En kildeliste (også kaldet en ‘litteraturliste’) er vigtig at have med i din opgave, når du inddrager ny viden, som du har fundet i bøger, på internettet, i avisen eller lignende. Du skal sørge for at have alle de vigtige oplysninger om dine kilder med, og din kildeliste skal se ordentlig ud.
Hvis du har brug for hjælp til at lave en god kildeliste, så læs med her!
Hvad er en kildeliste/litteraturliste?
En kilde er det sted, hvor du får dine informationer fra, når du skriver en opgave eller laver en fremlæggelse. Dine kilder kan være:
En bog
En film
En webside
En web-artikel
En avisartikel
En video
En podcast
En sang
En sangtekst
Et billede
Et maleri
Et SoMe-opslag
En kildeliste/litteraturliste er dermed en liste over dine kilder. Det er vigtigt at inddrage kilder i dine opgaver, hvis du bruger informationer, som du ikke vidste i forvejen, eller som du ikke har haft om i undervisningen.
På den måde kan din lærer se, hvor du har din viden fra. Det er derfor også vigtigt, at du ikke bruger upålidelige kilder - det vil sige kilder, der deler forkert viden. Vær derfor kritisk over for de kilder, du finder, og tjek gerne flere kilder, selvom du ikke ender med at bruge dem alle i din opgave.
Husk, at selvom du laver en kildeliste, må du aldrig kopiere tekster eller tekstbidder fra internettet, bøger eller andre steder, medmindre der er tale om et citat. Hvis du kopierer dele og sætter ind i din opgave, kan du risikere at blive taget for snyd. Så sørg altid for at skrive dine opgaver med dine egne ord!
Hvad skal der stå i en kildeliste/litteraturliste?
Din kildeliste/litteraturliste skal indeholde de væsentligste oplysninger om dine kilder, såsom titel og forfatter. Disse oplysninger varierer, alt efter hvilken medietype kilden er. Vi vil derfor gennemgå de mest almindelige medietyper én efter én, så du kan se, hvordan du kan angive dine kilder. Det skal dog siges, at der ikke findes én rigtig måde at opstille sin kildeliste på, så det her er ment som en guide.
En bog som kilde
Forfatter (efternavn, fornavne)
Titel
Forlag
Udgivelsesår
Eksempel:
Larsen, Ole Schultz. Håndbog til dansk: Litteratur, sprog, medier. Dansklærerforeningens Forlag/Systime, 2023.
Hvis bogen har to forfattere, er det kun den første forfatter, der skal stå med efternavn først. Eksempel:
Bjerre, Malene & Helge Kvam. Grib journalistikken - metoder og redskaber. Djøf Forlag, 2020.
Hvis bogen har tre eller flere forfattere, kan du med fordel nøjes med at skrive navnet på den første forfatter efterfulgt af ‘m.fl.’ (‘med flere’). Eksempel:
Engberg-Pedersen, Elisabeth, m.fl. Semantik. Samfundslitteratur, 2019.
Denne forskel på kildeangivelse ved én, to og flere forfattere gælder også for filminstruktører, tekstforfattere, podcastværter og kunstnere, men fra nu af nøjes vi med at vise ét eksempel for hver medietype.
En film som kilde
Instruktør (efternavn, fornavne)
Titel
Produktionsselskab
Udgivelsesår
Eksempel:
Metz, Janus. Armadillo. Fridthjof Film, 2010.
En webside som kilde
Tekstforfatter, hvis der er en (efternavn, fornavne)
“Sidens overskrift”
Navn på websiden
Dato for sidens oprettelse eller seneste redigeringsdato, hvis der er en
URL-adressen som link
Dato for den dag du senest har besøgt siden
Eksempel:
“Karakterskala - 7-trinsskalaen”. UddannelsesGuiden, 12. juli 2022. https://www.ug.dk/uddannelser/artikleromuddannelser/karakterskala-7-trinsskalaen (Besøgt 1. september 2023)
En web-artikel som kilde
Tekstforfatter, hvis der er en (efternavn, fornavne)
“Titel på web-artiklen”
Navn på websiden
Dato for artiklens udgivelse eller seneste redigeringsdato
URL-adressen som link
Dato for den dag du senest har besøgt siden
Eksempel:
Norén, Laura. “En guide til reportager - alt du skal vide om en reportage”. GoTutor, 14. juni 2023. https://gotutor.dk/blog/en-guide-til-reportager-alt-du-skal-vide-om-en-reportage (Besøgt 1. september 2023)
En trykt avisartikel som kilde
Forfatter (efternavn, fornavne)
“Titel på artiklen”
Navnet på avisen
Dato for artiklens udgivelse
Eksempel:
Winter, Tobias. “Den nye sag mod Trump”. Information, 3. august 2023.
En video som kilde
Udgiver af videoen
“Titel på videoen”
Titel på websiden
Udgivelsesdato
URL-adressen som link
Dato for den dag du senest har besøgt siden
Eksempel:
P3 Essensen. “Sådan reagerer kroppen i rummet”. YouTube, 26. juni 2023. https://www.youtube.com/watch?v=AkgZk9FX7-U (Besøgt 1. september 2023)
En podcast som kilde
Vært (efternavn, fornavne)
“Titel på episoden”
Titel på podcasten
Udgiver af podcasten
Dato for episodens udgivelse
Eksempel:
Ingrisch, Anna. “Håbløshed i Hollywood”. Genstart, DR, 9. august 2023.
En sang som kilde
Kunstner (efternavn, fornavne/bandnavn)
Titel
Pladeselskab
Udgivelsesår
Eksempel:
The Minds of 99. Som Fluer. No3, 2019.
En sangtekst som kilde
Tekstforfatter (efternavn, fornavne)
Titel
Udgivelsesår
Eksempel:
Ingemann, B. S. I Østen stiger solen op, 1837.
Et billede som kilde
Fotograf/kunstner
Titel på billedet, hvis der er en
Årstal for billedets tilblivelse
Evt. URL-adressen som link
Eksempel:
Widener, Jeff. Tank Man, 1989.
Et maleri som kilde
Kunstner
Titel
Årstal for maleriets tilblivelse
Evt. teknik
Eksempel:
van Gogh, Vincent. Solsikker, 1888. Olie på lærred.
Et SoMe-opslag som kilde
Profil [og brugernavn]
“Opslagstekst” (hvis teksten er lang, så skriv kun de første 20 ord)
Medie
Opslagsdato
URL-adressen som link
Dato for den dag du senest har besøgt opslaget
Eksempel:
National Geographic [@natgeo]. “Photo by @franslanting | Emperor penguins are in serious trouble. Unlike penguins that gather on solid ground to raise their young…” Instagram, 30. august 2023. https://www.instagram.com/p/Cwihlv7y44k/ (Besøgt 1. september 2023)
Godt at vide om kildelister/litteraturlister
Som nævnt findes der ikke kun én rigtig måde at opstille sin kildeliste/litteraturliste på. Hvis din lærer har bedt dig om at lave en kildeliste på en bestemt måde, gør du det. Ellers kan du spørge din lærer, om de foretrækker en bestemt måde.
Husk også at opstille kilder af samme type på samme måde i samme kildeliste - det vil sige, at hvis du refererer til en bog på den måde, som vi har vist ovenfor, skal du referere til alle bøger på samme måde i din kildeliste. Hvis du i stedet sætter bogens udgivelsesår efter forfatterens navn, skal du også gøre det ved de andre bøger, så rækkefølgen bliver den samme.
Når du indsætter URL-adresser som link, er det vigtigt, at du også husker at skrive, hvilken dato du sidst har besøgt websiden. Links kan nemlig ændres eller slettes, og det kan ske i den korte periode, fra du afleverer din opgave, til din lærer læser den. Ved at skrive din besøgsdato kan din lærer se, at du har brugt linket, mens det stadig var aktivt.
Din kildeliste skal stå nederst i din opgave eller på sidste dias (afhængigt af om du skriver i et Word-dokument eller en PowerPoint-præsentation eller lignende). Det er kun bilag, der kan komme efter kildelisten.
Det sidste, du skal huske, er at sætte dine kilder i alfabetisk rækkefølge. Måske har din lærer bedt dig om at adskille fx bøger og internetkilder i to lister, så bøgerne står for sig, og internetkilderne står for sig. I så fald skal hver enkelt liste stå i alfabetisk rækkefølge.
Sådan kan en kildeliste/litteraturliste se ud
De eksempler, som vi har brugt i dette indlæg, vil se sådan her ud i en samlet kildeliste:
Bjerre, Malene & Helge Kvam. Grib journalistikken - metoder og redskaber. Djøf Forlag, 2020.
Engberg-Pedersen, Elisabeth, m.fl. Semantik. Samfundslitteratur, 2019.
Ingemann, B. S. I Østen stiger solen op, 1837.
Ingrisch, Anna. Håbløshed i Hollywood. Genstart, DR, 9. august 2023.