Hjælpemidler til ordblinde – de tre bedste programmer til at hjælpe med at læse og skrive: IntoWords, AppWriter og CD-ORD.
Ordforslag
Programmerne CD-ORD, IntoWords og AppWriter kan være en stor hjælp for ordblinde, da de giver den ordblinde person mulighed for at vælge mellem ordforslag under skrivning. Ordforslag er en slags autocorrect, hvor programmet foreslår ord afhængigt af, hvad personen skriver. Programmerne fungerer sådan, at jo flere bogstaver man skriver, jo mere præcise bliver ordforslagene. For eksempel, hvis man starter med et ’b’, så kunne forslagene være ’bag’, ’blev’ eller ’bliver’. Skriver man dernæst ’be’, så bliver ord som de førnævnte eksempler udelukket, og andre forslag som ’bedst’, ’bedre’ og ’betyder’ kommer frem. Hvis man tilføjer et ’g’, så vil ord som ’begået’, ’begyndte’ og ’begge’ bliver foreslået. Disse hjælpemidler gør det nemmere for den ordblinde person at skrive længere tekster uden at skulle være nervøs for, hvordan man staver de komplekse ord. Ved brug af ordforslag kan programmerne også foreslå potentielle efterfølgende ord. Det kan de gøre ved at analysere, hvad der allerede er skrevet, og foreslå det næste ord baseret på data over hvilke ord, der som regel bliver brugt i den pågældende sammenhæng.
Alternative forslag
Udover at komme med ordforslag, så kan programmerne også genkende ord ud fra, om de er stavet helt eller delvist fonetisk korrekt men skriftlig forkert. For eksempel kan programmerne godkende ombytninger mellem ’k’ og ’g’, da de lyder fonetisk ens, og derfor ofte forveksles. Ud over vokalombytninger kan programmerne også tilgodese vokaltrapperne. Det kan hjælpe den ordblinde person med at få overblik over staveregler og dermed at skrive ordene, som de lyder uden at skulle bekymre sig om potentielle stavefejl. For eksempel kan ordet ’klemme’ genkendes, selvom det bliver stavet ’klæme’, ’ost’ kan genkendes, hvis det skrives som ’åst’ og ’chef’ kan genkendes, hvis det skrives ’sjæf’.
Jokertegnet *
Jokertegnet (*) er et tegn, der også kan være hjælpsomt for ordblinde. I programmer som AppWriter, IntoWords og CD-ORD bruges dette tegn, når den ordblinde person ved, hvordan et ord starter og slutter men er usikker omkring midten. Ved at skrive jokertegnet kan brugeren benytte det pågældende programs automatiske ordforslag til at finde frem til det rigtige ord. For eksempel, hvis det er ordet ’acceptabel’, der ledes efter, så kan man skrive ’a*bel’, eller hvis man leder efter ’sygeplejerske’, så kan man skrive ’s*ske’. Man kan også bruge flere jokertegn, hvis man er i tvivl om flere stavelser i et ord. For eksempel kan man skrive ’m*f*d*, hvorpå programmerne kan regne ud, at ordet, der tænkes på, er ’mangfoldighed’.
Havelågen #
Et andet tegn, der er nyttigt at bruge, er hashtagget eller havelågen (#). I modsætning til jokertegnet viser hashtagget sikkerhed. Når brugeren skriver # i slutningen af et ord, betyder det, at man er sikker på endelsen. På den måde kan man sortere i de ordforslag, som programmet kommer frem med og dermed hurtigere finde frem til det rigtige ord. For eksempel, hvis man blot skriver ’a*s’, vil ordforslagene være ord, der starter med ’a’ og har ’s’ i ordet. Skriver man derimod ’a*s#*, vil det kun være ord, der starter med ’a’ og slutter med ’s’, der bliver foreslået. Det vil sige, at ord som ’afvist’, ’amerikansk’ og ’august’ vil være gode forslag til ’a*s’. Til gengæld vil de ikke komme med på listen, hvis ordet er ’a*s#’, hvor et ord som ’ananas’ vil blive godkendt.
Fagordlister
Alle tre programmer gør det også muligt at lave fagspecifikke ordlister. Hvert program har en standard ordliste med generelle ord, der benyttes i hverdagen. Hvis man skal bruge et fagspecifikt ord, der ikke bruges så ofte, skal man derfor aktivere den specifikke fagordliste. Eksempelvis bruges ordet ’trigonometri’ sjældent i hverdagssproget. Af den grund vil ordet ’tri’ give forslag som ’trives’, ’trist’ eller ’Trine’. Ordet ’trigonometri’ vil først dukke op, når den matematiske fagordliste er blevet aktiveret.
Indtaling (tale til tekst)
Ud over den skriveteknologiske funktion i disse programmer, er der også nogle programmer, der har en indtalingsfunktion. Programmer som IntoWords, AppWriter og Google Docs har en tale-til-tekst funktion. Mange teknologiske enheder, som f.eks. en telefon, computer eller tablet har denne funktion. Dette gør det muligt for den ordblinde person at spare energi, der ellers ville være blevet brugt på at stave svære ord. Uanset, hvilket program der benyttes, så er indtalingsfunktionen dog ikke fejlfri og redigering af den indtalte tekst vil være nødvendig. Med mere tid og træning kan efterredigeringen dog fylde mindre. Denne funktion vil stadig gøre skrivearbejdet meget lettere for ordblinde personer, og den gør det muligt at skrive mere komplicerede ord og sætninger. Denne teknologi er også meget brugbar i en undervisningssammenhæng, da den kan bruges til alle opgaver undtagen retskrivningsprøven i 9. klasse.
Oplæsning
Der findes også teknologiske hjælpemidler til tekstoplæsning. I programmerne CD-ORD, IntoWords og AppWriter kan man markere en del af den skrevne tekst og få den læst op. Dette gælder også billeder af tekst såsom scanninger, da programmerne har en udklipslæser. Desuden har ordblinde personer også mulighed for at få adgang til i Nota, et bibliotek for bl.a. ordblinde, hvor man kan finde pdf-versioner af skolebøger, der kan åbnes i disse programmer.
Funktioner og genveje som tekst-til-tale, tale-til-tekst, ordforslag, jokertegnet og hashtagget giver ordblinde mennesker mulighed for at få et overblik over komplicerede tekster, der tidligere måske havde syntes for svære.