Vi befinder os i tidsperioden fra ca. 1690 til ca. 1780. En periode på små 100 år, som i danmarkshistorien bliver kaldt for oplysningstiden – århundredet inden romantikken begynder at spire i samfundet. Der var i denne periode enevælde i Danmark. Kongen regerede over Danmark-Norge og havde et stort statsapparat i ryggen med loyale embedsmænd og jurister. Kirken spillede også en central rolle, og 1600-tallets religiøse univers prægede fortsat samfundet og befolkningen.
Kongen havde ved Kongeloven forpligtet sig til at sikre, at befolkningens kristne værdier forblev intakte, og at de levede som gode kristne mennesker. Lovgivning og opdragelse i skole og kirke blev derfor direkte påvirket af religiøse faktorer. Strafferetten, som var en del af Danske Lov, var opbygget efter de ti bud, og konfirmationen var en forudsætning for, at en bonde kunne blive gift og købe fæstebrev. Dermed afhang borgerens rettigheder altså af, om de var konfirmeret eller ej.
1700-tallets religiøse tilgang til livet blev dog udfordret gennem oplysningstiden og bar i højere grad præg af fornuft og rationalitet. De nye religiøse tanker og idéer udfordrede især statskirken, som med tiden udviklede sig til et opgør med de sædvanlige normer.
Hvorfor hedder det oplysningstiden?
Oplysningstiden var en periode præget af både kongens og kirkens magt, men også en udvikling af menneskerettigheder, demokrati og ytringsfrihed. Perioden før oplysningstiden centrerede sig meget omkring naturvidenskaben, da der i 1600-tallet blev gjort store opdagelser inden for bl.a. matematikkens love og astronomi. Denne nysgerrighed bredte sig til idéen om menneskets iboende fornuft.
Flere og flere begyndte at stille spørgsmålstegn ved kongens og kirkens magt og blev gennem ny viden, spredt af datidens filosoffer, gjort bekendt med denne nye “oplyste” livsanskuelse. Tanker om bl.a. filosofi, samfund, tolerance og udvikling spredte sig, og en af hovedtankerne var, at mennesket var født godt og bliver klogere ved hjælp af viden og brugen af deres fornuft.
Kongens (og godsejerens) magt
I 1700-tallet (og tidligere) var der en tendens til, at man anskuede bonden som et undertrykt individ, der var slave for det meget egoistiske godsejer aristokrati. I Frankrig opstod Den Franske Revolution (1789-1799) som en reaktion på den store klasseforskel, der herskede i hele Europa – men i Danmark var der en form for balance i forholdet mellem godsejerklassen og de mange bønder. De var gensidigt afhængige af hinanden, og de ydelser og modydelser, som begge parter var afhængige af, var med til at opretholde et relativt stabilt samfund.
Kongen havde ikke mulighed for at udøve sin magt i hele landet på anden måde end at lade godsejerne få en vis magt og ret til at stå for administrationen i deres lokalområder. Godsejerne havde dog ikke ubegrænset magt på eget område, for ifølge loven skulle de gårde, som han ejede, lejes ud til bønder for at bevare produktionen og derigennem generere skatter.
Landboreformerne ændrede livet for bonden
Det var altså ved lov bestemt, at en bonde kunne købe et fæstebrev og dermed overtage godsejerens gård – hvilket gav ret til livstidsleje af gården. Prisen for dette fæstebrev blev bestemt, alt efter hvor stor gården var, og det gav også bonden retsstilling og sikrede hans eksistensgrundlag. Bonden skulle blot opfylde de krav, som en fæstebonde skulle, og gjorde han ikke dette, kunne godsejeren finde på at straffe ham eller afsætte ham fra gården.
I denne periode blev der af nogle fremsynede bønder, kongen og landets rigeste godsejere igangsat en omformning af landbrugssamfundet og landbrugsmetoderne. Man begyndte at dyrke kløver, som var foder til kvæg, for at tilføre jorden mere næring, som skulle forøge høstudbyttet. Man begyndte at inddele landsbyers jord i et mere effektivt system (kobler), og nogle godsejere indførte det såkaldte “arvefæste”, som tillod dem at overdrage jorderne til bønderne og deres slægtninge mod en årlig afgift – selvfølgelig. Det var en exceptionel udvikling i 1781, da bønderne nu kunne få mulighed for at eje jord frem for blot at leje.
Kongen forsøgte at bakke op om de forskellige forandringsprocesser, der fandt sted i landbrugssamfundet og indførte fra 1784 forskellige landboreformer. De sikrede bl.a. bondens rettigheder og gjorde torturredskaber som træhesten og halsjernet ulovligt. Arbejdsforholdet mellem bonde og godsejer var nemlig ikke præciseret ved lov, og derfor udnyttede mange godsejere desværre bonden. Forholdet mellem dem blev kritiseret for at være imod tidsånden, da det i mange tilfælde næsten mindede om en hersker-slavelignende situation mellem godsejer og bønder. Heldigvis blev der i 1799 indført Hoveri Forordningen, som fastslog, at de aftaler, som bonde og godsejer havde indgået, ikke kunne ændres eller forøges. Det gav bonden rettigheder og et mere værdigt liv.
Man siger, at 1700-tallet bar præg af forestillingen om, at der var nogle ideologisk drevne ildsjæle omkring kongen og i administrationen, der bidrog til at give bonden sin frihed og løsrive sig fra slavelignende forhold. I lyset af Den Franske Revolution, hvor mange embedsmænd og folk fra overklassen måtte lade livet og få frataget deres privilegier, skulle der altså ske nogle store ændringer – og det er i denne tid, at landboreformerne blev født.
Filosofiske og oplyste tanker fyldte folket
Én af de vigtigste filosoffer fra oplysningstiden var den tyskfødte Johann Friedrich Struensee (1737-1772), som fungerede som livlæge for Kong Christian d. 7. (1749-1808).
Igennem hans universitetsuddannelse blev Struensee en del af oplysningen og tog hans tanker og idéer med til Danmark, hvor han forsøgte at gennemføre en række reformer inspireret af den nye, oplyste tankegang.
Kong Christian d. 7. var psykisk syg og skulle på en udlandsrejse have en læge med sig. Valget faldt på Struensee, og fordi rejsen gik godt, blev han fastansat hos kongen som livlæge, da de kom tilbage til København. Dette samarbejde skulle vise sig at blive utroligt vigtig for danmarkshistorien, da Struensee i lederskab med Dronning Caroline Mathilde regerede landet i kongens navn fra 1770 til 1772. I de to år, de arbejdede sammen, fik de gennemført et kæmpestort reformarbejde, som fik stor betydning for samfundet. De fik sammen gjort udenrigspolitikken mere fredelig, beskåret militæret, og de offentlige udgifter blev reduceret kraftigt gennem afskedigelser og nedskæringer i pensioner. De påvirkede i hvert fald kongen i så stor grad, at disse ændringer blev iværksat.
Retssystemet blev gjort mere moderne, og det almene menneske fik flere rettigheder. Man siger, at Struensee og dronningen havde en affære, og det var muligvis også derfor Struensee blev henrettet og dronningen landsforvist til Tyskland, hvor hun døde i en alder af 23.
Historien om Struensee, dronningen og den psykisk syge konge blev filmatiseret i 2012 i filmen “En Kongelig Affære”.
Ytringsfrihed, demokrati og kunst
1700-tallet var præget af en udvikling i enevældens magtudøvelse. Før 1755 var det primært envejskommunikation fra kongen eller kirken til offentligheden – og det var forbudt for offentligheden at diskutere statens anliggende. Prisen for at overtræde dette forbud var landsforvisning.
Men da kongen i 1755 begyndte at indkalde forslag til forbedring af økonomien og udgav dem i “Danmarks og Norges økonomiske Magazin”, ændrede meget sig. Kongen var altså blevet mere lydhør over for nye tanker og ideer, og demokratiet samt ytringsfriheden begyndte at spire.
Det hastigt voksende borgerskab begyndte derfor at deltage i den politiske samtale, hvilket gav anledning til både kritik af censuren og et ønske om ytringsfrihed. Censuren havde været en del af de trykte medier i mange år, og man måtte som nævnt ikke kritisere eller diskutere statens anliggende. Dette blev dog ophævet i 1770 af Struensee, men det viste sig dog hurtigt, at enevælden alligevel ikke var helt klar til at ophæve censuren. Den blev tilbagetrukket, men genindført i 1799 med Trykkefrihedsforordningen.
Udbredelsen af bøger, aviser og trykte medier gjorde, at de nye tanker bredte sig blandt Danmarks befolkning. Nu skulle mennesket være frit og gennem uddannelse og ny viden træffe beslutninger ud fra et rationelt grundlag. Man begyndte at diskutere menneskerettigheder, forholdet mellem menneske og stat, menneske og natur og menneske og menneske imellem.
Fra en psykologisk vinkel kan man sige, at oplysningstiden startede med erkendelsen af, at alle mennesker er unikke og har mulighed for selv at være medbestemmende over sig selv og samfundet. De ville befries fra autoriteternes magt og selv bestemme over deres eget liv.
Oplysningstidens forfattere
Ludvig Holberg var en af datidens største dramatikere i Norden. Han skrev mange komedier og digte, men især komedien Erasmus Montanus skrevet i 1722 gjorde ham til en af historiens største nytænkere. Komediens fem akter blev først udgivet i 1731 og herefter fremført i 1747 foran et teaterpublikum.
Holberg var moderne set med oplysningstidens øjne. Han havde rejst meget og var fascineret af bl.a. arabisk religionsfrihed, kvinders rettigheder og troede fast på en iboende fornuft i mennesket. Med sin komedie om bondesønnen Rasmus Berg (Erasmus Montanus), som vender tilbage fra København og pludselig er blevet en bedrevidende snob, søgte han både at underholde, men også at opdrage på publikum.
I oplysningstiden var digte en udbredt udtryksform blandt forfattere. De kaldes centrallyrik, da de ofte handlede om digterens egne følelser og oplevelser frem for at være skrevet for kongen eller kirkens skyld. Kendte digtere fra denne tid var særligt Johannes Ewald og Ambrosius Stub.
Kilder:
Cleemann Rasmussen, M., Larsen, T. P., Juel Lavtsen, U. (2014). Danmarks Historie. 127-154.
Amdisen, A. (2002). Til nytte og fornøjelse - Johann Friedrich Struensee. 1737-1772.