Du kender det måske. Du har en opgave, der skal laves, der er en deadline, og du vil nok også gerne gøre det godt. Men motivationen er der ikke. Der er andre ting, der pludseligt virker interessante. Du sveder, når du tænker på opgaven og alt det arbejde, der tårner sig op. Deadlinen rykker tættere på, og du er stadig ikke kommet ordentligt i gang.
Eller måske virker det bare kedeligt. Støvede gamle historiebøger, svære matematikopgaver eller uforståelige tekster i dansk. Men det skal laves, uanset om motivationen er der eller ej.
Det er meget normalt at miste motivationen, men det er stadig frustrerende, når det sker. Derfor har vi samlet nogle gode råd til, hvordan du bekæmper manglende motivation og kommer godt i gang.
Før arbejdet
Før du kan sætte dig ned og være produktiv, skal du have din krop og din hjerne engageret og klar til det. Det kan være rigtig svært at gå direkte fra at se serier eller chatte med vennerne til at være meget koncentreret om noget, der måske er kedeligt og ikke lige så stimulerende. Prøv derfor disse ting, før du går i gang:
- Gå en kort, frisk tur. Det får blod til hjernen og gang i kroppen, og det udløser endorfiner.
- Kom væk fra videoer, der er fyldt med farver og lyde – det gør det nemmere at sætte sig med en opgave, der ikke er stimulerende på samme måde.
- Lav en kop kaffe/te eller tag nogle sunde snacks, der gør det mere motiverende at sætte sig med opgaven.
Gør det til en vane at have nogle positive småritualer, der motiverer til at arbejde. Det gør nemlig, at din underbevidsthed forbinder ritualet med at skulle koncentrere sig, og det gør det med tiden nemmere at sætte sig med en opgave, der er svær eller umotiverende.
Spis en elefant
Når opgaven tårner sig op, og det hele virker lidt uoverskueligt, er det en god ide at spørge sig selv: Hvordan spiser man en elefant? Svaret er naturligvis i bidder, lidt ad gangen. Det er det samme med din skoleopgave: Du kan formentlig ikke lave den hele på én gang, og det behøver du heller ikke.
Start med at danne dig et overblik over arbejdet og de dele, der skal laves, før opgaven er færdig. Lav gerne en liste, så kan du nemlig også krydse af og se fremgangen! Når du har dannet dig et overblik og lavet en liste, kan du gå i gang med det første delmål.
Husk at rose dig selv, når du har nået et delmål, og tag evt. en pause. Nu er du i gang! Og bid for bid bliver du færdig.
Sæt en timer
Nogle gange er det at sætte sig ned og begynde det sværeste – på samme måde som det første skridt ud ad døren er det sværeste for en løber. Det er nemmere at chatte med vennerne eller se bare et enkelt afsnit mere af serien.
Ligesom med elefanten kan det her være en god idé at tage det i små bidder. I stedet for at sætte dig ned for at læse i tre timer, kan du starte med en halv time. Sæt en timer, og lav en regel om, at der ikke kigges på telefon, snakkes eller tages småpauser. Den halve time er arbejdstid.
Til gengæld venter der en belønning og en lille pause efter den halve time. Denne pause og belønning er vigtig, selv hvis du ikke synes, arbejdet er kommet så langt. Det skal nok komme, og blot det at du er i gang, er et kæmpe skridt på vejen!
Husk, at timeren er vejledende. Den er til for at få dig i gang. Hvis en halv time også virker uoverskueligt, kan du starte med ti minutter. Tag en kort pause og start så igen, måske med femten minutter denne gang.
Nogle gange sker det dog, at du nu er engageret med opgaven og kan fortsætte uden pause – så tag ti eller tyve minutter mere!
Har du brug for pausen, når tiden er gået, er det også helt ok og normalt. Det vigtigste her er at rose dig selv, når du er kommet i gang, og at tage små pauser.
Strukturer dine dage
Mennesker er vanedyr, så hvis skolearbejdet bliver en del af dine daglige rutiner, er det langt nemmere at komme i gang. Her er et par tips til at skabe mere struktur, der gør det nemmere at finde motivation:
- Sørg for at have et godt sted at arbejde i huset, på biblioteket eller skolen, og gør det til en fast del af ugen at sætte dig her for at arbejde. Så lærer du at forbinde stedet med produktivitet, og det er lettere at gå i gang.
- Planlæg arbejdet og vær realistisk. Hvor meget kan du nå på de tidspunkter, du kan arbejde? Skriv det ned og dan dig et overblik.
- Husk pauserne. Det er normalt at kunne holde koncentrationen et sted mellem 30 og 45 minutter, så sæt en timer efter det, og hold pauser herimellem.
- Dan dig et overblik over det, du mangler, når du er færdig for dagen. Så ved du, hvor du skal begynde næste gang. Det gør det nemlig lettere at sætte sig ned med opgaven igen, hvis man ved, hvad opgaven handler om.
Hvis du følger disse råd, kan du efterfølgende også holde helt fri og med god samvittighed sige, at ”jeg har gjort det, jeg skulle i dag”. Husk også, at alle arbejder forskelligt, så planlæg efter, hvordan du bedst arbejder. Prøv dig lidt frem, og læg så en mere fast plan, du kan følge.
Slip presset og find flowet
Nogle gange kan det være svært at gå i gang med en opgave, hvis man meget gerne vil gøre det godt, eller den skal være perfekt. Forventningerne er høje, og man er måske bange for, at det ikke bliver ”godt nok”.
Det er mere overskueligt at gå i gang, hvis man fokuserer på én ting ad gangen i stedet for at stræbe efter den perfekte opgave med det samme. Slip perfektionismen og vid, at dit bedste er godt. Så tag det ét skridt ad gangen, og kom i første omgang bare i gang: Kig på opgaven, læg en realistisk plan og tag den bid for bid.
Når man først er i gang, sker det også nogle gange, at man når ”flowtilstanden”, hvor man glemmer verden udenfor og bare arbejder – og nyder det! Det kræver øvelse og længere perioder med koncentration at nå dertil, men hvis du følger rådene ovenfor, kan det lykkes. Det tager noget tid at nå til flowtilstanden, så vær tålmodig, og lad være med at blive frustreret, hvis du ikke kan koncentrere dig med det samme.
Hold dig til én opgave, og lad være med at kigge på din telefon eller andet imens. Når du først har opnået flow, kan det også være motiverende til at gå i gang med en opgave igen, fordi det er en fed tilstand at være i, og du får lavet et godt stykke arbejde.
Det kan være svært at finde motivation, men hvis du har nogle faste arbejdsvaner, behøver du ikke være lige så motiveret til hver enkelt opgave; det kommer næsten af sig selv. Så husk:
- Gør dig klar til at arbejde, og lav det til en rutine
- Spis en elefant – du behøver ikke at lave eller kunne det hele på én gang
- Planlæg arbejdet, og strukturer din tid
- Slip perfektionismen og find flowet