Hvad er navneord (substantiver) på engelsk? Navneord på dansk, på latin kaldet substantiver, er en ordklasse, der bruges på dansk såvel som på engelsk. Her hedder navneord nouns. Navneord bruges til at navngive ting omkring os, og på denne måde hjælper navneord med, at give navne til vores verden, og de kan bruges i både ental og flertal.
På engelsk er navneord delt op i to forskellige slags: common nouns og proper nouns. Common nouns er dem, der skrives med småt, og proper nouns (egennavne) er dem, vi skriver med stort forbogstav, og disse angiver generelt navne, måneder og specifikke steder, såsom byer og lande.
I dette indlæg kan du læse mere omkring, hvordan navneord kategoriseres og bruges på engelsk.
Navneord i ental på engelsk
Grammatisk bruges navneord i ental med “a” eller “an” foran, eksempelvis “a butterfly” eller “an apple”. Du bruger “a”, hvis navneordet starter med en konsonantlyd og “an”, hvis navneordet starter med en vokallyd.
De tre kategorier af substantiver/navneord på engelsk
Navneord kan opdeles i tre forskellige kategorier, alt efter hvad de er, eller hvad de beskriver.
1. Levende ting - her er der altså tale om mennesker og dyr, eksempelvis “a girl” eller “a giraffe”
2. Ting - her er der altså tale om de ikke-levende ting i vores verden, eksempelvis “a fridge” eller “an apple”
3. Abstrakte ting - den sidste kategori er anderledes fra de første to kategorier på den måde, at navneord i denne kategori henviser til de ting, vi ikke kan tage og føle på, men som stadig er ting, vi har et ord for, eksempelvis “love” eller “a feeling”
Det er også vigtigt at huske på, at de tre kategorier følger de samme grundprincipper med “a” og “an”-reglen. Dog følger ikke alle substantiver på engelsk denne regel, og disse kaldes utællelige navneord/substantiver. Dette dækker over de navneord, der på engelsk ikke kan bøjes i bestemt ental eller flertal. Dette vil vi kigge nærmere på senere.
Navneord i flertal på engelsk
Nu har vi gennemgået, hvordan navneord i ental defineres i det engelske sprog, og hvilke kategorier af navneord der findes. Herfra kan vi gå videre til, hvordan navneord på engelsk bøjes i flertal. Hvis dit navneord på engelsk slutter med et -s, står det altså i flertal. Fx
One flower - two flowers
One book - two books
Næsten alle navneord vil på engelsk have -s som endelse i flertal. Dog er der nogle ord, der bryder denne regel, når de bøjes i flertal. De kaldes uregelmæssige navneord.
Uregelmæssige navneord/substantiver på engelsk
Nu har vi gennemgået den generelle regel for substantiver (navneord) i flertal. Dog er der på engelsk nogle substantiver, der får andre endelser end -s, når de på engelsk bruges i flertal, men det kan man også hurtigt finde ud af ved at kigge på endelsen af ordet - her er der tre regler.
1. Navneord, der gør dette, er dem, der for eksempel ender på -f eller -fe. Fx
Wife eller wolf
Begge disse vil i flertal ende på -ves - altså wives eller wolves.
2. Nogle navneord, der ender på -o, vil i flertal endes på -oes. Fx
One tomato - two tomatoes
3. Navneord, der ender med en konsonant efterfulgt af et y, vil i flertal ende på -ies. Fx
One butterfly - two butterflies
Få navneord på engelsk vil dog heller ikke følge disse regler, når de bruges i flertal. Fx
One mouse - two mice
One foot - two feet
I flertal bliver one mouse altså til two mice og ikke two mouses. Disse enkelte navneord er der dog ikke en regel for. Med disse må man blot lære dem udenad, så man kan huske det, når de bruges.
Utællelige navneord/substantiver på engelsk
Den sidste regel, vi nu vil gennemgå i forhold til navneord på engelsk, er reglen for de utællelige navneord. De utællelige navneord kunne for eksempel være ord såsom:
Water
Money
Information
Faith
Sugar
Furniture
News
Advice
Luck
Denne slags navneord kan skabe problemer, når de bruges på engelsk, fordi de fleste af dem jo netop på dansk godt kan bøjes i flertal, men det kan de ikke på engelsk. Reglen ved denne slags navneord på engelsk er, at de altid skal bruges i ental.
Hvordan bruger du utællelige navneord?
Vi har ovenfor gennemgået, hvordan utællelige navneord kan se ud. Hvis de skal bruges i praksis, kan det eksempelvis se sådan her ud på engelsk:
Give me the money. The money is in my wallet.
Do you have more information?
I have given you all the information I have.
Hvordan du “tæller” dine utællelige navneord
Hvis du dog skal have en form for antal knyttet til dit utællelige navneord, kan du i stedet bruge vendinger såsom a bit of, some eller a piece of, eksempelvis:
Could I have a bit of water?
I need a piece of advice on this matter.
Can you get me some sugar?
Vi har altså nu gennemgået de generelle regler for, hvordan navneord, eller substantiver, bruges på engelsk, og hvilke regler der er både i ental og i flertal. Vi kom frem til, at der er nogle generelle regler for, hvordan du bruger navneordene, men at der også er nogle gange, hvor det altså er lidt sværere helt at vide, hvordan du bøjer et navneord på engelsk, da det ikke altid følger helt den samme struktur som på dansk. Med nogle få navneord må du altså bare øve dig og lære, at de er uregelmæssige, men generelt vil denne gennemgang kunne hjælpe dig til at bruge dine navneord på engelsk både i ental og flertal.