Hvad er pronominer (stedord), og hvordan bruger man dem på engelsk? Læs med her, og få det fulde overblik over pronominer, og hvordan de skal bruges på engelsk i praksis.
Du har helt sikkert hørt om pronominer før, men måske er du stadig i tvivl om, hvordan du egentlig bruger dem? Det kan denne guide til pronominer på engelsk hjælpe dig med! Få helt styr på, hvad pronominer i sig selv er, og hvilke forskellige slags pronominer der findes i det engelske sprog, samt hvornår du bruger dem.
Hvad er pronominer på engelsk?
Pronominer er en ordklasse, der findes både på dansk og på engelsk. På dansk kaldes de også stedord. På engelsk er det den ordklasse, der hedder pronouns. Der findes forskellige slags pronominer (stedord), og du bruger dem både på dansk og på engelsk, og som navnet også antyder, som ord, der kan stå i stedet for andre ord. Pronominer fungerer altså som en stedfortræder for andre ord.
Du har nok også hørt om pronominer i forbindelse med tale om personlige pronominer, hvor de altså står istedet for et navn - eller på latin, et nomen. Dog bruges pronominer (stedord) som en stedfortræder for andet end navne, blandt andet til at referere til ting/objekter. Lad os derfor nu kigge dybere ned i alle de forskellige slags pronominer, og hvornår du bruger de forskellige slags, på engelsk.
Personlige pronominer (personlige stedord) på engelsk
Den første kategori af pronominer (stedord), vi skal kigge på i denne oversigt, er de personlige pronominer. De personlige pronominer er dem, der på engelsk kaldes personal pronouns. Denne slags pronominer er dem, der kan stå i stedet for et navn. De erstatter altså substantivet (navneordet). De bruges generelt for ikke at gentage sig selv i en sætning. De personlige pronominer på engelsk kan bruges i 1. 2. og 3. person og er de følgende ord:
I
You
He/She/It
We
They
Det er dem, der kan stå i stedet for navne, når du skal referere til personer eller dyr. Her kan du finde eksempler på brugen samt den fulde oversigt over grammatikken bag de personlige pronominer (stedord) på engelsk.
Possessive pronominer (ejestedord) på engelsk
Possessive pronominer eller på dansk, ejestedord, er den slags pronominer, der bruges til at fortælle, hvem i en sætning der ejer noget. På engelsk kaldes de possessive pronouns. Denne slags pronominer kan også bruges i 1. 2. og 3. person, og den erstatter igen substantivet (navneordet) i en sætning, hvis sætningen altså omtaler en genstand, der ejes af nogen i sætningen. Her er der også tale om, at pronominet kan bruges i stedet for at gentage et navn. Når du skal bruge possessive pronominer på engelsk, er der tale om disse ord:
My/mine
Your/yours
His/her/hers/its
Our/ours
Their/theirs
Hvis du vil se, hvordan du bruger denne slags pronominer i praksis, kan du finde et opslag på vores blog om possessive pronominer (ejestedord) på engelsk.
Reciprokt pronomen (gensidigt stedord) på engelsk
Denne kategori af pronominer er meget lille, både på dansk og på engelsk. Det er den, der på engelsk hedder reciprocal pronouns. På dansk kalder vi dem gensidige stedord, og det refererer til ordet 'hinanden'. På engelsk ligger to fraser i denne kategori:
Each other
One another
Disse stedord bruges til at referere til gensidige forhold i en sætning. På engelsk kunne det eksempelvis se således ud i brug:
David and Martin loved one another.
They kept each other close.
Refleksive pronominer (tilbagevisende stedord) på engelsk
Denne kategori af pronominer er dem, der viser tilbage til grundleddet i din sætning. På engelsk kaldes de refleksive pronominer for reflexive pronouns. Du bruger denne slags stedord for at fremhæve en person eller en genstand i en sætning ved at vise tilbage til dem, uden at behøve at bruge deres navne igen. På denne måde gentager du ikke dig selv i en sætning.
De refleksive pronominer kan både bruges i ental og i flertal. På engelsk er de refleksive pronominer følgende:
Myself/Ourselves
Yourself/Yourselves
Himself, Herself, Itself/Themselves
Oneself/Themselves
Oneself bruges dog kun, hvis grundleddet i sætningen er ubestemt. Denne regel og alle andre regler, samt eksempler på brug af refleksive pronominer (tilbagevisende stedord) på engelsk, kan du finde mere om på vores blog i opslaget omkring refleksive pronominer (tilbagevisende stedord) på engelsk.
Interrogative pronominer (spørgende stedord) på engelsk
Som navnet indikerer er den næste kategori af pronominer, vi skal gennemgå, dem, der bruges til at spørge om noget. På engelsk kaldes denne kategori for interrogative pronouns. De angiver spørgsmål på engelsk på samme måde som hv-spørgsmål på dansk, altså hvem/hvad/hvordan. På engelsk er de interrogative pronominer de følgende ord:
Who (Whom/Whose)
What
Which
De interrogative pronominer bøjes, alt efter hvem spørgsmålet handler om - altså hvilke personer eller genstande der optræder i spørgsmålet. Denne form for stedord kan både bruges som stedfortræder for et navn/ting, eller det kan bruges, hvis spørgsmålet opstiller to forskellige ting, der skal vælges imellem, eksempelvis:
Which of the dips that I brought did you prefer?
På GoTutors blog kan du læse endnu mere og finde eksempler på, hvordan du i praksis bruger who, what og which i opslaget om interrogative pronominer (spørgende stedord) på engelsk.
Relative pronominer (henførende stedord) på engelsk
Den næste kategori, vi skal gennemgå, er de relative pronominer - eller på dansk, de henførende stedord. På engelsk kaldes de relative pronouns, og de angiver, hvem der henvises til i sætningen. De relative pronominer kan enten stå som grundled, genstandsled eller hensynsled i sætningen. På engelsk er de relative pronominer de følgende:
Who
Which
That
Whom
Whose
What
De relative pronominer (henførende stedord) kan både bruges om personer eller ting/objekter. Denne slags pronominer relateres også til genitiv på engelsk og kan altså relateres til, at det omtaler nogen eller noget i sætningen, der har relation til, hvad sætningen omhandler eller omtaler. Du kan læse om reglerne for, hvordan du bruger de relative pronominer (henførende stedord) på engelsk på vores blog.
Demonstrative pronominer (påpegende stedord) på engelsk
De demonstrative pronominer (påpegende stedord) bruges til, som navnet indikerer, at “pege” på noget i sætningen. De viser placeringen mellem den, der taler, og den ting, der omtales. De kan bruges til at angive, om noget er tæt på eller længere væk. På engelsk kaldes de for demonstrative pronouns.
De bruges både i ental og i flertal og kan omtale både ting/objekter og personer, alt efter hvilket et du bruger. De kan både bruges som stedfortræder for et substantiv eller før et substantiv i en sætning. På engelsk er de som følger:
Tæt på
This
These
Længere væk
That
Those
På dansk bruger vi også de demonstrative pronominer, men her er, det når man bruger denne, dette, disse og fraser som den der, det der, de her og de der. Hvis du vil lære mere om, hvordan og hvornår du bruger de demonstrative pronominer (påpegende stedord) på engelsk, kan du læse meget mere om reglerne for denne slags pronominer i vores opslag omkring demonstrative pronominer (påpegende stedord) på engelsk.
Indefinitte pronominer (ubestemte stedord) på engelsk
Den sidste kategori af pronominer er de ubestemte. De indefinitte pronominer er dem, der bruges, når der refereres til ting i ubestemte mængder. Vi bruger dem på engelsk, hvis vi eksempelvis skal referere til ting såsom vand eller ting som lykke. Det altså er svært at putte en mængde på. De kan dog også bruges til at referere til mennesker, hvis det er ubestemt, hvem det er, altså på dansk nogen/nogle. På engelsk kaldes de indefinitte pronominer for indefinite pronouns, og de kan altså både omtale ting og personer.
En liste over de indefinitte pronominer (ubestemte stedord) på engelsk er som følger:
Everyone/everybody
Someone/somebody
Anyone/anybody
No one/nobody
Everywhere
Somewhere
Anywhere
Nowhere
Everything
Something
Anything
Nothing
De indefinitte pronominer bruger man både til at omtale ting og personer, som allerede nævnt, men også steder, der ikke er defineret - somewhere, everywhere eller anywhere. Det kan både bruges i ental og flertal, og de erstatter substantivet (navneordet) i sætningen. Dette og meget mere omkring de indefinitte pronominer kan du læse om i den fulde guide omkring de indefinitte pronominer (ubestemte stedord) på engelsk.
Hvor du skal kigge for mere info om pronominer på engelsk
Nu har vi gennemgået hele listen med pronominer og lært, både hvornår du bruger de forskellige slags pronominer, og hvilke pronominer der er i det engelske sprog. Forhåbentligt har denne oversigt hjulpet dig med at blive lidt klogere på pronominer, og hvis du stadig skulle være mere nysgerrig, kan du finde meget mere omkring de forskellige kategorier af pronominer under hvert afsnit.