Det kan være svært at vide, hvornår to ord skal sættes sammen til ét ord, og hvornår de skal stå hver for sig, og derfor kan sammensætninger være svære at finde ud af. Prøv at kigge på billedet ovenover og se, hvor mange sammensætninger du kan finde.
Forklaring af sammensætninger
Et sammensat ord er et ord, der er lavet af to eller flere selvstændige ord.
Fx
Barnevogn (barn + vogn)
Matematikopgavebog (matematik + opgave + bog)
Mange forskellige ordklasser kan være med til at lave disse sammensatte ord. En sammensætning kan laves af:
to substantiver (navneord): træ + kasse = trækasse.
et verbum (udsagnsord) og et substantiv: tegne + bog = tegnebog.
et adjektiv (tillægsord) og et substantiv: lille + bror = lillebror.
Forveksling af danske og engelske ord
Der er forskellige regler for sammensætninger, afhængigt af hvilket sprog det er. På dansk bliver alle sammensatte ord trukket sammen til et ord. Af denne grund bliver ord som ”sofapude”, ”skrivebord” og ”loftslampe” skrevet i ét ord, fordi de alle en kombination af to selvstændige ord. Til gengæld vil engelske ord med samme betydning ikke blive sammentrukket. Efterhånden er der kommet flere og flere engelske ord ind i det danske sprog, hvilket kan få mange danskere til at blande de engelske sprogregler med de danske. Det kan dog skabe problemer, når sprogreglerne er så forskellige fra sprog til sprog.
I tilfældet af tvivl
Selvom sammentrækninger bliver skrevet i ét ord på dansk, kan der opstå tidspunkter, hvor det kan se lige så rigtigt ud at skrive sammentrækningen i to ord som i et ord. Dette sker oftest, når ordet er blevet sammensat af et adjektiv og et substantiv.
Du kan sagtens stå i en situation, hvor det ser rigtigt ud både at skrive noget i ét ord eller at dele det i to ord. Det sker ofte ved sammensatte ord med et adjektiv først.
Fx
rød kål eller rødkål
små børn eller småbørn
stor kommune eller storkommune
Eksemplerne kan måske virke forvirrende, men de betyder noget forskelligt. ”Rød kål” er kål, som er rødt og ikke en anden farve. ”Rødkål” er en specifik slags kål. Det samme gælder for de to næste eksempler. ”Små børn” er børn, som er små og ikke andre størrelser. ”Småbørn” er en bestemt slags børn. En ”stor kommune” er en kommune, som er stor og ikke f.eks. lille, mens en ”storkommune” er en specifik slags kommune. Da meningen af ordet kan ændre sig, afhængigt af om der er mellemrum mellem ordene, er det derfor vigtig at vide, hvad man mener, så man kan skrive ordet/ordene korrekt. Hvis ikke man gør det, kan det være, at der opstår forvirring i sætningen, eller sætningen kan komme til at betyde noget andet.
Fx
Falck redder hårdt kvæstet i ulykke.
Falckredder hårdt kvæstet i ulykke.
Som man kan se, er der stor forskel i betydningen af de to sætninger. I den første er det Falck, der redder en hårdt kvæstet person i en ulykke. I den anden er det falckredderen, der er selv er blevet hårdt kvæstet i en ulykke.
Få hjælp af din udtale
Hvis du vil være helt sikker på, at du deler eller sammentrækker ordene rigtigt, så er der hjælp at hente fra din udtale. Når du siger et ord, så læg mærke til, hvilke(t) led du lægger trykket på. Hvis du lægger mest tryk på første led, så skal ledene sammentrækkes til ét ord. Hvis du lægger lige meget tryk på begge led, så skal de skrives i to ord.
Fx
Rødkål = ét ord fordi trykket er på første led
Rød kål = to ord fordi der er tryk på begge led