfald og baggrundselementer for at fortolke, hvad der sker på skærmen, hvorfor fortælleren på film kan være langt sværere at identificere end på tekst. 

Her er det vigtigt, at man sætter sig ind i, hvordan filmens karakterer portrætteres, og hvilke informationer man får givet om dem: Ser man deres hjem? Hvordan opfattes de, når man først møder dem? Ser man filmens handlinger fra deres perspektiv eller fra en andens? 

Tekstanalyse: At identificere og bruge fortælleren i analyse

Når du skal til at analysere en tekst (novelle, digt, måske en film), kan det være vigtigt at forstå, hvilken slags fortæller man har med at gøre, hvad fortælleren betyder for historien osv. Synes du, det er er svært at identificere fortælleren, så stil dig selv følgende spørgsmål: 

  • Hvordan berettes historien? I tredjeperson, andenperson eller førsteperson?
  • Præsenteres du for flere synsvinkler?
  • Hvordan forholder fortælleren sig til karaktererne?
  • Hvordan forholder fortælleren sig til historiens handling?

Skulle du få mistanke om, at du sidder med en upålidelig fortæller, kan du forsøge at identificere fortælleren ved at stille dig selv disse spørgsmål: 

  • Gør fortælleren eller karaktererne noget andet, end du forventede?
  • Er du i tvivl om, hvad der foregår i teksten, eller føler du, at du har misset noget?
  • Virker hovedpersonen eller fortælleren utroværdig?
  • Hvordan er fortællerens forhold til karaktererne, og hvordan fremstilles de forskellige karakterer?

Men husk, at den upålidelige fortæller er meget sjælden, så læs historien grundigt.

 

Kilder: 

Ellis, Bret Easton (2006). American Psycho, Random House 

Lindgren, Astrid (1977). Pippi Langstrømpe går om bord, overs. Anine Rud, Gyldendal

Tolkien, J. R. R. (2014). The Hobbit, Houghton Mifflin Harcourt, Boston

Westergaard, Mette B. og Thybo, Kurt (2011). Ned i novellen, Forfatteren og Dansklærerforeningens Forlag

Del artiklen

Mød forfatteren:

Billede af Ann-Kathrine H.

Mit navn er Ann-Kathrine. Jeg er 24 år og studerer kandidaten i litteraturhistorie. Udover litteraturhistorie har jeg haft fag i bl.a. kreativ skrivning samt lingvistik. Jeg har været på udlandsophold i Cork, Irland, hvorfor jeg taler engelsk flydende.

På litteraturhistorie fokuserer man meget på formidling...

Læs mere om Ann-Kathrine H.

Vil du høre mere om lektiehjælp?

  • Styrk dit barns trivsel og motivation

  • 100% fokus på dit barns unikke behov


Du vil måske også synes om

Hjælp dit barn gennem læseferien med disse 3 tips!
Hjælp dit barn gennem læseferien med disse 3 tips!

Har du et barn, der netop holder læseferie? Måske det går lidt langsomt med læsningen. Måske er eksa...

Tag skolen seriøst – her er alle fordelene ved at gøre sit bedste
Tag skolen seriøst – her er alle fordelene ved at gøre sit bedste

Tag skolen seriøst. Det lyder måske lidt traditionelt og kedeligt, og det er nemt at få af vide, at...

Ny uddannelse: udnyt denne nye, friske start, du får givet
Ny uddannelse: udnyt denne nye, friske start, du får givet

Uanset om du skal starte på gymnasiet, universitetet eller en helt anden ny uddannelse, så kan du br...

Lad os tale sammen

Vi er klar til at svare på dine spørgsmål.
Ring til os på:

71 99 71 90

Bliv ringet op i dag

Hør, hvad vi kan gøre for dit barn