Autofiktion er en populær genre, der blander fakta og fiktion, men netop af denne grund er det også en genre, som vækker stor debat. Grænserne mellem det virkelige og det opdigtede er ikke altid helt tydelige, og det kan så tvivl hos modtageren om, hvad der er sandt, og hvad der ikke er sandt.
I dette indlæg vil vi forklare, hvad autofiktion er, hvilke genretræk autofiktion har, og hvordan autofiktion adskiller sig fra selvbiografien. Vi vil give et par eksempler på autofiktion, og vi vil vise, hvad du kan undersøge i en analyse af autofiktion. I de sidste afsnit kan du reflektere over, hvordan autofiktion afspejler sig i vores hverdag på sociale medier, og hvordan autofiktion rejser nogle dilemmaer.
Hvad er autofiktion?
Autofiktion er en skønlitterær genre, som derfor omhandler fiktive fortællinger, men hvor forfatteren tager elementer fra virkeligheden og gør dem fiktive. Autofiktion kan derfor ses som en blandingsgenre eller en hybridgenre, fordi den blander fiktion og virkelighed.
Det første og vigtigste element fra virkeligheden er forfatterens egen inddragelse i historien. Det græske ord auto betyder ‘selv’, og autofiktion betyder derfor ‘selv-fiktion’ - altså skriver forfatteren en fiktiv historie om sig selv. Derfor ser man, at hovedpersonen i historien ofte (men ikke altid) har samme navn som forfatteren, og at historien bliver fortalt af en jeg-fortæller, som er forfatteren selv.
Autofiktionens genretræk
Autofiktive værker er altså først og fremmest karakteriseret ved, at forfatteren inddrager sig selv i historien og leger med forholdet mellem det virkelige og det opdigtede. Autofiktion indeholder derfor elementer, som udspringer fra virkeligheden, men som forfatteren har fiktionaliseret.
At noget er fiktionaliseret betyder, at forfatteren tilføjer fiktive elementer til sin historie eller giver virkelige handlinger en fiktiv drejning. Forfatteren fremstiller en handling, som om den har fundet sted. Handlingen virker dermed realistisk, men forfatteren har fordrejet historien. Eksempler på fiktionaliseringer er:
At overdrive
Hvis forfatteren inddrager en handling, der har fundet sted i virkeligheden, men vælger at overdrive handlingen, vil det være fiktionaliseret.At bruge symboler og metaforer
Forfatteren kan vælge at bruge symboler og metaforer til at beskrive følelser eller til at fremstille en handling.At ændre i kronologien
Hvis forfatteren ændrer handlingernes rækkefølge (fx for at skabe et mere spændende handlingsforløb), er det fiktionalisering.At ændre personers handlinger og personlighedstræk
Personerne, der indgår i historien, kan være virkelige personer, men hvis forfatteren opdigter historier om dem og/eller opdigter nogle træk ved deres personlighed, er det fiktionaliseret.
Hvad er forskellen på autofiktion og selvbiografi?
Fordi autofiktive værker handler om forfatteren selv, kan genren minde om en selvbiografi. Forskellen er, at en selvbiografi holder sig til at gengive virkeligheden (eller rettere sagt: forfatterens erindring af virkeligheden), mens autofiktion leger med virkeligheden. Altså er en selvbiografi fakta, mens autofiktion blander fakta og fiktion.
Som læser får man fortalt, at et litterært værk er autofiktion, fordi det står i værkets paratekst - det vil sige al den tekst, som ikke er en del af det egentlige værk, som fx omslaget (forsiden og bagsiden), forord og forfatterbiografien. Der vil stå skrevet, om det er en roman, en novelle, et digt eller lignende fiktionsbetegnelser. Det er dermed ikke forfatterens hensigt at bilde læseren ind, at historien er en gengivelse af virkeligheden. Tværtimod. Det skal fremgå tydeligt af både parateksten og selve historien, at fortællingen er opdigtet.
Desuden kan skønlitterære værker, som ikke er autofiktion, læses biografisk. Det betyder, at historien ikke handler om forfatteren selv, men at historien alligevel på en eller anden måde afspejler elementer af forfatterens liv. Mange - hvis ikke de fleste - mennesker er bedst til at skrive om ting, som de kender til.
En forfatter, som eksempelvis er tidligere alkoholiker, kan derfor skrive en skønlitterær roman, hvor hovedpersonen er alkoholiker. Her skal hovedpersonen ikke opfattes som forfatteren selv, men læseren kan tænke over, om beskrivelserne af de af hovedpersonens tanker, følelser og handlinger, der har noget med alkohol at gøre, er referencer til forfatterens egne oplevelser.
Eksempler på autofiktion
Et kendt eksempel på autofiktion er Yahya Hassans digtsamlinger med titlerne Yahya Hassan og Yahya Hassan 2. Digtene tager udgangspunkt i hans barndom, og han beskriver, hvordan han er opvokset med en voldelig far, hvordan han føler sig svigtet af sine forældre, og hvordan han havnede i kriminalitet i en tidlig alder.
Autofiktion kan være litterære værker, men det kan også være eksempelvis sangtekster, film og tv-serier. Et andet kendt eksempel på autofiktion er tv-serien Klovn og de tilhørende film. Hovedpersonerne er Frank Hvam og Casper Christensen, og de spiller begge fiktionaliserede udgaver af sig selv.
Det samme gør en lang række kendte danskere, som gæsteoptræder eller har større roller i serien. Serien virker realistisk i den forstand, at den handler om hverdagsproblemer (især Franks problemer), at den foregår i nutiden, og at den tager udgangspunkt i Frank og Caspers makkerskab efter deres arbejde med serien Langt fra Las Vegas, som de også lavede i virkeligheden.
Seeren kan dog alligevel tydeligt se, at serien er fiktion. For eksempel hedder Mia Lyhnes karakter Mia Christensen, hvert afsnit har et handlingsforløb med en start, midte og slutning, der passer til en komedieseries typiske varighed på 20-25 minutter, og vigtigst af alt står der i seriens intro, at serien er “baseret på virkelige hændelser” - altså er det ikke virkelige hændelser.
Det, som autofiktionen gør bedre end fiktionen, er, at man som seer har nemmere ved at forestille sig, at handlingerne i Klovn lige så godt kunne være sket for Frank og Casper i virkeligheden.
Hvordan analyserer man autofiktion?
Der er mange ting at tage fat i, når man laver en tekstanalyse i dansk. Du kan finde hjælp i vores andre indlæg, hvis du skal analysere en novelle eller et digt. Der vil dog altid være øvrige punkter, som er relevante at se på, når værket tilhører autofiktion. Det gælder disse spørgsmål:
Hvad står der i parateksten (fx en bogs forord eller bagside) om forfatteren, værket og genren?
Hvilke informationer kan du finde om forfatteren i andre tekster? (Fx interviews)
Opfatter du værket eller elementer af værket anderledes, efter du har fået kendskab til forfatteren?
Hvordan fremstiller forfatteren sin person og sine oplevelser?
Hvilke elementer af værket opfatter du som fiktion, og hvilke opfatter du som virkelighed?
Perspektivering: Autofiktion på sociale medier
Når forfattere fortæller historier fra deres liv og fiktionaliserer dem, er det faktisk lidt det samme, som vi gør på sociale medier. Vi deler øjeblikke fra vores liv, men for manges vedkommende er det kun de allermest sjove og spændende øjeblikke. Man har måske skullet tage hundrede billeder for at fange det perfekte billede, og man ender måske med at bruge et filter. På den måde viser vi fiktionaliserede udgaver af os selv, og det kan derfor ses som en slags autofiktion.
Forskellen på sociale medier og kunsten er dog, at de fleste på sociale medier gerne vil fremstille sig selv positivt, mens det i kunsten snarere handler om at fremstille de smertefulde og skamfulde sider af ens liv.
Problematikker og etiske dilemmaer i autofiktion
Der opstår nogle etiske dilemmaer, når man skriver autofiktion. Er det fx i orden, at forfatteren fortæller om private ting om sine venner og familie? Hvis forfatteren skriver hemmelige og/eller dårlige ting om bestemte personer, kan disse personer føle sig udstillet. Det kan gå ud over deres ry, og det kan skade deres relation til forfatteren. De kan også afvise, at fortællingerne skulle være sande og dermed beskylde forfatteren for at lyve.
Grænsen mellem fiktion og virkelighed kan også være så svær at se, at modtageren bliver i tvivl om, hvad der er sandt, og hvad der er opdigtet. Genren er først og fremmest skønlitterær (og dermed fiktiv), og man skal derfor ikke regne med, at alle elementer i historien er virkelige, men hvis modtageren glemmer dette, kan de sprede usande historier om personerne i værket.
Fordi forfatteren er så involveret i værket, står vedkommende i høj grad på mål for indholdet, og det kan have store konsekvenser. Yahya Hassan kritiserede bl.a. islam, indvandrere og sine forældre i sine digte, hvilket gjorde nogle folk så vrede, at han modtog dødstrusler, og at han blev overfaldet.