Mundtlig eksamen i dansk for 9. klasse

Af Lene Møller Nielsen 18-04-2025
Mundtlig eksamen i dansk for 9. klasse

I mundtlig dansk skal du til en prøve, hvor du enten skal arbejde med en tekst eller et emne. Der er to forskellige slags prøver: Prøveform A og Prøveform B. Din skole bestemmer, hvilken prøveform I skal bruge i klassen.

GoTutor har mange års erfaring med eksamenshjælp og vi har samlet et overblik til dig og en række gode råd!


Prøveform A

  • Du trækker en tekst eller et emne, som du ikke har arbejdet med før.

  • Du har 40 minutter til at forberede dig. Du må gerne bruge ordbøger og dine noter, men ikke søge ny viden på fx internettet. Du må ikke kommunikere med andre under forberedelsen.

  • Du skal læse et uddrag op og analysere teksten.

  • Din prøve varer 20 minutter, hvor du præsenterer din analyse og oplæsning i ca 7 minutter og herefter samtaler med lærer og censor også i ca 7-8 minutter. Herefter er resten af de 20 minutter til votering af karakteren, og at du får den.

-

Prøveform B

  • Du trækker et fordybelsesområde (fx en genre, et tema eller en forfatter), som du har arbejdet med i undervisningen. Du kan trække med en makker, men du skal aflevere din egen analyse og skal alene til prøve.

  • Du vælger en skrevet tekst på cirka 5-10 normalsider som ikke har været gennemgået i klassen til analyse.  Alternativt, hvis du vælger en kortfilm, tv-reklame, uddrag af en spillefilm, dokumentarfilm, podcast eller lignende som prøveoplæg, bør varigheden være 2-10 minutter. Den skal ligeledes være ukendt tekst for klassen. Din tekst skal være en genre, der findes i dit fordybelsesområde. Du må altså kun vælge fx et digt, hvis det findes blandt de opgivne tekster i dit fordybelsesområde.

  • Klassen får 10 timer til at forberede sig i skolen med mulighed for at blive vejledt.

  • Du laver en synopsis (en kort oversigt), der beskriver det, du vil sige til prøven.

-

En synopsis til prøveform B i mundtlig dansk skal typisk indeholde følgende elementer:

  1. Indledning – En kort præsentation af emnet og problemstillingen.

  2. Præsentation af materialet – En beskrivelse af den valgte tekst, film, reklame, dokumentar osv.

  3. Dit oplæsningsstykke skal vedlægges - ca. 600 anslag uden mellemrum.

  4. Analysespørgsmål – De centrale spørgsmål, som analysen vil fokusere på.

  5. Analyse – En kort gennemgang af de vigtigste analytiske pointer (f.eks. temaer, virkemidler, budskaber).

  6. Perspektivering – En diskussion af tekstens relevans i forhold til dit fordybelsesområde. Hvis du fx er oppe i romantikken, skal du påpege de særligt romantiske træk i teksten og sammenligne den med andre tekster i fordybelsesområdet. Vær præcis: sammenlign på fx tema, sprog, virkemidler osv..

  7. Vurdering: Hvad er det teksten prøver at formidle, og hvor godt gør den det med de virkemidler du har gennemgået. Leg, du anmelder din tekst. Ikke bare om du kan lide den, men med en vurdering af, hvad teksten vil og om det understøttes af dens sprog og virkemidler.

  8. Du skal kun skrive stikord i synopsen. Nok til, at du kan huske, hvad du vil sige under hvert punkt.

Husk navn, klasse og skole, navnet på fordybelsesområdet, områdets tekster, og hvilke af dem du vil perspektivere til. Synopsen skal desuden underskrives af både dig og din lærer, før den sendes til censor. Derudover er det dit ansvar sammen med synopsen i tre eksemplarer at aflevere teksten - også i tre eksemplarer. De skal have side- og linjenummerering.

  • Hvis du ikke afleverer synopsen, kan du ikke gå til prøve. Censor skal have den 2 uger før prøven.

  • Prøven foregår på samme måde som Prøveform A, hvor du fremlægger og samtaler om dit emne. Dog er prøven 25 minutter og du har ikke forberedelse umiddelbart før prøven. Du har ti minutter til at fremlægge din analyse og 10 minutter til samtalen med lærer og censor, hvor de stiller spørgsmål. Herefter er der fem minutter til, at de bliver enige om en karakter og giver dig den.

-

Opgivelser (Tekster til prøven/pensum)

Din lærer laver en liste over tekster, som prøven kan tage udgangspunkt i. Det er dem, du skal perspektivere/sammenligne til. Det kan være noveller, digte, romaner, artikler eller kortfilm. I skal mindst have arbejdet med 80-100 normalsider tekst i undervisningen. Desuden mindst tre store værker. To af dem skal være danske romaner. 

-

Bedømmelseskriterier

Du får en karakter baseret på:

  • Hvor godt du forstår og analyserer teksten. 

  • Hvor godt du med eksempler fra teksten underbygger dine synspunkter og pointer.

  • Hvor godt du kan bruge danskfaglige begreber. Fx ord som genrer, tema, alitteration, rytme, vinkel osv.

  • Om du kan perspektivere (sammenligne med andre tekster fra klassens pensum og de genrer, perioder og forfattere, I har arbejdet med)

  • Din evne til at forklare dine tanker tydeligt og med udgangspunkt i teksten.

  • Din oplæsning. Det trækker op at læse med følelse, betoninger, flydende og med tydelig artikulation. Lyd som en oplæser i nyhederne eller en skuespiller, der fremfører en tekst, alt efter hvad der passer til din tekst.

  • Din evne til at disponere din fremlæggelse

  • Din evne til at lytte og reagere i samtalen

  • Din artikulation og sproglige præcision




Eksempel på synopse

Navn: [Elevens navn]
Klasse: 9. [Klassens bogstav]
Skole: [Skolens navn]
Fordybelsesområde: Romantikken
Områdets tekster: "Klokken" (1859), "Den grimme ælling", "Den standhaftige tinsoldat"


Indledning:

Jeg har valgt at analysere H.C. Andersens eventyr "Klokken" fra 1859 og perspektivere det til romantikkens temaer. Eventyret handler om to konfirmander, der søger efter en klokke dybt inde i skoven, og vi møder her romantikkens fascination af naturen, det mystiske og det religiøse. Jeg vil undersøge, hvordan disse elementer kommer til udtryk i eventyret, og hvordan de relaterer sig til andre romantiske værker af H.C. Andersen.

-

Præsentation af materialet:

  • "Klokken" HC Andersen (1859): Eventyret handler om to unge konfirmander, der på deres vej hjem fra konfirmation tager på en rejse i skovens dyb for at finde en klokke. Undervejs støder de på naturens mystik og får åndelige indsigter, som reflekterer romantikkens tro på naturens kraft og betydning.

  • "Den grimme ælling" HC Andersen, (1843): Eventyret om transformation og identitet, som rummer romantikkens idéer om naturens foranderlighed og menneskets selvopdagelse.

  • "Den standhaftige tinsoldat"HC Andersen,  (1838): Et eventyr om vilje og mod, som illustrerer romantikkens fokus på individets kamp mod sin skæbne.

-

Oplæsningsstykke:

Jeg vil læse et stykke op, der tydeligt viser eventyrets søgen efter det guddommelige i naturen. Et meget typisk romantisk motiv.

"De to unge Konfirmander gik gennem Skovene; det var Sommer, og Solen lyste stærkt, men det var ikke varmen, som gjorde dem glade; det var Tanken om den Klokke, de skulde finde i Skovens Dyb, den som kun de troende hørte. 'Vi skal finde den,' sagde den ene, 'og vi skal høre den, for den er kun for dem, der har troen.' Og de gik videre i den tættere Skov, hvor Ingen endnu havde været."

-

Analysespørgsmål:

  1. Hvordan skildrer H.C. Andersen naturen som en magisk og spirituel kraft i eventyret?

  2. Hvad betyder klokken symbolsk i eventyret, og hvordan relaterer det sig til romantikkens temaer om tid, tro og natur?

  3. Hvilken rolle spiller de to konfirmander i eventyret, og hvordan afspejler deres rejse den romantiske idé om individets møde med det ukendte og det sublime?

  4. Hvordan kan eventyrets mystik perspektiveres til romantikkens syn på det religiøse og det åndelige?

-

Analyse:

  • Temaer: Søgen efter det ukendte, det mystiske, troen, naturens åndelighed.

  • Virkemidler: Symbolik (klokken som et religiøst og spirituelt objekt), besjæling af naturen (skovens liv og kræfter), kontrast mellem det jordiske og det åndelige.

  • Budskab: Eventyret undersøger menneskets søgen efter det guddommelige og de åndelige indsigter, som kan findes i naturen. Klokken bliver et symbol på noget højere, som ikke kan erfares direkte, men kun af de troende.

-

Perspektivering:

  • Romantikken: Eventyret rummer flere karakteristiske træk ved romantikken, som for eksempel naturens kraft og betydning som en spirituel vejleder. Klokken, som kun kan høres af de troende, spejler romantikkens opfattelse af, at den virkelige sandhed og skønhed kun kan erfares gennem en åndelig eller intuitiv oplevelse, ikke gennem rationel tænkning.

  • Sammenligning: Sammenlignet med "Den grimme ælling" og "Den standhaftige tinsoldat" er der i "Klokken" et stærkere fokus på det mystiske og åndelige. I "Den grimme ælling" er temaet transformation og selvopdagelse, mens "Klokken" handler om at søge efter noget højere og mere transcendent, som rummer en mere religiøs dimension.

-

Vurdering:

H.C. Andersen benytter sig af romantikkens virkemidler på en effektiv måde i "Klokken". Ved at bruge naturen og symbolikken omkring klokken formidler han en dyb åndelig refleksion, der både er mystisk og spirituel. Eventyret åbner op for spørgsmål om tro, naturens rolle i menneskets liv og den søgen efter noget højere, som præger romantikken. Klokken som symbol understøtter temaet om, at ikke alt kan erfares med sanserne, men kun forstås gennem åndelig indsigt.

-

Underskrift lærer   ______________

Underskrift elev   _______________

Mød forfatteren:

Billede af

Uddannet lærer fra N. Zahles Seminarium i 1998 og har siden da undervist i folkeskolens ældste klasser. Primært i dansk, engelsk, historie og kristendom. Har opdraget to naturvidenskabelige børn og arbejder stadig på sin hund.

Søger du privat lektiehjælp?

  • GoTutor er Danmarks bedst anmeldte

  • Mange års erfaring og en del af Egmont

  • Trænede og uddannede undervisere

  • Fast lav pris og fair vilkår


Eller kontakt os på: info@gotutor.dk

Du vil måske også synes om

Guide til mundtlig eksamen i dansk, STX, A-niveau
Guide til mundtlig eksamen i dansk, STX, A-niveau

Inden prøven er det naturligvis vigtigt, at du har fulgt godt med og læst jeres pensum.GoTutor har m...

Lene Møller Nielsen 16-04-2025
Effektiv planlægning af din læseferie
Effektiv planlægning af din læseferie

Maj måned og dage med timelange seancer i larmende stilhed i lufttætte gymnastiksale, kun brudt af i...

Ruben Samuel Sørensen 12-04-2015
De 7 største fejl til eksamen, der giver lavere karakterer
De 7 største fejl til eksamen, der giver lavere karakterer

Der er mange faktorer, der spiller ind, når censor og eksaminator skal diskutere og beslutte din kar...

Ruben Samuel Sørensen 23-05-2017
Lad os tale sammen

Vi er klar til at svare på dine spørgsmål.
Ring til os på:

71 99 71 90