Din guide til fakta- og fiktionskoder - grænsen mellem det virkelige og det opdigtede

Når du læser en nyhedsartikel eller ser TV-avisen, er du sjældent i tvivl om, at der er tale om fakta. Når du læser en fantasyroman eller ser en actionfilm, er det fiktion. Fakta er bundet til virkeligheden, forholder sig objektivt til stoffet og har til formål at informere modtageren. Omvendt forholder fiktion sig frit til virkeligheden, afspejler afsenderens subjektive syn og har til formål at underholde modtageren.

Men hvad med realityprogrammer, der omhandler virkelige personer, men som i høj grad er iscenesatte? Og hvad med essays, hvor forfatteren dykker ned i en aktuel sag fra virkeligheden, men behandler den med sine egne synspunkter og personlige holdninger?

Grænsen mellem fakta og fiktion er ikke altid helt tydelig, og det er derfor vigtigt at kunne skelne mellem faktakoder og fiktionskoder. Derfor har vi lavet denne guide, der hjælper dig med at forstå, finde og bruge fakta- og fiktionskoder i forskellige genrer inden for danskfaget.

Hvad er fakta- og fiktionskoder?

En tekst, en film eller et tv-program er sjældent ren fakta eller ren fiktion. De bliver i stedet karakteriseret på baggrund af deres brug af fakta- og/eller fiktionskoder. 'Koder' skal forstås som værktøjer, der bruges til at give teksten/filmen præg af fakta eller fiktion.

Et dokumentarprogram kan eksempelvis godt bruge fiktionskoder, selvom det overvejende bygger på fakta. Der er derfor forskel på at tale om fiktion og fiktionskoder og ligeledes om fakta og faktakoder.

Det er derfor vigtigt at forholde sig til, hvad der er virkeligt, hvad der er opdigtet, hvad der er objektivt, hvad der er subjektivt, samt hvilken effekt brugen af fakta- og fiktionskoder har, og hvad det betyder for budskabet af en tekst.

Når du skal analysere en tekst, skal du derfor være kritisk og detaljeorienteret. Du kan lære mere generelt om tekstanalyse, og hvad du skal være opmærksom på, når du skal dykke ned i og analysere en tekst.

Vigtigt at huske om fakta- og fiktionskoder

Inden vi vender blikket mod de konkrete fakta- og fiktionskoder, som man finder i forskellige journalistiske genrer, og som man finder i filmens verden, er det vigtigt at huske på følgende:

Fakta- og fiktionskoder bliver ofte brugt som kontraster til hinanden, og hvor de enkelte koder udelukker hinanden. Men det er ikke altid tilfældet. Nogle værktøjer kan fungere som faktakode i én sammenhæng og som fiktionskode i en anden.

Der findes ikke et entydigt svar på, hvilken virkning de forskellige fakta- og fiktionskoder hver især har. Det varierer fra tekst til tekst, og de samme koder kan bruges forskelligt. Det er derfor op til dig at vurdere, hvad der virker mest rigtigt ud fra den konkrete tekst, som du sidder med.

I denne guide taler vi derfor om typiske fakta- og fiktionskoder. Vi kommer løbende ind på eksempler, hvor grænsen mellem fakta og fiktion kan være svær at vurdere.

Hvordan finder man fakta- og fiktionskoder i journalistik?

Journalistiske genrer kan inddeles i to grundtyper: information og holdning.

De genrer, hvor afsenderen informerer, er nyhedsartikel, baggrundsartikel, interview, feature, portræt, reportage, analyse, guide og case. Den genrer, hvor afsenderen udtrykker sin holdning, er anmeldelse, klumme, leder og kommentar.

Alle disse journalistiske genrer er sagprosa og bygger derfor på fakta. Men selvom de overvejende bruger faktakoder, kan de også have fiktionskoder.

Opbygning - er nyhedstrekanten fakta- eller fiktionskode?

Ser man på opbygningen, er nyhedstrekanten, som vi kender fra nyhedsartiklen, en typisk faktakode. Her præsenterer man det allervigtigste først, efterfulgt af noget mindre vigtigt, og så det mindst vigtige til sidst.

En fiktionskode er derimod at bygge sin artikel op, så den skaber spænding. Det ses ofte i featuren, som netop er kendetegnet ved, at den omhandler virkelige begivenheder, men er skrevet med fortælletekniske værktøjer, som vi kender fra fiktionen.

Starten på en feature kan derfor lyde sådan: “Dagen startede som enhver anden onsdag morgen. Anne stod op og gjorde sig klar til arbejde. Hun havde ikke den fjerneste idé om, at en halv time senere ville hendes liv blive ændret for altid.” Featuren kan fortsætte med at fortælle Annes hjerteskærende historie om, hvordan hendes datter blev dræbt i et trafikuheld.

Skulle samme historie fortælles i en nyhedsartikel, kunne den starte sådan: “AARHUS: Onsdag morgen afgik en 8-årig pige ved døden i en trafikulykke på Skanderborgvej i Viby. Ulykken fandt sted, da en modkørende bilist kørte over for rødt i krydset ved Viby Ringvej. Pigen og hendes mor, som kørte bilen, blev kørt på hospitalet, hvor pigens liv ikke stod til at redde.”

Nyhedsartiklens formål er helt neutralt at informere om omstændighederne ved ulykken, mens featuren kan dykke ned i fortællinger, der omhandler ulykken.

Hvilke fortællertyper koder fakta og fiktion?

Valg af fortællertype koder også fakta og fiktion i forskellig grad. Den observerende tredjepersonsfortæller er mest klassisk i journalistikken og er en typisk faktakode. En typisk fiktionskode er at bruge en alvidende tredjepersonsfortæller eller en jegfortæller.

En alvidende tredjepersonsfortæller kan gengive en interviewpersons tanker og følelser (men KUN hvis personen selv har delt disse direkte med intervieweren!), og en jegfortæller kan naturligvis også gengive sine egne tanker og følelser. Når man som læser på den måde kommer ind i hovedet på en anden person, skaber det identifikation, og det er stærkt fiktionspræget.

Skjult eller synlig fortæller?

Fortælleren kan yderligere være skjult eller synlig. Klassisk journalistik gør som regel brug af en skjult fortæller, hvor fortælleren fungerer som en flue på væggen, der objektivt viderebringer historierne. Dét er en faktakode, mens en fiktionskode er at bruge en synlig fortæller. Den synlige fortæller kommer med vurderinger og gør det klart, at historien er set ud fra en bestemt synsvinkel.

Langsomt eller hurtigt fortælletempo?

Fortællinger kan variere i tempo, alt efter hvor stor detaljegraden er. Man vil læse en detaljeret historie i et langsommere fortælletempo, og det er som regel de mere detaljerede historier, der lægger op til mere indlevelse. Et langsomt fortælletempo kan derfor siges at være en fiktionskode, mens et hurtigere fortælletempo går lige til sagens kerne og er derfor en faktakode.

Sprogbrug som fakta- og fiktionskoder

Det sidste, vi vil nævne om fakta- og fiktionskoder i journalistik, er sprogbrug. En typisk faktakode er sprogbrug, der er neutralt og nøgternt, og som fremstiller historien på saglig vis. En fiktionskode er derimod sprogbrug, der beskriver sanseindtryk og detaljer, og som taler til modtagerens følelser.

De typiske fakta- og fiktionskoder i forskellige journalistiske genrer har vi samlet i en oversigt her:

Hvordan finder man fakta- og fiktionskoder i film og tv?

Film og tv er ligeledes præget af mange faktakoder, mange fiktionskoder eller en god blanding. Mange dokumentarprogrammer, som bygger på fakta, bruger en del fiktionskoder til at skabe en god fortælling, mens spillefilm, som er fiktive, godt kan bruge faktakoder til at få fortællingen til at virke mere autentisk.

Her præsenterer vi typiske fakta- og fiktionskoder inden for forskellige filmiske udtryk og former.

Vær opmærksom på, at vi i dette afsnit benytter en masse termer for filmiske virkemidler.

Billedbeskæring

De forskellige typer billedbeskæring kan ikke entydigt kodes som fakta eller fiktion, og begge genrer bruger alle typer billedbeskæring. Dog bruger faktaprogrammer, såsom nyhedsudsendelser, især halvtotale og halvnære billedbeskæringer, fordi disse ses som mest neutrale.

De nære og ultranære billedbeskæringer er mere fiktionsprægede, fordi de giver seeren mulighed for at studere og aflæse personens ansigtsudtryk og analysere deres følelser, hvilket skaber identifikation hos seeren.

Billedkomposition

Både fakta- og fiktionsgenren har øje for billedkomposition. En faktakode er dominerende brug af neutrale kompositioner, såsom vandrette og lodrette linjer. Omvendt bruger man oftere diagonale og kælkede linjer i fiktionen, fordi diagonale linjer signalerer fart og spænding, og kælkede linjer signalerer kaos og uro – altså temaer, der i højere grad forbindes med fiktion.

Kameraposition

Når det kommer til kameraposition, er normalperspektivet en typisk faktakode – igen fordi det anses som det mest neutrale. Fugle- og frøperspektiverne er begge typiske fiktionskoder, fordi de føjer ekstra betydninger til billedrammen, fx at en person skal opfattes som svag eller underlegen (ved fugleperspektiv) eller som stærk eller truende (ved frøperspektiv).

Kamerabevægelser

Alle typer kamerabevægelser (panorering, tilt, travelling, kran, håndholdt kamera og steadicam) kan bruges i fakta og fiktion, men de kan have forskellige effekter. Et håndholdt kamera bruges som faktakode til at understrege autenticitet og realisme, fx når en kameramand filmer fra en krigszone, og de rystede kamerabevægelser understreger det kaotiske miljø.

Men et håndholdt kamera kan også bruges som fiktionskode til at iscenesætte et point of view (forkortet POV) hos en person. De rystede kamerabevægelser skal efterligne personens bevægelser. Håndholdt kamera er derfor et godt eksempel på et værktøj, som kan være en faktakode i én kontekst og fiktionskode i en anden.

Travellings og kraner er kamerabevægelser, der typisk forbindes med fiktion, fordi de giver et knap så neutralt udtryk, men de kan også bruges i faktaprogrammer.

Lys

Lyssætning kan være mere eller mindre neutral og dermed mere fakta- eller mere fiktionspræget. High-key belysning er en neutral lyssætning, der oplyser alle motiver i billedrammen lige klart, og er derfor en faktakode. Low-key belysning er mørkere, lader nogle motiver stå i skygge, mens andre belyses, og leger bevidst med vekslingen mellem skygge og lys. Low-key belysning er derfor en fiktionskode.

Klipning

Klipning er et stærkt værktøj, der har bedst mulighed for at omforme virkeligheden. Klipningen afgør, hvad vi ser, hvad vi ikke ser, og hvilken rækkefølge og hvilken sammenhæng vi ser tingene i.

Kontinuitetsklipning – også kendt som “usynlig klipning” – er neutral, og som seer lægger man ikke mærke til denne form for klipning, medmindre man bevidst kigger efter det. Kontinuitetsklipning findes i høj grad både i fakta og fiktion, men det kan i højere grad siges at være en faktakode, hvis man stiller det over for montageklipning, som tydeligt er fiktionskode.

Montageklipning – eller “synlig klipning” – klipper usammenhængende indstillinger sammen. Det kan bruges til enten at præsentere et miljø eller skabe et tredje, symbolsk indhold. Det kunne fx være at vise optagelser af politikere i folketingssalen skiftevis med optagelser af børn, der leger i en sandkasse. Dermed kan man indirekte give udtryk for, at man synes, at politikerne opfører sig som børn. At give udtryk for en holdning på denne måde kan ikke finde sted i faktagenren.

En anden form for klipning, der er en typisk fiktionskode, er krydsklipning. Her bliver to handlingsforløb, som vises skiftevis, brugt til at opbygge spænding, og der lægges op til, at handlingsforløbene til sidst krydser hinanden. Faktagenren benytter derimod parallelklipning i højere grad, som også bruges til at vise to forskellige handlingsforløb, som ikke møder hinanden - fx en nyhedsudsendelse, der skiftevis viser politikere diskutere klimapolitik og demonstranter på gaden, der demonstrerer imod selv samme politik.

Lyd og musik

Når det kommer til lyd, kan man meget klart og simpelt sige, at synkron lyd er en faktakode, og at asynkron lyd er en fiktionskode. Asynkrone lyde, såsom effektlyde og underlægningsmusik, bruges til at påvirke seeren, mens synkrone lyde naturligt er til stede. Dog er voice-over en asynkron lyd, som ofte bruges til at formidle fakta i nyhedsudsendelser.

Form

Historier inden for faktagenren er typisk bygget op omkring perlekædemodellen og den omvendte nyhedstrekant. Perlekædemodellen er kendt fra nyhedsudsendelser og skal ses om en helhed. De forskellige indslag følger hinanden som perler på en snor, og der er ikke en sammenhæng mellem indslagene.

Den omvendte nyhedstrekant (eller blot ‘nyhedstrekanten’) handler om, hvordan det enkelte indslag er bygget op ved først at fortælle det vigtigste i en nyhed eller historie.

I fiktionsgenren er det derimod berettermodellen, som bruges hyppigst. Berettermodellen indeholder en række nedslagspunkter i filmens opbygning, der skaber spænding i større eller mindre grad. Selvom berettermodellen mest bruges i fiktionsgenren, har faktagenren også mulighed for at benytte den til at formidle historien på en mere spændende og interessant måde for seeren.

Vi har samlet de typiske fakta- og fiktionskoder i film og tv i en oversigt her:

Når fakta- og fiktionskoderne bliver blandet

Som vi har set, er grænsen mellem fakta og fiktion ikke altid helt tydelig. Nogle tekster tilhører den ene genre og blot låner koder fra den anden genre. Andre tekster, film og tv-udsendelser gør bevidst brug af at blande dem.

Reality-programmer omhandler virkelige mennesker, mens klipningen, billedbeskæringen, musikken, effektlydene og formen i høj grad låner fra fiktionen ved at iscenesætte spænding, underholdning og drama. Omvendt er indholdet i en ‘mockumentary’ (som fx The Office) ren fiktion, men formen og udtrykket skal efterligne fakta.

Der er derfor mange ting, du skal være opmærksom på, når du analyserer tekster for fakta- og fiktionskoder, men med denne guide er du godt klædt på.