Har du nogensinde læst en novelle, hvor hovedpersonen tænker noget helt andet, end han siger højt? Eller set en film, hvor vi som publikum får lov til at følge med inde i hovedet på én af karaktererne?
Det er dét, der kaldes en indre monolog – en af de mest spændende måder at komme helt tæt på en persons følelser og tanker.
En indre monolog gør os i stand til at forstå, hvad en person virkelig føler, frygter eller drømmer om – også selvom personen prøver at skjule det for andre. I både skønlitteratur og film er det en teknik, som skaber dybde, spænding og identifikation.
I denne guide lærer du, hvad en indre monolog er, hvordan du genkender den, hvordan du selv kan skrive den – og hvordan du bruger den i analyse og fortolkning.
Hvad er en indre monolog?
En indre monolog er en tekst, hvor vi som læsere får adgang til en persons tanker og følelser. Det er en slags “tanke-tale”, hvor vi hører det, som karakteren siger til sig selv – uden nødvendigvis at sige det højt.
En indre monolog kan være:
Et tankeforløb, der afspejler en indre konflikt
En kædereaktion af følelser og overvejelser
En beskrivelse af sanseindtryk, som personen forsøger at forstå
En strøm af bevidsthed, hvor sprog og logik bliver brudt op
Indre monologer bruges ofte i noveller, romaner, drama, film og lyrik, men de kan også optræde i dagbogsform eller som fortælleteknisk greb i artikler og essays.
Hvorfor bruges indre monologer?
Indre monologer bruges for at:
Skabe nærhed mellem læser og karakter
Give os indsigt i karakterens følelser, konflikter og tanker
Skabe kontraster mellem det ydre og det indre
Understrege temaer som skyld, identitet, skam eller håb
Lade os opleve handlingen indefra
Indre monologer kan både skabe forståelse og forvirring. Nogle gange viser de noget, som personen ikke selv forstår, og som læseren må tolke.
Hvordan ser en indre monolog ud?
En indre monolog kan se ud på forskellige måder. Her er to typiske former:
1. Tydelig og formuleret
Her tænker personen i hele sætninger – ofte i nutid eller datid – og vi kan følge logikken.
Eksempel:
Hvad nu hvis han havde set mig? Jeg burde være blevet hjemme. Det her var en kæmpe fejl. Måske kan jeg stadig nå at slippe væk, før nogen opdager noget...
Denne type indre monolog bruges ofte i ungdomsromaner og realistiske noveller. Den ligger tæt op ad den måde, vi selv tænker på i hverdagen.
2. Strøm af bevidsthed
Her flyder tankerne uden faste sætninger eller tegnsætning. Den indre monolog bliver nærmest poetisk eller fragmenteret.
Eksempel:
Ikke se ham ikke nu ikke her det banker mit hjerte lyserød skjorte sved hænderne hvor er de blev væk...
Denne type ser man især i modernistiske tekster, hvor forfatteren vil vise det kaos, der findes inde i et menneskes sind.
Eksempel fra en novelle
Forestil dig en novelle, hvor en pige sidder til familiefødselsdag og kigger på sin far:
Han griner, som om intet er hændt. Som om det ikke var ham, der råbte så højt i går. Jeg kigger væk. Må ikke begynde at græde. Ikke nu. Bare hold fast i glasset. Smil. Smil nu. Smil, for fanden.
Her oplever vi situationen indefra. Det er ikke fortælleren, der forklarer, hvad hun føler – det er pigen selv, der tænker. Det skaber intensitet og giver os adgang til den smerte, hun skjuler for de andre.
Hvordan genkender du en indre monolog i en tekst?
Du kan genkende en indre monolog på, at:
Fortælleren går tæt på en enkelt person
Vi får adgang til følelser og tanker, som ikke bliver sagt højt
Sætningerne kan være ufærdige, gentagende eller følelsesladede
Det føles, som om vi er inde i hovedet på karakteren
Ofte skrives den indre monolog i 1. person (“jeg”) og i nutid eller datid. Den kan være markeret med kursiv, men det er ikke altid nødvendigt.
Hvad er forskellen på indre monolog og almindelig fortælling?
I en almindelig fortælling beskriver fortælleren, hvad der sker udefra:
Hun gik hen mod døren og rakte ud efter håndtaget. Hendes hænder rystede.
Men i en indre monolog oplever vi det indefra:
Nej. Jeg kan ikke gøre det. Ikke nu. Mine hænder ryster. Bare et minut mere. Kom nu.
Begge dele kan bruges i samme tekst – og mange forfattere skifter mellem dem for at skabe variation og dybde.
Hvordan bruger man indre monolog i analyse?
Når du analyserer en tekst med indre monolog, kan du se på:
Hvad tænker personen?
Hvilke følelser kommer frem?
Hvad siger det om temaet?
Er der en konflikt mellem det indre og det ydre?
Hvordan er sproget i monologen? (rodet, poetisk, præcist?)
Du kan også spørge dig selv:
Får jeg sympati med personen?
Er der noget, hun ikke tør sige højt?
Hvad ved jeg, som de andre i teksten ikke ved?
Indre monolog giver dig mulighed for at analysere psykologi, stil og temaer på en mere nuanceret måde.
Hvordan skriver man selv en indre monolog?
Hvis du vil bruge indre monolog i dine egne tekster – fx i en novelle – så prøv denne model:
Trin 1: Vælg en situation
Find en situation, der har følelsesmæssig betydning. Fx:
Før en vigtig prøve
Efter en ulykke
Midt i en konflikt
På vej til at tage en stor beslutning
Trin 2: Gå ind i hovedet på personen
Skriv, hvad personen tænker og føler. Forestil dig, at du er dem.
Trin 3: Vær ærlig – og skriv i nuet
Glem læseren. Skriv, som om du virkelig var personen. Brug korte sætninger, fragmenter, gentagelser – alt det, der gør tankerne troværdige.
Trin 4: Skab kontrast til det ydre
Hvis der er andre personer i teksten, så vis forskellen mellem, hvad der bliver sagt højt, og hvad der tænkes indeni.
Øvelse 1: Genkend indre monolog
Læs dette tekstuddrag:
“Han ser på mig. Jeg ved, hvad han vil sige. Jeg nikker bare. Mine hænder er kolde. Han ved det ikke. Jeg siger det ikke. Men tankerne råber: Du forstår ingenting.”
Spørgsmål:
Er det en indre monolog?
Hvordan kan du se det?
Hvad får vi at vide, som personerne i teksten måske ikke ved?
Øvelse 2: Skriv en kort indre monolog
Skriv en tekst på 8-10 linjer, hvor du er en person, der:
Sidder i klasselokalet og har glemt sin aflevering
Skal til at sige noget svært til en ven
Har vundet noget, men tør ikke juble
Lad læseren høre dine tanker – ikke dine ord.
Tjekliste: Har du styr på indre monolog?
Har du fundet en situation med følelser og konflikt?
Har du skrevet i 1. person og/eller med adgang til tanker?
Er der forskel mellem det, der tænkes, og det, der siges?
Er sætningerne realistiske som tanker?
Skaber monologen dybde i karakteren?
Har du brugt den indre monolog til at vise noget, læseren ellers ikke ville vide?