I undervisningen i dansk i gymnasiet centrerer den retoriske analyse (eller argumentationsanalysen) sig om forskellige værktøjer. Centralt inden for retorik står de tre klassiske appelformer, logos, etos og patos, der skyldes filosoffen Aristoteles (384-322 f.Kr.) i det antikke Grækenland. Disse retoriske greb udtrykker forskellige måder, hvorpå afsenderen af en tekst eller en tale kan søge opbakning til sine budskaber. Derudover kan en retorisk analyse fokusere på, hvordan der rent teknisk føres argumentation. Hertil anvendes ofte de tre hovedelementer i den engelske filosof Stephen Toulmins (1922-2009) argumentationsmodel: påstand, belæg og hjemmel. En stilistisk analyse kan også omfatte den romerske politiker, filosof og retoriker Ciceros (106-43 f.Kr.) pentagram, der bygger på forbindelserne mellem fem grundlæggende elementer i en tale: afsender, modtager, emne, omstændigheder og sprog.
De tre klassiske appelformer
Når du skal foretage en retorisk analyse af en tale eller en tekst (f.eks. en artikel), er det vigtigt at kunne gennemskue, hvilke virkemidler afsenderen benytter i sin retorik. Der er forskel på, om der i en argumentation forsøges at appellere til modtagernes logisk-rationelle forstand, at iscenesætte sin egen troværdighed og legitimitet eller at frembringe en følelsesmæssig reaktion.
Logos
Når en afsender i sin argumentation henviser til tal, statistik og fakta, er det oftest udtryk for, at han eller hun forsøger at appellere til modtagernes logos. Hyppigt oplever man politikere anvende denne appelform i deres retorik til at skabe opbakning til en politisk vision. Et eksempel er brugen af argumenter som, at tal viser, at karaktererne i folkeskolerne er faldet siden folkeskolereformen i 2013. Det er ikke sikkert, der er en direkte sammenhæng, og det er en vigtig pointe i forhold til denne appelform. Afsenderen kan sjældent etablere en tilstand af sandhed om sit udsagn, men forsøger typisk at skabe en stærk tilstand af sandsynlighed. Et fald i karaktergennemsnit kunne skyldes mange andre ting.
Etos
Etos benyttes retorisk som en metode til at skabe tillid og troværdighed omkring afsenderens karakter. Den personlige etos er ofte noget, som afsenderen besidder i kraft af sin position, sådan som en statsleder gør i kraft sit embede. Troværdigheden kan dog også etableres direkte gennem retoriske greb. Det kommer f.eks. til udtryk, når en politiker forsøger at fremstå moralsk ’korrekt’ ved at afholde sig fra at tilsvine politiske modstandere som svar på hård kritik. Troværdighed kan også forsøges skabt på den måde, at man søger at forbinde sig selv med anerkendte og stærkt troværdige eksperter indenfor det felt, der tales eller skrives om.
Patos
Patos er et retorisk greb, der appellerer til modtagernes kortvarige og stærke følelser, f.eks. vrede, frygt, medlidenhed, samvittighed, had eller sorg. Hvis en politiker forsøger at argumentere for, at vi skal tage imod flere flygtninge, kan følelsesbaserede argumenter anvendes ved at tale direkte til vores samvittighed, f.eks. gennem brug af formuleringer som ”tusindvis af bådflygtninge drukner hver dag i Middelhavet” eller ”det er vores pligt at hjælpe de mennesker, der er på flugt fra krig og ødelæggelse”. Således kan man som afsender søge opbakning ved at påvirke modtagernes følelser og tale til deres etik. Dog kan patos også benyttes med omvendt følelsesmæssigt fortegn. For eksempel kan der appelleres til modtagernes vrede ved at italesætte dem som en gruppe, der er blevet uretfærdigt behandlet.
Læs mere om appelformer og hvad logos, etos og patos er på et længere indlæg om dette tema. Det finder du her.
Pas på med generaliseringer
Sig aldrig bare om en tekst eller tale, at der benyttes etos, patos og logos – vi bruger det i næsten alle vores tekster og taler. I en god retorisk analyse skelner du præcist mellem de tre appelformer og vurderer, hvilken der dominerer de andre.
Stephen Toulmins argumentationsmodel
Toulmins argumentationsmodel består af hovedelementerne påstand, belæg og hjemmel. Når du foretager dine argumentationsanalyser, er afsenderens synspunkt centralt, og det er mere eller mindre det, der i Toulmins model bliver til ’påstand’. Afsenderen ønsker tilslutning til sin påstand, hvilket kan opnås med henvisning til et stærkt belæg, der kan understøtte påstanden.
Et eksempel på et argument, der består af en påstand og et belæg, kan være følgende: ”Der skal være mere gruppearbejde i danskundervisningen. Eleverne lærer mere ved at samarbejde”. Her fremføres et synspunkt – altså en påstand – om, at der bør være mere gruppearbejde. Belægget er, at læringen kan øges gennem gruppearbejde. Men belægget kan ifølge Toulmin ikke alene understøtte påstanden – der er brug for en grundlæggende hjemmel. En form for samfundsnorm, der legitimerer påstanden, fordi de fleste kan blive enige om dens gyldighed. I dette tilfælde kan man sige, at hjemmelen er, at man skal lære noget i danskundervisningen – det kan alle blive enige om. Når du foretager en argumentationsanalyse, er det vigtigt at holde øje med disse argumentationselementer. Er de alle til stede, eller fremsættes der påstande uden hjemmel eller belæg?
Læs mere om Toulmins argumentationsmodel - i et længere indlæg om denne model.
Ciceros pentagram
Dette værktøj er et af de mest grundlæggende i dit arbejde med retorisk analyse, og er det svært at komme i gang med dine analyser af de retoriske virkemidler, kan det være en god idé at starte her. Det kan både fungere som et redskab til retorisk analyse og som et redskab til at skabe en sammenhængende tale eller tekst. Der er fem gensidigt afhængige punkter: afsender, modtager, emne, omstændigheder og sprog.
Først skal du finde ud af, hvem afsenderen er. Det er ofte åbenlyst, f.eks. Helle Thorning-Schmidt.
Derefter skal du finde ud af, hvem modtagerne er? Det er ikke altid lige let at afgøre, og det kan indimellem diskuteres. Handler det om statsministerens nytårstale, henvender afsenderen sig til hele Danmarks befolkning. Er det derimod en 1. maj-tale af en dansk politiker som Johanne Schmidt-Nielsen, er publikum mere snævert, nemlig de tilstedeværende, der oftest repræsenterer det, man kan kalde den ”gamle” arbejderklasse.
Mht. til emnet skal du spørge dig selv, hvad der tales om i teksten eller talen, dvs. arbejde med, hvad den handler om.
I forhold til omstændighederne er flere ting relevante at være opmærksom på. For det første de fysiske omstændigheder – hvor findes teksten eller holdes talen, og har det nogen betydning for indholdet? For det andet er de historiske rammer væsentlige. Blev talen f.eks. holdt, kort efter finanskrisen var brudt ud? Er talen en reaktion på noget væsentligt, der er sket i samfundet? Det er vigtigt for at kunne sætte talens budskaber i perspektiv.
Til sidst er det vigtigt for vores analyse at kunne afkode sproget. Er der nogle bestemte ting ved afsenderens sprogbrug, der er interessante? Hvordan er sproget – hvilke sproglige virkemidler anvendes? Bruges der fagudtryk eller indforståede formuleringer, som skaber en følelse af nærhed og samhørighed mellem afsenderen og modtageren? Hvordan er tonen, er der en skarp og irettesættende sproglig tone, eller rummer sproget en stor imødekommenhed?
Læs mere om ciceros pentagram - i et længere indlæg om denne model.
Brug de redskaber, du er blevet undervist i at bruge
De ovenstående værktøjer kan alle benyttes til at foretage en analyse af de retoriske virkemidler i en artikel, en tale mv. Dog er det ikke på alle gymnasier, der i dansk undervises i samtlige. Derfor er det vigtigt, at du ikke anvender f.eks. Ciceros pentagram, hvis ikke det er blevet gennemgået i din undervisning. Læs mere om de forskellige værktøjer, og hvordan du bruger dem, via nedenstående links.