ØV! Her gik man og troede at man, efter sommerferien, skulle starte på sit drømmestudie. Men sådan gik det ikke, og det kan der være mange grunde til. Her giver vi dig 5 gode råd til, hvad du kan gøre.
1. Kvote 2!
Har du siden 8.klasse gået og drømt om at blive Antropolog, så kan det være nedslående at finde ud af, at man ikke er blevet optaget på uddannelsen. Det er dog vigtigt at huske på, at langt de fleste uddannelser tilbyder at søge kvote 2. Når man søger kvote 2, da bliver der stillet nogle andre krav til én, end dem man er vant til. På Københavns Universitet vurdere de b.la. dit studiepotentiale, faglige færdigheder, faglig motivation, kendskab til uddannelsen, formidlingsevner og dine karakterer. Det er derfor vigtigt at man sætter sig grundigt ind i, hvad der forventes af én i en kvote 2 ansøgning. Måske skal du bruge et halvt eller helt år på at læse nogle enkeltfag, arbejde inden for et studierelevant område eller lign.
Du kan læse mere om forskellen på kvote 1 og kvote 2 her
2. Lignende uddannelser
Det er selvfølgelig brandærgerligt, at du ikke kom ind på drømmestudiet, og måske er det ikke lige dig at søge en kvote 2 studieplads. Så er det heldigt, at der højst sandsynligt er andre uddannelser der ligner den du oprindeligt har søgt ind på. Kom du fx ikke ind på Antropolog-studiet, så kan det være at Sociologi er noget for dig? Sociologi og Antropologi giver nemlig adgang til det samme arbejdsmarked efterfølgende.
3. Ledige pladser
Når man ikke er kommet ind på sit drømmestudie, da kan man sagtens sidde tilbage med en følelse af, at hvis jeg ikke kan læse lige præcis den her uddannelse, så skal det slet ikke være! I den situation kan det være en god idé at starte helt forfra med sin søgning – simpelthen at trykke på reset knappen. Tjek hvilke uddannelser der har ledige pladser, hvem ved? Måske du falder over en uddannelse, du aldrig før har tænkt på kunne være en mulighed. Det er dog vigtigt, at du søger en uddannelse, der interesserer dig og ikke én, som du dropper ud af efter kort tid.
4. Find din egen vej
Det giver sig selv, at vil man gerne være Antropolog, så søger man ind på Antropolog-studiet og læser en Bachelor og en Kandidat og bliver Antropolog. Men hvem har i virkeligheden sagt, at det er den eneste vej til at blive Antropolog? Det er vigtigt at huske på, at du uddanner dig til et arbejdsmarked og ikke blot går på uddannelsen for uddannelsens skyld. Gør op med dig selv, hvilket job du gerne vil ende ud med at have. Vil du gerne arbejde i et konsulentfirma, Undervisningsministeriet, Kræftens Bekæmpelse eller Politiet? Én antropolog kan være udstationeret i Vestafrika for at udrede Ebolas smitteveje, mens en anden arbejder med at udvikle en ny type forsikring til unge studerende, og en tredje er udviklingskonsulent i en kommune og hjælper med at beslutte, hvad der skal gøres, for at anbragte børn får en bedre hverdag. Der er også mange antropologer, som arbejder med forskning på universiteter og inden for uddannelsesområdet – hvilken af disse Antropologer vil du gerne være? Vil du fx gerne sidde i Undervisningsministeriet, så kan du overveje at læse til Lærer først og derefter læse en kandidat i Antropologi og uddannelse.
5. Er du stadig i tvivl?
Hvis du stadig er i tvivl og føler, at du har brug for yderligere hjælp, så husk at søge hjælpen i god tid. Mange dukker først op på studievejlederens kontor i marts – og så er det altså for sent! Hvis du gerne vil opkvalificere dig, eller danne dig et overblik over alternative uddannelsesmuligheder, så skal du gøre det i god tid! Grundet Corona har studievejledningen ikke åbent, som den plejer. Men du kan starte med at læse vores indlæg omkring: Hvad kan du blive?