Nationalisme - en folkekær ideologi

Nationalisme er navnet for en ideologisk overbevisning, som sætter folket i centrum. Det vil for eksempel sige en dyrkelse af alt det, der er dansk. Det indbefatter vores sprog, vores historie, vores traditioner, kultur, værdier og så videre. Nationalisme er med til at holde et folk sammen, og skaber solidaritet mellem dets medlemmer, altså borgere. Når alle afkroge af Danmark for eksempel hepper på landsholdet ved internationale sportskampe, er det en national stolthed vi føler, og som vi deler med resten af landet. Det er til gengæld også en stærk nationalfølelse der kan være med til at gøre os bange for det fremmede. Når noget ydre synes at true den indre struktur, ser man derfor typisk en øget og desværre ofte negativ nationalisme dyrkelse hos et lands etniske folk. Læs med her og lær, hvilken indflydelse nationalisme har i en globaliseret tid, både i Danmark og internationalt. 

Nationalismens identitet

Nationalisme blev for alvor fremherskende i Europa i 1800-tallet. Den beskriver en særlig følelse, som følger opfattelsen af, at verden er opdelt i separate og selvstændige nationer. En nation betyder, at en gruppe af mennesker slutter sig sammen til det vi kalder et folk. Et folk er kendetegnet ved en fælles identitet, historie, sprog og kultur, som knytter medlemmerne til hinanden i en unik sammenslutning. At være en nation forudsætter samtidig at der findes en territorial afgrænsning, som adskiller den enkelte nation fra andre. At være medlem af en nation er altså med til at skabe en fælles folkeånd, som skaber samhørighed og fælles værdier i et samfund, på trods af geografisk afstand. Denne folkeånd er ligeledes karakteriseret ved en beskyttertrang, som gør det vigtigt for medlemmerne at dyrke dét, der gør lige netop deres nation til noget særligt, og noget der er værd at kæmpe for. Det er dét vi kalder nationalisme: følelsen af at tilhøre en nation, med en stærkt funderet identitet, som medlemmerne vil værne om og beskytte.

Nationalismen i sin yderste form

I sin yderste form, kan beskyttertrangen og dyrkelsen af en enkelt nations følelse af suverænitet, blive udtrykt gennem fjendtlighed og ligefrem besidderisk indstilling til omverdenen. Et stærkt eksempel på dette, var blandt andet den tyske nationalsocialisme, som resulterede i 2. Verdenskrig.

Tre teorier om nationalisme

Selvom nationalisme i dag er et velkendt fænomen, eksisterer der forskellige teorier om hvordan og hvorfor den opstod. De tre teorier har betydning for hvorvidt man bør opfatte nationalisme som en kunstigt og socialt konstrueret ideologi, eller en naturlig og nødvendig sammenslutning for folk og nationer.

Den primordialistiske tilgang

Primordialisterne mener at nationer og nationalisme har eksisteret siden menneskeartens opståen. Den amerikansk-belgiske antropolog Pierre L. Van den Berghe beskrev det som et instinktivt behov for mennesker at samles, og samarbejde i grupper der minder om en selv. Han nævner jæger/samler-samfundet i stenalderen som et eksempel på, hvordan mennesker, på trods af analfabetisme, fandt sammen i mindre grupper som udgjorde et særligt solidaritetsfællesskab. 

Van den Berghe brugte desuden begrebet etnisk nepotisme, til at forklare det som en naturlige tendens, at medlemmer af en gruppe, vil tilgodese sin egen indgruppe overfor fremmede udgrupper. Nepotisme betyder netop, at man foretrækker eller tilgodeser sin egen familie eller venner frem for andre. 

Primordialismen er altså opmærksom på nationalismens tendens til at bero på et negationsfællesskab. Negationsfællesskab betyder, at det der binder en gruppe eller et fællesskab sammen beror på en fjendtlighed overfor dem eller det, der står udenfor fællesskabet. Ifølge primordialismen er det altså folket, der instinktivt og naturligt skaber en nationalfølelse, der adskiller dem fra andre.

Moderniseringsteorien

Den britisk-tjekkiske forsker Ernest Gellner var en kendt socialantropolog og mente, at nationalisme opstod i den moderne tidsalder, som en nødvendighed for statsledere. Tidligere havde statsledere ikke samme behov for homogenisering, det vil sige ensliggørelse, af befolkninger, da deres autoritet ikke krævede demokratisk legitimitet fra folket. Moderniseringsteorien hævder, at det er nødvendigt, at et folk deler samme sprog og kultur for at kunne kommunikere og acceptere et politisk systems magtberettigelse. Gellner fremhævede særligt 1800-tallets industrialisering og urbanisering, som medførte en fremmedgørelse af arbejderklassen i storbyen. Nationalfølelsen virkede som lim, der bandt rodløse og aftraditionaliserede individer sammen, og desuden socialiserede dem til at blive solidariske industriarbejdere. Ifølge moderniseringsteorien er det altså staten der skaber nationalisme, for at socialisere folk ind i et nationalt fællesskab og legitimere elitens magt.

Etno-symbolismen

Endeligt kan nævnes ideen om de etniske fællesskaber. Som repræsentant for etno-symbolismen mente den britiske sociolog Anthony D. Smith, at nationer går forud for nationalisme. Til gengæld mener han, at tilblivelsen af nationer i 1800-tallet skete på baggrund af ældgamle etniske bånd og symboler. Nationalisme opfattes her som det sidste skridt mod en kollektiv identitet. Dermed lander etnosymbolismen mellem den primordialistiske forståelse, grundet ideen om forhistorisk arv, og moderniseringsteorien, grundet ideen om nationalismens opståen efter nationernes fødsel i 1800’tallet. Etno-symbolisterne mener at nationalisme opstår i et samspil mellem befolkning og stat. 

Nationalisme skaber sammenhold

Selvom disse tre teorier adskiller sig i opfattelsen af nationalismens historik, er de alligevel fælles om opfattelsen af, at den udspringer fra et behov for sammenhold. Det gælder, hvad end behovet opstår som en naturlig og instinktiv nødvendighed for folket, eller det er et behov, der må opfyldes af statsledere i henhold til egen magtvedligeholdelse. Fællesskabet er afgørende vigtigt for en gruppe, et folk og en nations sammenhængskraft. De kollektive historier, symboler og sprog er med til at binde individer sammen og gøre dem i stand til at kommunikere og føle solidaritet med hinanden.

Nationalisme i en globaliseret tid

Globalisering betyder at der sker en stigende udveksling af kapital, varer, information, arbejdspladser og mennesker mellem verdens lande. Deraf følger samtidig en politisk, økonomisk, teknologisk og kulturel afhængighed landene og folkene imellem.

Begrebet nationalisme har gennem tiden tilegnet sig mange og meget modstridende betydninger. Særligt de sidste cirka 200 år, har nationalisme som fænomen og ideologi både været katalysator for en kulturel guldalder i 1800-tallets Danmark og været det ideologiske udgangspunkt for et despotisk rædselsregime i Tyskland under 2. Verdenskrig. Det sidste medførte en generaliseret afstandtagen fra nationalisme som ideologisk udgangspunkt i demokratiske stater. Frygten for, hvor langt den territoriale fædrelandskærlighed kunne drage et folk, medvirkede i mange vestlige lande til at starte en proces, som i højere grad vendte sig mod gensidig åbenhed og samarbejde på tværs af landegrænser. Dette stadfæstedes for alvor ved oprettelsen af den internationale organisation for politisk og militært forsvarsarbejde NATO i 1949. Tre år senere styrkedes særligt det europæiske samarbejde yderligere, da Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, senere kendt som EU, trådte i kraft i 1952.

I takt med denne udvikling, der knyttede, og knytter bånd og underskriver traktater på tværs af jordkloden, kommer nationalismen under hårdere og hårdere pres. Den moderne verdens globalisering har for alvor stillet spørgsmålstegn ved ideen om en stærk og territorial nationalstat- og ånd. Vi ser imidlertid stadig stærke eksempler på, hvor betydningsfuld nationalisme er for rigtig mange stater, eller dele af en stat. Det kommer særligt til udtryk på den politiske arena.

Nationalisme i politik og krisetider

Selvom ideen om en stærk nationalånd kan synes truet af den moderne verdens globalisering, betyder det bestemt ikke at nationalismen i dag er overflødiggjort. Tværtimod, kan bevægelsen mod mere multikulturelle samfund, som følge af indvandring og migration, give anledning til en fornyet nationalisme dyrkelse hos det etniske folk. Kombinationen af at mennesket i dag kan følge med i hvad der sker i hele verden, og at hele verden samtidig rykker tættere på det enkelte menneske, kan vække en angst og uro for det fremmede. Der er desuden helt tydelige konsekvenser af globaliseringens frie handelsgrænser, idet dele af arbejderklassen, særligt i I-landende, udsættes for social dumping, som resultat af at store dele af vareproduktionen outsources til lande som Kina og Indien. Derfor kan behovet for en stærk national identitet og følelse af tilhørsforhold, på nogle måder blive forstærket i en globaliseret tid. Det kommer særligt til udtryk i de enkelte landes politiske diskurs, hvor højredrejede partier vinder frem med løfter om at styrke den enkelte nation og uafhængigheden af et internationalt samarbejde.

Eksempler på lande med fremtrædende nationaldyrkelse

Af eksempler på lande hvor vi i dag ser en stigende nationalisme dyrkelse, kan blandt andet nævnes Italien, som for nylig valgte den stærkt højreorienterede Giorgia Meloni til landets premierminister. Som formand for partiet Italiens brødre, gik Giorgia Meloni til valg på parolen ”Gud, familie og fædreland”. Meloni og hendes parti er desuden associeret med den fascistiske ideologi, som opstod efter 1. Verdenskrig i Italien, med den berygtede diktator Benito Mussolini i front.

Af andre eksempler kan nævnes den franske politikere Marine LePen som med sit nationalkonservative partiprogram var en skarp konkurrent til den socialliberale Manuel Macron, der dog i sidste ende løb med sejren.

I dansk politik ser vi også en stærk nationalistisk tendens hos partier som Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne. Selvom det er en mere moderat form for nationalisme, er disse partiers holdninger og mærkesager stærkt præget af ønsket om “Danmark for danskere” og forbehold overfor internationalt samarbejde samt åbne grænser. 

Fremtrædende nationalister i international politik

Når figurer som Giorgia Meloni og Marine Le Pen får så betydningsfuld opbakning fra stadigt stigende dele af befolkningen, hænger det ofte sammen med en form for krise hos den enkelte nation. Eksempelvis har både Italien og Frankrig over en årrække oplevet økonomiske udfordringer og ulighed blandt borgerne. Der er historisk set en tendens til, at nationer i krisetider vender sig mod en ekstremistisk ideologi dyrkelse. Når en nation skælver indenrigs og befolkningen oplever mangel og ulighed, kan en stærk leder figur, som lover national opblomstring virke som en frelser. Desværre bliver det ideologiske holdepunkt i en sådan situation typisk baseret på en national fællesskab dyrkelse, der skaber et meget tydeligt ”os-og-dem”. Det vil sige en indeslutning hos det etniske folk, der ser omverdenen og det fremmede som trusler og sågar fjender, der forstyrrer og ødelægger den indre harmoni.

Særligt i en globaliseret tid, hvor de multikulturelle samfund bliver større, og grænserne mere flydende, kan den store og uoverskuelige verden blive for meget og vække en angst. Hvis et land ovenikøbet er i en indenrigskrise, og samtidig forventes at bidrage til globaliseringen med ressourcer det ikke har, kan en nationalisme dyrkelse skabe tryghed og tilhørsforhold.

Er nationalisme negativt?

Ifølge Den Danske Ordbog defineres begrebet nationalisme: ”stærk eller overdreven nationalfølelse, ofte forbundet med en nedvurdering eller diskrimination af andre nationer”. Det vækker ikke ligefrem forestillinger om et positivt og opløftende fællesskab. Som tidligere beskrevet, kædes nationalisme som ideologi i dag sammen med nazismen, som hærgede under 2. Verdenskrig med grusomme forfølgelser af jøder og andre folkeslag. Med andre ord, lyder nationalisme ikke som en eftertragtelsesværdig overbevisning i et frit og moderne demokrati. Det er her vigtigt at huske, at nationalisme, som enhver anden ideologi, i sin yderste form kan kamme over og blive destruktiv. Der er imidlertid flere niveauer af en nationalisme dyrkelse, som både kan være harmløse og opbyggende.

Positiv nationalisme

Når vi eksempelvis føler stolthed og hepper på Danmarks landshold i internationale fodboldkampe, er det nationalånden der er på spil. Eller da vi under Corona-krisen sad i hver vores sofa og så ”Fællessang” på DR, og det gav en følelse af sammenhold og nærvær, på trods af den fysiske afstand. At føle national stolthed, og værne om nationale værdier, kultur, traditioner og sprog er med til at skabe identitet og en følelse af at høre til. Dét er ikke negativt, men tværtimod vigtigt at føle man har rødder et sted. At vide man har en fælles forhistorie, er med til at gøre os til dem vi er og giver tryghed i en stor og til tider overvældende verden.