Venskaber - En guide til forældre

Af Rebecca Rasmussen 06-09-2023
Venskaber - En guide til forældre

De fleste forældre bliver lykkelige, hvis de kan mærke på deres børn, at de trives. En stor del af børns trivsel handler om dét at have en ven. Som forældre har man ansvaret for at lære sine børn, hvordan man er en god ven og at hjælpe dem med at vedligeholde venskaber.

Men det er også vigtigt, at man trøster dem, når et venskab brister, samt giver dem motivation til at danne nye venskaber. Venskaber er vigtige for børns trivsel og udvikling. Derfor har vi lavet en guide til, hvordan du lærer dit barn om venskaber, med alt hvad det indebærer.  



Hvad betyder venskaber for børn?

Venskaber er med til at udvikle børn. Børnene bruger deres venskaber til at træne deres sociale kompetencer. De lærer, hvordan de skal tackle forskellige situationer, der kan opstå i relationen til andre mennesker. Det er nemlig ikke altid lut og lagkage i venskaber, der opstår også konflikter og svigt, som børnene lærer, hvordan de skal administrere.



Hvornår begynder børn at få venner?

Venskaber begynder hos børn, når de er ca. 2-2,5 år gamle. Det er først, når børn er 2 år, at de reelt opdager hinanden, når de er 3 år begynder de at lege med hinanden, og når de er omkring 4 års alderen begynder de at sætte legene i system, som varer ved gennem barndommen.



Hvordan hjælper jeg mit barn med at få venner?

  • Spørg skolen og fritidshjemmet
    Spørg skolen og fritidshjemmet, hvem dit barn leger mest med. Derefter kan du kontakte forældrene og stable en legeaftale på benene. Du kan også undersøge, om institutionen har mails og telefonnumre på forældrene, som du derefter kan kontakte.

  • Sørg for at gøre legeaftaler så lette så muligt
    Det kan godt føles presset at skulle facilitere legeaftaler i en travl hverdag, men husk, at du ikke nødvendigvis behøver at stå klar med hjemmebagte boller, saftevand og planlagte aktiviteter. Børn kan ofte klare det selv, så længe at du er tilgængelig, hvis de har brug for hjælp.

    Det er vigtigt at støtte sine børn i at have legeaftaler, da det er med til at skabe gode venskaber. Legeaftaler i hjemmet åbner nemlig op for andre muligheder for lege, end børnene har i skolen. Giv børnene plads og ro til at fordybe sig i legene selv. En legeaftale behøver ikke at vare hele eftermiddagen eller aftenen, en time til halvanden er helt okay.

  • Pres ikke dit barn til legeaftaler
    Det er en balancegang, men husk på, at hvis dit barn ikke giver udtryk for at ville have legeaftaler, er der ingen grund til at presse barnet til det. Barnet får ikke noget ud af aftaler, som de ikke selv ønsker.

  • Vær rummelig
    Det er vigtigt, at du er rummelig over for, at dit barn bliver venner med et barn, der kommer fra en familie, som er anderledes end din egen. Det kan netop være sundt for barnet, at det erfarer, at der findes andre måder at leve på. At barnet oplever diversitet, kan styrke dets rummelighed og forståelse af andre mennesker. Vær åben og rummelig overfor barnets egne holdninger til venskaber.

    Det kan godt være, at det ud fra dit perspektiv ser problematisk ud, hvis dit barn slås meget med en af vennerne. Men for børnene kan det faktisk være dét, der holder venskabet sammen. Så længe børnene er venner, behøver du ikke at være bekymret. Børn er kun venner med dem, der giver dem noget, og det kan være, at de slås netop fordi de er venner.



Hvordan lærer jeg mit barn at være en god ven

Når du skal lære dit barn at være en god ven, er det vigtigt at du tænker over at undervise dem i sociale færdigheder og gode værdier, da det er en nødvendighed for, at dit barn kan udvikle sunde venskaber og relationer. Her har du 10 gode råd til, hvordan du lærer dit barn at blive en god ven:

  1. Empati: Forklar dit barn, hvad empati betyder, og hvorfor det er vigtigt at udvise empati over for sine venner. Lær dit barn at sætte sig i andres sted, og lær barnet at forstå, hvordan andre mennesker tænker og føler. Du kan bruge konkrete eksempler og historier fra dit barns eget liv og erfaringsverden til at illustrere dette. En god måde at lære barnet at se tingene fra en andens perspektiv, er ved at spørge: “Hvordan ville du have det hvis XXX skete for dig”? Eller “Hvordan tror du at XXX har det?”

  2. Vigtigheden i at lytte: Lær dit barn at lytte, når andre taler. Sørg for at opfordre barnet til at stille spørgsmål og vise interesse for, hvad barnets venner fortæller.

  3. At dele og at samarbejde: Forklar dit barn vigtigheden i at dele legetøj, og at samarbejde med andre børn under leg. Dette hjælper dit barn med at skabe positiv interaktion, som er vigtigt for venskaber.

  4. At tale pænt om andre:
    Husk at lære barnet at tale pænt om andre børn. Det er vigtigt, at barnet forstår, at det ikke er okay at tale grimt om andre bag deres ryg. Lær også barnet, at hvis det hører andre tale grimt om nogle, skal det sige fra.

  5. Selvkontrol: Hjælp dit barn med at udvikle selvkontrol og tålmodighed. Dette inkluderer, at du lærer barnet at vente på sin tur, ikke at afbryde venners samtaler og at undgå aggressive reaktioner.

  6. Venlighed og hjælpsomhed: Sørg for at opfordre dit barn til at udføre venlige handlinger over for deres venner, som at hjælpe dem, når de har brug for det. Lær også barnet at give komplimenter, når deres venner har gjort noget godt.

  7. Inklusion: Forklar dit barn vigtigheden af at inkludere alle, uanset baggrund, og forklar dem om mangfoldighed og åbenhed. Dette kan hjælpe med at forhindre mobning.

  8. Selvstændighed: Lad dit barn træffe egne beslutninger om dets venskaber, så barnet kan lære af egne erfaringer. Selvom det er vigtigt at guide dem, skal de også have plads til at udvikle deres egne sociale færdigheder, og vælge deres egne venner.

  9. Troværdighed og loyalitet:
    Lær dit barn vigtigheden i at holde på en hemmelighed, og at bakke en ven op. Det kan være vigtigt at lære at bakke sine venner op, hvis der opstår konflikter, hvor ens ven bliver behandlet dårligt af andre. Lær dit barn, at hvis en ven fortæller en hemmelighed, så er man en god ven, hvis man ikke fortæller den videre.

  10. Konfliktløsning: Forklar, hvordan man løser konflikter på en sund måde ved at tale om problemet, og ved at finde kompromiser. Du kan med fordel øve dette ved at bruge rollespil med dit barn. Lær dit barn, hvad der er rigtigt og forkert, og at det skal sige fra, når noget er forkert. Her er det vigtigt at barnet selv får lov til at mærke efter, hvad der føles forkert og at lytte til sin egen samvittighed. Lær barnet at det skal sige fra, når noget føles forkert. Selvom det er ubehageligt i situationen, så bliver det rart bagefter. 

Husk selv at være et godt eksempel. Børn spejler deres forældre. Det gælder også, når det kommer til venskaber og relationer. Sørg for at vise dem, hvordan man er en god ven, ved at du selv er venlig og en god ven i dine egne relationer. Du er en rollemodel for dit barn.



Når venskaber slutter

Forklar dit barn at nogle gange slutter venskaber, og at det er en del af livet. Det behøver ikke altid at være fordi, man er blevet uvenner. Det kan også være fordi, at man har fået forskellige interesser eller prioriterer andre venskaber. Husk også at det er vigtigt ikke at gøre dét at have en bedste ven til noget altafgørende for barnet. Det kan resultere i, at barnet kan føle sig udenfor, hvis det ikke er tilfældet. 

Det er desuden vigtigt at huske på, at der i venskaber også kan være intriger, som kan give barnet lyst til at trække sig. Her skal du huske ikke at presse dit barn for meget, og at give barnet lov til at trække sig, hvis det har behov for det. 

Mød forfatteren:

Billede af

Hej jeg hedder Rebecca og jeg skriver artikler her på GoTutors hjemmeside. Til dagligt læser jeg en kandidat i sprogpyskologi, og jeg har en bachelor i kommunikation og psykologi. Jeg interesserer mig for strategisk formidling og psykologiske emner, og jeg håber at i kan få ny viden og gode råd fra mine indlæg!

Søger du privat lektiehjælp?

  • GoTutor er Danmarks bedst anmeldte

  • Mange års erfaring og en del af Egmont

  • Trænede og uddannede undervisere

  • Fast lav pris og fair vilkår


Eller kontakt os på: info@gotutor.dk

Du vil måske også synes om

Skilsmisse - En guide til, hvordan du imødekommer dit barns behov i skilsmissen
Skilsmisse - En guide til, hvordan du imødekommer dit barns behov i skilsmissen

Du står midt i en skilsmisse, og der er ingen tvivl om, at det ikke er let. Der er typisk tungtvejen...

Rebecca Rasmussen 06-09-2023
Separationsangst - hjælp dit barn med at få bugt med frygten
Separationsangst - hjælp dit barn med at få bugt med frygten

Læs her om separationsangst samt hvad du skal være opmærksom på, hvis du mistænker, at dit barn lide...

Laura Norén 22-08-2023
Tilknytningsstile - hvilken rolle spiller de i relationsopbygning?
Tilknytningsstile - hvilken rolle spiller de i relationsopbygning?

Vil du gerne lære mere om dit barns tilknytningsmønstre og hvordan du kan spille en rolle i deres ti...

Laura Norén 23-08-2023
Lad os tale sammen

Vi er klar til at svare på dine spørgsmål.
Ring til os på:

71 99 71 90