Brødrene Grimm – Jakob og Wilhelm – var to tyske brødre, der i 1800-tallet samlede og udgav gamle folkeeventyr. I dag forbinder mange dem med hyggelige historier for børn, men faktisk var mange af deres eventyr i starten både voldsomme, uhyggelige og slet ikke børnevenlige.
De to brødre blev født i Tyskland i slutningen af 1700-tallet og arbejdede som sprogforskere. Deres store interesse var gamle sagn, historier og talemåder, og de mente, at folkeeventyr fortalte noget vigtigt om et lands kultur, moral og historie. I 1812 udgav de den første samling af Kinder- und Hausmärchen, som betyder Børne- og Hjemmeeventyr. Mange af de eventyr, vi i dag kender som klassikere – fx Hans og Grete, Snehvide og Askepot – stammer fra denne samling.
Oprindeligt ikke for børn
Selvom samlingen hed Børne- og Hjemmeeventyr, var de første udgaver ikke lavet til børn. Eventyrene var ofte meget blodige og fyldt med vold, død og straf. Hekse blev brændt, onde stedmødre blev straffet brutalt, og mange af historierne havde en hård tone, hvor det onde virkelig blev knust. Der blev ikke lagt fingre imellem.
For eksempel ender Snehvide i den oprindelige udgave med, at den onde dronning bliver tvunget til at danse i glødende jernsko, indtil hun falder død om. I Hans og Grete brænder børnene heksen ihjel i hendes egen ovn, og i Askepot skærer stedsøstrene tæer og hæle af for at få glasskoen til at passe.
Så nej – eventyrene var ikke lavet til at blive læst højt ved sengetid for små børn!
Hvorfor var de så brutale?
Mange af de gamle folkeeventyr har rødder i en tid, hvor livet var barskt. Børn kunne dø tidligt, sygdom var almindeligt, og retfærdighed handlede tit om straf og hævn. Derfor afspejler historierne også en hårdere virkelighed. Ondskab bliver straffet, og godhed bliver belønnet – men vejen derhen kan være voldsom.
Eventyrene skulle også lære folk (både voksne og børn) noget om livets farer og moraler: Pas på fremmede. Gå ikke alene ud i skoven. Vær lydig over for dine forældre. Hæv dig over grådighed og ondskab.
Børnevenlige versioner
Med tiden blev eventyrene redigeret, især da de begyndte at blive brugt i skoler og hjem. Wilhelm Grimm tilpassede sproget og ændrede de værste passager. I nyere udgaver bliver volden dæmpet, og religion og moral fremhæves mere tydeligt.
I mange nyere versioner fra i dag, er det ofte heksen, der bare “forsvinder”, eller stedmoren, der “flygter ud af slottet”. Døden nævnes ikke altid direkte, og de blodige detaljer er væk. Dermed bliver historierne mere egnede for yngre læsere – men noget af eventyrets bid og dybde forsvinder måske også?
I den gamle udgave af Den Røde Hue (senere kaldet Rødhætte) bliver både mormoren og pigen ædt – og ulven bliver først skåret op af en jæger, så de kan komme ud igen. I de nyere udgaver nævnes det slet ikke, at de bliver ædt – de bliver måske bare “fanget” i skabet.
Er eventyr for børn?
I dag forbinder vi eventyr med børn – både i film, bøger og højtlæsning. Men som du kan se, var eventyr ikke kun for børn i gamle dage. De var for alle – og skulle både underholde, advare og opdrage.
Det var først senere, især i 1800-tallet, at eventyr blev en fast del af barndommen. Det skete i takt med, at man begyndte at tænke anderledes om børn, opdragelse og skole. Pædagogiske udgaver af Grimms eventyr blev brugt til at lære moral og ordentlig opførsel – men i en version, der passede bedre til små ører.
Hvorfor læser vi stadig Brødrene Grimm?
Brødrene Grimms eventyr er en del af den europæiske kulturarv. De handler om mod, ondskab, håb, uretfærdighed, drømme og retfærdighed – og de kan stadig læses i dag, fordi de sætter gang i tanker og følelser.
Mange moderne historier, film og serier låner stadig fra Grimms univers. Askepot, Tornerose, Hans og Grete og Snehvide lever videre i nye versioner – men også som mørke genfortællinger, hvor ondskaben får nye former, og slutningerne ikke nødvendigvis er lykkelige.
Jung og folkeeventyrene
Den schweiziske psykolog Carl Gustav Jung mente, at eventyr ikke bare var gamle historier – de fortalte også noget om, hvordan mennesker tænker og føler dybt inde. Jung sagde, at vi alle har nogle grundlæggende figurer i os, som vi kender, selvom vi aldrig har mødt dem. Han kaldte dem arketyper.
En heks i et eventyr kan fx være en arketype for ondskab eller frygt. En konge kan stå for orden og magt. Den lille, modige helt er en figur, vi kender fra mange historier, og som viser, hvordan man kan vokse og klare sig – også selvom man er lille eller bange.
Jung mente, at eventyr hjælper os med at forstå os selv. Når vi læser om farer, valg og forvandlinger, så lærer vi noget om vores egne følelser og beslutninger. Derfor er eventyr stadig vigtige – ikke kun for underholdningens skyld, men også fordi de giver os noget at tænke over.
Et eksempel kunne være Hans og Grete, hvor børnene bliver kastet ud i en farlig verden uden deres forældre. De må selv finde vej, overvinde frygt og til sidst klare sig. Det handler ikke kun om heksen og huset af kager – det handler også om at vokse op og finde sin egen styrke.
Afslutning
Brødrene Grimm samlede ikke bare hyggelige fortællinger – de samlede vilde, stærke og gamle historier, som har overlevet i generationer. Når vi læser dem i dag, ser vi både, hvor meget vi har ændret os – og hvad vi stadig kan lære af gamle historier. Både børn og voksne kan finde noget i eventyrene, og de bliver ved med at betyde noget – også i en moderne verden.