Når du skriver en tekst – især en fortælling, et essay eller en novelle – handler det ikke kun om at sige, hvad der sker. Det handler om at vise det. Når du “teller” (fortæller), siger du ligeud, hvad en person føler, gør eller tænker. Når du “shower” (viser), lader du læseren opleve det gennem handling, kropssprog, omgivelser og reaktioner.
Det handler altså om at give læseren billeder og fornemmelser, ikke bare fakta.
Forestil dig, at du skriver:
"Liva var sur."
Det er telling – du fortæller os, hvordan hun har det.
Men hvis du skriver:
"Liva kneb læberne sammen og knugede mobiltelefonen, så knoerne blev hvide. Hun svarede ikke, da moren kaldte."
Så er det showing – du viser, at Liva er sur, uden at skrive det direkte. Læseren mærker det selv.
Hvorfor er det vigtigt?
Når du skriver med “showing”, bliver din tekst mere levende og troværdig. Læseren føler sig tættere på personerne og oplever deres følelser, som var man der selv. Det giver bedre billeder i hovedet, mere spænding – og ofte en højere karakter.
Samtidig viser du, at du kan skrive varieret, kreativt og med blik for detaljer. Det trækker op – både til prøver og i almindelige stile.
Det handler ikke om, at du aldrig må “telle”. Det handler om at vide, hvornår det er godt at vise, og hvordan du gør det bedst.
Et simpelt eksempel: glad eller virkelig glad?
Her er et klassisk eksempel:
Telling:
"Han var glad."
Showing:
"Han fløjtede hele vejen hjem, svingede tasken og grinede, da han så sin skygge hoppe foran sig."
I første version får vi bare en oplysning. I anden version ser vi, hvordan han opfører sig, og vi forstår selv, at han er glad. Det bliver mere levende og gør, at vi føler med personen.
Kroppen lyver ikke
Et af de nemmeste tricks til at “showe” er at bruge kropssprog. Vi mennesker reagerer fysisk, når vi bliver bange, kede af det, vrede eller glade. Hvis du beskriver det, læser vi automatisk følelserne ind i det.
Eksempler:
Telling:
"Hun var nervøs."
Showing:
"Hun nussede sin ærmekant, bed sig i læben og stirrede ned i bordet."
Telling:
"Han var vred."
Showing:
"Han sparkede stolen tilbage, smækkede døren og snerrede noget, hun ikke kunne høre."
Du behøver ikke overdrive. Et enkelt blik, en bevægelse eller en tavshed kan vise mere end et helt afsnit med ord som glad, vred, ked af det.
Brug omgivelserne
Du kan også “showe” gennem det, dine personer ser, hører eller mærker i deres omgivelser. Hvis du vil vise, at en person er trist, kan du lade det komme til udtryk gennem, hvad de lægger mærke til.
Eksempel:
Telling:
"Sofia var trist."
Showing:
"Sofia gik i stå midt på stien. Hun så på de visne blade, der lå i bunker, og sparkede til en, uden at det rørte sig. Hun trak hætten op og stirrede ned i jorden."
Her bruges årstiden, naturen og Sofias reaktion til at vise, hvordan hun har det. Det gør teksten mere sanselig og stemningsfuld.
Dialog er også showing
Når personer taler sammen, kan du vise deres følelser og forhold uden at forklare det direkte. Dialog afslører, hvem de er, og hvordan de har det med hinanden.
Eksempel:
Telling:
"De var uvenner og talte dårligt sammen."
Showing:
"‘Er du ikke færdig endnu?’ spurgte han uden at se op fra skærmen.
‘Det rager ikke dig,’ svarede hun og smækkede computeren i.
Der blev stille.
‘Fint,’ sagde han og rejste sig.
‘Fint,’ sagde hun – og kiggede væk."
Her mærker vi spændingen og uvenskabet uden at få det forklaret.
Vis følelser – ikke etiketter
Mange skriver: "Han var vred." "Hun var skuffet." "Han var genert."
Men det er følelsesord – og de bliver stærkere, hvis du viser dem.
Her er nogle alternativer:
Vred:
Han kneb øjnene sammen og rev papiret i to.
Skuffet:
Hun så kort op, men smilede ikke. Så lukkede hun brevet og lagde det under dynen.
Genert:
Han rykkede på stolen, kløede sig i nakken og mumlede noget, ingen rigtig hørte.
Du kan selvfølgelig godt bruge følelser som “skuffet” eller “vred”, men gør det med omtanke. Overvej, om det er stærkere at vise det i stedet.
Hvordan lærer man det?
Det kræver øvelse at blive god til “showing not telling”. Det hjælper at:
– Læse din egen tekst højt og høre, hvor den lyder tør
– Stille dig selv spørgsmålet: Kan jeg vise det her i stedet for at sige det?
– Forestille dig, hvordan det ville se ud i en film eller serie
– Kigge på, hvordan personer opfører sig i virkeligheden, når de har bestemte følelser
Du kan også øve dig ved at tage en “telling”-sætning og skrive den om til “showing”.
Eksempel:
Telling: "Han var bange for mørket."
Showing: "Han listede hen ad gangen med hænderne rakt frem. Da han hørte en lyd bag sig, stivnede han og pressede ryggen mod væggen."
Når det er okay at “telle”
Der er situationer, hvor det faktisk er smart at “telle”. Hvis du skal give hurtig information, springe i tid eller opsummere noget, så kan en kort “telling”-sætning være fin.
Eksempel:
"Han havde aldrig brudt sig om skolen. Men i dag var det anderledes."
Her kan du bagefter gå over i “showing” og vise, hvad der gør dagen anderledes.
Det handler om balance: Fortæl hurtigt det, der ikke skal dvæles ved – og vis det, der betyder noget.
Brug det til eksamen
Hvis du skriver en novelle, et essay eller en personlig fortælling til prøven, trækker det op, hvis du kan vise følelser og stemninger gennem sprog. Det viser, at du har styr på virkemidler og tør lege med sproget.
Du kan fx skrive:
"Mit hjerte hamrede i brystet, og jeg ville ønske, jeg kunne skrue tiden tilbage."
i stedet for
"Jeg fortrød det."
Eller:
"Hun lukkede øjnene og smilede, da lyset faldt ind over væggen."
i stedet for
"Hun var lykkelig."
Det gør teksten mere troværdig, mere sanselig – og langt mere spændende at læse.