Bestræbelserne på at få gode karakterer, feste hver weekend og mødes med mormor til kaffe, kan skabe følelsen af at være utilstrækkelig og i værste fald føre til stress. Så hvordan vender vi denne velmente ambition til noget positivt? Vi har samlet nogle tips til, hvordan du kan lære at prioritere mellem det sociale og faglige i gymnasiet.
Læs også: Skolearbejde: Sådan prioriterer du mellem afleveringer og lektier.
1. Planlægning
Planlægning og struktur er den bedste måde at undgå stress på. Det kan derfor være en god idé at tjekke sit skema søndag aften, inden en ny uge går i gang. Skriv de afleveringer og lektier ind i kalenderen, som du allerede nu kender til. Du kan fx bruge kalenderen på din telefon eller computer. Det kan ikke understreges nok, hvor vigtigt det er at skrive sine planer ned. Mange tror, at det er nok at planlægge i hovedet, men det er enormt anstrengende for hjernen. Hvis man skriver sine planer ned, aflaster man hjernen og frigør energi til andre ting.
Når du har skrevet alle dine afleveringer og lektier ind i kalenderen, så kan man bedre danne sig et overblik over, hvornår der er tid til fest, fodbold eller kaffe med vennerne fra folkeskolen.
2. Få gang i batterierne!
Giver du dig selv plads nok i hverdagen til at gøre de ting, der giver dig energi og glæde? Tænke over nogle af de ting, som du ”plejede” at have tid til, og som gav dig energi og glæde. Er der stadig en balance mellem pligter og fornøjelse? Måske skal du bruge mindre tid på dine skoleopgaver, holde dig inden for det antal timer opgaven er sat til? Måske skal du sige nej til kaffe med mormor i weekenden, selvom dine forældre synes, du bør tage med? Måske skal du springe en bytur over indimellem? Velvidende at du IKKE mister dine venner af den grund.
3. Du kan ikke nå det hele
Der er kun de grænser, du selv sætter. I gymnasietiden vil der være grænser som overskrides. Det er helt almindeligt. Det er nemlig i gymnasiet vi gør os vores første erfaringer i forhold til tempo, mængden af opgaver vi kan klare, og hvor mange aftale vi kan klare at sige ja til. Bliv ikke forskrækket over, at du indimellem føler dig meget udfordret. Du går i gymnasiet for at lære. Der er ingen, der forventer, at du er ekspert og bare har styr på dit liv og din tid. Der er heller ingen der forventer, at du deltager 100 % i alting.
Virker det hele alligevel for overvældende, da kan det være en god idé at tale med sin studievejleder eller lærer. Tag en snak med dem om, hvordan de mener du bør prioritere dine opgaver, og hvad der er realistisk at nå.