Store danske kunstnere: Storm P

Af Signe Anna Bøe 15-12-2022
Store danske kunstnere: Storm P

Robert Storm Petersen (1882-1949), bedre kendt som Storm P, er en af Danmarks mest kendte, og elskede kunstnere. Han er især kendt for sine humoristiske tegninger, der ofte blev bragt i de forskellige danske aviser. Udover at være tegner var Storm P også forfatter, billedkunstner og skuespiller. 

Storm P blev født i 1882 i Valby. Hans far var slagtermester, og derfor skulle Storm P naturligvis starte i lære hos ham som helt ung. Det gik bare ikke helt som forventet, da Storm P længtes efter noget andet. Han kunstneriske sind ville tegne, skrive og male. 

Så det gjorde han og debuterede som karikaturtegner i Dansk Slagteritidende i 1902. 

Dette blev starten på hans liv som selvlært tegner og kunstner, og i alt har Storm P produceret 50.000 tegninger, før han gik bort som 66 årig i 1949. 

Kort om Storm P: 

  • Født i Valby 1882
  • Selvlært kunstner, skuespiller og forfatter
  • Fast tegner hos Berlingske og BT
  • Satiriker og børnebogsforfatter
  • Havde en forkærlighed for vagabonder og “den lille mand” 
  • Død i 1949
  • Storm P museet på Frederiksberg

 

En sammensat kunstner

Storm P var en sammensat kunstner med mange talenter. På den ene side, en hyggelig, humoristisk tegner, der skabte kunst for alle - på den anden side en privat mand, der var meget optaget af døden og kristendom. Noget der især kom til udtryk i hans malerier. 

Man kan sige om Storm P, at han på mange måder var en kunstnerisk anarkist. 

Han var svær at sætte i bås og lod sig ikke begrænse. Han havde stor sympati for vagabonder og drankere, den såkaldte “lille mand” og rummede således både noget lav- og højkulturelt.

 

Forfatteren og skuespilleren 

Det er især tegneserierne, der har gjort Storm P højt elsket af sit publikum, men han har også skrevet en roman under pseudonymet Hugo Krantz. “Nattens København” blev skrevet i  samarbejde med to andre forfattere, Holger Rasmussen og Axel Breidahl. 

Storm P skrev også andre former for tekster, som han selv kaldte fortællinger. Det er bl.a. små, korte tekster, der formulerer  hans mange filosofiske tanker. Genren kaldes aforismer og disse tekster er, som Storm P’s tekster altid var; fyldt med skæve vinkler og ordspil. 

 

Udover at kunne kalde sig kriminalroman forfatter, var Storm P også skuespiller. 

Han interesserede sig en del for gøgleri og skuespil og blev i 1903 optaget som elev på Casino teatret i København. En uddannelse, han dog ikke færdiggjorde. 

På trods af dette varede hans karriere indenfor skuespil resten af livet, og han medvirkede i en del kabaretter, stumfilm, revyer og tonefilm. Han var bl.a. fast skuespiller på kunstnerkabaretten “Edderkoppen” i 1914. Fra 1930 optrådte han fast på Det Kgl. Teater primært i biroller eller klovnefigurer. 

Storm P værnede meget om sit privatliv og gav efter sigende ikke autografer og var ualmindeligt svær at interviewe. Det blev dog kendt, at han som 18 årig havde et forhold til den 41 årige Lydia, som han flyttede sammen med. De havde mødt hinanden i farens slagterbutik, og det var lidt af en skandale, at de fandt sammen.

 

Billedkunstneren

Ved siden af skuespillet var Storm P også billedkunstner og maler. Han eksperimenterede med forskellige stilarter, men havde primært en naivistisk stil, hvilket repræsenterede ham meget godt som kunstner. Den naivistiske stil opstod i 1800-tallet som en slags modreaktion til det akademiske kunsts formsprog. Denne uskolede og naive tilgang til kunst passede godt til Storm P, da han selv var autodidakt og anarkistisk anlagt. 

Storm P fandt ifølge Storm P museet, inspiration fra de forskellige rejser han havde foretaget rundt om i verden, bl.a. fra Paris. Han var også meget inspireret af Edvard Munch’s ekspressionistiske stil. Man siger f.eks., at Storm P’s to værker “Tre Kvinder Ved Havet” og “Kys” var dybt inspireret af Edvard Munch. 

Inden hans død i 1949 arbejdede Storm P på maleriet “Klovnens Begravelse”, som han desværre ikke blev færdig med. Ironisk nok - for i offentligheden kendte de fleste ham nemlig for hans muntre streg og humoristiske stil, men forventningen til ham om at være sjov, blev efterhånden sværere og sværere for Storm P at håndtere. 

Storm P blev begravet på Frederiksberg Kirkegård, som ligger ved siden af Storm P museet.

 

Storm P’s største værker 

De tre små mænd og nummermanden, 1913

Denne tegneserie var Storm P’s første af slagsen. Historien om de tre små mænd og nummermanden udkom første gang i hans eget blad “Storm” i 1913. “De tre små” refererer til tre mænd, der er anarkistiske og laver narrestreger. Tegneserien bevæger sig på en sjov måde over i metaplan, når de tre små mænd laver narrestreger med tegneren selv. Som, f.eks. da de forvandlede hans tegning, mens Storm P taler i telefon. “Nummermanden” refererer til en lille mand med skæg, der følger de tre små mænd gennem tegneserien. Han forsøger at holde sig udenfor problemer og holder tal oppe for at markere rækkefølgen på ruderne i tegneserien.

 

Min ven Sofus, 1918

I novellesamlingen “Min ven Sofus” samler Storm P hans fortællinger om vagabonder. Det er ingen hemmelighed, at han havde en forkærlighed for vagabonder, som var en af hans yndlingsfigurer at fortælle historier om. Han fremstillede muligvis også vagabondlivet mere idyllisk, end det i virkeligheden var, men hans fascination af dem, der ikke var så heldige i livet, fyldte tydeligvis meget. Historierne handler om fællesskab og kammeratskab - fortalt gennem hverdagens samtaler. Dialogen mellem de medvirkende indeholdte også masser af dialekt, som f.eks. i historien “I Proppen”, hvor to vagabonder snakker om vejret, om deres oplevelser i København og besøg på bl.a. Statens Museum For Kunst: ”det æ no’en forfærdelig store Lokaler – man bli’er helt svingel a’ og rende rundt deroppe – og saa’ æ det grusomt – der æ’ ikke et Men’ske, hvis man raaver om Hjælp.”

Storm P prøver ikke at få læseren til at få ondt af vagabonderne, de har nemlig deres egne meninger og holdninger og ønsker slet ikke at være en del af det pænere borgerskab. Storm P forsøger nok nærmere at lære os lidt medmenneskelighed. Det er ofte det der kendetegner Storm P’s arbejde, den måde, han undersøger og udstiller alle samfundslag; fra vagabonden til borgerskabet - alle fik hans kærlige og komiske blik på dem.

 

Hotel Jazz – og andre fortællinger, 1921

I 1921 udkom en samling af små, humoristiske historier og noveller, som på ægte Storm P vis, selvfølgelig er skarpe satiriske parodier på forskellige typer mennesker. Bogen indeholder bl.a. novellen “Hotel jazz”, hvor en selvudnævnt berømthed ankommer til Artisthotellet i New York City og skal bo på et værelse. Han vil gerne være “med på noderne”, men har svært ved det. Han bryder sig f.eks. ikke om jazz, men han fortæller sig selv, at det skal han kunne. Denne modsatrettede følelse parodierer og skildrer Storm P på en humoristisk og skarp måde: ”lidt efter lidt var jeg omgiven af et infernalsk Spektakel (…) Dette var Jazz – vor Tids underskønne Musik – dette var Step og Sang og Livsglæde med Sandpapir og halve Kokosskaller – og saa huskede jeg paa, at det var et Artisthotel og lige noget for mig.”.

 

Peter og Ping, 1922

Peter og Ping er endnu en tegneserie, som nok er Storm P’s mest kendte makkerpar. Den buttede, cigarrygende mand Peter og hans ven Ping, en pingvin. Parret oplever små, pudsige situationer i hverdagen, som ofte manifesterer sig igennem handlingen eller sproget i tegneserien. F.eks. i den stribe, hvor Peter fortæller om en togrejse til en anden mand: ”Jeg rejste fra Petrograd til Odense og i Kupe’en var jeg alene med en Russer –”/ ”og da vi var omtrent paa Halvvejen saa ta’r han en stor Kniv op –”/ ”og stikker mig her og der”. Manden spørger: ”Men hvad gjorde De da?”. Peter svarer: ”gjorde? gjorde? – ja, hvad sku’ jeg gøre? Jeg kunde jo ikke et ord Russisk!”, Ping siger dertil: ”Den er pingeling”.

Både Peter og Ping er ofte iført bowlerhatte og sort jakke, hvilket giver serien et grafisk, stilet udtryk. Striben udkom dagligt i BT i 27 år.

 

Søløven Marius, 1922

Børnebogen om Søløven Marius blev skabt i samarbejde med forfatteren Harald H. Lund. Sammen tegnede de en række børnebøger, bl.a. historien om Søløven Marius og hans rejse fra havet til zoologisk have, fra zoologisk have til Millionær hotellet hvor han lever et liv i luksus og tilbage til zoologisk have igen, hvor han møder sin barndomskærlighed. Han indser herefter, at kærlighed og selskab betyder mere end status og penge. Tegneserien var modsat mange af Storm P’s andre tegninger, farvelagt.

 

Pings naturhistorie, 1934

Udover selv at skabe børnebøger har Storm P også bidraget med illustrationer til børnebøger, som tager udgangspunkt i hans eget univers. F.eks i Pings Naturhistorie, hvor den kendte Ping fra avistegningerne får sit eget univers og format. I historien besøger Ping forskellige dyr og fortæller om dem gennem remser og rim. F.eks.:  ”Manden maa med Sæk paa Nakken ad den tunge Bakke gaa/ Ser en Myre og han tænker: Hvad har du at slæbe paa? (…) Myren tænker: Store Taabe/ bøj dig ned, og du vil se: Myren har sin Sæk paa Ryggen, slæber mer end du maaske”.

Dagens Flue, 1939-1949

Dagens Flue var en lille tegning med dertilhørende tekst, som Storm P lavede for Berlingske Aftenavis. Deres samarbejde varede fra 1939 frem til hans død i 1949. Han skabte 3000 fluer i løbet af de 10 år, han var hos Berlingske. “Fluer” er Storm P’s eget navn til en genre han selv skabte: en tegning med en lille tekst til. De kan enten minde om en vittighed, men de rummer ofte også nogle sproglige og filosofiske finurligheder. Hans fluer kan også ses som små åbenbaringer, der kan få modtageren til at se tingene fra en anden vinkel. Fluerne er komiske, skæve, tossede og vemodige. 

 

Dyrenes hverdag, 1939

Samarbejdet med Harald H. Lund affødte også børnebogen “Dyrenes Hverdag”, som er humoristiske rim og fabler for børn. Bogen handler om dyrenes hverdag og har efterfølgende fået status som en klassiker, pga. at den indeholdte den kendte godnatsang “Elefantens Vuggevise”.  Udover elefanten handler historien bl.a. også om en muldvarp, et pindsvin og en spørgelysten kylling og dens kloge hønemor.

 

Inspirationen

Storm P bevægede sig indenfor mange forskellige, kunstneriske discipliner. Som tegner, fik han især et alsidigt udtryk, og man kan ikke se bort fra, at hans karakteristiske streg har indprentet sig i den nationale kulturskat. Han behandlede livets store eksistentielle spørgsmål med lethed og humor og fik ikke kun sine læsere til at smile, de fik også stof til eftertanke. 

Storm P var også meget inspireret af amerikanske tegneserier og tegnefilm, som han fik sin måde at tegne fra. Begge var helt nye medier i starten af 1900-tallet og var med til at differentiere ham fra andre kunstnere på det tidspunkt. Han var faktisk den første i Danmark til at lave animationsfilm - dengang selvfølgelig i sort/hvid.  

Hans tidligere tegninger og digte, var dog inspireret af symbolisten Johannes Holbek, og hans udvikling bevægede sig fra at være en søgende alt-mulig-kunstner, til en kunstner med et meget personligt, internationalt orienteret udtryk og stil. Man kan tydeligt se i den kendte reklame for Tuborg, at Storm P fik sin inspiration fra amerikanske reklametegnere. Sloganet på reklamen er endda gået hen og blevet en klassiker: ”Hvornår smager en Tuborg bedst?” - ”Hver gang”. 

 

Som forfatter, fandt Storm P sin inspiration fra en anden Dansk forfatter, der levede i samme periode. Hans Scherfig, som både tegnede og skrev, ligesom Storm P, havde også et humoristisk og satirisk blik på samfundet. Begge tegnede endda også til samme børnebog “Søløven Marius”. Hans Scherfig er dog mere kendt som forfatter, end han er som tegner.  

Efter Storm P’s død i 1949 har han også fungeret som stor inspiration for andre danske kunstnere. F.eks. har Johannes Møllehave ladet sig inspirere af ham, og hans betragtninger om livet. Han skrev i 1982 bogen “Tusind fluer med et smæk”, der undersøger alvoren og humoren i Storm P’s kunst. I 1988 skrev han “Filosofiske fluer” som undersøgte Storm P’s filosofi, og i 2005  “Møllehave læser Storm P.”.

Hvis du vil se Storm P’s tegninger, udgivelser, personlige ting samt hans kæmpe pibesamling på over 450 piber, kan du besøge Storm P museet på Frederiksberg. 

 

Kilder

Stock, M., (2018) “Storm P”.

Storm P’s officielle hjemmeside

Mød forfatteren:

Billede af

Signe er tekstforfatter og skriver for bloggen hos GoTutor. Signe har en baggrund som skribent, sangskriver og webshop manager, og har i mange år arbejdet med børn og unge bl.a. som au pair i USA. Signe har en bachelor i kommunikation og digitale medier fra Aalborg Universitet, og har under sin studietid også skr...

Søger du privat lektiehjælp?

  • GoTutor er Danmarks bedst anmeldte

  • Mange års erfaring og en del af Egmont

  • Trænede og uddannede undervisere

  • Fast lav pris og fair vilkår


Eller kontakt os på: info@gotutor.dk

Du vil måske også synes om

Tragedien Titanic
Tragedien Titanic

Historien om Titanic er både tragisk og på mange måder, ambitiøs. Tragisk, fordi det, der skull...

Signe Anna Bøe 27-01-2023
Historien om Thorvald Stauning og Kanslergadeforliget
Historien om Thorvald Stauning og Kanslergadeforliget

I dansk politisk historie er der en række milepæle, og nogle af de mest markante er helt afgjort Tho...

Mikkel Berg Krøll Nielsen 11-11-2022
Alt hvad du skal vide om Frihedsgudinden
Alt hvad du skal vide om Frihedsgudinden

Frihedsgudinden - med det fulde navn Liberty Enlightening the World - er en kobberstatue, der blev r...

Ruben Samuel Sørensen 09-11-2022
Lad os tale sammen

Vi er klar til at svare på dine spørgsmål.
Ring til os på:

71 99 71 90