Vi bruger udråbstegn til at vise, at vores udsagn skal forstås som et følelsesudbrud, en ordre eller et ønske. Det kan også sættes i tiltale. Udråbstegnet signalerer typisk et kraftigt tryk, og det virker ofte noget hårdt. I retoriske spørgsmål kan spørgsmålstegn erstattes af et udråbstegn. I dette blogindlæg viser vi, hvornår og hvordan du skal sætte udråbstegn.
Hvornår bruger man udråbstegn?
Med udråbstegnet kan man vise sine følelser, f.eks. at man er glad eller vred:
· Det er et virkelig flot stykke arbejde!
· Sikke en nar!
· Se dig for!
Det kan også bruges i mildere udsagn, f.eks. som et udtryk for overraskelse, ønske eller advarsel:
· Hovsa!
· Hvis bare jeg var hjemme nu!
· Pas på hovedet!
· Undskyld!
Ord som ”hovsa” og ”undskyld” kaldes – meget velvalgt – for udråbsord.
Vi kan desuden bruge udråbstegn, når vi tiltaler andre på skrift, f.eks. ved tiltaleordene ”Kære” og ”Hej”:
· Kære far og mor!
· Hej Christian!
Men vi behøver ikke sætte udråbstegn ved disse ord og kan vælge ikke at sætte nogen tegn overhovedet, f.eks.:
· Kære far og mor
Når vi beder andre om at gøre ting, dvs. giver en ordre eller opfordrer til noget, kan vi også bruge udråbstegn, f.eks.:
· Hold til højre!
· Luk vinduet!
· Giv mig fjernbetjeningen!
· Gør det nu!
Men det er ikke obligatorisk, og imperativ (en form af et verbum, der udtrykker ordre eller opfordring, f.eks. ”gå” og ”åbn”) medfører ikke automatisk brug af udråbstegn, f.eks.:
· Læs mere på vores hjemmeside.
· Gå en tur i skoven, hvis du har lyst.
· Åbn pakken i bunden.
I disse tilfælde kan man sige, at imperativen ikke udtrykker det samme følelsesudbrud, f.eks. irritation, som i sætningerne med udråbstegn, dvs. ordren eller opfordringen er svagere.
Endelig er det valgfrit at sætte udråbstegn eller spørgsmålstegn ved retoriske spørgsmål, dvs. spørgsmål, hvor der ikke forventes et svar, f.eks.:
· Hvem har ikke lyst til at få bedre karakterer!
· Hvem har ikke lyst til at få bedre karakterer?
· Mon ikke han gør det!
· Mon ikke han gør det?
Har du lyst til at lære mere om dansk retskrivning? Så kan GoTutor hjælpe dig. Se mere om vores lektiehjælp i dansk.