For mange er det svært at finde en god balance mellem skole og fritid. Enten føler man, at man hele tiden skal sidde og lave lektier, være i skole eller øve fremlæggelser, eller også føler man, at man bruger så meget tid på sine fritidsinteresser, at der ikke er plads til skole. Det handler om at finde den gyldne balance. Her vil jeg vise dig, hvordan du helt konkret laver denne balance:
1. Skole og fritid: Vælg, hvad du vil prioritere
Det første, du skal gøre, er at vælge! Du skal vælge, hvad du vil sætte øverst på listen over ting, du gerne vil. Hvad er vigtigst i dit liv lige nu? Er det en bytur, eller er det at få lavet den stil, du aldrig fik skrevet? Det er egentlig op til dig, men du er nødt til at gøre op med dig selv, hvad der er vigtigst og skal i første række. Så når du bliver sat over for valget, så ved du præcist, hvad du skal vælge.
2. Planlæg din skole og fritid
Du ejer med sikkerhed en smartphone, som har en indbygget kalender. Brug den. Prøv at vende dig til at skrive alle dine aftaler ind i din kalender. Skriv alle dine lektier ind. Skriv al din tid ind, som du vil bruge på lektier. På den måde får du ikke lavet et overlap mellem det sociale og din lektielæsning.
3. Gør en indsats
Du skal prøve hårdt! Det kræver mange kræfter at jonglere med alle de valg, man skal tage som studerende. Det kræver arbejde at skulle presse venner og lektier sammen. Måske kunne I studere sammen? Nogle gange er det hårdt at skulle dukke op til alle mulige sociale arrangementer, når man ved, at man skal hjem og skrive en 4-siders stil bagefter. Derfor kræver det virkelig en indsats fra dig at kunne holde den perfekte balance.
4. Lav en ugeplan
Ligesom du skal bruge en kalender, bør du også bruge en ugeplan. En plan hvor du har opskrevet alle ugens dage, samt hvad du skal lave de dage. På den måde har du hele tiden et detaljeret overblik over, hvad du skal og hvornår. Hver uge bør du evaluere: Får de aftaler, jeg har, mig tættere på eller længere væk fra mine mål på min prioriteringsliste?
5. Vælg en sund balance mellem skole og fritid
Uanset hvad du vælger i din balance-tilgang mellem skole og fritid, så prøv at fordele det nogenlunde ligeligt. Der er selvfølgelig perioder, hvor du vil få brug for at bruge mere tid på det ene end det andet, men overordnet set bør du fokusere på at skabe en lige balance, så du hverken drukner i lektier eller kommer bagud.