William Shakespeare er et af de få navne i litteraturen, som alle har et eller andet forhold til. Hvis ikke man har læst ham, så har de fleste i hvert fald hørt hans navn før. Derfor kan han netop være en smule svær at gå til, fordi han ofte bliver placeret på en piedestal som det højeste inden for litteraturens verden. Så hvordan går man til Shakespeare i dag i det 21. århundrede? Dette indlæg er mindre en tilgang til, hvordan man skal læse ham, end det er en introduktion til manden og værkerne, og manden og myten, samt en afmystificering af disse, der måske kan gøre indgangsvinklen en smule mindre kompliceret. Alle pointer i indlægget er hentet fra bogen The Genius of Shakespeare, der (i mine øjne) er den bedste moderne bog om Shakespeare, skrevet af Jonathan Bate – en af verdens førende eksperter på området.
“Jeg holdt op med at tro, at forfatteren af Shakespeares værker var manden fra Stratford”
Citatet ovenfor kommer fra Freud, og det introducerer et tilsyneladende spøjst og selvmodsigende aspekt i Shakespeare, nemlig hvorvidt det faktisk var Shakespeare selv, der skrev de skuespil, der er tilskrevet hans navn. Der er mange bud på, hvem det så kan have været, fx Christopher Marlowe, Francis Bacon, en jarl fra Oxford, selv Dronning Elizabeth! Til en vis grad er spekulationen og mystikken ganske forståelig, fordi vi ikke kender til mennesket Shakespeare, siden han ikke efterlod os personlige papirer. Men lad os med det samme få slået fast, at det er de allerfærreste eksperter i dag, der tvivler på, at Shakespeare ikke var Shakespeare. Langt de fleste eksperter og litterære kritikere er enige om, at det rent faktisk var William Shakespeare fra Stratford, der skrev disse værker, fordi man i dag har så meget materiale og teknologi til rådighed, at man har foretaget syntaktiske analyser af både sætningsopbygning og ordforråd, der viser, at der er en kontinuitet i Shakespeares værker reflekteret i hans sprog. De steder, hvor der er få afvigelser, kan forklares med, at man på Shakespeares tid ofte samarbejdede med andre teaterfolk om at skrive stykker. Derudover kan man tegne streger mellem prikkerne i andre forfatteres og skuespilleres korrespondancer på den tid, der alt sammen peger på, at Shakespeare er ophavsmanden til sine værker.
Geni eller tyv?
En af de mest almindelige misforståelser om Shakespeare er, at han som en enestående original tryllede 154 sonetter, 37 skuespil (38, hvis man spørger nogle kritikere) og 2 narrative digte ud af den blå luft på magisk vis. Intet kunne være mere forkert. Tværtimod stjal han med arme og ben fra både sin samtid i dronning Elizabeths og kong James’ tid, fra historiske kilder, og endda fra græsk og romersk mytologi, særligt fra Ovids Metamorfoser og Plutarchs Parallele Liv. For eksempel er Macbeth under direkte indflydelse af det såkaldte ’Gunpowder Plot’, der fandt sted i 1605, som var en flok oprørere, der forsøgte at slå kong James ihjel ved at sprænge parlamentet i London i luften. Det slog fejl, men Shakespeare lader til at have været dybt interesseret i idéen om at slå kongen ihjel, hvilket er nøjagtigt, hvad hovedpersonen Macbeth gør, inden han fordærves af magt, skyld og paranoia. Derudover er historien stærkt inspireret af en samling fortællinger, der hedder Holinsheds Krøniker, som er en samling af historier om Irland, Skotland og England, hvilket umiddelbart efterlader os med spørgsmålet; skal det betragtes som plagiat eller som inspiration? Hvis man vil vide mere om, hvordan Shakespeare hentede inspiration fra sine omgivelser, vil jeg foreslå, at man kigger på James Shapiros to bøger, der hedder henholdsvis 1599 og 1606, og som fokuserer på et enkelt år i Shakespeares liv og hvordan, det formede hans værker.
Derudover er sonetten heller ikke en original Shakespeare-opfindelse – endnu engang skal vi tilbage i historien, denne gang til Italien, for at finde hans inspirationskilde. Digteren Petrarch (1304-1374) var en af de første til at udforske sonetten i forbindelse med hans ’courtly love’-sonetter adresseret til Laura, hans livs kærlighed. Sonetterne skal ses som en form for romantisk forførelse, der skal overbevise kvinden om mandens oprigtige hengivenhed og kærlighed – og selvom Shakespeares sonetter kan se nøjagtigt således ud, så er der lagt fælder hist og her. Overvej for eksempel sonet nummer 130:
My mistress’ eyes are nothing like the sun;
Coral is far more red than her lips’ red;
If snow be white, why then her breasts are dun;
If hairs be wires, black wires grow on her head.
I have seen roses damasked, red and white,
But no such roses see I in her cheeks;
And in some perfumes is there more delight
Than in the breath that from my mistress reeks.
I love to hear her speak, yet well I know
That music hath a far more pleasing sound;
I grant I never saw a goddess go;
My mistress when she walks treads on the ground.
And yet, by heaven, I think my love as rare
As any she belied with false compare.
Imod al forventning kan denne sonet ses som en parodi eller pastiche på Petrarch og hans ophøjede, idealistiske romantik. Her er ’my mistress’’ øjne overhovedet ikke som solen, altså uden lys og glød, hendes læber er ikke røde og forførende, hendes hår er blot sorte tråde, hun stinker ud af munden, og hendes stemme er noget så irriterende. Men de sidste to linjer, coupletten, vender det hele om, for fortælleren elsker hende trods alle de fejl, han lige har påpeget. Kort sagt – Shakespeare kunne lide at lege med konventionerne.
Det leder os videre til en anden ting, som Shakespeare lånte – nemlig det jambiske pentameter. Det er ganske enkelt ti stavelser i en verslinje, som består af skiftevis 5 stavelser uden og med tryk på. Men heller ikke dette redskab er Shakespeares opfindelse, for første gang, vi møder det i den engelske litteratur, er hos Chaucer (1343-1400) og hans Canterbury Tales. Sproget er Middelalderengelsk, så det kan være lidt svært at forstå, men jeg har oversat linjerne (efter bedste evne) nedenunder til moderne engelsk:
And smale foweles maken melodye,
That slepen al the nyght with open ye
(And small birds sing melodies,
Which sleep all night with open eyes)
Igen vender vi tilbage til spørgsmålet: Var Shakespeare en tyv eller et geni? Hvor går grænsen mellem inspiration og kopi?
Komedier, historier og tragedier af Shakespeare
Overordnet set bliver Shakespeares skuespil opdelt i tre brede kategorier: komedier, historier og tragedier. Grunden til dette er, at det var sådan, de blev opdelt i den første udgivelse af hans samlede værker i ’First Folio’ i 1623, syv år efter hans død. Kategorierne er også en fin måde at finde rundt i dem på – tragedierne er plaget af død og ødelæggelse, komedierne ender som regel i et eller flere ægteskaber, opklaringen af en misforståelse, og en dans, og historierne er genfortællinger af rigtige historiske begivenheder (med overvejende vægt på Tudor-familiens regime (1485-1603). Når det så er sagt, så lader Shakespeare til at have været interesseret i at lege med genrekonventioner, for størstedelen af hans skuespil indeholder nemlig elementer af alle tre genrer, og for at gøre det endnu mere komplekst, så snakker nogle kritikere om hans sidste komedier (f.eks. A Winter’s Tale og The Tempest) som ’tragi-komedier’. Tænk bare på eksemplet tidligere om Macbeth, som ellers er klassificeret som en tragedie, der er baseret på både historiske kilder og en samtidig begivenhed, men som samtidig ikke er for fin til et par jokes under bæltestedet. Overvej portnerens svar til Macduff, hvor han fortæller, hvilke konsekvenser druk kan have:
Marry, sir, nose-painting, sleep, and urine. Lechery,
sir, it provokes and unprovokes. It provokes the
desire, but it takes away the performance.
Therefore, much drink may be said to be an
equivocator with lechery. It makes him, and it mars
him; it sets him on, and it takes him off; it persuades
him, and disheartens him; makes him stand to and
not stand to; in conclusion, equivocates him in a
sleep, and, giving him the lie, leaves him.
Så hvad kan vi konkludere? At alting ikke er lige til i Shakespeare? Det er det måske ikke, nej. Men det er samtidigt også det, der gør ham til en af de mest omdiskuterede forfattere i historien, fordi vi hele tiden kan finde nye lag i hans ord.
Her vil jeg slutte mit indlæg. Ved at vælge disse emner ud, har jeg selvfølgelig valgt hundredevis fra, men jeg håber, at dette kan hjælpe til at gøre Shakespeare en smule mere tilgængelig for andre end os, der læser ham på videregående uddannelser.