Poststrukturalismen er en videreudvikling af strukturalismen, som opstod i 1910. Den blev indledt af en schweizisk lingvist kaldet Ferdinand de Saussure, som arbejdede med videnskaben af sprog, sprogets struktur og udvikling.
Opgøret med strukturalismen
For at forstå poststrukturalisme skal man forstå hovedtrækkene i strukturalismen. Hovedtanken i strukturalisme er, at bag det, der umiddelbart kan iagttages, gemmer sig nogle strukturer. Det vil sige, at virkeligheden er konstrueret af strukturer. Disse strukturer findes i alle fænomener og udtryk i verden og rummer en uendelig lang række af elementer, som bliver skabt i relation til hinanden. Elementerne skal derfor ses i fællesskab og ikke uafhængige af hinanden. For at forstå en struktur kan den kun ses i sammenhæng med de elementer den rummer.
I strukturalismen ser man alting i strukturer og systemer, som udgør meningen og betydningen i verden. Strukturalisterne havde derfor en teori om, at al viden og opdagelse er statisk og stabilt og ikke påvirkelig og foranderlig. Poststrukturalisterne havde en kritik af dette, og er derfor en videreudvikling på strukturalismen.
Hvornår opstod poststrukturalismen?
Poststrukturalismen opstod i 1960’erne i Frankrig. Det er bl.a. filosofferne Michel Foucault, Jacques Derrida m.fl., som gjorde op med idéen om, at al viden om verden skulle være statisk. De havde en kritik mod strukturalismen om, at al viden og opdagelse om verden og mennesket konstant er foranderlig og udvikler sig. De virkeligheder og sandheder, vi mennesker ønsker at blive nysgerrige på, er betinget af vores evne til at acceptere en form for uvished omkring den viden, vi ønsker at opnå. For at forstå de kulturelle og relationelle forhold, som verden er bygget op omkring, vil viden om verden udspringe særligt af udtrykket i menneskets sprog. Vi bruger nemlig sproget til at beskrive virkeligheden, os selv og hinanden. Sproget er derfor meget centralt i poststrukturalismen.
Diskursbegrebets forskellige mønstre
Der bliver lagt vægt på sprogets betydning, hvor begrebet 'diskurs' oftest dækker over en eller anden idé om, at sproget er struktureret i forskellige mønstre, som individets udsagn følger, når individet agerer inden for forskellige sociale sammenhænge. Det er i virkeligheden det, vi som individer taler om, italesætter og måden vi forstår verden på. Med andre ord, så er en diskurs en specifik måde at se verdenen på.
Hele menneskets forståelse af verden er bygget op omkring vores udsagn og fortællinger af vores iagttagelser og refleksioner. Diskursen er derfor konstrueret af sprog, som er centralt inden for poststrukturalismen.
Når man taler om en diskurs, er den ofte udsprunget af en social konstellation, hvor der har været en samtale, diskussion og udveksling af meninger. Dagen i dag er det også samtaler og samfundsrelevante emner, der kommer frem i nyhederne og de sociale medier. Disse kaldes også diskurser, da medierne er en oplysningskilde for mennesket i dag.
Eksempler på diskurser:
Den politiske diskurs, herunder diskursen om integration og Ældreplejen m.fl.
Diskursen om køn, herunder diskursen om debatten om ligestilling og identitet m.fl.
Diskursen om børn, herunder diskursen om opdragelse og dannelse m.fl.
Anne Klara Bom, som er professor og forsker, har i sin bog Diskursanalytisk metode forklaret, at en diskurs er en dynamisk, akademisk og faglig velfunderet måde at udveksle viden og holdninger på med henblik på, at alle bliver klogere. Med 'dynamisk' skal det forstås, at udvekslingen af udsagn og fortællinger kan ændre diskursens indhold over tid.
Det er her, at poststrukturalisterne adskiller sig fra strukturalisterne, da det er deres opfattelse, at forståelsen af verden er foranderlig og altid i udvikling.
Viden om magt
Begrebet magt er meget centralt i Michel Foucault teori inden for poststrukturalismen. Mennesket bruger sin viden om noget i verden til at fremhæve sin sandhed i de sociale konstellationer, som mennesket er en del af. Det vil sige, at alle mennesker har og udøver magt på den ene eller den anden måde og bruger deres viden som redskab til at fortælle om deres verdenssyn i sådan en grad, at den kan blive til en sandhed over for omverdenen. Denne magt, som mennesket anvender for at fremhæve sin sandhed, bliver med tiden og gennem sproget så normaliseret, at omverdenen ikke har chancen for at modstå sig denne fremherskende diskurs. Dog er den altid forandrende og omskiftelig, alt efter hvilken diskurs der er magtfuld på det givne tidspunkt.
Ifølge poststrukturalister forsøger mennesket altid på at danne sig en virkelighed i blandt de fremherskende diskurser. Mennesket er derfor nødsaget til hele tiden at skulle vælge mellem de forskellige diskurser, der er på spil. Dette er alt, hvad der er aktuelt og vedkommende af fænomener i verden og livet, og hvad der er konstant i forandring, alt efter hvilken diskurs der har mest magt.
Magtens anvendelse
Den måde, som magten bliver anvendt på, er gennem menneskets observation af livet og sin omverden. Et eksempel er menneskets fysiske helbred. Gennem observation og tilegnelse af viden opdager vi, hvor vigtigt det er at passe på vores kroppe, som vi skal bruge hele livet. Vi observerer hinanden og italesætter, hvad vi ser – hvad der er godt for vores fysiske velvære, og hvordan vi passer allerbedst på vores kroppe. Alt derimellem, som efterhånden er blevet italesat, samt blevet dominerende, bliver så en gyldighed i samfundets forståelse af, hvad der er fysisk velvære.
Når vi mennesker observerer og iagttager vores omgivelser, så danner vi vores grundforståelse af noget. Denne grundforståelse bliver så stor en del af vores syn på livet og verden, at vi gennem sproget italesætter det, vi forstår af den. Således opstår en diskurs i samfundet.