Husk at tage tid til dig selv – derfor kan det være en god idé at holde et sabbatår
Det er svært at lade være med at tænke over tid i forhold til uddannelse i dag. Vi har en uddannelsesstruktur, der, i kraft af fremdriftsreformen, belønner hurtig påbegyndelse og gennemførelse frem for grundighed. Vi oplever et evigt pres fra vores politikere om at komme så hurtigt igennem en uddannelse som overhovedet muligt, så vi kan komme ud på den anden side og betale vores skat og bidrage til samfundsøkonomien og væksten. Der er dog et aspekt, jeg synes, der mangler i det her regnestykke – at vi har at gøre med mennesker og ikke maskiner.
Da jeg selv blev student i 2014, var jeg helt sikker på, at jeg i hvert fald skulle holde ét sabbatår. Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg ville, eller hvad jeg eventuelt skulle studere, men jeg havde en plan om at komme til at arbejde som folkeskolevikar, da jeg har haft en ambition i mange år om at blive lærer på et eller andet plan. Sommeren gik, og jeg fik ikke svar fra nogle af de skoler, som jeg havde søgt hos, og da skoleåret gik i gang, var jeg stadig arbejdsløs. Så mens de fleste omkring mig havde fundet arbejde i mange forskellige retninger eller var taget ud for at rejse, besluttede jeg mig for at fordrive tiden midlertidigt ved at læse et af de værker, som jeg altid havde følt, at jeg burde have læst for længe siden: Herman Melvilles Moby Dick.
Det viste sig at være en af de bedste beslutninger, jeg har taget i mit liv. I knap to uger lavede jeg ikke ret meget andet end at læse og sove, og den roman åbnede en helt ny verden for mig og fik mig til at indse, at litteratur kan vende fuldstændigt op og ned på et menneske, personligt såvel som intellektuelt. En dag – kort tid efter jeg blev færdig med bogen – kom der et opkald fra en lokal skole på Midtsjælland som spurgte, om jeg kunne starte dagen efter. Så det gjorde jeg, og pludselig blev jeg kastet ud i alt mellem 0. og 9. klasse på mange forskellige niveauer af undervisning som disciplin, og jeg elskede det. Min erfaring med at arbejde som vikar har fortalt mig, at det er et af de jobs, der virkelig er hårdt arbejde, men jo mere man giver af sig selv til børnene, jo mere får man igen i tusindefold. Jeg nød alle hverdagens små og store strabadser og de mange fantastiske oplevelser, jeg fik, som gav mig muligheden for at forme unge mennesker i deres netop begyndte vej i uddannelseslivet.
Derudover satte jeg enormt meget pris på, at jeg havde fri, når jeg havde fri. Efter tre år i gymnasiet med konstante deadlines og afleveringer var det det mest befriende i verden ikke at skulle tjekke sin mentale kalender, hvilket gav mig tid og rum til at læse alt det, jeg havde udskudt i gymnasiet. Joyce, Dostoevsky, Pynchon, David Foster Wallace, Dumas, Dickens og hundredevis af andre små og store litterære værker – jeg læste alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af, men af alle de bøger, så var det Moby Dick, der stod klarest i min bevidsthed, for det var først, da jeg læste den, at jeg seriøst overvejede muligheden for at studere litteratur. I sidste ende endte jeg med at studere engelsk ved Aarhus Universitet, hvilket jeg stadig er i gang med og nyder mere end nogensinde før. Jeg er nemlig, netop som jeg skriver dette, ved at forberede mig på mit bachelorprojekt, som kommer til at handle om – gæt engang – Moby Dick.
Mit budskab med det her indlæg er ikke, at du skal bruge dit sabbatår på at læse en masse bøger for at blive klogere på dig selv. Det var blot min måde at gøre det på, og der findes mange andre måder. Tag ud og rejs, alene eller med dine venner, arbejd med noget, som giver dig lyst til at stå op hver dag, fordriv tiden med at se serier, spille musik, teater eller (jeg kan kraftigt anbefale det) læse en bog. Det vigtigste er, at du giver dig tid til at lave de ting, du har lyst til, og at du tager dig tid til at være dig selv, hvordan du end gør det. For én ting er at tage en beslutning om at starte på en videregående uddannelse og måske flytte til en fremmed by; noget andet er at gøre det forhastet under den forudsætning, at du er overbevist om, at det er forventet af dig af enten dig selv, dine forældre, eller samfundets diskurs om uddannelse. Luk det ude. Lyt til dig selv. Du har ikke mere travlt, end du kan komme overens med dig selv – og selvom man kan være nok så træt af at gå i skole efter tre års gymnasiegang, så er en af de vigtigste pointer i forhold til sabbatår, at det kan give dig mental plads til at opsamle sult til at lære igen. Og husk: livet fungerer sjælendt lineært, og afstikkere er lige så meget en del af det som alt andet.