Hvem bestemmer egentlig, hvad skældud er? Børn eller voksne? Og hvordan forholder skældud sig til det pædagogiske begreb anerkendelse?

I arbejdet med at mindske skældud må vi være enige om, hvad vi taler om. Hvad er egentlig skældud?

Skældud kan defineres på mange måder. Skældud kan være: når pædagogen råber, ser vred ud, har et aggressivt kropssprog, bruger en vred eller nedladende tone, lader følelserne tage over, afreagerer, fremsætter ukonstruktiv kritik, nedgør barnet, bebrejder barnet (ofte med læring som hensigt) eller har en adfærd, der får barnet til at skamme sig.

Hvornår der er tale om skældud, beror altså på en subjektiv vurdering, det kan ikke fastslås objektivt. Helt afgø rende er det imidlertid, hvem der foretager denne vurdering – er det barnet eller den voksne? I vores forståelse er det enkelt: Det er barnet, der ved, om der bliver skældt ud. Skældud er dét, barnet oplever som skældud.

Det betyder, at der godt kan være tale om skældud, selvom det ikke var den voksnes hensigt at skælde ud, el ler selvom den voksne ikke selv oplevede, at hun skældte ud.

Mange tror, at der er mindre vold mod børn nu, end der var for 100 eller 200 år siden. Men det kan vi ikke uden videre gå ud fra. Der er måske nok mindre fysisk vold, men til gengæld er der måske mere verbal vold: 30% af alle børn får meget skældud i dagtilbuddet – Dansk Center for Undervisningsmiljø har dokumenteret, at cirka hvert fjerde barn i alderen 4-6 år oplever, at de tit får skældud af de voksne i børnehaven.

At blive skældt ud er som at blive slået med ord, sagde et barn engang til Erik Sigsgaard – og Psykiatrifonden har tilsvarende konstateret, at langtidsvirkningen af skældud fuldt ud kan sidestilles med fysisk vold.

Skældud og anerkendelse

Da Erik Sigsgaard som en del af en større forskergruppe gik i gang med et stort projekt om skældud i 1999, var projektets omdrejningspunkt egentlig begrebet anerkendelse. Begrebet, der har fokus på at betragte børn som ligeværdige individer, og på motivationer snarere end adfærd, var en svær størrelse at undersøge i praksis – men det viste sig, at skældud var en brugbar negativ indikator for aner kendelse: Der, hvor der blev skældt mest ud, var der mindst anerkendelse. Der, hvor der blev skældt mindst ud, var der mest anerkendelse.

Skældud er altså på sin vis en diametral modsætning til anerkendelse. De to ting udelukker (eller indskrænker i hvert fald) hinanden.

Undersøgelse af skældud

”Dansk Center for Undervisningsmiljøs (DCUM) Dagtilbudstermometer viser, at ca. hvert fjerde barn i alderen fra 4-6 år oplever, at de tit får skældud af de voksne i børnehaven. Det er bekymrende tal, og det kan være tegn på et børnemiljø under et vist pres. Det giver anledning til at se på både relationskompetencer og medbestemmelse i den pædagogiske praksis, mener DCUM. Undersøgelsen er speciel fordi det er børnene selv, der har svaret på spørgsmålene, og altså ikke en voksen, der svarer for dem.”

• ”I Dagtilbudslovens §7 og §8 står der, at børnemiljøet skal vurderes i et børneperspektiv.

• Dagtilbudstermometeret bidrager til at sikre bør nenes perspektiver i arbejdet med at udvikle og fastholde et børnemiljø, der fremmer deres trivsel, udvikling og læring.

• Med DCUM’s Dagtilbudstermometer kan man sikre, at dagtilbuddet kommer rundt om børne nes fysiske, psykiske og æstetiske miljø som en del af arbejdet med de pædagogiske læreplaner.”