Pædagogisk forskning understøtter klart nødvendigheden af at skabe et læringsmiljø for unge, hvor muligheden for ”trial and error” (”forsøg og fejl”) danner basis for indlæringen. Det er supervigtigt med et miljø, hvor det er trygt for vores unge at begå fejl og lære af dem. Lysten til at undersøge og eksperimentere er grundlag for både social og kognitiv læring, for hjernen udvikler sig i kraft af gentagelser. Én gang er ingen gang. Gentagelser skaber neurale forbindelser og nye stabile netværk i børn og unges hjerner. Gentagelser skaber erfaring, som igen er byggesten i teenagerens oplevelse af egen emotionelle og kognitive formåen; essensen i identitetsdannelse er en oplevelse af, hvad man kan, hvad man må, og hvad man kan få til at ske.

Denne blog er et udklip af bogen ” Teenagehjerner -er der nogen hjemme?" af Ann-Elisabeth Knudsen. I denne håndbog for hårdt prøvede forældre stiller Ann-Elisabeth Knudsen skarpt på teenageres hjerne- og personlighedsudvikling, ligesom hun undersøger, hvad det er i vores samfund, der presser dem. Bogen præsenterer en række tankevækkende perspektiver på en svær livsfase for såvel den unge som for familien.

Fællesskab motiverer – udnyt det

Hvis man kigger på Undervisningsministeriets hjemmeside, kan man se et øget fokus på at styrke unge, som mistrives i deres liv og uddannelse. Det er ikke kun coronanedlukningen, som har givet grobund for ensomhed og stress – det er en udvikling, som flere forskere (Hjortkjær (2020), Twenge (2017), Görlich (2019) m.fl.) har gjort opmærksom på gennem længere tid.

Selvfølgelig er coronavirus en voldsom ekstra faktor, som har ramt de fleste af os på forskellige måder, men måske særligt de unge. For unge kan fællesskabet med andre unge ligefrem være den væsentligste motivationsfaktor på en uddannelse. Og det er jo ikke kun de fysiske undervisningstimer og fredagsbarerne, som har været aflyst. Alt det, der i øvrigt hører med til at føle sig fælles om noget, har i vid udstrækning været aflyst. Som samfund er vi forpligtede til at se nærmere på, hvad det har betydet for vores unge.

Det samvær og den fællesskabsfølelse, der er med til at gøre studietiden meningsfuld, har været begrænset til et absolut minimum. Derfor er det vigtigt at skabe nye rammer for samvær nu, hvor de gamle flere gange har været sat ud af spillet.

Det betyder også, at vi her fra 2022 og frem skal have fat i noget fundamentalt. Vi er nødt til at blive bedre til at tænke, at den kognitive udvikling aldrig kan være vigtigere end et ungt menneskes emotionelle og sociale udvikling.

Der skal skabes et stabilt følelsesmæssigt fundament, der hjælper de unge med at fastholde deres medfødte nysgerrighed og lærelyst. Ligesom at hjernens modning generelt er basis for udvikling og læring i teenageårene, så er tryghed, oplevelsen af at have gode relationer og oplevelsen af at være noget værd for nogen helt essentielt for alle.

For de unge er det en betingelse for, at de overhovedet kan få lyst til at påbegynde eller blive på en uddannelse, uanset hvilken type de måtte vælge.

Jeg ved godt, at de fleste teenagere giver højlydt udtryk for, at de føler sig begrænsede og ufrie, men det er alligevel for de fleste en smule utrygt at give slip på barndommen, forældrene og den tryghed, de repræsenterer. Det er på én gang befriende og skræmmende at skulle stå på egne ben. Her kan det være værd at tænke på, at der er stor forskel på at bestemme selv og at skulle bestemme alene.

Selvstændighed opstår af fællesskab.

Først når fællesskaber og tryghed er etableret, giver det mening at udvikle og understøtte kompetencer som vedholdenhed, kritisk sans, sprog, evne til fordybelse og relationsdannelse. Dette er ikke mindst vigtigt tidligt i puberteten, hvor pandelappernes myelinisering har et peak.

Læring kræver et socialt fundament – ikke omvendt

Her begynder det at blive interessant for teenagere.

Det gør det, fordi netop motivation, vedholdenhed, empati, nysgerrighed, selvregulering og evnen til at samarbejde er i spil i teenageårene, hvor pandelapperne modnes. Det er egenskaber, vi længe har forestillet os blot dukker op af sig selv, når børn og unge undervises i grupper eller klasser.

Men her tyder en hel del af den nyeste forskning på, at vi har fået vendt læringen lidt på hovedet. Hvis vi gerne vil have vores unge til at uddanne sig, er vi nødt til først og fremmest at fokusere på sociale og emotionelle kompetencer og så bygge kognitive kompetencer ovenpå.

Det er en pointe som Heckman udbygger i forbindelse med afholdelsen af seminaret ”Velfærdstaten – nye løsninger på gamle problemer?”. I et interview med Weekendavisen fra 25. maj 2018 formulerer han det således:

"Jeg ser ikke ned på kognitive færdigheder, de er også vigtige, men de har med diverse test af IQ og skolefærdigheder fået en alt for stor rolle. Hvis man ser på forskellige menneskers indkomst hen over livet, hvor stor en rolle tror du så IQ spiller? (…). De fleste svarer fifty-fifty, nogle siger måske 25 procent … men det er faktisk kun 3-4 procent. Det overrasker også mig, og det siger noget om, hvor vigtige andre evner er: såsom at kunne gøre ting færdige, møde op til tiden, samarbejde, argumentere. Vedholdenhed er nok den vigtigste evne. Og så åbenhed over for at sætte sig ind i noget nyt."

Også på dansk grund er der dukket flere og flere kritiske røster op (Dion Sommer, Per Schultz Jørgensen, Jan Kampmann, Lene Tanggaard, Jan Tønnesvang m.fl.), som er med til at sætte den nye tone i debatten. De påpeger det absurde i at tro, at man med ensidigt fokus på en kognitiv træning kan forberede et ungt menneske på et job, som endnu ikke eksisterer; et samfund, hvor det eneste konstante er forandring, og at man kan trænes til at løse problemer, som ikke er opstået endnu.

Virkeligheden forandrer sig med lynets hast, og fremtidens kvalifikationskrav er mere end blot at lære facts, der kan måles eller evalueres. Unge i dag skal derfor først og fremmest udvikle sig i retning af at blive fleksible tænkere, som kan engagere sig, søge ny viden og løse problemer.

Unge hjerner skal også holde fri

Vi er så vant til at tænke, at børn og unge skal stimuleres hele tiden hver dag. I hvert fald, hvis de skal lære noget; at det på længere sigt er bedst for dem, at de kun er fritaget, når de sover.

Der er en selvfølgelig sandhed i, at det, man øver sig på, er det, man bliver god til. Men specielt for teenagere, hvis hjerner er under udvikling og ombygning, er pauser og frirum mindst lige så vigtige, hvis vi gerne vil sikre os, at den gode læring sidder fast og dukker op igen, når den bliver relevant.

Der er værdi i, blot en gang imellem, simpelthen at lade dem være, fordi små pauser til teenagere faktisk konsoliderer deres kognitive færdigheder (Dayan & Cohen 2011).

Hjernen fungerer også, når vi ikke foretager os noget specielt, og lige præcis de neurale netværk, som er i aktivitet i hjernen, når vi tager en pause, er vigtige funktioner for hjernen som helhed.

Nogle af de første forskere, som kom på sporet af den opdagelse, var Mary Helen Immordine-Yang og hendes kolleger, som i 2012 gennemførte nogle eksperimenter med at MRI-scanne hjernen på personer, som var vågne i scanneren, men som lod deres tanker vandre uden noget bestemt mål. Der var ikke en opgave, som skulle løses, men alligevel viste scanningerne, at netop de områder af hjernen, som er aktive, når vi tilsyneladende laver ingenting og blot dagdrømmer, er væsentlige hjerneområder, når vi senere skal fokusere opmærksomhed, samt hvis vi skal genfinde erindringer, forestille os fremtidige scenarier og forbinde overvejelser over moralsk rigtige beslutninger med vores følelser (Immordine-Yang 2012, se abstract). Altså helt centrale områder for en teenagehjerne i udvikling.

Et ganske nyt studie viser da også, at både små pauser med fysisk aktivitet og ventetid mellem opgaver og pauser i kognitive udfordringer kan være med til at gøre os bedre til det, vi gerne vil kunne:

"Consolidation of skill is superior when frequent rest periods are interspersed with practice blocks (distributed practice) than when the same total amount of practice is performed over longer continuous blocks (massed practice) (…). Thus, the presence of waking rest interleaved with practice is a crucial determinant of skill memory consolidation. (Buch m.fl. 2021: 2)"

Det viser sig altså, at når vi skal lære nye færdigheder, som at skrive en talrække hurtigt, bliver vi dygtigere af at holde hyppige pauser, mens vi øver os. Men hvorfor det præcis forholder sig sådan, har hidtil været uvist.

En teori har været, at hjernens neurale netværk i pauserne genspiller handlingssekvenserne, så hjernen lærer handlingen, hvilket præcis er tilfældet:

"Brain imaging results revealed fast, repeated reactivation of a neural network representing a behavioral sequence that people were learning — approximately 20 times the speed of the new memory — especially while they were taking breaks from practice. (Cohen, citeret fra Medical Express, juni 2021)"

Hjernescanninger af forsøgspersonerne viste, at de neurale netværk i deres hjerner, der repræsenterer den handlingssekvens, de lige havde udført, blev aktiveret igen og igen i pauserne mellem hurtigskrivningerne – cirka 20 gange så hurtigt, som det reelt tog forsøgspersonerne at skrive talrækken, ”afspillede” hjernen færdigheden.

Der er sågar nye studier, som viser, at mennesker, som er gode til at aktivere hviletilstanden i hjernen, også har mulighed for at udvikle gode kognitive færdigheder og forbedre hukommelsen (Finstad 2016).

Det betyder, at dagdrømmeri, hvilepauser og at kede sig er vigtigt for hjernens funktion. Når man er teenager – og sikkert for os alle.

Pauser fremmer selvdisciplinen

Der er et meget kendt eksempel kaldet ”the marshmallow experiment” eller på dansk ”skumfiduseksperimentet”, som ofte bliver brugt til at illustrere, at andre ting end kognitiv træning af færdigheder er lige så vigtige for vores børns udvikling og deres evne til senere at klare sig i livet.

Herhjemme har kendte forskere som Per Schultz Jørgensen og Sofie Münster genfortalt og anvendt eksperimentet til at sige noget om, hvor vigtigt det er med selvkontrol og evnen til at tilbageholde umiddelbar lyst i forhold til udvikling af f.eks. resiliens hos et barn.

Allerede i 1960’erne testede psykologen Walter Mischel 500 børns selvkontrol på Stanford University med det berømte forsøg.

Børnene blev sat i et rum. Alene med en fristende skumfidus.

"Du kan spise den, hvis du vil. Eller du kan vente, til jeg kommer tilbage om lidt, og så vil du få en skumfidus mere."

Sådan lød instruktionen fra forskerne, og herefter lod de børnene vente i 15 minutter. 15 minutter alene med en skumfidus!

Den slags testning af børn (flere af forsøgene er med kun 4-årige børn!) er på kanten af, hvad jeg tænker er etisk og rimeligt at udsætte små børn for. Bliver der f.eks. ikke fulgt op på de børn, som ikke klarer skumfidustesten, er der vel en reel risiko for, at denne første følelse af nederlag (med tilskuere i laboratoriet) er med til, at de senere klarer sig dårligere end børnene med selvkontrol?

For ca. en tredjedel af børnene lykkedes det at undgå fristelsen, mens resten måtte give efter og spise den lækre skumfidus.

Børnene fra forsøget blev herefter fulgt i flere år.

Det, vi oftest bliver præsenteret for som resultat af forsøget, er, at de børn, som havde spist skumfidusen, havde klaret sig markant dårligere i skolen end de børn, som udviste selvkontrol. Siden er skumfiduseksperimentet blevet efterprøvet mange gange og i flere lande – altid med samme resultat. De børn, som kan styre deres umiddelbare impulser, klarer sig bedst gennem uddannelsessystemet, og nogle forskere går endda så vidt som at konkludere, at samme børn også senere i livet får mere succes, hvordan de så end vil måle det.

I hvert fald tænker jeg, at det mest interessante ved skumfidusforsøgene ligger et helt andet sted. Flere forskere har prøvet at se nærmere på de tankestrategier, som børnene anvendte for rent faktisk at klare testen og ikke spise skumfidusen. Det viser sig, at de børn, som klarede sig bedst, havde distraheret sig selv ved at tænke på noget andet og altså ved at fantasere og dagdrømme (Finstad 2016).

Det er interessant information, når vi tænker på, at unge på skolerne sjældent får anledning til at koble af, lave ingenting eller bare kede sig, og at der ikke er meget stilhed i klasserum med 26 unge og én lærer.

Man kan heller ikke lade være med at tænke på, om ikke vores unge – hver gang der er mulighed for en pause – bliver afbrudt af sociale medier og fylder ethvert potentielt frirum med digital underholdning.

Jeg tror, at unge hjerner går glip af noget vigtigt. Og på mange efterskoler mener man tilsyneladende det samme.

Jeg har været på besøg flere steder, hvor de ved dagens afslutning og inden aftensmaden har indført en stilletime. Mobilen skal afleveres inden, og eleverne skal blive på deres værelser.

Genialt.

For her skabes et ægte frirum; i stilhed med sine egne tanker og drømme. Man kan kede sig eller lave dagens lektier, så man, når de sociale arrangementer efter aftensmaden går i gang, har mulighed for at deltage uden skyldfølelse.

Faktisk var der en væsentlig forskel på, hvordan vores døtre mødte gymnasiet efter et ophold på hver sin efterskole.

Begge efterskoler var fantastiske og efterlod varige, gode minder og venskaber for begge døtre, men kun den ene af efterskolerne havde stilletime før aftensmaden.

Om det nu er en tilfældighed eller ej – det kan også sagtens være en forskel i døtrenes personlighed – men den datter, som havde gået på efterskolen med stilletime, havde opnået en vis disciplin i forhold til at få lavet lektier og – ikke mindst – få sorteret i, hvad det rent faktisk er muligt at nå, og hvor meget tid der skal sættes af til de enkelte opgaver.

Selvdisciplin er en supervigtig evne, når hverdagen rammer på ungdomsuddannelserne og såmænd også på de videregående uddannelser. Jeg kommer i næste kapitel ind på stressdynamikken og på, hvordan én måde at bryde denne på er vejledning i tilpas lav arbejdsindsats og prioritering af opgaver, vel vidende at ingen kan nå alt.

Når de unge tror, de skal nå alt, fører det let til konstant mindreværdsfølelse og skyld.

Det er helt sikkert ikke nok med et år på en efterskole med stilletime, men hvor ville det være skønt, hvis det kunne komme på skoleskemaet i 9. klasse og på ungdomsuddannelserne.

Hvem ved, måske ville flere få lavet lektier, og måske ville flere opleve, at de kunne få hjernen til at samarbejde, for slet ikke at tale om, hvor motiverende det kunne være.