For børn og unge er skolegangen i høj grad forandret. Undervisningen er flyttet til hjemmet, og landets undervisere prøver ihærdigt at sende videomateriale og opgaver ud online. Vi kan hurtigt slå fast, at børnenes læring er vigtig, og derfor arbejder skolerne på at finde løsninger, der kan erstatte den tabte klasseundervisning. Hvordan får du eller dit barn mest ud af hjemmeskolingen? Vi kommer med et par effektive råd her:
Videoundervisning
Som nævnt oplever mange børn og unge, at deres undervisere sender videomateriale som et forsøg på at erstatte den almindelige klasseundervisning. Det kan her være en rigtig god idé at tage noter til disse og sørge for, at man ikke bliver distraheret af fx mobiltelefoner eller lignende, mens man ser undervisningsvideoerne. Når man ikke får almindelig undervisning, som man plejer, er det nemlig vigtigt, at man gør en ekstra indsats for at holde sig fokuseret.
En ting er lærernes videomateriale, noget andet er alt det, man kan finde online. Vi har tidligere skrevet et indlæg om online lektiehjælpere, og én af dem er YouTube. Her ligger en masse undervisningsmateriale tilgængeligt. Husk stadig at tage noter til det, du lærer – det giver nemlig meget at føre den nye viden ned gennem hånden på et stykke papir, og samtidigt har du noterne til en dag, du skal bruge dem.
Skype til studiegrupper
En anden måde, man kan få ekstra meget ud af videoundervisningen (eller læsning etc.) er med en online studiegruppe. Snak med en eller flere klassekammerater om at tage en Skypesamtale efter undervisningen, for at man derigennem kan få snakket om det, man har lært. På den måde får man sat ord på tingene, og man får bedre indblik i de emner, der eventuelt kunne forvirre. Man har her også bedre mulighed for at opdage det, hvis man har misforstået noget.
Skype kan generelt fungere rigtig godt under disse omstændigheder, da man også kan lave opgaver i fællesskab. Dette er en god hjælp, fordi man får flere perspektiver på opgaverne, og hvis der er en opgave, man ikke kan finde ud af, kan ens ven måske forklare, hvordan den skal løses.
Brug tid på pensum
Sidst, men ikke mindst, er det altid en god idé at læse pensumtekster særligt grundigt. Især nu, hvor teksterne formentlig ikke bliver gennemgået af en lærer, efter de er læst. Læs mere, og læs det grundigt! Det giver et bedre udgangspunkt for forståelse af fagene, og man bliver mere selvstændig i sin læring.
Brug god tid på at læse teksterne og tage noter til det hele. Du kan evt. aftale med en forælder, at du forklarer, hvad teksten handler om, når du har læst den. På den måde tvinges du til at bearbejde det, der står, og du trænes i at videredele din nye viden.
Du kan læse mere om hjemmeundervisningen her: Sådan holder du børnenes faglighed ved lige.