Historien om Titanic er både tragisk og på mange måder, ambitiøs.
Tragisk, fordi det, der skulle have været verdens bedste og største skib, som ikke kunne synke, rent faktisk sank, og mange mennesker mistede livet. Ambitiøs, fordi planen med rejsen og visionen for skibet var så storslået, at det vakte kæmpe opsigt, og blev fejret helt ude af proportioner ved afgangen i South Hampton, England.
Verdens største skib
Titanic blev bygget af firmaet White Star Line i et forsøg på at konkurrere med andre skibsrederier. Alt skulle være større, bedre, og mere luksuriøst end på andre dampskibe, og Titanic blev af den grund ofte omtalt som en ‘luksusdamper’. Kæmpeskibet indeholdte biografer, restauranter, træningscentre og pools, biblioteker og luksusværelser til dem der havde råd til det - men først og fremmest var Titanic et emigrantskib med kurs mod Amerika.
Titanic blev ikke kaldt verdens største skib for ingenting:
Længde: ca 270 meter
Bredde: ca 28 meter
Højde: ca 32 meter
Gennemsnitsfarten lå omkring 12 knob (22 km/t)
Vægt: 52 ton
Skibet indeholdte desuden 10 dæk, hvoraf 8 af dem var til passagerer. Jo højere op mod toppen af skibet jo finere var man og omvendt, jo længere ned mod skibets bund, des fattigere. Faktisk var de øverste par dæk kun for passagerer på 1. klasse og indeholdte rygerum, læserum, fine restauranter og cafeer.
Planen med Titanic, og rejsen over atlanten var, at alle 2.224 passagerer skulle ankomme sikkert til New York i håb om et bedre liv. Andre tog rejsen, fordi de havde råd og ville opleve turen med verdens største skib. Titanic havde solgt sig selv på myten om at være det største og bedste skib der kunne krydse Atlanten, og som samtidig ikke kunne synke.
Tragedien
Natten mellem d. 13 og 14 April, 1912 stødte Titanic ind i et isbjerg. Kun 4 dage efter afrejse.
Uheldet skete syd for Newfoundland efter adskillige advarsler om is forude. Besætningen havde i flere dage holdt øje med isfelter og havde sendt advarsler til kaptajnen, som ændrede kursen en smule. De sidste meldinger om alvorlige isbjerge forude kom 45 minutter inden katastrofen, men nåede desværre aldrig frem til kaptajnen.
Sikkerheden om bord var i topklasse og gennemtænkt af skibets designere. Der var vandtætte rum og døre, der kunne aktiveres fra afstand. Der var en trådløs telegram om bord for både passagerer og besætning, men der var ikke blevet installeret nok redningsbåde til alle. Kun omkring 1/3 af skibets passagerer kunne blive reddet med redningsbåde i tilfælde af forlis. Dette var en del af lovpålagte krav til skibe over en vis størrelse: der behøvede ikke være redningsbåde til alle, for det gik ud over udsynet fra båden og gæsternes mulighed for at trække frisk luft.
Da skibet ramte isbjerget, fossede vand ind af revnerne og begyndte at synke. Kvinder og børn fik førsteret i redningsbådene, man troede jo ikke at Titanic kunne synke, og derfor regnede man ikke med at redningsbådene skulle bruges til andet end at hjælpe andre både i nød. Iblandt de mange druknede, var bl.a. skibets arkitekt, Thomas Andrews, og chokket - som skabte sympati over hele verden, resulterede i en forbedring af søfarts sikkerhedsbestemmelser og en massiv støtte til de overlevendes familier.
Mange kender historien om Titanic fra filmen ved samme navn der udkom i 1997. Historien fascinerer os stadig til den dag i dag og har inspireret utallige bøger og film pga. dens kombination af både ambition og tragedie. Tragedien inspirerede også det der i dag kaldes for “katastrofefilm” som er blevet en genre for sig selv indenfor filmverdenen.