Du er måske lige startet på et nyt studie eller vendt tilbage efter en lang sommerferie. Læs med her, hvis du har brug for motivation og råd til at skabe dig nogle gode læsevaner.
Som studerende er der meget selvstændig studietid, der oftest er udformet som læsning af tekster. Og for at være helt ærlig – det er ikke alle tekster, der er lige spændende, og dermed kan det være svært at hanke op i sig selv og få læst alle siderne. Det handler derfor om at skabe nogle gode læsevaner, så du kan følge med og få maksimalt udbytte af dit studie.
Få en rutine i hverdagen
Det første råd er at skabe en rutine i hverdagen. Du har måske nogle dage, hvor du ikke har nogle timer, men dette betyder ikke, at man har fået en ekstra fridag (selvom det kan føles sådan). Stå derfor op til samme tid, som du plejer, for at komme i gang fra start af. Hvis du har svært ved at kontrollere det, så læg begivenheder ind i din kalender for at minde dig selv om, at du skal læse. Lav evt. en blok fra 9-14, der hedder “studietid”.
Giv dig selv lov til pauser
Selvom man har sat en masse timer af til at læse, kan det stadig være svært at holde koncentrationen i mange sider ad gangen. Det er derfor vigtigt, at du i din studietid indlægger løbende pauser. Studier viser, at man i gennemsnit kan koncentrere sig i 20 minutter ad gangen, hvorefter hjernen har brug for en pause. Det kan dog variere fra person til person, så mærk efter, hvornår du selv begynder at miste koncentrationen, og tag så derefter en pause på 5 minutter. Sæt eventuelt en timer på 5 minutter, så du er sikker på at komme i gang igen, inden du lige pludselig har mistet en time af studietiden. Dog er det generelt en god idé at planlægge læsetid - og pausetid. Du kan læse vores indlæg omkring "Pauser og planlægning" her.
Kom væk hjemmefra
Et godt råd er at tage ud et sted og læse. Derhjemme er der altid en masse overspringshandlinger, som man lige kan nå at gøre. Måske giver man sig selv lov til at se et enkelt afsnit på Netflix (som altid bliver til flere), bruger lidt tid på at spille Candy Crush på telefonen eller ligefrem beslutter sig for at rengøre hele ens lejlighed (bare for at udskyde 30 sider). Overspringshandlinger kan nemt fjerne fokus fra studietid, så benyt derfor tiden et sted, hvor du kommer væk fra overspringshandlingerne. Der findes mange forskellige læsesale rundtomkring og biblioteker, hvor man nemt kan sidde uforstyrret og koncentrere sig. Det bliver dermed nemmere at læse, da der er meget færre distraktioner. Har du dog mistet koncentrationen, så læs vores indlæg omkring hvordan du genvinder den!
Stop sammenligninger
Husk på, at alle lærer forskelligt, og lad derfor være med at lade dig stresse eller presse af dine medstuderende. Nogle fungerer bedst ved at stå op kl. 7 og begynde læsningen med det samme, mens andre hellere vil sove længe og starte i løbet af formiddagen. Mærk efter og husk på, hvad der virker bedst for dig. Det vigtigste er, at man får læst teksterne – og måske fungerer du bare bedst om aftenen.
Studiekredse
Et sidste råd er at etablere en studiekreds eller en læsegruppe, hvor I kan diskutere tekster, som I har læst. Studier viser, at man kun husker 10% af hvad man læser, hvis man kun får det ind i hjernen én gang, hvilket betyder at man har brug for at repetere for at huske bedre. Genfortæl derfor teksterne for hinanden, og snak om hvor der var udfordringer med at forstå tekstens formål eller teori. Samtidigt kan en studiekreds betyde, at man har nogle læseaftaler eller deadlines, som man skal overholde, hvilket skaber incitament til at få læst teksterne grundigt.
God fornøjelse!