Accenttegn på dansk – alt, du skal vide

Vi bruger primært accenttegnet til at adskille ens stavede ord og ordformer fra hinanden og dermed lette læsningen. Tegnet har således en tydeliggørende funktion og kan hjælpe læseren meget. Men det er altid valgfrit, om man vil sætte accenttegn på dansk – og dermed ikke en fejl, hvis man undlader at gøre det.

Hvad er et accenttegn?

Det danske accenttegn, også kaldet accent aigu, er det lille tegn ´ over f.eks. e’et i ordet én. Tegnet er altid placeret over en vokal, f.eks. én, allé og markér.

Hvornår bruger man accenttegn?

Accenttegnet accent aigu markerer trykstærk udtale af en stavelse, og ved at sætte det kan du tydeliggøre, hvordan et ord skal læses og forstås. Vi kan sætte accenttegn ved:

Ordene en, et, her og der

Når en, et, her eller der skal udtales trykstærkt, kan vi markere det med accenttegnet, f.eks.:

·       Han har købt én flaske vin (men ikke f.eks. to).

·       Der er ét stykke lagkage tilbage (kun et enkelt).

·       Hér er et godt sted at sidde.

·       Vi har været her før, men ikke dér.

Er en og et en del af andre ord, sætter vi normalt ikke accent over vokalen, f.eks.:

·       Han købte den for enoghalvtreds kroner.

·       Den etårige pige kunne gå selv.

·       Et etbenet bord.

·       Hun fik et engangsbeløb for at lave opgaverne.

Ord, der ender på trykstærkt -e

Der er her tale om flerstavelsesord af fransk oprindelse, og fransk bruger også accenttegn i disse ord. På dansk sætter vi hyppigst accenttegn i ordene, når de uden accenttegn kan forveksles med andre ord eller ordformer, f.eks.:

·       Allé (kan forveksles med flertal af pronomenet al, f.eks. Fuglene fløj i alle retninger).

·       Entré (kan forveksles med verbet entre, der f.eks. betyder at komme ind et sted).

·       Armé (kan forveksles med substantivet og adjektivet arm, f.eks. han har to arme og arme riddere).

Men accenttegnet kan også bruges i ord, som ikke kan forveksles med andre, f.eks.:

·       Han puttede gelé i håret.

·       Hun fik en strålende idé.

·       Det var en attaché fra den tyske ambassade.

Indgår disse ord i andre ord eller ordformer, kan vi også sætte accenttegn, f.eks.:

·       Gelémassen var helt tyk.

·       Den brede allés træer.

·       De arbejdede med stor idérigdom.

·       Han sendte resuméet til læreren.

·       Attachétasken stod i gangen.

·       Sovsen havde en puréagtig konsistens.

Imperativer, der ender på trykstærkt -er

Imperativ, også kaldet bydemåde, er en form af verberne, der udtrykker ordre eller opfordring. Eksempler er åbn, læs og importer, der er bøjet ud fra verbernes grundlæggende form, henholdsvis åbne, læse og importere. Når disse imperativer ender på trykstærkt -er, f.eks. importer, kan de have samme form som et ord fra en anden ordklasse, f.eks.:

·       Importer (imperativ af verbet importere)              

·       Importer (flertal af substantivet import)

·       Marker (imperativ af verbet markere)                   

·       Marker (flertal af substantivet mark)

·       Graver (imperativ af verbet gravere)                    

·       Graver (substantivet graver)

·       Broder (imperativ af verbet brodere)                    

·       Broder (substantivet broder)

Når imperativ af et verbum har samme form som et ord fra en anden ordklasse, kan vi hjælpe læseren ved at sætte accenttegn over vokalen i imperativens trykstærke endelse, -er. På den måde adskiller vi verbet fra det andet ords form, og samtidig viser vi grafisk den trykstærke endelse, som bruges til at udtale verbet i imperativ. Det letter læsningen og forebygger eventuelle misforståelser, f.eks.:

Af denne grund har nogle organisationer regler for brug af accenttegn i netop de tilfælde, hvor imperativ af verbet falder sammen med formen af et andet ord.

Andre sammenfald

Der findes også andre ord end verber i imperativ med trykstærk endelse på -er, som stavemæssigt kan falde sammen med ord fra andre ordklasser. Også i de tilfælde kan vi sætte accenttegn for at skelne mellem ordene, f.eks.:

I sidste eksempel kánon/kanón viser vi – ved at lægge vægt på hver sin vokal – hvordan ordet kanon skal forstås i sammenhængen.

Nogle ord, der staves ens, har begge stærkt tryk – og i de tilfælde viser accenttegnet, at vokalen skal være lang, f.eks.:

·       Der er mós til kødet (= grødagtig masse).               Vi fandt mos i skovbunden (= lav, grøn plante).

Indgår disse ord i andre ord eller ordformer, sætter vi ikke accenttegn, f.eks.:

·       Han lavede kartoffelmos til børnene.

·       Mosede frugter.

·       Mosdyr danner moslignende overflader på bl.a. sten.