Magtens tredeling

Af Ulrikke F. 19-12-2022
Magtens tredeling

Magtens tredeling har været et konstitutionelt princip i det danske rige siden Junigrundloven i 1849. Junigrundlovens § 3 deler en lovgivende, udøvende og dømmende magt mellem tre statsorganer i riget. Disse er henholdsvis regeringen, Folketinget og domstolene. Regeringen er et statsorgan af fagspecialiserede ministre med en statsminister i spidsen, mens Folketinget består af 179 politikere, som er blevet udvalgt ved folkeafstemning. Regeringen og Folketinget har i forening den lovgivende magt, mens den udøvende magt alene er hos regeringen ifølge Junigrundloven. Endelig henlægger Junigrundloven den dømmende magt hos domstolene, som er et tredje statsorgan, der henviser til dommere ved 24 byretter, to landsretter og en højesteret.

 

Teorien bag magtens tredeling

 

Junigrundlovens tredeling af magten var inspireret af Charles-Louis de Secondat Montesquieus (1689-1755) magtadskillelseslære. Som filosof og politolog var Montesquieu i særdeleshed optaget af begrebet om tyranni, der essentielt handlede om misbrug af magt i et rige. Montesquieu mente, at et rige kunne lide under tyranni, hvis det kun havde ét enkelt statsorgan, som besad alt magten. Hans lære var, at der skulle være tre adskilte statsorganer, som respektivt havde magten til at skabe lov, udøve lov og dømme efter lov. Det var således, at Montesquieus lære lagde det teoretiske fundament til magtens tredeling, der er grundlovsfæstet i det danske rige i dag.

 

Magtens tredeling i praksis

 

I praksis er magtens tredeling dog ikke den magtadskillelse, som Montesquieus lære bestræber. For det første henlægger Junigrundloven den lovgivende magt hos regeringen og Folketinget i forening frem for ét enkelt statsorgan. For det andet forbyder Junigrundloven ikke personsammenfald på tværs af statsorganer. Dette betyder, at de samme personer kan være del af forskellige statsorganer og dermed besidde flere magtformer. Det er for eksempel almen praksis, at regeringens ministre er Folketingsmedlemmer. I Junigrundloven er der ej heller forbud for dommere mod at være del af Folketinget eller regeringen. Dette er dog en mere sjælden praksis, da dommerembedet stiller krav til upartiskhed (se også afsnittet om den dømmende magt).

Den lovgivende magt

Den lovgivende magt omhandler at udarbejde, vurdere og eventuelt vedtage nye love. Love kan defineres som et forbud eller et påbud, som skal regulere, hvordan borgerne i et rige opfører sig over for hinanden. Et eksempel på en lov kan være, at borgere som bilister ikke må køre over for rødt trafiklys. Junigrundlovens § 3, 2. pkt. henlægger den lovgivende magt til Folketinget og regeringen i forening. Det betyder, at Folketinget og regeringen må nå til enighed, hvis lovene skal blive faktuelle. Det sker dog sjældent, at statsorganerne er uenige, sandsynligvis fordi Folketinget til dels har magt over regeringens eksistens. Denne magt beror på et mistillidsvotum, som går ud på, at et flertal i Folketinget kan erklære en mistillid til en minister, hvilket kræver, at ministeren afskediges. Hvis et mistillidsvotum rettes mod den ledende statsminister, skal regeringen i sin helhed gå af.

I forening er regeringens og Folketingets lovgivende magt begrænset af den retlige trinfølge. Den retlige trinfølge er et hierarki over love i riget, som fastslår, at grundloven er den øverste lov, hvorfor alle øvrige love skal efterkomme denne. Når Junigrundlovens § 79 for eksempel lyder, at borgere i riget må forsamle sig i offentligheden, kan regeringen og Folketinget ikke vedtage love, der er i trods med forsamlingsfriheden.

Den udøvende magt

 

Den udøvende magt går ud på at sørge for, at borgerne i riget overholder lovene, således den lovgivende magt fungerer efter hensigten. Ifølge Junigrundlovens § 3, 1. pkt. besidder regeringen alene den udøvende magt. Dette vil sige, at regeringen har magt til både at lovgive og til at sikre lovgivningens funktion. Straf er et eksempel på udøvende magt, som regeringen ofte udskyder til forskellige institutioner. Blandt andre handler politiet med regeringens magt, når det straffer borgere for lovbrud med bøder eller frihedsberøvelse. I forhold til straf er den udøvende magt begrænset af et hjemmelskrav, som følger af straffelovens § 1. Hjemmelskravet ved straffelovens § 1 er, at straf skal have hjemmel i lov, hvilket betyder, at straf kun kan pålægges borgere, der handler direkte i strid med lovens ord.

 

Udøvende magt kan også omhandle udstedelsen af retningslinjer. Ligesom love er retningslinjer forbud og påbud, som regulerer borgernes opførsel. Retningslinjer kan selvsagt udstedes af regeringen selv eller af institutioner såsom skoler, hospitaler eller biblioteker. Som et konkret eksempel kan et psykiatrisk hospital udstede en retningslinje om, at selvskadende patienter skal frihedsberøves. I den retlige trinfølge er retningslinjer dog underlagt både grundloven og almene love. Det betyder, at retningslinjer skal udstedes med udgangspunkt i eksisterende lov. I forhold til eksemplet kan det psykiatriske hospital udelukkende udstede sådan retningslinje, fordi der i forvejen er en psykiatrilov, som bestemmer, at psykiatriske patienter til fare for sig selv kan frihedsberøves.

 

Den dømmende magt

 

Den dømmende magt understøtter, at de øvrige statsorganer ikke misbruger den lovgivende eller udøvende magt. Ifølge Junigrundlovens § 3, 3. pkt. kan domstolene dømme, hvorvidt rigets love eller retningslinjer er i overensstemmelse med den retlige trinfølge. Domstolene kan også vurdere, om straf af rigets borgere holder trit med hjemmelskravet. Den dømmende magt hos domstolene er dog begrænset på samme måde som de øvrige magtformer. Begrænsningen går ud på, at domstolene skal være upartiske. Dette indebærer, at den enkelte dommer ikke må dømme med hensyn til personlige, politiske eller samfundsmæssige interesser.

Den fjerde magt - medierne

 

Magtens tredeling ved Junigrundloven henviser til en lovgivende, udøvende og dømmende magt, der deles mellem statsorganer af Folketinget, regeringen og domstolene. Til tider bliver det dog spekuleret, om medierne kan forstås som en fjerde magtform. Spekulationen hviler blandt andet på, at mediedækningen af Folketinget og regeringen kan få afgørende betydning for statsorganernes indbyrdes magtforhold. For eksempel kan medierne afsløre misbilligende informationer om en minister, således et folketingsflertal tvinger vedkommende til at gå af ved et mistillidsvotum.

 

Kilder:

https://portals.clio.me/dk/samfundsfag/

Christensen, J. P., Jensen, J. A., & Jensen, M. H. (2012). Dansk Statsret. Djøf Forlag. http://www.statsbiblioteket.dk/au/showrecord.jsp?record_id=sb_5522533

Mød forfatteren:

Billede af Ulrikke F.

Hej! Jeg er en videbegærlig pige, som elsker at læse bøger, se serier og gå lange ture. Jeg bor i Aarhus C med min kæreste, som studerer psykologi. Til sommer 2023 starter jeg selv på studiet.

Min pædagogiske erfaring er vidtgående, da jeg både har været lærervikar i en folkeskole, holdt studiecafé i gymna...

Læs mere om Ulrikke F.

Søger du privat lektiehjælp?

  • GoTutor er Nr. 1 på Trustpilot

  • Mange års erfaring og en del af Egmont

  • Trænede og uddannede undervisere

  • Fast lav pris og fair vilkår


Eller kontakt os på: info@gotutor.dk

Du vil måske også synes om

Sådan scorer du højt i samfundsfag
Sådan scorer du højt i samfundsfag

Vil du gerne forbedre din karakter i samfundsfag? Så følg med her og få 5 gode råd til hvordan du ka...

Nationalisme - en folkekær ideologi
Nationalisme - en folkekær ideologi

Nationalisme er navnet for en ideologisk overbevisning, som sætter folket i centrum. Det vil for eks...

Pil T. 01-12-2022
Social mobilitet - et kernebegreb i sociologi
Social mobilitet - et kernebegreb i sociologi

Social mobilitet er med god grund et kernebegreb indenfor sociologien og noget som vi ofte taler om...

Clara V. 07-12-2022
Lad os tale sammen

Vi er klar til at svare på dine spørgsmål.
Ring til os på:

71 99 71 90