De fleste af os tager hensyn, når vi møder et barn, en ung eller en voksen med et synligt handicap, men når et ungt menneskes vanskeligheder ikke umiddelbart er synlige, kan vi let komme til at møde den unge med forventninger eller krav, som ikke er realistiske. ”Tag dig nu sammen” eller ”Nu tier du stille”.

Den slags kommentarer kan bestemt være relevante, men engang imellem ved vi også, at nogle unge er ekstra udfordrede enten på grund af deres opvækst, deres miljø eller måske på grund af neurologiske eller psykiske vanskeligheder.

Derfor har alle voksne, forældre og professionelle brug for at vide noget om baggrunden for unges psykiske mistrivsel, og hvordan vi genkender den, så vi kan hjælpe bedst muligt i klassen, på døgninstitutionen, i klubben eller i køkkenet.

Denne blog er et udklip af bogen ” Teenagehjerner -er der nogen hjemme?" af Ann-Elisabeth Knudsen. I denne håndbog for hårdt prøvede forældre stiller Ann-Elisabeth Knudsen skarpt på teenageres hjerne- og personlighedsudvikling, ligesom hun undersøger, hvad det er i vores samfund, der presser dem. Bogen præsenterer en række tankevækkende perspektiver på en svær livsfase for såvel den unge som for familien.

Der er en forklaring

Som det fremgår af de foregående kapitler, er venner og venskaber noget af det vigtigste i unges liv, så på et eller andet tidspunkt vil vi komme meget tæt på en ung i en særlig udsat position. Det kan være en klassekammerat, ven eller kæreste til vores egen teenager, som mistrives. Og her er det vigtigt at være bevidst om, hvad det kan betyde.

Psykiatrien fortæller os, at de unge, som har sværest ved at slippe deres forældre, er dem, som er følelsesmæssigt fejlernærede. Med det mener man, at hvis du er vokset op i et hjem, hvor du har fået alt for meget af, hvad du har lyst til, og/eller alt for lidt af, hvad du har brug for, så er det en form for følelsesmæssig fejlernæring.

Nogle forældre har slet ikke noget at give af. Det gælder, hvis der f.eks. er psykisk sygdom, misbrug eller vold i hjemmet. Hvor mærkeligt det end lyder, så efterlader det familiens børn og unge i en mangeltilstand, som de meget længe forsøger at få udfyldt i hjemmet. Børn er utroligt loyale overfor deres forældre, især før puberteten, også mere loyale, end hvad der er godt for dem, hvis forældrene ikke har nok at give af.

Jeg har arbejdet med unge, som havde svært ved at forlade hjemmet, fordi de stadig skulle reparere enten forældrene eller sig selv. Det er selvfølgelig ikke noget, de formulerer på den måde, og de kan sagtens længes efter deres eget lille sted. Men til forskel fra unge, som har fået kærlighed, omsorg og tryghed nok, så længes omsorgssvigtede unge efter noget, de ikke helt ved, hvad er, men som de på en eller anden måde forestiller sig er forbundet med hjemmet og forældrene.

Som det fremgår af de foregående kapitler, så vil puberteten være en voldsom, omvæltende periode for rigtig mange unge. Alle de forandringer med hormoner, følelser og kognition gør de fleste unge en smule narcissistiske og selvhenvendte. Det er ikke et sygdomstegn, det er helt normalt.

Men en særlig gruppe af unge er i denne tid ekstra udsatte. Unge, som har oplevet svigt, voldsomme livsomvæltninger eller er vokset op som anbragte enten i plejefamilier eller på døgninstitutioner, er ekstra sårbare i forhold til pubertetens generelle omvæltninger. I en rapport om mental sundhed og sygdom hos børn og unge i alderen 10-24 år, som Vidensråd for Forebyggelse offentliggjorde i 2020 (www.vidensraad.dk), gør forskerne bag opmærksom på, at det er velkendt, at nogle børn og unge er i særlig risiko for at udvikle mentale helbredsproblemer eller psykisk sygdom. I særdeleshed er børn og unge, som er udsat for vold og/eller seksuelt misbrug, anbragte børn og unge samt børn og unge med flygtninge- og indvandrerstatus i særlig risiko (Jeppesen m.fl. 2020).

Når samme rapport gør opmærksom på, at der er et stigende antal børn og unge med dårlig mental sundhed, skal vi huske på nogle af pointerne fra de foregående kapitler om øget digitalisering, stress, præstationspres og krav om perfektionisme. Her er det en vigtig information, at psykisk sygdom, som f.eks. angst og depression, ofte er synlig allerede i barndommen, og at puberteten tydeliggør og forstærker de problemer, som allerede var til stede før puberteten, hvilket kan være livshæmmende for den unge selv. Rapporten fortæller, at der er solid dokumentation for, at halvdelen af alle tilfælde af psykisk sygdom debuterer før 14-årsalderen, og tre fjerdedele før 24-årsalderen (Jeppesen m.fl. 2020).

Utryg barndom kan ødelægge tilliden til livet

Det, som kan give disse særligt udsatte unge problemer, er, at et barn, som har oplevet utryghed i tidlige relationer, har svært ved at have tillid eller positive forventninger til, at der kan ske noget godt i senere relationer, f.eks. til plejeforældre eller personale på en døgninstitution. Børn med en mere tryg opvækst har – alle teenageudbruddene til trods – grundlæggende en forventning om, at livet kan have noget godt i vente til dem. Hvis der f.eks. kun har været dårlige oplevelser med de biologiske forældre, kan et barn, som anbringes i familiepleje eller på et opholdssted i puberteten, have mistet al tiltro til fremtiden, og det er et kæmpe arbejde, der venter de professionelle voksne i relationsarbejdet med at få vendt de negative forventninger til forsigtig tillid til de voksne, de møder, og måske også til et håb om en bedre fremtid. Det er bestemt ikke altid, at det lykkes.

Louise Fogh Hansen har en pointe, når hun konstaterer, at ”En ny mor er ikke nok” (Weekendavisen 2022). I et interview med seniorforsker fra VIVE Nina Thorup Dalgaard bliver det klart, at den nyeste forskning viser, at en ny familie ikke er nogen mirakelkur for de ca. 13.500 danske børn, som er anbragt uden for hjemmet. Dalgaard fortæller, at anbragte børn i løbet af deres barndom har højere risiko for depression, adfærdsproblemer, angst, ADHD, indlæringsvanskeligheder, taleproblemer og forsinket udvikling. Og hun fortsætter: ”Som voksne er der lavere chance for, at de har et job eller en uddannelse, og større sandsynlighed for en psykiatrisk diagnose og misbrug” (Hansen 2022).

Der bliver postet mange penge i området, men der er uden tvivl stadig ting, som trænger til eftersyn og revision. F.eks. viser data, at stabilitet i anbringelsen er overordentligt vigtig. De børn og unge, som skifter familier eller opholdssted flere gange, klarer sig dårligst (Hansen 2022). Desuden viser data også, at de problemer, et barn har med ved ankomsten, fortsætter i det nye hjem, medmindre man gør en ekstra indsats. Lad os bare sige det, som det er: I nogle kommuner tilbydes en plejefamilie tre gange supervision årligt. Det kan på ingen måde betragtes som intensiv hjælp til hverken plejefamilien eller den unge. Dalgaard fortæller til Weekendavisen, at hendes forskning dokumenterer, at et terapeutisk forløb med barnet eller den unge og samtidig supervision af plejefamilien faktisk kan gøre en forskel. Med små børn er der tale om videooptagelser af barnets samspil med de voksne, som en terapeut så kan bruge til at give plejefamilien feedback, og for større børn bygger terapien på samtaler (Hansen 2022).

Man kan derfor mene, at det på én gang er smart og risikofyldt, at et barns hjerne udvikler og tilpasser sit neurale netværk til det omgivende miljø. På den ene side betyder det, at viden om gennemsnitlig hjerneudvikling kan hjælpe voksne til at understøtte og fremme tryghed og læring. På den anden side betyder det, at barnets hjerne, hvis barnet ikke mødes af et miljø, som drager omsorg, vil have svært ved at udvikle sig normalt eller gennemsnitligt.

Ustabilitet i det nære miljø vil få barnet til at føle sig både usikker, ængstelig og forvirret, og som en almindelig forsvarsmekanisme mod oplevelsen af den følelsesmæssige utryghed kan barnet reagere med tilbagetrækning. En sådan følelsesmæssig tilbagetrækning vil over tid også have direkte indflydelse på hjernens måde at fungere på. Rent fysisk kan der ske det, at barnet lukker af for forbindelser til det limbiske system

Tidlig omsorg stimulerer vigtige hjerneområder

Umiddelbart kan det lyde som en hensigtsmæssig måde at beskytte sig mod alt for store psykiske smerter på. Selvom det også er sandt, så er det ikke en forsvarsmekanisme uden omkostninger. Når man lukker af for forbindelser til det limbiske system, lukker man ikke kun af for oplevelse af smerte, utryghed og svigt. Man blokerer også for at kunne opleve glæde, kærlighed og umiddelbar tillid til andre mennesker.

Det limbiske system er markeret som en mørk ellipse i denne gengivelse af hjernen. Det er en slags relæfunktion, som skaber forbindelser til og fra hele resten af hjernen og danner basis for vores følelsesmæssige intelligens. Hver gang vi oplever noget og tillægger det følelsesmæssig betydning, god eller dårlig, så har oplevelsen passeret gennem det limbiske system.

I den bedste af alle verdener ville alle forældre derfor som første prioritet i deres relationsarbejde forsøge at skabe så trygt et miljø, at forbindelser til det limbiske system i barnets hjerne stabiliseres. Det er basis for indlevelsesevne, empati og evnen til at forstå andre menneskers følelser og sætte sig i deres sted; alt sammen kompetencer, som er utroligt vigtige for sociale funktioner og evnen til at indgå i relationer både i børnegrupper, i klasseværelset, i mesterlæren, på arbejdspladsen og i fritiden.

På Harvard University ligger ”Center on the Developing Child”, som forsker i, hvordan man skaber de bedste muligheder for et barns hjerneudvikling, og hvilke faktorer der udgør risikofaktorer i barnets emotionelle, sociale og kognitive udvikling. I en af de forskningsartikler, som man kan finde på deres hjemmeside (www.developingchild. harvard.edu), bliver det præciseret, at de seneste års forskning tydeligt viser, at de nerveceller i et barns hjerne, der ikke bliver brugt, dør, og der kommer ikke automatisk nye i deres sted. Et barns hjerneudvikling afhænger af princippet ”use it or loose it”. Til gengæld er et barn ekstremt modtageligt for den gode relation, det, den amerikanske professor i psykologi Daniel Stern beskriver som affektiv afstemning.

Desværre har vi også masser af evidens for, hvad der sker med et barns udvikling, hvis denne relation af en eller anden grund ikke fungerer eller måske helt mangler. Det mest rystende eksempel på, hvilke skader den form for omsorgssvigt kan påføre et lille barn, har vi fra de rumænske børnehjem.

I 1966 forbød den rumænske præsident Nicolae Ceausescu brug af prævention og abort med det formål at øge befolkningens størrelse og dermed arbejdsstyrken. David Eagleman, hjerneforsker fra Stanford University, fortæller i Hjernen. Historien om dig (2017), hvordan statens gynækologer, kendt som menstruationspolitiet, undersøgte kvinder i den fødedygtige alder for at sikre, at de producerede tilstrækkeligt mange børn. Familier med færre end fem børn blev opkrævet en såkaldt cølibatskat, og fødselsraten steg selvsagt eksplosivt.

Mange fattige familier havde ikke råd til at tage sig af deres børn, og derfor overgav de dem til statslige institutioner. I dag ved vi, at staten oprettede flere og flere institutioner for at kunne tage sig af det voksende antal børn, og det var først i 1989, da Ceausescu blev væltet, at verden fik kendskab til, hvilke vilkår 170.000 børn på rumænske børnehjem havde levet under.

Dr. Charles Nelson, professor i pædiatri ved Boston Children’s Hospital besøgte disse institutioner for første gang i 1999. Det syn, der mødte ham, var rystende og er senere blevet gengivet i fjernsynsoptagelser af BBC. De små børn blev opbevaret i tremmesenge uden nogen form for stimulering af deres sanser. Deres mest basale fysiske behov blev varetaget, men de ansatte på institutionerne var blevet instrueret i ikke at reagere på børnenes gråd eller tage dem op, fordi det ville få børnene til at søge mere omsorg, og det var der slet ikke bemanding til.

Nelson og hans team iværksatte ”The Bucharest Early Intervention Program”. De undersøgte 136 børn i alderen seks måneder til tre år, som havde boet på børnehjem siden deres fødsel. Det viste sig, at børnene havde en IQ på mellem 60 og 80, de viste tegn på underudviklede hjerner, og deres sprog var meget forsinket (Eagleman 2017). I 1999 havde man ikke så avancerede scannere, som vi har i dag, men Nelson brugte EEG (elektroencefalografi) til at måle den elektriske aktivitet i børnenes hjerner. Resultatet viste stærkt reduceret neural aktivitet hos børnene.

Der er med andre ord allerede for to årtier siden leveret evidens for, at mangelfulde relationer er katastrofale for børns hjerneudvikling.