Her i bogens sidste kapitel sætter jeg fokus på en række handlemuligheder, der kan være særligt relevante for skilsmisseforældre.

Måske er der ikke tale om et egentligt kapitel, men mere et lille appendiks, for det er ret kortfattet. Alt, hvad jeg hidtil har skrevet i bogen, gælder nemlig, uanset om du er skilt eller ej. Så skilsmisse er ingen hindring for at bruge den autoritative opdragelsesstil, at tænke problemer som opgaver, at finde et alternativ til skældud og så videre. Faktisk vil jeg sige, at hvis du bruger bogens anbefalinger, er det et rigtig godt afsæt for at skabe ro, tryghed og fokus i jeres skilsmissefamilie.

Når jeg alligevel vælger at dedikere et helt kapitel til skilsmissefamilierne, er det, fordi der er relativt mange af dem, og fordi skilsmissebørnene har nogle særlige problemstillinger, som børn i en intakt kernefamilie (som man så dramatisk kalder det i fagsproget) ikke har: De bor ofte to steder, de har i mange tilfælde mere end ét sæt forældre, og forholdet mellem deres biologiske forældre kan være anspændt.

Jeg har arbejdet som rådgiver for utallige skilsmissefamilier, skilsmissebørn og skilsmisseforældre. Jeg er derfor klar over, hvor ekstremt komplekse udfordringerne kan være, jeg har ingen illusioner om, at alt kan forklares i et enkelt kapitel, og jeg ved godt, at alt ikke nødvendigvis kan lade sig gøre.

Men med lidt ekstra opmærksomhed er der alligevel en del, du kan gøre. Og børnene fortjener en særlig opmærksomhed på nogle bestemte punkter. Forskning på området fortæller nemlig, at skilsmissebørn er nogle, man skal passe lidt ekstra på. Omend mange faktorer spiller ind, eksempelvis forældrenes sociale klasse og uddannelsesniveau, så kan selve skilsmissen – og tiden efter – gøre børnene mere udsatte og skrøbelige end andre børn⁶⁵. Så jeg vil give dig en række handlemuligheder, du kan bruge sammen med resten af bogens anbefalinger.

Denne blog tager udgangspunkt i bogen "Alt det forældre kan" og sætter fokus på alt det, forældre kan gøre, når kaos og modstand skal vendes til harmoni og samarbejde i familien. Bogen tager afsæt i en række velkendte hverdagssituationer, hvor børns adfærd er problematisk, eller hvor barnets trivsel giver anledning til bekymring. Heldigvis er der rigtig meget, du som forældre kan gøre i disse situationer - og endnu bedre: Du behøver ikke et nyt redskab til hver enkelt situation. I stedet handler det grundlæggende om at være en rolig, tryghedsskabende og opgavefokuseret forælder, der er tydelig og anerkendende i sin opdragelsesstil.　

10 måder at støtte skilsmissebørn på

Her følger 10 punkter, der beskriver en række måder, du kan støtte dit barns trivsel på, hvis du er skilsmisseforælder. Der er helt sikkert meget andet, der vil være relevant for dig at gøre, men disse 10 muligheder – eller burde jeg sige nødvendigheder – er nogle, jeg som psykolog anbefaler igen og igen. Så brug dem, hvis du kan. Vælg selv til og fra. Og som altid: Hvis du allerede har styr på det hele, så klap dig selv på skulderen, sig: ”Godt gået”, og fortsæt den gode stil.

1. Børnenes behov kommer først

Den første mulighed er måske den sværeste at gribe, men ikke desto mindre den vigtigste: Lad altid børnenes behov komme først.

Dette princip relaterer sig særligt til forældrenes samarbejde og relation. Måske har I aftalt en 7/7-deleordning, men dit barn giver udtryk for, at det gerne vil bo mere hos den ene af jer. I så fald er det vigtigt, at det er barnets behov, der dikterer, hvor barnet skal bo – ikke den juridiske aftale.

Måske har du i forbindelse med en afleveringssituation lyst til at delagtiggøre din ekspartner i dine frustrationer (hvilket er en pæn måde at skrive ’skælde ud’ på …), men du ved, at dit barn har behov for at opleve jer som nogenlunde venskabelige over for hinanden. Derfor er det altafgørende at tale pænt til din ekspartner.

Jeg kunne komme med mange eksempler, men jeg tror, du ved, hvor jeg vil hen. Det kan være supersvært at lade barnets behov komme først, især når man synes, at den anden forælder er uretfærdig eller urimelig. Men det er det eneste rigtige.

2. Forældreskabet fortsætter

Selv om du og barnets anden forælder ikke længere er i et parforhold, så fortsætter det fælles forældreskab efter skilsmissen. Nu er I bare ’fælles’ på en anden måde end før.

Hvis ikke der er følelser, der spiller ind, kan det lyde ret nemt. Men i praksis er den fælles forældreopgave almindeligvis noget af det sværeste ved skilsmissen. Særligt hvis opdragelsesopgaven og familieværdierne m.m. var noget af det, I heller ikke kunne blive enige om, da I var et par.

Hvis det på nogen måde kan lade sig gøre, så samarbejd med loyalitet, både i forhold til hinanden og i forhold til barnets behov. Hold fokus på opgaven, når I samarbejder, og hold de negative følelser så langt væk som muligt.

Lad være med at tale sammen om opdragelse, mens børnene hører på det, og sørg på samme måde for, at børnene heller ikke kan læse jeres mails, SMS’er eller lignende til hinanden – særligt ikke, hvis I er uenige. I skal fremstå som voksne, der står sammen for at hjælpe barnet.

Når det kommer til at blive enige om opdragelse, vil der være kameler at sluge for de fleste, skilt eller ej. Det kan i mange tilfælde være nødvendigt at finde en ekstern sparringspartner – en psykolog eller lignende – der kan hjælpe jer med at holde fokus.

3. Læg mærke til barnets (efter-)reaktioner

Børn reagerer på mange måder og på forskellige tidspunkter. Nogle børn reagerer slet ikke i starten af processen og venter måske med at reagere, til de føler, at der er plads til deres reaktion. Andre børn reagerer umiddelbart og meget synligt, så snart skilsmisseprocessen går i gang.

I kapitel 7 finder du en liste over tegn, du kan holde øje med, hvis du er bekymret for dit barns trivsel. Listen gælder selvfølgelig også her, så brug den til at holde øje med dit barns reaktioner på skilsmissen – eller mangel på samme.

Den norske psykolog og professor Odd Arne Tjersland har identificeret seks måder, børn typisk kan reagere på ved en skilsmisse. Læg mærke til, at jeg skriver kan reagere, for det er slet ikke sikkert, at dit barn gør det. Men ofte reagerer børn på skilsmissen ved at tage en disse roller:

1. Østersbarnet lukker sig inde og tager afstand til alt, der har med familie og skilsmisse at gøre.

2. Linedanserbarnet påtager sig et stort ansvar for, at alt skal være problemfrit. Barnet taler positivt om den ene forælder til den anden forælder og undgår helst at fortælle om sine egne bekymringer. Barnet kan også overtage opgaver i husholdningen, som kan være kilde til konflikt.

3. Kaktusbarnet er udadreagerende, vred og konfliktsøgende.

4. Partifællen vælger side og sympatiserer ofte med den forælder, der er blevet svigtet – hvis der er en ubalance i det.

5. Mæglerbarnet tager ansvar for at mægle i de voksnes konflikter.

6. Afstandstageren viser demonstrativt, at han/hun ikke vil høre om de voksnes konflikter, ved at holde sig for ørene, rejse sig og gå eller lignende.

Hvis barnets reaktioner tager til og/eller er vedholdende over tid, i form af en af de seks roller eller ved at ændre karakter på anden måde, er der god grund til at tage det alvorligt. Det kan du blandt andet gøre ved at tale med barnet og ved at tale med din ekspartner om jeres samarbejde – se mere under punkt 9. I mange tilfælde vil det være hensigtsmæssigt at søge hjælp hos en professionel, hvis reaktionerne fortsætter og giver anledning til bekymring.

Det er selvfølgelig helt normalt, at børn reagerer før eller siden på skilsmissen. Dit barns reaktioner er altid noget, du skal tage alvorligt, men ikke nødvendigvis noget, der behøver at udvikle sig til noget problematisk. Særligt ikke, hvis du kommer reaktionerne i møde ved at vise overskud, omsorg og opmærksomhed.

En god tommelfingerregel er, at hvis dit barn i en eller anden situation reagerer voldsomt og/eller påfaldende anderledes end normalt, så er det sikkert en reaktion på skilsmissen.

Et par enkle eksempler: Barnet bliver – nærmest ud af det blå – meget vred og rasende over, at der ikke er mere tilbage af den müsli, det plejer at få. Eller det bryder grædende sammen over en lille irettesættelse.

I den slags tilfælde handler det nærmest med sikkerhed ikke om hverken morgenmadsprodukter eller irettesættelser. Det er blot barnets måde at bearbejde sin sorg over skilsmissen på, og det er denne sorg, du skal forholde dig til ved eksempelvis at sige: “Jeg kan godt se, at du er ked af det. Det er jeg også. Jeg kan godt forstå dig.”

4. Lad barnet tale

Før, under og efter skilsmissen er det vigtigt, at du taler med barnet om dets tanker og følelser. Det er bare ikke altid særligt nemt, for I er sikkert alle sammen kede af det og frustrerede, især i den første fase. Men dialog er vejen frem, så længe det er på barnets præmisser.

Jeg har allerede skitseret en mængde redskaber til at tale med børn om deres trivsel (se eksempelvis anbefalingerne i kapitel 4 (“Skæld – ikke – ud”) og 5 (“Den naturlige modstand”)). Brug dem, så godt du kan, og vær særlig opmærksom på følgende:

• Vær så autentisk som muligt. Det virker mærkeligt og måske utrygt for barnet, hvis du pludselig går i terapeut-mode og begynder at tale på en helt anden måde, end du plejer.

• Gør det til en naturlig og rutinemæssig ting, at I taler om noget svært. Sig eksempelvis: “Vi skal snakke lidt mere sammen i den kommende tid, end vi plejer. Man må sige, lige hvad man vil, og hvis man ikke har noget at sige en gang imellem, så er det også o.k. Det er bare vigtigt, at vi snakker sammen.”

• Anerkend dit barns følelser og tanker. Lige meget hvad barnet siger, så giv udtryk for, at du kan – eller gerne vil – forstå det. Selv når barnet reagerer voldsomt og umiddelbart urimeligt, er det som nævnt et forsøg på at håndtere den svære krise, det oplever.

Hvis barnet ikke vil tale med dig om skilsmissen, og hvis du samtidig kan fornemme, at barnet har noget, der skal fortælles, så allier dig med en professionel. Det kan enten være en ressourceperson på skolen, en betroet voksen i familien eller en psykolog, terapeut eller lignende.

5. Fratag skyld, skam og ansvar

Sig igen og igen, at det ikke er barnets skyld, at I som forældre er gået fra hinanden. Særligt, hvis bruddet bunder i familiemæssige værdier og opdragelse, kan barnet føle skyld, skam og ansvar. Sig eksempelvis: “Det er far og mig, der har besluttet det her – og det har kun noget med far og mig at gøre”. Gentag, gentag, gentag.

6. Skab ikke loyalitetskonflikt

Hold da op, hvor har jeg talt med mange børn, der er bekymrede, fordi de står i en loyalitetskonflikt mellem deres skilte forældre. Faktisk vil jeg vurdere, at dette er et af de mest hyppige emner i de skilsmisserelaterede samtaler, jeg har med børn.

Ofte er det ret små ting, der hæmmer barnet: Måske må barnet være en halv time længere oppe om aftenen hos far end hos mor. Barnet ved, at sengetider kan give anledning til uenighed blandt forældrene. Derfor forsøger barnet at holde det med sengetiderne hemmeligt, og hvis det alligevel kommer frem, så prøver barnet at forsvare begge forældres holdninger og valg i et forsøg på ikke at såre nogen af dem.

Andre gange er det måske lidt større ting. Uanset så vokser disse loyalitetskonflikter sig ofte store i barnets bevidsthed, og det tyngende ansvar for at håndtere de voksnes sårbarhed kan udvikle sig til bekymring og nedsat trivsel.

Derfor gælder det om at fremstå som nogenlunde enige over for barnet, også selv om det kan være svært. Her er nogle grundregler for gode måder at opføre sig på foran dit barn:

• Tal aldrig dårligt om din ekspartner med andre voksne, mens barnet hører det.

• Diskuter ikke din ekspartners beslutninger med dit barn, medmindre du er enig i beslutningerne.

• Betro dig ikke til barnet med dine egne problemer med din ekspartner, og kom heller ikke med små indforståede, negative hentydninger og bemærkninger om det, du synes, din ekspartner gør forkert.

• Hold i det hele taget voksensnak – uanset, hvem det handler om, og hvem du taler med – væk fra børnene, også selv om de er teenagere. Husk, at børn har lange antenner: De hører og forstår mere, end man umiddelbart tror. Så vær forsigtig.

7. Hjælp barnet med at bo to steder

Det er svært at bo to steder, så giv barnet al den hjælp, der er brug for. Vær opmærksom på, at det, der måske synes ubetydeligt for dig, kan have stor symbolsk og praktisk værdi for barnet. Så grib mulighederne for at hjælpe barnet:

• Vær god til at samarbejde med din ekspartner, og vis det over for barnet. Tag ja-hatten på, tag dig god tid til afleveringssituationer, og smil, så meget du kan. De små signaler har afgørende betydning for dit barn.

• Logistik er noget, de voksne tager sig af. Det må aldrig blive barnets problem, opgave eller ansvar at have rent tøj, en pakket skoletaske og deslige med fra det ene sted til det andet.

• Eksperimentér med, hvornår det passer barnet at have skiftedag. Naturligvis skal det passe med jeres arbejdstider, men det er som udgangspunkt barnets behov, det handler om, når I skal planlægge hvordan og hvorledes. Læg mærke til barnets signaler, lyt til, hvad barnet fortæller, og gør alt, hvad der står i jeres magt for at understøtte barnets boligsituation.

8. Lad ikke barnet træffe vigtige beslutninger

Alt imens det er vigtigt, at barnets stemme bliver hørt, er det afgørende, at det ikke får ansvar for vigtige beslutninger. I forbindelse med de store symbolske begivenheder som jul, nytår, fødselsdage og så videre, er det eksempelvis altid de voksne, der skal bestemme, hvordan det hele skal køre. Det samme gælder med hensyn til, hvor mange dage barnet skal bo hvert sted, og hvordan sommerferien skal fordeles.

Det er et alt for stort ansvar for et barn at tage stilling til den slags. Loyalitetskonflikten fylder almindeligvis mere i barnets bevidsthed, end man forestiller sig, og det er næsten helt sikkert, at ansvaret vil påvirke barnets trivsel negativt.

Som hovedregel er det bedre, at de voksne tager ansvar –100 procent ansvar – for en dårlig beslutning, end at barnet får lov til at vælge selv. Men i mange tilfælde kan problemet undgås, ved at I laver formelle aftaler et stykke ud i fremtiden for højtider og ferier, og at I sørger for at overholde dem.

Hvis der er usikkerhed eller uenighed om samværsordningen, kan Statsforvaltningen i mange tilfælde hjælpe jer med at træffe afgørelser. I andre tilfælde kan en psykolog eller terapeut være guld værd for barnet. Hvis begge forældre eksempelvis er indstillede på, at barnet selv må vælge, hvilken type deleordning der skal aftales, men – ganske klogt – ikke ønsker at give barnet ansvaret for beslutningen, kan problemet i mange tilfælde løses i dialog med en professionel.

I sådanne tilfælde gør jeg typisk det, at jeg først aftaler med barnet og forældrene, at det er mig, der har til opgave at træffe den endelige beslutning. Dernæst taler jeg med barnet alene og lytter til, hvad det fortæller. Til sidst siger jeg til barnet og forældrene, at jeg nu vil tage en beslutning, ud fra hvad jeg har hørt, og at det 100 procent er mig, der har ansvaret for beslutningen. Man kan nærmest se, hvordan der falder ro over barnet, når beslutninger bliver taget på den måde. Hvis det er muligt, kan jeg kun anbefale at inddrage en professionel, der kan tage ansvaret for en beslutning. Det kræver selvfølgelig, at begge forældre er med på spillereglerne.

Det er i øvrigt altid en god idé at lade barnet tale med en udenforstående voksen, især hvis det oplever, at forældrene er uenige. For at passe på forældrenes sårbarhed, siger barnet ofte det, det tror, forældrene gerne vil høre. Hvis det er i tvivl, siger det typisk ikke noget. Derfor har det brug for at tale fortroligt med en voksen, der ikke som forældrene har en følelsesmæssig alliance med barnet. Det giver barnet frihed til at sige, hvad det oprigtigt tænker og føler.

9. Samarbejde om opdragelse

Det er ofte lettere sagt end gjort, men hvis barnet ikke skal blive mere forvirret end godt er, så er det alfa og omega, at du og din ekspartner har en nogenlunde ens tilgang til opdragelse.

De helt små børn skal have ret ensartede rammer, hvis det skal give mening for dem. Når de bliver ældre – fra 6-årsalderen og op – bliver børnene bedre og bedre til at navigere i forskellige regler og rutiner i to forskellige familier. Alt behøver altså ikke at være 100 procent ens i de to familier, og du og din ekspartner skal helst lade være med at hænge jer alt for meget i detaljer. Men det er vigtigt, at der er en nogenlunde rød tråd i hverdagen, eksempelvis hvad angår sengetider og lektielæsning.

Hvis I har meget forskellige tilgange til de fundamentale dele af opdragelsen, eksempelvis selve opdragelsesstilen, så kan det være en god idé at have et fælles tredje at arbejde ud fra. Et fælles tredje kan være en bog som denne eller en rådgiver, der kan fungere som mellemmand og faglig vejleder.

Der, hvor det oftest går galt i samarbejdet, er, når den ene part, lad os bare sige kvinden⁶⁸, fremstår som bedrevidende og dominerende over for manden, der måske ikke lige har læst den samme bog om opdragelse som hende, eller måske har en anden, måske mere autoritær, holdning til opdragelse. Blot et eksempel. Grebet ud af den blå luft. Uanset hvad: Hvis I har svært ved at blive enige om det fundamentale, så allier jer med en rådgiver.

10. Husk altid barnets rettigheder

Måske synes du, at det giver sig selv, at børns opdragelsesmæssige rettigheder også gælder, selv om familien skilles. Du har helt ret. Måske er det slet ikke nødvendigt at nævne dem igen.

Men som en fagprofessionel, der i årenes løb har bistået rigtig mange forældre og børn i skilsmisseproblematikker, og som har set, hvor skrøbelige børn i den forbindelse kan være, må jeg understrege ufravigeligheden af disse rettigheder. Der er i forvejen rigtig meget andet, der går tabt, når forældrene vælger, at familien skal deles.

En godt afsæt for samarbejdet om jeres børns opdragelsesmæssige rettigheder kunne være at læse den her bog begge to – eller måske blot det kapitel, der handler om opdragelsesmæssige rettigheder. Jeg vil selvfølgelig foreslå, at I læser hele molevitten, nu I er i gang. På den måde har I et fælles tredje, et fælles udgangspunkt, når I skal tale sammen om børnenes rettigheder, behov og trivsel.