Nu er det ved at være tid. Det er snart et nyt skoleår. Ligegyldigt om du starter du på STX, HF, skal op i 2.G eller noget helt tredje, så er gælder det om at få en god studiestart! Det nye skoleår giver dig en helt unik mulighed for at få en god og frisk start på et år. Et år som med garanti vil byde på nye udfordringer. Jeg har samlet en række tips til, hvordan du får den bedste start. Med dem kan du afslutte med en lang række topkarakterer og stadigvæk holde motivationen hele vejen igennem.
En frisk start
Du bliver helt sikkert introduceret for nogle nye fag eller ny viden inden for et fag du allerede har. Når man introduceres til et nyt fag, så vil underviseren gøre det klart, hvad forventningerne er til dig som elev og hvad faget handler om og indeholder. Det virker måske som logik for burhøns. Men det kan betale sig at høre ekstra godt efter, især i den først del af undervisningsforløbet. Uanset hvilket fag det drejer sig om.
Ud over forventningsafstemning vil din underviser nemlig også introducere dig for basale begreber og fremgangsmåder, som bliver brugt som grundlag i faget. Basale begreber og fremgangsmåder bliver hurtigt en nødvendighed. De hjælper dig forstå mere avancerede begreber, fremgangsmåder, skrive gode opgaver, kunne følge med i undervisningen osv.
Få godt styr på det basale og spørg endelig din lærer hvis du er i tvivl. På den måde undgår du starten på en ond spiral af fortvivlelse og manglende forståelse af faget.
I faget Dansk er det fx. svært at skrive en god stil, uanset om det så er en kronik, et essay, litterær artikel, hvis man ikke har en basal forståelse af hvordan en god og spændende stil generelt skal bygges op.
Så hør godt efter og op med fingeren i luften, hvis der er noget du er i tvivl om. Hvis du ved studiestart er tvivl om noget af det basale, så er der nok også andre i klassen der er. Så vær ikke bange for, at spørge din underviser en ekstra gang.
Noteteknik og afleveringer
Det er selvsigende, at man skal lave sine lektier for at få en god studiestart. Inden man arbejder med sin noteteknik, er det ret vigtigt at få læst, så man rent faktisk ved, hvad man sidder og skriver ned.
Noteteknik begynder mange først at arbejde med sent efter de er startet på det nye fag. Hvis du får styr på din noteteknik inden studiestart, så slipper du for, at sidde og rode med det midt på året og dermed måske gå glip af noget vigtigt. Størstedelen af mine noter fra det første halve år jeg gik på gymnasiet er stort set ubrugelige. Ofte fordi jeg brugte en noteteknik, som slet ikke virkede for mig.
Der findes rigtig mange noteteknikker som du kan bruge, Men det er meget forskelligt, hvad der virker fra person til person. Nogle kan godt lide at lave mindmaps og bare skrive i stikord. Andre er nødt til at skrive alt hele ned til mindste detaljeret for at huske det.
Et godt råd er, at sætte dig og se en video på YouTube om et eller andet emne, som interesserer dig, og prøve at skrive noter til det som du lærer. Så kan du se hvor meget der hænger fast næste dag og prøve dig lidt frem. Det vigtigste er, at du finder en teknik der virker for dig.
Generelt vil jeg helt klart anbefale at tage noter. Det er videnskabeligt bevist, at man husker bedre hvis man skriver ned imens. Endnu et tip er, at skrive ned i hånden i stedet for på computer. På den måde husker man endnu bedre.
Få styr på noteteknikken og så er du klar og parat til en god studiestart!
Skab balance fra studiestart
Centrale begreber, fremgangsmåder, noteteknikker og vigtigheden af lektier, det virker alt sammen meget fagligt og måske en anelse uoverskueligt. Mit sidste og nok mest vigtige tip er helt klart, at du skal finde balancen mellem dit sociale liv, skole og evt. fritidsjob. Det nytter ikke noget, at du ikke kan følge med i undervisningen, men samtidig arbejder 20 timer om ugen i det lokale supermarked. Det nytter samtidig heller ikke noget, at du sidder så meget begravet i bøger og lektier, at du ikke har tid til at drikke en øl eller sodavand med vennerne i weekenden. Det handler om at finde den gyldne middelvej!
Et godt tip er her at prioritere din tid løbende. Hvis du føler, at du er godt med i skolen, kan du sagtens tage en tur i byen i weekenden. Men hvis du mangler at skrive tre stile og ikke har læst lektier i et par uger, så kunne det godt være, at du skulle skrue lidt ned for arbejdstimerne og måske droppe en enkelt bytur for lige at komme efter det. Det kan betale sig at prioritere løbende, så man ikke ender i en ond spiral enten i den ene eller anden ende. At prioritere løbende lige fra studiestart virker måske igen ret logisk, men der er utroligt mange der ikke formår at rent faktisk gøre det.