Skoler og institutioner er lukket ned, og landets skolebørn er sendt hjem til hjemmeundervisning. Det giver store udfordringer for forældrene, hvordan skal tiden bruges? Hos GoTutor anbefaler vi, at det faglige holdes ved lige – hjemsendelsen er ikke en ferie, og børnenes tabte skoletimer ser ikke ud til at blive erstattet. Men hvordan pokker gør du det? Det kommer vi med et par gode råd til her. Opgaverne og legene kan tilpasses forskellige aldersgrupper, og kun fantasien sætter grænser!
Dansk
Hangman
Hangman er en klassiker, de fleste af os kender fra skoletiden. Spillet er både sjovt og lærerigt, og det kan tilpasses alle aldersgrupper. Det træner stavning, læsning og logik, og det er rigtig godt for alle børn at træne, uanset alderstrin. Få mere inspiration her: Sjov undervisning fører til effektiv læring.
Antonymer og synonymer
I kan også træne antonymer og synonymer. Et antonym er et ord, der har den modsatte betydning af et andet ord, mens et synonym er et ord, der har samme betydning som et andet ord.
Hvad er fx. antonym til glad? Det kan være trist. Og hvad kan et synonym være? Det kan være lykkelig eller fornøjet. Dette træner ordforrådet, og det kan ligeledes tilpasses forskellige aldersgrupper.
Matematik
Udendørs leg
Der kan trænes tal på mange måder, og én er dem er med et sjippetorv – man kan fx sjippe med tabeller! Dit barn kan sjippe sig igennem 5-tabellen, 7-tabellen eller 10-tabellen. Man kan også sjippe baglæns og træne minus. Mulighederne er mange!
Købmand
Træn plus, minus og gange med en købmandsbod! I kan tømme et køkkenskab og prissætte de forskellige varer. Og hvis I går all in, kan I finde Matadorpengene frem og sætte en rigtig lille bod op. Hvis barnet aka. købmanden sælger 1 appelsin for 5 kr., hvor meget skal du så betale for 3 appelsiner? 1 pose mel koster 15 kr., så hvor meget skal du betale for 2 poser mel og 1 appelsin?
Biologi
En tur i skoven
Kender I de forskellige træarter? Hvad hedder de smukke blomster? Tag en bog om træer, buske, blomster eller andet under armen, og gå en tur i skoven. I kan også tage ud med en lille pose og finde et udvalg af blade og blomster, som I kan tage med hjem til køkkenbordet og lære om. Biologifaget er lige uden for døren, så på med de gode gå-sko og afsted!
Lær med dokumentarer
Dokumentarer er fantastiske, også for børn. Der er både billeder og fortællinger, og det er sjovere end at læse sig til fakta. DR har fx produceret en række spændende dokumentarer om vores jord, og de er absolut værd at se. Lær lidt om verdenshavene, bjergene, dyrelivet og meget mere.
Ofte er det de naturvidenskablige fag, der giver udfordringer. Læs mere om muligheden for lektiehjælp her.
Engelsk
Vendespil
Træn det engelske ordforråd med et klassisk vendespil! Klip en helt masse brikker ud; tegn på den ene halvdel og skriv ord på den anden. I kan fx lave frugttema, dyretema eller andet, som dit barn synes er sjovt. Så er I klar til vendespil! Tegningen skal selvfølgelig parres med det rigtige engelske ord. Hvem får flest stik?
Historie
Se film!
Lykken var gjort, da man som skoleelev sad i et klasselokale, hvor et tv blev rullet ind – det var filmtid! Begejstringen var stor, uanset hvilken film det handlede om; og sådan er det sikkert stadig. Udvalget af historiske dokumentarer, film eller serier er stort, hvis man leder DR, Netflix og øvrige streamingtjenester igennem. Men husk selvfølgelig at tilpasse indholdet til aldersgruppen.
Farmor fortæller
Prøv bare en gang at ringe til farmor eller morfar og spørg lidt ind til deres barndom – så skal I høre historie! Har dit barn fået fortalt, hvordan hverdagen så ud dengang? De vil sikkert blive forargede, men det er ganske lærerigt.
Samfundsfag
Dagens Danmark
For de ældste folkeskoleelever er samfundsfag også en del af skoleskemaet – og i disse tider er det ganske oplagt at tage udgangspunkt i situationen omkring COVID-19.
Hvad er en regering, og hvordan er den bygget op? Hvilke ministerposter findes der, og hvilken rolle har de i vores samfund? Hvem tager beslutninger omkring Danmark og COVID-19, og hvorfor reagerer landene forskelligt på situationen? Hvordan samarbejder de? Dette er spørgsmål, I måske kan snakke om.
I kan træne alle skolefagene derhjemme, det handler blot om at være kreativ. Find en måde at gøre det sjovt og spændende på, så skal hjemmeundervisningen nok blive en succes!