Artikellayout: Alt du skal vide om artiklen og dens opsætning

Af Rebecca Rasmussen 13-10-2023
Artikellayout: Alt du skal vide om artiklen og dens opsætning

Skal du skrive en artikel på dansk, og er du usikker på hvad artikellayout dækker over? Så læs med her. Vi har samlet alt, du skal vide om, hvad en artikel er for noget, hvilke typer artikler der findes, og hvordan du opbygger sådan en. Vil du have personlig lektiehjælp i dansk, står også vi klar til at hjælpe dig hos GoTutor.



Hvad er artikellayout?

Layout betyder opsætning. Begrebet dækker over dét at arrangere tekst, billeder som eksempelvis pressefotos, illustrationer og andre grafiske virkemidler i aviser. Layout dækker over forskellige elementer i aviser og magasiner. Vi har lavet en liste over dem her:


Artikel layout



  • Avishoved
    Avishovedet ser man på forsiden af en avis. Den indeholder avisens navn og kendetegnes ved ofte at være en genkendelig dekorativ skrift, somme tider kombineret med en figur. Avishovedet udskiftes næsten aldrig, da det har til formål at skabe genkendelse hos læseren.

  • Rubrik
    Rubrikken er overskriften i artiklen. Den placeres naturligvis i toppen, da den skal fange læserens nysgerrighed og opmærksomhed. Den skrives ofte med fed skrift, så den er let at læse, og den skal indeholde artiklens emne.

  • Underrubrik
    Underrubrikken er en lille beskrivelse, som fungerer som en ekstra overskrift. Som navnet antyder, placeres den lige under rubrikken. Den skal hænge sammen med rubrikken og uddybe pointen i artiklen. Den skal kun være 1-2 sætninger.

  • Mellemrubrik
    Mellemrubrikken placeres inde i brødteksten. Du kan sagtens lave flere mellemrubrikker, hvis du synes, det er nødvendigt. De skal bruges som overskrifter til at opdele brødteksten i forskellige afsnit. Det hjælper læseren med at skabe overblik.

  • Manchet
    En manchet kan minde lidt om en underrubrik, da den indebærer en kort tekst om, hvad artiklen handler om i starten af artiklen. Den er dog længere end underrubrikken og mere beskrivende. Manchetten er derudover ofte i fed skrifttype.

  • Billede
    Det er en god idé at tænke over størrelsen på billeder i en artikel. Det er ofte billeder, som læseren ser først, og derfor har de også stor betydning.

  • Billedtekst
    Billedteksten er, som det ses i ordet, den tekst, der skrives under billeder i en artikel. Der er nogle retningslinjer for, hvad billedtekster skal indeholde, og det er blandt andet:

    • En kort beskrivelse af billedet

    • Information om hvor billedet er taget

    • Information om fotografen

    • Evt. ophavsret på billedet

    • Kort guide til hvad læseren skal lægge mærke til

  • Brødtekst
    Brødteksten dækker over selve indholdet i artiklen. Der er nogle normer for brødtekstens layout i en artikel. Den er nemlig ofte opsat i spalter med korte linjer, hvilket gør det lettere for læseren at overskue indholdet i teksten. Dog er internetartikler sjældent inddelt i spalter, da der skal være plads til diverse reklamer og links i artiklen.

    Fun fact... Der er forskellige bud på, hvorfor det hedder en "brødtekst”. Nogle mener, at det er, fordi ordet refererer til hovedindholdet i teksten og derfor til "rugbrødet", hvorved alt andet i artiklen er tilbehør. Andre mener, at det er, fordi journalister i gamle dage blev betalt ud fra, hvor mange linjer der var i deres artikler. Brødteksten var altså derfor dét, der gav penge til "det daglige brød."

  • Byline
    En byline er det sted i artiklen, hvor du angiver, hvem skribenten er. Du kan eventuelt også angive fotograf og illustrator, hvis det er nødvendigt. Den placeres normalt mellem underrubrikken og brødteksten. Den kan også placeres i slutningen af artiklen. Hvis du placerer din byline i slutningen, indikerer den din signatur. Ordet byline stammer fra engelsk, hvor ordet "by" refererer til "af" og "line" betyder "linje".

  • Faktaboks
    En faktaboks er, som navnet antyder, en boks, hvor man kan skrive relevant fakta på en overskuelig måde.

  • Citater/citatboks
    Citatboks refererer til de citater, man udvælger til at "stikke ud" fra artiklen. De behøver ikke nødvendigvis at være indrammet i en boks, men de skal bare være i større skriftstørrelse. Citater og citatbokse har til hensigt at holde læserens interesse.

  • Annoncer
    Der er ofte også gjort plads til reklamer og annoncer i artikler.

Derudover kan du med fordel også tage stilling til:

  • Skrifttype

  • Typografi

  • Skriftstørrelse

  • Linjeafstand

  • Spalter



Hvad er en artikel?

En artikel er en skriftlig form for kommunikation, der præsenterer information, analyser, nyheder, meninger eller beskrivelser af et bestemt emne. Artikler findes i en bred vifte af medier, herunder aviser, magasiner, tidsskrifter og onlinepublikationer. Formålet med en artikel kan variere afhængigt af konteksten og mediet, men det involverer typisk at formidle information eller synspunkter til læserne.



Typer af artikler

En artikel hører under sagprosa, som er en fælles betegnelse for tekster, som relaterer sig til begivenheder eller tilstande fra virkeligheden. Artikler omfatter bl.a.:

  • Debatindlæg
    Et debatindlæg fokuserer på forfatterens personlige meninger og holdninger. Forfatteren af et debatindlæg kaldes for debattøren.

  • Læserbrev
    Et læserbrev er skrevet af en læser og altså ikke af journalister, som er tilknyttet mediet. Læseren skal argumentere for sin egen holdning til eksempelvis politik eller andre samfundsrelevante emner.

  • Klumme
    En klumme kan somme tider ligne læserbrevet og debatindlægget, men der er dog nogle elementer, der er anderledes. En klumme er mere kort og konkret end andre typer af artikler. Man skal derfor, når man skriver en klumme, tænke over ikke at skrive noget fyld, og at hver en sætning har en pointe, som er tilknyttet artiklens emne. Klummen er derudover ofte fyldt med humor og provokerende vinkler, da dens hensigt ofte er at underholde.

  • Anmeldelse
    En anmeldelse er en type artikel, der evaluerer og vurderer et produkt, en tjeneste, en begivenhed, en kunstnerisk præstation eller en anden genstand af interesse. Anmeldelser har til formål at informere læsere om kvaliteten, egenskaberne og oplevelsen af det, der bliver anmeldt. Anmeldelser kan variere i form og indhold afhængigt af det, der vurderes, men de inkluderer normalt følgende elementer:

    • Beskrivelse

    • Kriterier

    • Evaluering

    • Fordele og ulemper

    • Eksempler

    • Sammenfatning

  • Kommentar
    Kommentarartikler er subjektive og giver forfatteren mulighed for at udtrykke sig frit, argumentere for en sag eller reflektere over aktuelle begivenheder.

  • Leder
    En leder, også kendt som en lederartikel, lederkommentar eller blot en "leder," er en type artikel, der udtrykker holdningen og synspunktet fra redaktionen eller udgiveren af en avis, tidsskrift eller nyhedsmedie. Lederartikler er normalt skrevet af en redaktør, en lederforfatter eller et medlem af redaktionen og repræsenterer den officielle holdning og retning af mediet i forhold til et bestemt emne eller spørgsmål.

  • Nyhedsartikel
    En nyhedsartikel skal informere om begivenheder, som er aktuelle. Begivenhederne kan både være lokale, nationale eller internationale. De skal blot have nyhedsværdi.

  • Reportage
    En reportage er kendetegnet ved, at journalisten er som en flue på væggen i forhold til de begivenheder, der formidles. Journalisten skal give læseren en følelse af at være midt i begivenhederne.

  • Interview
    Hvis artiklen er skrevet ud fra et interview, og interviewet derfor fylder hele artiklen, kalder man denne type artikel for “interview”. Det kan både være et portrætinterview eller et saginterview. Interviewartiklen skal være en nøjagtig gengivelse af det virkelige interview og beskrive situationen.

  • Baggrundsartikel
    Baggrundsartiklen er kendetegnet ved, at den er lang. Den kræver, at journalisten har gjort sig umage og undersøgt et emne til bunds. Den går i dybden med et emne og kræver meget research.

  • Pressemeddelelse
    En pressemeddelelse, også kendt som en nyhedsmeddelelse, er en type artikel eller skriftlig meddelelse, der primært bruges til at informere medier og offentligheden om aktuelle begivenheder, nyheder eller vigtige oplysninger om en organisation, begivenhed, produkt eller tjeneste. Pressemeddelelser spiller en central rolle i medie- og PR-branchen og bruges til at generere medieomtale og opmærksomhed om en bestemt begivenhed eller historie.

  • Feature
    Featuren er en type artikel, som skal gengive journalistens oplevelse af en begivenhed, som journalisten står midt i. Den indeholder storytelling og informerer om fakta.

  • Portrætartikel
    En portrætartikel fokuserer på en konkret person og trækker vigtig information frem.

En artikel skal helst overholde de fem nyhedskriterier, for at den er af god kvalitet. De fem nyhedskriterier er:

  1. Væsentlighed

  2. Identifikation

  3. Sensation

  4. Aktualitet

  5. Konflikt



Artiklens opbygning

En artikel skal opbygges på en helt særlig måde, da den har til hensigt at videregive det mest centrale om en nyhed. Derfor bruger mange journalister nyhedstrekanten, når de skal skrive artikler, 



Hvordan analyserer man en artikels layout?

Artiklens layout har stor betydning for læserens opfattelse af teksten som helhed, og der er nogle elementer, den skal overholde. Den skal blandt andet både være spændende, troværdig og henvendt korrekt til sin målgruppe.

Hvis du skal analysere layoutet i en artikel, kan du følge denne model:

Analyser på følgende:

Præsentation af teksten: 

  • Rubrikken/overskriften

  • Manchetten/underrubrikken 

  • Mellemrubrikker 

  • Brødteksten 

  • Spalter – bredde, længde 

  • Infobokse 

  • Billeder og billedtekst 

  • Illustrationer, kurver og grafer 

  • Teksttype

  • Tekststørrelse 

  • Farver 

Du kan også analysere på:

  • Hvordan tilpasser layoutet sig til artiklens målgruppe?

  • Hvordan er blikfanget i artiklen?

  • Er layoutet overskueligt, og er teksten let at orientere sig i?

  • Sidst men ikke mindst: Synes du, at layoutet er troværdigt i forhold til mediet?



Guide til at lave spalter i Word

  • Du starter med at markere din tekst (Du kan bruge CTRL+A, hvis du vil markere hele dokumentet).

  • Derefter skal du vælge fanen "Sidelayout" og så knappen, der hedder "Spalter". Efterfølgende skal du vælge det antal spalter, du ønsker artiklen skal indeholde.

  • Nu er teksten, som du har markeret, inddelt i spalter.

  • Du kan ligeledes ophæve dine spalter ved at markere teksten og derefter vælge "En" på listen over spalter.

  • For at justere på spaltebredden skal du vælge fanen "Vis" og sæt flueben i "Lineal". Derefter skal du trække i kanten markeringen. Nu kan du justere dine spalter manuelt, både i forhold til antal spalter, bredde af spalterne og afstanden.

Mød forfatteren:

Billede af

Hej jeg hedder Rebecca og jeg skriver artikler her på GoTutors hjemmeside. Til dagligt læser jeg en kandidat i sprogpyskologi, og jeg har en bachelor i kommunikation og psykologi. Jeg interesserer mig for strategisk formidling og psykologiske emner, og jeg håber at i kan få ny viden og gode råd fra mine indlæg!

Søger du privat lektiehjælp?

  • GoTutor er Danmarks bedst anmeldte

  • Mange års erfaring og en del af Egmont

  • Trænede og uddannede undervisere

  • Fast lav pris og fair vilkår


Eller kontakt os på: info@gotutor.dk

Du vil måske også synes om

Hovedsætninger og ledsætninger
Hovedsætninger og ledsætninger

Du har nok hørt om hovedsætninger og ledsætninger i danskundervisningen, sammen med grundled og udsa...

Cathrine Noer Hjorth 08-11-2022
Kunsten at lege med sprog: Stilistiske Virkemidler i fokus
Kunsten at lege med sprog: Stilistiske Virkemidler i fokus

Er du stødt på begrebet stilistiske virkemidler, men er ikke helt sikker på, hvad det dækker over? I...

Vár Haraldsen 29-09-2023
Forstå substantiver (navneord) i det danske sprog
Forstå substantiver (navneord) i det danske sprog

Du kender allerede substantiver, for din hverdag er nemlig fyldt med dem! Du har måske en fodbold, e...

Elisabeth Lysholm Olsen 12-10-2022
Lad os tale sammen

Vi er klar til at svare på dine spørgsmål.
Ring til os på:

71 99 71 90