Der findes en masse spændende dokumentarer ude i verden, som er lavet for at gøre os klogere, underholde os, forarge os, røre os og meget mere. Når du arbejder med dokumentarer i danskfaget, er det godt at kende genretrækkene hos en dokumentar og vide, hvilken type dokumentar du har at gøre med.
Hvis du synes, at dansk kan være svært og derfor har brug for hjælp, tilbyder GoTutor lektiehjælp i dansk. Så kan du blive skarp til dokumentarer og meget mere!
Hvilke genretræk har en dokumentar?
En dokumentar er først og fremmest karakteriseret ved, at den tager udgangspunkt i virkeligheden. Når man kigger på kendetegnene ved en dokumentar, er det derfor yderst relevant at se på brugen af fakta- og fiktionskoder. Som udgangspunkt benytter en dokumentar primært faktakoder og er karakteriseret ved, at den:
Omhandler en sand historie
Følger autentiske personer
Foregår i autentiske miljøer
Viser hændelser i en kronologisk rækkefølge
Ikke tilbageholder viden
Ikke bruger filmiske virkemidler til iscenesættelse
Ikke forsøger at være subjektiv
Ikke forsøger at skabe identifikation
Det er dog ikke alle dokumentarer, der overholder disse punkter fuldt ud, og nogle vælger endda bevidst at trodse dem. Det er nemlig almindeligt også at bruge fiktionskoder i dokumentarer, og man kan derfor nærmere bestemt sige, at en dokumentar formidler virkeligheden over for seeren, eller at instruktøren fortolker virkeligheden over for seeren. Instruktøren udvælger de optagelser, der skal med i filmen, og bearbejder dem ved at bruge bestemte filmiske virkemidler.
Dokumentarfilm vs. tv-dokumentarer - hvad er hvad?
Den egentlige forskel er, at det er en instruktør og et filmhold, der står bag dokumentarfilm, mens det er et tv-hold fra en tv-station, der står bag tv-dokumentarer, fx DR eller TV 2. Derudover er der en række typiske forskelle på dokumentarfilm og tv-dokumentarer, hvad angår indhold og form:
En tv-dokumentar har som regel en kortere produktionstid end en dokumentarfilm, og derfor har en dokumentarfilm tid til at dykke dybere ned i sit emne.
Instruktøren er mere synlig i en dokumentarfilm, enten ved at de direkte optræder i filmen, eller ved at man som seer lægger mærke til instruktørens personlige præg gennem deres valg af filmiske virkemidler.
Arbejdsprocessen i en tv-dokumentar er ofte baseret på en journalistisk tilgang, hvor man har en problemstilling, som man vil undersøge og finde svar på. En dokumentarfilm er derimod oftere baseret på en mere kreativ og kunstnerisk tilgang.
Formålet med en tv-dokumentar er at vise eller afsløre sandheden om et emne, mens man som seer til en dokumentarfilm – selvom den tager udgangspunkt i virkeligheden – godt kan tvivle på sandheden. Det afhænger især af, hvilken type fremstillingsform instruktøren bruger i sin dokumentarfilm.
Hvilke typer dokumentarfilm findes der?
Studiet af filmteori inden for dokumentarfilm blev introduceret i 1991 af den amerikanske filmteoretiker Bill Nichols. Nichols inddeler dokumentarfilm i seks forskellige typer baseret på deres fremstillingsform:
Den forklarende fremstillingsform
Den poetiske fremstillingsform
Den observerende fremstillingsform
Den deltagende fremstillingsform
Den refleksive fremstillingsform
Den performative fremstillingsform
Vi vil gennemgå dem én ad gangen nedenfor, men det er sjældent, at en dokumentarfilm kun holder sig til én af disse typer og vil i stedet blande træk fra flere typer.
Den forklarende fremstillingsform
Den forklarende fremstillingsform er den mest klassiske form. Den bliver typisk brugt til at fremstille et emne gennem billeder, der bliver præsenteret og forklaret af en fortæller på en klar og engagerende måde. Fortælleren er som regel til stede i form af en voice-over, hvor man hører dem fortælle uden at se dem, men i nogle film får man dem også at se.
Fortælleren er alvidende og tager seeren i hånden ved at forklare, hvilke sammenhænge de kan finde i filmen. Filmen præsenterer en bestemt synsvinkel, og det er fortællerens opgave at overbevise seeren om at dele samme synsvinkel – som regel ved at tale til seerens fornuft.
Den poetiske fremstillingsform
Den poetiske fremstillingsform bliver typisk brugt til at skabe en oplevelse for seeren, der er æstetisk flot. Udtrykket er rytmisk og følelsesladet. Indholdet behøver hverken at have deltagere eller et handlingsforløb med tid og sted. Indholdet er i stedet klippet sammen, så det danner en sammenhæng. Det kunne fx være, at man ville fremstille glæden ved livet på vores planet. Man kan vise alt fra scener med smukke naturlandskaber til scener med børn, der leger og griner.
Formålet med den poetiske fremstillingsform er typisk at opfordre seeren til at se det smukke, vidunderlige eller hemmelighedsfulde ved det stykke af virkeligheden, som instruktøren fremstiller.
Den observerende fremstillingsform
Den observerende fremstillingsform følger og observerer deltagere i deres dagligdag. Hensigten er som regel at få seeren til selv at drage konklusioner ud fra det, som de kan observere, frem for at de blot får alting fortalt.
Fortælleren er ikke direkte til stede i filmen, og der bruges som regel ikke voice-over. I stedet fungerer instruktøren og kameraet som en flue på væggen, der blot filmer deltagerne, der ideelt skal opføre sig, som om kameraet ikke var til stede. Man kan dog aldrig med sikkerhed vide, om deltagerne reagerer på, at de bliver filmet, og om de derfor opfører sig anderledes, end de ellers ville.
Det farlige ved denne fremstillingsform er desuden, at instruktøren kan komme til at udstille deltagerne i filmen ved at afsløre private øjeblikke eller ulovlige handlinger, hvis deltagerne glemmer eller ignorerer, at de bliver filmet.
Et andet problem opstår, hvis deltagerne sætter sig selv eller andre i en farlig situation. Hvis instruktøren og evt. det øvrige filmhold griber ind for at forhindre, at situationen får ødelæggende konsekvenser for en eller flere personer, har de forstyrret deltagernes handlinger, og det går stik imod det grundlæggende princip i den observerende fremstillingsform – nemlig at man ikke må blande sig i handlingen men blot observere.
Et eksempel på en observerende dokumentarfilm er Janus Metz’ film Armadillo fra 2010, der følger en flok danske soldater, som er udsendt til Afghanistan. Metz følger soldaterne fra de drager i krig i Afghanistan, til de er hjemme i Danmark igen.
Filmen bruger ikke voice-over og inviterer derfor seeren til selv at reflektere over filmen, fx ved at overveje hvilke psykologiske udfordringer der er forbundet med at skulle i krig, eller ved at sætte spørgsmålstegn ved, hvem der er ofre for krigen.
Den deltagende fremstillingsform
I den deltagende fremstillingsform inddrager instruktøren sig selv i filmen. Instruktøren interviewer og interagerer med deltagerne og giver derved en speciel indsigt i miljøer, situationer og deltagerne selv. Fremstillingsformen er effektiv, hvis man vil komme til bunds i en sag, eller hvis man vil udstille eller afsløre et stort samfundsproblem.
Et eksempel er Michael Moores dokumentarfilm Bowling for Columbine fra 2002, hvor han undersøger baggrunden for skoleskyderiet på Columbine High School, mens filmen taler ind i større temaer såsom våbenlovgivning i USA, og hvad der får folk til at blive voldelige.
Et andet eksempel på brug af den deltagende fremstillingsform findes i Morgan Spurlocks dokumentarfilm Super Size Me fra 2004, hvor Spurlock selv er hovedperson og indgår i et eksperiment. Eksperimentet går ud på, at han i en periode på 30 dage ikke må spise andet end mad fra McDonald’s. Formålet er at undersøge, hvilken effekt et stort indtag af McDonald’s-mad har på et menneskes fysiske og mentale sundhed, mens filmens overordnede formål er at undersøge, hvorfor fedme er et stigende problem blandt amerikanerne.
Den refleksive fremstillingsform
I den refleksive fremstillingsform er der fokus på de forestillinger og forventninger, der forbindes med dokumentarfilm, nemlig idéen om at den skal gengive virkeligheden. Formålet er at øge seerens opmærksomhed på, at en dokumentar blot er en konstrueret udgave af virkeligheden.
Fremstillingsformen viser derfor gerne eksplicit, hvordan de filmiske virkemidler påvirker indholdet. Det kan fx være at vise et udpluk af redigeringsprocessen, så seeren ser de overvejelser, valg og fravalg, der ligger bag redigeringen, fx hvorfor man vælger at klippe et bestemt sted.
Den performative fremstillingsform
Den performative fremstillingsform understreger instruktørens subjektive udtryk i en bestemt situation, en begivenhed eller et problem. Formålet er at påvirke seeren til at se denne tydeligt subjektive synsvinkel, fordi det ikke er muligt at være fuldstændig objektiv.
Lad os tage et eksempel: Vores historiebøger tilstræber at være objektive. Men mens en dansk historiebog har et stort fokus på besættelsen af Danmark under 2. verdenskrig, vil en japansk historiebog om 2. verdenskrig måske ikke engang nævne Danmark. Begge historiebøger fortæller om virkelige begivenheder, men de gør det ud fra to forskellige udgangspunkter.
På samme måde vil en dokumentarfilm være præget af at være lavet af en dansk instruktør – uanset om det er deres hensigt eller ej. Alle dokumentartyper vil bære præg af instruktørens subjektive udtryk i større eller mindre grad, men den performative fremstillingsform gør det helt tydeligt, at en dokumentarfilm aldrig kan opnå komplet objektivitet.
Hvilke typer tv-dokumentarer findes der?
Overordnet findes der to grundlæggende typer tv-dokumentarer:
Den observerende tv-dokumentar
Den dybdeborende tv-dokumentar
Med udgangspunkt i de to typer, kan vi nævne en blandingstype, nemlig reality-tv. Vi vil her gennemgå de tre typer:
Den observerende tv-dokumentar
Den observerende tv-dokumentar søger at indramme virkeligheden ved at vise hverdagslivet i et bestemt miljø, fx i en forening eller på en politistation. Tv-holdet fungerer som fluen på væggen, mens de følger personer i deres dagligdag. Som vi skriver i afsnittet om den observerende fremstillingsform i dokumentarfilm, kan man dog ikke være fuldstændig sikker på, at deltagerne i programmet ikke opfører sig, som de normalt ville, fordi de bliver filmet.
Det er primært faktakoder, der bruges i den observerende dokumentar. Det vil sige:
Neutrale billedbeskæringer
Neutrale billedkompositioner
Neutral lyssætning
Ofte lange indstillinger
Den dybdeborende tv-dokumentar
Formålet med en dybdeborende tv-dokumentar er at opklare en sag eller finde frem til sandheden, hvor journalisten fungerer som en slags detektiv. Journalisten foretager grundig research, undersøger kilder, tester påstande og leder efter beviser for at nå ind til sagens kerne.
Temaet i den dybdeborende tv-dokumentar er ofte magtmisbrug, skandaler, kriminalitet og andre samfundsproblemer.
Modsat den observerende tv-dokumentar bruger den dybdeborende tv-dokumentar mange fiktionskoder. Eksempler er:
Voice-over
Underlægningsmusik
Nærbilleder
Fugle- og frøperspektiver
Low-key belysning
Rekonstruktioner
Interviews
Reality-tv
Selvom reality-tv bruger træk fra begge af de to ovenstående typer, er det en type for sig. Formålet med reality-tv er at give seeren indtryk af, at de følger virkelige personer, præcis som de er.
Reality minder derfor om den observerende dokumentar på den måde, at den viser autentiske personer, men reality-tv gør mere ud af at vise personernes følelser, så seeren kommer helt tæt på dem. Reality minder om den dybdeborende dokumentar ved, at den også bruger mange fiktionskoder.
Meget reality-tv bygger på drama som et afgørende element, fordi det har stor underholdningsværdi for seeren. I reality-serier kræver det, at deltagerne selv skaber drama, men i reality-shows er der udviklet et fast koncept, som fx i Big Brother, der går ud på, at deltagerne flytter ind i et hus, hvor de bliver overvåget, hvor de ikke må have kontakt med omverdenen, og hvor de har chance for at vinde en stor pengepræmie.
Reality-showet viser dermed iscenesat udgave af virkeligheden.