Filmiske virkemidler bruges til at lave film og tv-serier, og film og tv-serier bliver lavet for at underholde og bevæge publikum.
Ofte bygger film og serier på en spændende, sjov, skræmmende eller rørende fortælling, og de består af et persongalleri, der ligeledes underholder, rører eller fascinerer publikum. Men det er ikke kun fortællinger og skuespillere, der gør film og serier gode og værd at se.
Filmiske virkemidler har stor betydning for filmens eller seriens kvalitet og underholdningsværdi. Mange filmiske virkemidler og kompositioner tænker vi slet ikke over, mens vi ser film og serier. Derfor har GoTutor lavet denne oversigt, der gennemgår forskellige filmiske virkemidler, så du bliver klædt på til at kunne analysere film – eller måske endda lave dem selv.
Hvilke filmiske virkemidler findes der?
Filmiske virkemidler dækker over:
Billedbeskæring
Billedkomposition
Kameraposition
Kamerabevægelser
Farver
Lys
Klipning
Tid og rum
Lyd og musik
Her vil vi gennemgå dem alle og komme med eksempler.
Billedbeskæring - seerens synspunkt
Billedbeskæring handler om kameraets afstand til motivet. Billedbeskæringen varierer, alt efter hvor tæt på eller langt fra kameraet er på det, der filmes, og man ændrer billedbeskæringen ved at flytte kameraet eller ved at zoome ind eller ud. En vekslen mellem de forskellige billedbeskæringer er med til at opbygge drama i en film/serie. Normalt skelner man mellem seks typer billedbeskæring:
Supertotal
Total
Halvtotal
Halvnær
Nær
Ultranær
Supertotal er længst væk fra motivet, og ultranær er tættest på motivet.
Supertotal
Supertotal bruges til at vise, hvilket miljø vi befinder os i – hvilket sted vi er, og hvilke mennesker der er på det sted. Man bruger ofte supertotaler i åbningsscener til at vise, hvilket sted vi befinder os i filmen.
Total
Total bruges til at vise mennesker fra top til tå, således at billedet er beskåret lige over hovederne og under fødderne. Man kan også bruge totaler til åbningsscener og til at koble scener sammen.
Halvtotal
Halvtotal bruges til at vise noget af personerne. Billedet er igen beskåret lige over hovederne, men lige under knæene. Man bruger ofte halvtotaler, når to eller flere personer starter en samtale.
Halvtotal bruges som regel også, hvis man vil vise fysisk handling, fordi der hverken er zoomet for tæt ind eller for langt fra personerne og deres armbevægelser, til at man kan se, hvad der foregår.
Halvnær
Halvnær bruges til at vise endnu mindre af personerne, nemlig kun personernes overkroppe. Billedet er derfor beskåret fra over hofterne til lige over hovederne. Halvnær bruges som regel til at zoome ind på personernes samtalesituation, efter man har set dem i en halvtotal.
Nær
Nær bruges til kun at vise enkelte personers ansigt. Billedet er beskåret over hovedet og under hagen. Man bruger som regel nærbilleder til at vise intensitet eller til at fange reaktioner hos personen, således at modtageren kan sidde og forsøge at aflæse personen.
Nærbilledet bruges oftest om personer, som modtageren inden da har set i samme scene, men i andre billedbeskæringer, der er længere væk fra kameraet. Men man kan også bruge nærbilledet som filmisk virkemiddel til at åbne en scene for at fange folks opmærksomhed og gøre dem nysgerrige på personen og scenen.
Ultranær
Ultranær er den billedbeskæring, der er tættest på motivet – så tæt, at man kun ser én enkelt detalje, såsom personens øjne eller hænder. Man bruger ultranære billeder til at skabe høj intensitet og til at fremhæve noget ved personen, som har stor betydning for filmens handling.
Særlige billedbeskæringer
Selvom man skelner mellem seks billedbeskæringer, der varierer i afstand, findes der yderligere to typer beskæringer, som er gode at kende navnene på: to-skuddet og nakkeskuddet. Her ser man på to personernes placering i forhold til hinanden og i forhold til kameraet.
I to-skuddet (engelsk: ’two-shot’) ser man to personer på samme tid, der står med fronten eller lidt med siden til kameraet.
I nakkeskuddet (engelsk: ‘over-the-shouldet-shot’) ser man to personer vende mod hinanden, hvor den ene står med ryggen til kameraet, så man ser personens nakke og ene skulder, og hvor man ser den anden persons ansigt over skulderen på den første person. Nakkeskuddet kan skifte mellem at vise de to personer, og det viser som oftest den, der har taleturen i dialogen, men det kan også vise reaktioner hos den anden person.
Billedkomposition
Billedkomposition handler om, hvordan motiver og andre elementer er fordelt i billedrammen. En instruktør vil som regel forsøge at skabe harmoni i billedkompositionen, så det er behageligt for seerens øjne at se på, men i nogle tilfælde bryder instruktøren med harmonien for bevidst at skabe ustabilitet eller kaos.
Når man taler om billedkomposition, taler man ofte om ’det gyldne snit’. Her forestiller man sig to lodrette og to vandrette linjer, så det danner ni felter. De fire steder, hvor linjerne krydser hinanden, er de centrale zoner i billedet, og det er her, at man som seer i udgangspunktet lægger sin opmærksomhed.
Det gyldne snit og dets fire fokuszoner betyder ikke, at motivet i billedkompositionen skal centreres, så det rammer alle fire felter lige meget. Hvis man filmer en person fra siden, der kigger i en bestemt retning, ser det mest harmonisk ud at skabe luft i blikretningen. Altså er der et tomt felt ud fra personens blikretning, der giver seeren bedre indtryk af, at personen kigger på noget bestemt, som er uden for billedrammen.
Andre billedkompositioner bruges til at påvirke seeren ubevidst. Et billede med mange vandrette linjer giver et ubevidst indtryk af et roligt, ordentligt og stabilt miljø, mens et billede med mange lodrette linjer giver et indtryk af dominans og magt. Et billede med en stor diagonal linje bruges ofte til at fremkalde bevægelse og spænding. Billeder med kælkede linjer (linjer, der hverken er helt vandrette eller lodrette) skaber uro, og de varsler, at noget ikke er, som det burde være.
Et kamera kan kun filme i to dimensioner (højde og bredde), men ved hjælp af billedkompositioner kan man skabe dybde i billedet. Det gør man ved at skabe en forgrund, en mellemgrund og en baggrund. Motiverne er dermed placeret med to eller flere forskellige længder afstand til kameraet.
Brug af kameraets funktioner til billedkomposition
Zoom bruges også til billedkomposition. Når kameraet er placeret langt væk fra motivet og derefter er zoomet helt ind på motivet, så baggrunden bliver uskarp, bruger man kameraets tele. Telen kan bruges til at fokusere på en person og isolere den fra dens omgivelser. Kameraets zoom kan også gøre brug af en vidvinkel, hvor kameraet fanger et meget bredt område, og hvor man kan skabe meget dybde i billedet.
Kameraet kan også fokusere på motiver. Et filmisk virkemiddel her er fokusskift, hvor kameraet stiller skarpt på ét motiv, mens et andet motiv i forgrunden eller baggrunden er sløret, og hvor kameraet derefter stiller fokus på det andet motiv. Man kan bruge fokusskift til først at lede seerens opmærksomhed mod det ene motiv og derefter skifte fokus til det andet motiv.
Kameraposition
Kameraets position bruges til at vise forskellige synsvinkler. Man skelner typisk mellem tre kamerapositioner:
Normalperspektivet
Frøperspektivet
Fugleperspektivet
De bruges forskelligt til at give seeren et bestemt indtryk af en person.
Normalperspektivet
I normalperspektivet anbringer man kameraet i samme højde som motivet. Det kan eksempelvis være i en persons øjenhøjde, således at man fanger deres blikretning.
Frøperspektivet
I frøperspektivet er kameraet anbragt under motivet og tilter (se nedenfor) op imod motivet, altså så man eksempelvis ser en person nedefra. Frøperspektivet bruges til at give indtryk af, at personen er stærk, magtfuld, skræmmende eller farlig.
Fugleperspektivet
I fugleperspektivet er kameraet anbragt over motivet og tilter ned mod motivet, så man eksempelvis ser en person eller en handling oppefra. Fugleperspektivet kan bruges til at skabe overblik over en handling eller til at give indtryk af, at personen er svag, underlegen eller ude af stand til at gøre noget.
For både fugleperspektivet og frøperspektivet gælder det, at der kan være forskel på, hvor meget kameraet tilter.
Kamerabevægelser
Kamerabevægelser er et filmisk virkemiddel, der bruges til at skifte mellem forskellige motiver og typer billedbeskæring og til at følge et motiv i bevægelse. Overordnet set findes der tre typer kamerabevægelse:
Fast udgangspunkt
Kørsel på hjul, skinner eller med kran
Håndholdt kamera
Fast udgangspunkt
Når kameraet har et fast udgangspunkt, er det som regel placeret på et stativ. I dette udgangspunkt kan kameraet lave to slags bevægelser: panorering og tilt. I en panorering bevæger man kameraet vandret mod venstre eller højre.
Et eller flere motiver, der ikke er til syne i billedrammen ved panoreringens start, kommer i løbet af panoreringen langsomt til syne. En panorering kan også være hurtig, hvis det kun handler om at vise motivet i udgangspunktet og det motiv, der panoreres mod.
I en tiltning bevæger man kameraet lodret opad eller nedad. Ligesom i panoreringen kommer et eller flere motiver til syne i tiltningen. Tiltning bruges ofte til at afsløre motiver uden for billedrammen på spændende eller dramatisk vis.
Kørsel på hjul, skinner eller med kran
Kameraet kan også placeres på et stativ, der har hjul (det kaldes en dolly), eller det kan placeres på skinner. Hjulene og skinnerne bruges til, at kameraet kan føres hen mod, væk fra eller langs motivet. Denne form for kamerakørsel kaldes travelling og bruges som regel til at følge personer, når de flytter sig.
Man kan også anbringe kameraet på en kran. Kranen bruges typisk til at vise fugleperspektiv eller lave en kamerabevægelse, der skifter fra fugleperspektiv til normalperspektiv eller omvendt.
Håndholdt kamera
Håndholdt kamera bruger ikke noget stativ, og det er derimod fotografen selv, som står eller går med kameraet – typisk på skulderen, men det kan også være i strakt arm. Når man filmer med håndholdt kamera, bliver optagelserne en anelse rystede. De bruges derfor til at skabe point of view, hvilket betyder, at man oplever handlingerne ud fra en given persons synsvinkel.
En fotograf kan også blive udstyret med et steadicam, hvor kameraet sidder på et stativ, som fotografen så har på. På den måde kan man få glidende optagelser i form af travellings, samtidig med at man har større bevægelighed end en dolly.
Farver og lys
Farver og lys er vigtige for enhver film og tv-serie. Hvis farverne og lyssætningen ikke fungerer, bliver det forstyrrende for seeren. Men farver og lys kan også bevidst bruges som filmiske virkemidler til at skabe en bestemt stemning. Man kan skabe et køligt og fjernt miljø med blå og grønne farver, skygger eller hvid belysning, mens røde og gule farver og varmt lys skaber et varmt og nært miljø.
Man kan også bruge farver og lys til at rette seerens fokus mod bestemte ting. Hvis farven på et bestemt motiv er en kontrastfarve til den dominerende farve i baggrunden (fx en gul genstand foran en overvejende blå baggrund), vil det drage seerens opmærksomhed mod dette motiv.
Lys kan også bruges til at arbejde med skygger, sådan at man kan skjule motiver i skyggen eller fremhæve motiver uden for skyggen. Til det bruges low-key belysning, der generelt har en mørk tone. Modsat bruges high-key belysning til at oplyse alle motiver lige meget og dermed ikke fremhæve noget specifikt.
Farver bliver også ofte brugt til at skabe symbolske betydninger. En person klædt i beige kan give seeren indtryk af, at personen eksempelvis er tilbagetrukket, mens en person klædt i pangfarver giver indtryk af en mere frembrusende personlighed.
Hver farve har ikke én universel betydning. En person iklædt en knaldrød farve kan give indtryk af en romantisk og lidenskabelig person, men den røde farve giver også associationer til blod og kan derfor give indtryk af en farlig og drabelig person.
Klipning
Klipning bruges til at koble indstillinger sammen. En indstilling er en sammenhængende optagelse, som man via klipning kan forkorte eller opdele i flere indstillinger (mange kalder også indstillinger for ’klip’, mens andre vil mene, at det er fejlagtigt). Overordnet set kan klipning inddeles i to former:
Kontinuitetsklipning
Montageklipning
Kontinuitetsklipning
Kontinuitetsklipning er den mest almindelige form for klipning i film og serier. Det er også kendt som ”usynlig klipning”. Ligesom ved brugen af farver og lys, lægger seeren som regel kun mærke til kontinuitetsklipningen, hvis den ikke fungerer. Klipningens formål er at skabe en sammenhæng mellem indholdet i de enkelte indstillinger.
En hyppigt brugt form for kontinuitetsklipning er, at man klipper i bevægelsesretningen eller blikretningen. Hvis man har en indstilling, hvori en person kigger på noget, som seeren ikke kan se i samme billedramme, vil man klippe til en indstilling, der viser, hvad personen kigger på.
En anden form for kontinuitetsklipning er brugen af match-cut. Her har man en indstilling, der viser et motiv bestemt placeret i billedrammen, hvorefter man klipper til et andet lignende motiv, der er placeret samme sted i forhold til dén indstillings billedramme. Det kan fx være, at den første indstilling slutter af med at vise en snekugle, der står på et skrivebord, og så klippes til den næste indstilling til en fodbold på en græsplæne, der er placeret næsten samme sted i billedrammen, som snekuglen var.
Montageklipning
Mens kontinuitetsklipning er ”usynlig klipning”, kendes montageklipning som ”synlig klipning”. Montageklipning bruges, for at seeren netop skal lægge mærke til og tænke over klipningen.
Montageklipning bliver ofte brugt til hurtigt at vise stemningen ved en bestemt begivenhed eller placering. Det kan fx være at vise stemningen til en koncert, hvor man sammensætter indstillinger med forskellige personer blandt publikum, de optrædende og andre stemningsscener fra spillestedet i en overvejende tilfældig rækkefølge.
Montageklipning kan også bruges til at skabe en symbolsk sammenhæng mellem to motiver. Det kan fx være at klippe fra en person til et kors hængende på en væg for at varsle denne persons død.
Tid og rum
En films handling kan strække sig over flere dage, uger eller år, selvom selve filmen kun varer et par timer. Man bruger filmiske virkemidler som tidsforkortelse, tidsforlængelse og klipning til at springe i tid og rum for at skabe en fortællings handlingsforløb. Der findes tre former for filmisk tid.
Kortere filmisk tid end faktisk tid
Længere filmisk tid end faktisk tid
Lige lang filmisk tid og faktisk tid
Kortere filmisk tid end faktisk tid
Kontinuitetsklipning (se ovenfor) er et almindeligt værktøj til at springe frem i tiden. Det kan fx være, at man klipper til en scene, der skal foregå næste dag. Et spring frem i tiden kan markeres tydeligere ved op- og nedtoninger, hvor den første indstilling gradvist går i sort, mens den følgende indstilling går fra sort til fuld lysstyrke. Et tidsspring kan også synliggøres ved at bruge synlige overgange/animationer, der skifter en indstilling ud med den næste.
Man kan også springe i tid og rum ved brug af flashbacks og flashforwards. Flashbacks viser en handling, der tidligere har fundet sted, mens flashforwards viser en handling, der kommer til at finde sted.
Længere filmisk tid end faktisk tid
Den filmiske tid kan også være længere end den faktiske tid i enkelte scener. Optagelser kan vises i slowmotion, hvor hastigheden er sat ned, så bevægelserne virker langsommere. Det kan fx bruges i actionfilm, hvor en person affyrer en pistol, og hvor man ser, at de trykker på aftrækkeren, og hvordan kuglen flyver afsted i slowmotion. Det kan være hensigten, at seeren skal iagttage det imponerende skud, eller at seeren langsomt skal indse, at kuglen har kurs mod en af heltene i filmen.
Andre filmiske virkemidler, der forlænger den filmiske tid, er strobe, hvor sammenhængende indstillinger vises i ryk, og frosne billeder, hvor en indstilling fastfryses – det kan være for at gøre plads til en voice-over (se nedenfor) eller for at give indtryk af, at tiden står stille.
En scene kan også blive forlænget eller forkortet i filmisk tid ved brug af krydsklipning eller parallelklipning. Krydsklipning bruges mellem to handlingsforløb, der skal forestille at foregå på samme tid, og hvis handlinger har betydning for hinanden. Det kan fx være, at det ene handlingsforløb viser et bankrøveri, mens det andet viser politiet i udrykning. Krydsklipningen mellem de to handlingsforløb skaber spænding om, om politiet når frem i tide, eller om bankrøverne slipper væk i tide.
Krydsklipningen ender med, at de to handlingsforløb krydser hinanden. Parallelklipning bruges også til at vise, at to forskellige handlingsforløb finder sted på samme tid, men her møder de ikke hinanden.
Lige lang filmisk tid og faktisk tid
Man støder ikke ofte på film og serier, hvis filmiske tid skal stemme overens med faktisk tid. Det bruges fx i tv-serien 24 timer, hvor et afsnit varer en time (minus plads til reklamepauser), og hvor afsnittets handling ligeledes skal forestille at strække sig over en time. Tiden og specifikt klokken bliver gentagne gange fremhævet. Det giver seeren en klar føling med tiden, når en karakter eksempelvis skal nå en deadline og er under tidspres.
Lyd og musik
Lyd og musik er stærke filmiske virkemidler, der har stor betydning for seerens oplevelse af de enkelte scener i en film eller serie. Tænk bare på, hvad lyde og musik gør for stemningen i en gyserfilm. Det skaber utryghed, det kan virke nervepirrende, og det kan påvirke seeren til at få et kæmpe chok.
Lyd og musik kan inddeles i to overkategorier: synkron lyd og asynkron lyd. Synkron lyd er det, som seeren opfatter som noget, der kommer fra motiverne i billedet. Asynkron lyd kommer uden for billedet. Disse to former for lyd kan begge yderligere inddeles i tre kategorier: tale, musik og effektlyd/reallyd.
Tale – synkron og asynkron
Når man ser personer tale sammen i en film eller serie, er det synkron tale. Asynkron tale er derimod tale, der foregår uden for billedet, fx i form af en voice-over. Voice-overs bruges almindeligvis til fortællerstemmer, der fortæller om handlingens forløb eller tanker og følelser hos personerne.
Musik – synkron og asynkron
Musik bruges oftest som underlægningsmusik, som kommer uden for billedet og derfor er asynkront. Underlægningsmusik bruges til at skabe eller understøtte en bestemt stemning, og det kan også bruges til at skabe sammenhæng i handlingens forløb.
Musik bruges synkront, når musikken skal forestille at komme fra en bilradio, et anlæg, en teaterforestilling eller lignende. Denne brug af synkron musik kaldes også incidentalmusik. Når man filmer optagelser med incidentalmusik, kan radioen eksempelvis godt spille i optagelsen og senere bruges i filmen. Men oftest er radioen slukket og musikken tilføjes i redigeringsprocessen – både for at sikre lydkvaliteten, men også fordi det gør det nemmere at klippe mellem indstillingerne. Dette er stadig synkron musik/incidentalmusik, fordi lydkilden optræder i billedrammen.
Effektlyd/reallyd – synkron og asynkron
Effektlyde bruges naturligvis til at skabe effekter, fx en kraftig hjertebanken eller synkebevægelse. Igen gælder det, at en effektlyd er synkron, hvis den stemmer overens med noget, der vises i billedrammen, mens effektlyde er asynkrone, hvis de ikke gør.
Asynkrone effektlyde kaldes også off-screen lyde og kan smart bruges til at fortælle, at der er en eksplosion i baggrunden, uden at man behøver at se eksplosionen, fordi eksplosioner kan være dyre og farlige at optage.
Reallyde er lyde, der naturligt følger de motiver, der vises i billedrammen, fx fodtrin, hoste, nys osv. Reallyde er derfor altid synkrone.