De fleste danske børn går i skole ca. 200 dage om året; det vil sige flere dage, end de laver alt muligt andet. Tiden i klasselokalerne er således en væsentlig del af børnenes tilværelse og derfor også en vigtig faktor, når det handler om trivsel.

Imidlertid er der rigtig meget at se til i en travl skolehverdag, og lærerne og pædagogerne skal løbe stærkt, hvis de skal nå det hele. Derfor er det bedst, hvis vi arbejder sammen om vores børn på tværs af skole og hjem.

Som forælder er du i den forbindelse guld værd. Bogstaveligt talt, for jo bedre børnene trives i skolen, jo bedre uddannelse får de, og jo bedre kommer de til at fungere på arbejdsmarkedet som voksne. Og nå ja, de bliver også gladere, sundere og lykkeligere.

Dette kapitel handler derfor om børns trivsel i skolen og mere præcist om, hvordan forældre og fagprofessionelle kan stå sammen, skulder ved skulder, for at give børnene et godt og trygt læringsmiljø.

Der er særligt fokus på, hvordan du som forælder kan understøtte hensigtsmæssig adfærd i skolen ved at praktisere ro, tryghed og fokus i hjemmet.

Da jeg i denne bog ellers henvender mig specifikt til forældre, kan noget af det, jeg fortæller om i kapitlet, måske opleves som lidt for skoleagtigt – i mangel på bedre ord. Jeg synes, at du skal læse med alligevel, for det er helt klart nemmere at forholde sig til sine børns trivsel i skolen, ligesom det letter samarbejdet mellem skole og hjem, hvis man som forælder kender lidt til de særlige udfordringer, der kendetegner grundskolen.

Denne blog tager udgangspunkt i bogen "Alt det forældre kan" og sætter fokus på alt det, forældre kan gøre, når kaos og modstand skal vendes til harmoni og samarbejde i familien. Bogen tager afsæt i en række velkendte hverdagssituationer, hvor børns adfærd er problematisk, eller hvor barnets trivsel giver anledning til bekymring. Heldigvis er der rigtig meget, du som forældre kan gøre i disse situationer - og endnu bedre: Du behøver ikke et nyt redskab til hver enkelt situation. I stedet handler det grundlæggende om at være en rolig, tryghedsskabende og opgavefokuseret forælder, der er tydelig og anerkendende i sin opdragelsesstil.　

En fælles opgave

Det danske skolesystem bygger i høj grad på samarbejdet mellem skole og hjem, og med samarbejde mener jeg bogstaveligt talt samarbejde. Der er ikke bare tale om to parallelle opgaver, hvor forældrene på den ene side leverer barnet i ’læringsparat’ tilstand til skolen, hvorefter skolen på den anden side tager over med undervisning og læring.

Hvis det hele skal gå op i en højere enhed, er det nødvendigt, at skole og hjem har fælles mål, støtter hinanden, udveksler viden og erfaringer om barnets sociale, faglige og personlige udvikling samt understøtter alle børns muligheder for at indgå i fællesskaber med jævnaldrende. Det gør vi bedst, hvis vi alle forstår, hvad udfordringerne i skolehverdagen kan være, samt hvilke roller og forpligtelser der følger med for os, hvis vi vil løse opgaven.

Inden vi kommer for godt i gang, vil jeg slå fast, at denne bog har fokus på de situationer eller problemstillinger, hvor trivslen er udfordret. Det er ikke min intention at male et sort og ørkesløst billede af den danske grundskole, og mange steder går det faktisk rigtig godt.

Alligevel kan vi konstatere, at særligt folkeskolen de seneste år har været mere udfordret end vanligt. Mange faktorer spiller ind, men lærere nævner især inklusion af elever med særlige behov som en væsentlig udfordring⁴⁴. Derudover har den nye skolereform, der involverer en forlænget skoledag og øget fokus på testning af eleverne, bestemt ikke gjort det nemmere at være elev i almindelighed, ligesom det er blevet markant vanskeligere at trives som elev, hvis man er skrøbelig af natur – eller på anden måde er i en udfordret livssituation.

Derfor må vi gøre alt, hvad vi kan, for at samarbejde om opgaven. Der er nok at se til, og udfordringerne kan synes store, men jeg er sikker på, at vi kan komme i mål med mange af dem, hvis vi løfter i flok.

Alle børn ønsker god trivsel

Når jeg løser konsulentopgaver i grundskolen, hvilket jeg har gjort i mange år, foretrækker jeg at være med på gulvet i klasselokalerne. Naturligvis deltager jeg i masser af møder med skoleledere, lærere, pædagoger, forældre og eksterne samarbejdspartnere m.m., men der, hvor forandringen virkelig sker, er der, hvor børnene er.

Et af mine primære arbejdsredskaber er Trivselsmodellen, som jeg blandt andet anvender som afsæt for iagttagelse af og ikke mindst samtaler med eleverne.

Mit motto er, at børnene ved bedst. Godt nok er de ikke uddannede pædagoger, lærere eller psykologer, men det til trods kan de som ingen andre fortælle os voksne, hvordan det opleves at være barn under de forudsætninger, vi tilbyder dem. Derfor er det vigtigt, at vi tager os tid til at lytte til deres stemmer.

Et gennemgående kendetegn ved børnenes fortællinger er, at de faktisk altid vil noget godt med livet, med hinanden og med sig selv. De fortæller opsummeret, at:

• Alle børn ønsker at være del af et godt fællesskab.

• Alle børn ønsker at lære noget.

• Alle børn vil gerne have venner.

• Alle børn vil gerne behandles med respekt og med anerkendelse.

• Alle børn vil gerne have et godt liv.

Imidlertid har nogle børn svært ved at få det hele til at fungere, særligt hvis de ikke får den hjælp, de har behov for. I disse tider, hvor skolerne som tidligere nævnt er presset af inklusionstiltag, kommer mange børn i klemme. For når rammerne er uhensigtsmæssige, så bliver børn i udsatte positioner særligt synlige i fællesskabet.

Det er frygteligt opslidende for et barn at være i en situation, hvor hver dag er en kamp, hvor man er på kant med fællesskabet, og hvor det, man gør, altid bliver misforstået eller ender i kaos. Tænk, hvis det var dig, der var i den position. Eller tænk, hvis det var dit barn, det handlede om. Det giver stof til eftertanke.

Jeg kender en masse af de børn, der har det svært. Jeg møder dem næsten dagligt ude på skolerne, hvis de altså ikke har udviklet skolevægring – hvilket er et stadigt stigende problem. Jeg kunne hilse fra dem alle og sige, at deres højeste ønske er at få et godt liv, at blive en del af fællesskabet og ikke at være til besvær. De skammer sig ofte, og de er altid kede af situationen. Men modsat deres klassekammerater har de svært ved at gøre ’alt det rigtige’. De vil gerne, men de kan ikke.

Jeg har sammenfattet en række fortællinger fra 12 forskellige skoler, der er fordelt over det meste af Danmark. Eleverne dækker samlet set alle årgange fra 1. til 9. klasse, omend de ældste elever ikke er lige så rigt repræsenterede som indskoling og mellemtrin.

Ledsaget af aktuelle undersøgelser på området og sammenholdt med en mængde klasseiagttagelser, jeg selv har gennemført, er det min vurdering, at sammenfatningen giver en ret tydelig indikation af, hvad aktuel børnetrivsel i skolen er, og dermed også, hvad vi voksne skal samarbejde om.

10 anbefalinger til det gode skoleliv

De fleste kapitler i denne bog slutter med en liste på 10 punkter, der sammenfatter kapitlets pointer. I dette kapitel har der allerede været flere lister med råd og muligheder for forældre. Den afsluttende liste vil derfor bestå af 10 anbefalinger, der mere generelt styrker børns trivsel i skolen.

Listen henvender sig til alle, der har med børns skoleliv at gøre, og særligt kunne jeg ønske mig, at beslutningstagerne længere oppe i det politiske system læste med. Kald det et manifest. Kald det en ønskeseddel. Kald det lige, hvad du vil. Men her er, hvad jeg godt kunne tænke mig for elevernes, for forældrenes, for de fagprofessionelles og for vores allesammens skole. Hvis vi alle har det in mente, er jeg sikker på, at vi har lagt grunden til en skole, hvor børnene trives – og lærer.

1. Skolen er et fælles projekt

I Danmark står vi sammen om børnenes grundskoleforløb. Uanset om dit barn går på en offentlig eller en privat skole, så er det afgørende, at forældre og fagprofessionelle arbejder sammen om børnenes trivsel. Det betyder ikke, at vi skal sidde lårene af hinanden, og naturligvis er det, der sker i skoletiden, primært skolens ansvar.

Når der inviteres til samarbejde, hvad enten det er forældrene eller de fagprofessionelle, der inviterer, så mød op, og tag en tørn. Det kommer alt sammen børnene, og dermed os selv, til gode.

2. Hensigtsmæssig adfærd er en fælles opgave

Børns adfærd er ikke en opgave, som enten skolen eller hjemmet har. Der er tale om et fælles projekt.

Lad os derfor, tidligt og helt fra starten, opstille tydelige og genkendelige forventninger til børnenes adfærd, både hjemme, i skolen og i fritiden.

Lad os samtidigt huske, at børn almindeligvis skal have lidt tid til at lære, hvad der er rigtigt og forkert. Og lad os huske, at ikke alle børn har samme forudsætninger for at leve op til vores forventninger.

Lad os rose og anerkende børnene, når det går godt. Og lad os hjælpe dem, når det går mindre godt. Det er vores ansvar.

3. Alle børn behøver ikke være sammen med alle børn om alt

Inklusionstanken har desværre medført en forståelse af, at deltagelse i skolens almene fællesskab, det vil sige de traditionelle skoleklasser, er målet for alle børn. Sådan bør det ikke være. Alle børn har brug for at være del af et fællesskab, men nogle børn har i kortere eller længere perioder brug for at være del af et mindre og mere overskueligt fællesskab.

Derfor bør der være mulighed for, at skolen kan organisere sig dynamisk og tilbyde eleverne den type fællesskab, der understøtter det enkelte barns oplevelse af ro, tryghed og fokus. Den slags koster både økonomiske og kompetencemæssige ressourcer, men det bør vi have råd til i Danmark, der er et af verdens rigeste samfund.

Husk også, at børn modnes rent udviklingspsykologisk i forskelligt tempo. Det betyder, at nogle børn har bedst af at starte i skolen senere end andre. Det handler i den forbindelse ikke om, hvorvidt barnet er skoleparat, men om, hvorvidt skolen er børneparat. Og hvis skolen ikke kan tilbyde en ramme, der matcher barnets udviklingspsykologiske stadie, så er det ikke barnet, den er gal med, så er det skolen, der ikke har det rette tilbud.

4. Børnenes dannelsesproces er deres egen

Forskningen siger meget klart, at børnene gerne vil lære noget i skolen. De vil gerne udvikle sig, og de vil gerne være dygtige. Derfor skal vi forældre og fagprofessionelle hjælpe dem med netop det. Vi skal bare huske på, at børnenes dannelsesproces ikke er et redskab, vi kan (mis-) bruge i den hensigt at score højt i PISA-målinger og efterfølgende sikre et højt bruttonationalprodukt. Børnenes dannelsesproces er deres egen, og det må vi respektere.

Lad derfor børnene fordybe sig i deres eget tempo. Lad børnene lave fejl, for det lærer de en masse af. Lad børnene lære på mange måder, og lad dem lære både akademiske og håndværksmæssige færdigheder. Lad os befordre kreativitet, nytænkning og innovation på lige fod med god gammeldags paratviden. Lad os hjælpe børnene med at være kritiske i deres tænkemåder, men lad dem samtidig vide, at nogle ting ikke er til diskussion.

Lad os i det hele taget have fokus på børnenes trivsel og ikke på den seneste pædagogiske modelune, de økonomiske vismænds fremtidsberegninger eller alt muligt andet.

Lad os holde skole for børnenes skyld.

5. Et godt og roligt læringsmiljø

Hvis skolen skal være et godt sted at lære, skal den også være et godt sted at være.

Lad os derfor værne om det gode læringsmijlø helt på samme måde, som vi værner om de voksnes gode arbejdsmiljøer.

Put ikke for mange børn sammen i et lokale, lad lokalerne være af rimelige størrelser, giv børnene nogle ordentlige stole at sidde på, og sørg for, at der altid er plads i overskud – den skal nok blive brugt.

Husk også lige på, at flere timer i skolen ikke nødvendigvis giver bedre muligheder for læring.

Nedbring støj og uro, både ved at tilbyde børnene de rette fysiske rammer og ved at tage ansvar for en støj- og uro-nedsættende pædagogik. Børn må gerne larme, men de skal gøre det et sted, hvor de ikke forstyrrer sig selv og hinanden.

6. Tryghedsskabende fagprofessionelle

Børns oplevelse af trivsel starter ofte med lærerens og pædagogens evne til at skabe trygge rammer og relationer. Derfor bør den være omdrejningspunktet for moderne skolepraksis. Naturligvis skal læreren og pædagogen være fagfaglig kompetent, men det er ikke nok. En god lærer og pædagog tager ansvar for relation, rammesætning og fagfaglighed – i nævnte rækkefølge.

Det er samtidig forældrenes rolle at bakke op om læreren og pædagogen som tryghedsskabende ledere. Og hvis der i den forbindelse opstår uenighed, så snak sammen, inden problemerne vokser sig store.

7. Støt børns fællesskaber

Børn udvikler sig ved at spejle sig i hinanden. Lad os derfor hjælpe børnene med at være venner, med at samarbejde og med at være del af fællesskabet. Hvis ikke det ene fællesskab, så et andet.

Husk, at skolens læringsfællesskab er meget mere end bare det, der sker i skoletiden. Bak derfor også op om fællesskabets aktiviteter uden for skolen. De bedste børne-fællesskaber kendes ofte på, at der er samarbejdende og velmenende voksne på baglinjen, så hjælpen aldrig er langt væk.

8. Lyt til børnene

Hvis vi vil vide noget om børns trivsel, bliver vi nødt til at lytte til deres fortællinger. Statistiske undersøgelser kan være fine, men de siger sjældent noget helt præcist om det enkelte barn, den enkelte børnegruppe og den enkelte klasse.

Lad os gøre det til en del af skolens praksis, at børnene kommer til orde. De ved bedst, hvordan det er at være sig selv, og de skal nok fortælle, hvad de har brug for, hvis vi vælger at lytte.

9. Hjælpen skal hurtigt frem

Naturligvis opstår der udfordringer, når mange børn skal udvikle sig sammen. Derfor skal vi være gode til at sætte ind med hjælp, når der er behov for det.

Den bedste hjælp er den, man får, før problemet opstår. Så hvis skolen får ressourcer nok, og hvis den hele tiden tilpasser sin praksis til den aktuelle virkelighed, bliver de store problemer måske lidt mindre.

Når der til gengæld er behov for hjælp, eksempelvis særlige pædagogiske kompetencer, skal den være nem at få fat på – og den skal helst gives ude i praksis, det vil sige der, hvor børnene er. Møder har vi holdt nok af.

10. Lokale problemer løses bedst lokalt af lokale aktører

Der er alt for mange, der blander sig i den enkelte skoles måde at holde skole på. Det er fint med en eller anden form for central styring, men til syvende og sidst er det den enkelte skoleleder, de ansatte og forældrene, der kender børnene bedst. Lad dem arbejde i fred, og jeg er overbevist om, at Danmark bliver et endnu bedre sted at vokse op for vores børn.