Allerede før – men måske især efter – finansminister Bjarne Corydon i august 2013 erklærede sin tro på den danske stat som en konkurrencestat, har uddannelsesdebatten cirkuleret om et bestemt felt. Et felt, der afgrænses af ord og begreber, som strækker sig lige fra studiefremdrift, relevans, dimittendledighed og karakterkrav til bonusordninger, dimensionering, fjumreår og cafépenge. Medtager man den heftige debat om folkeskolereformens implementering i 2013, må man sige, at uddannelsesområdet de seneste år har været et hedt emne i den offentlige debat. Der er utallige elementer i debatten. Flere har fanget min opmærksomhed, og som det ikke just falder mig let at få til at give mening i en større sammenhæng.
Skynd dig på universitetet, der er (intet) arbejde bagefter
Især undrer jeg mig over, at man fra uddannelsesministeriets side gennemfører dimensioneringer på de videregående uddannelser. Slet ikke med argumentet om, at man ikke kan være bekendt at uddanne folk til arbejdsløshed. Jeg vil ikke erklære mig uenig i at det, som uddannelsesminister, Sofie Carsten-Nielsen (R), på ingen måde kan være sjovt at knokle fem år på et universitet for dernæst at stille sig bagerst i køen af modtagere af overførselsindkomst. Min undren opstår, når jeg henleder mine tanker på et andet af denne – og den tidligere – regerings værktøjer på uddannelsesområdet. Nemlig den gulerod i form af en karakterbonusordning, som uddannelsessystemet siden 2009 har viftet foran næsen af studenter, der vælger at starte tidligt på en videregående uddannelse.
Hvor er sammenhængen?
1,08 er kvotienten, man får lov at gange sit gennemsnit med, hvis man som student søger ind på en videregående uddannelse indenfor to år efter bestået studentereksamen. Nu er det ikke, fordi det ligefrem vrimler med opgørelser over unge, der går ledige mellem en gymnasieuddannelse og en videregående uddannelse. Min erfaring er da også, at de fleste unge rent faktisk lykkes med at få et job. De fleste vælger at tage et sabbatår efter gymnasiet for at opleve noget anderledes. Gerne i udlandet. Trække luft ind, inden det går løs med forelæsninger. Derfor er det også min opfattelse, at de fleste ikke ligger på den lade side. Incitamentet til at komme i beskæftigelse hurtigt må siges at være temmelig stort. Højskole, jordomrejse og lignende betaler jo ikke sig selv. Antager vi, at de fleste sabbatårstagere gør en aktiv indsats for at komme i arbejde. Og at de fleste lykkes i forsøget, er min pointe som følger. Hvad er sammenhængen mellem på den ene side at tilskynde til at skynde sig videre fra gymnasiet. Dernæst gennem universitetet. Og på den anden side dimensionere uddannelsesudbuddet, fordi arbejdsmarkedet er plaget af fraværende efterspørgsel?
Arbejde og erfaring – eller overførselsindkomst?
Indtager man det økonomiske perspektiv. Det rationale, som ofte lader til at være grundlaget for uddannelsesministeriets reformer. Så giver det ikke mening at gøre begge dele på samme tid, kan man mene. Hvorfor tilskynde til at flytte unge i arbejde til offentlig forsørgelse i form af SU så hurtigt som muligt, for derefter at uddanne dem til arbejdsløshed. Som det i Sofie Carsten-Nielsens ordlyd hed sig før beslutningen om dimensioneringerne blev en realitet? Burde man, når man dimensionerer, ikke netop i samme vending fjerne ordningen med 1,08-kvotienten, så belastningen på universiteterne måske kunne lettes en anelse i en periode?
For denne ordning, der søger at minimere antallet af unge, der bruger et eller to år af deres liv på at lære noget andet end at kunne citere teoretikere, lave fejlfrie matematiske beviser og analysere Helle Helle-noveller til topkarakter, kan ikke siges at være helt uproblematisk. For udvikler man sig nødvendigvis til en dygtig og reflekteret universitetsstuderende ved at gå den direkte vej uden svinkeærinder?
Sabbatårene rummer enormt potentiale
Jeg tog selv to sabbatår, inden jeg startede på RUC. Ja, jeg tog såmænd også et år på efterskole i 10. klasse. I princippet kunne jeg lige nu være i gang med det sidste semester af en kandidatuddannelse og kun få måneder fra potentiel beskæftigelse. I stedet er jeg på fjerde semester, og der er gode seks semestre tilbage. Men jeg ville ikke være nogle af mine ekstra år foruden. Jeg arbejdede på en efterskole, på en folkeskole, i en SFO og i tre forskellige børnehaver. Her skrabede jeg penge sammen til en rejse til USA og Brasilien. De få år uden for uddannelse rummer et enormt potentiale for fremme af både selverkendelse, personlig udvikling, oplevelser, erhvervserfaring og anden form for horisontudvidelse. Da jeg gik i 9. klasse, troede jeg, det var det rigtige for mig at gå på HTX. I løbet af mit efterskoleår fandt jeg ud af, at det ikke var en merkantil drejning, mit uddannelsesforløb skulle tage. Lige siden har jeg med tilfredshed kunne se tilbage på min beslutning om at vælge STX. Det var utvivlsomt det rette sted for mig.
Det næste store valg
Da jeg afsluttede gymnasiet, var jeg slet ikke klar til at vælge en uddannelse. Mine overvejelser svingede i perioden 2011 til 2013. De gik lige fra idræt, fysioterapi, gymnasielærer og folkeskolelærer til journalistik, sociologi, antropologi, film- og medievidenskab og meget mere. Skulle jeg have valgt efter et år (2012), er det ikke til at vide, hvad jeg ville have valgt. Det er ikke til at vide, hvordan jeg havde tacklet studiestarten. Det er heller ikke til at vide, om jeg kunne have identificeret mig lige så meget med pågældende uddannelse. Slet ikke så meget som jeg gør med min nuværende (journalistik og socialvidenskab på RUC). Da jeg startede i 2013 tog det lidt tid at omstille sig til et studieliv med ansvar for egen læring. Den periode vil jeg gætte på, havde været både længere og sværere at komme igennem et år tidligere.
Forskel mellem kvote 1 og kvote 2
Så vidt mine egne erfaringer. Men kombinerer jeg dem med de erfaringer, jeg stifter bekendtskab med gennem medstuderende, venner og bekendte, ser jeg et gennemgående mønster i holdningerne. Det hører til sjældenhederne at være afklaret om et ”rigtigt” valg lige efter gymnasiet. Man fornemmer også en anden jordbundenhed og større grad af akademisk omstillingsparathed blandt studerende, der har taget et sabbatår. Det er fornemmelser og opfattelser. Men tal fra en DEA-rapport viste i 2014, at der er statistiske forskelle mellem kvote 1- og kvote 2-ansøgeres frafaldsprocent indenfor det første år. I 2010 droppede lidt mere end 15% af kvote 1-ansøgerne ud i løbet af det første år. Det samme gjorde sig gældende for knap 9% af kvote 2-ansøgerne. Mange faktorer kan ligge til grund for forskellen. Det kan dog bestemt ikke udelukkes, at sabbatårene er en af de væsentlige.
Derfor må budskabet til universitetsstuderende in spe lyde, at det er yderst anbefalelsesværdigt at tage et sabbatår. Og gerne to. Samtidig må man fortsat undre sig over, at 1,08-kvotienten består. Dens formål er at bidrage til at skære i den gennemsnitlige længde af sabbatperioden, hvilket flytter folk fra job til overførselsindkomst, mens det på den anden side erkendes, at dimittenderne står overfor en truende ledighedsproblematik.