Generthed hos børn er helt almindeligt, omend nogle børn imidlertid er mere generte end andre. Her kan du læse mere om, hvad det vil sige at være genert og få gode råd til, hvad du som forælder kan gøre for at hjælpe dit generte barn.
Der findes flere forskellige årsager til, at et barn kan være genert, men oftest kommer de generte perioder, når et barn udvikler sig. Måske har forældrene endda også nogle generte træk, så genertheden er arvelig. Det kan dog være svært at vide, hvad man skal stille op med sit generte barn, og det kan vække bekymring: ”tænk hvis mit barn ingen venner får?”. Det kan derfor være vigtigt at hjælpe sit barn lidt på vej.
Hvad vil det sige at være genert?
Genert betyder, at man er tilbageholdende i kontakt med andre, eller at man bliver utilpas ved en situation, hvor man får opmærksomhed fra andre. Denne generthed opstår især, hvis det er i nye og uvante situationer, som barnet befinder sig i. Derfor kan barnet være sprudlende og snakkesalig, mens det er i trygge rammer hos forældrene i hjemmet, men sagen kan være en anden i børnehaven eller i skolen, hvis situationen føles uvant.
Introvert eller genert?
Mange forbinder introvert med det samme som at være genert. Der er dog betydelig forskel på disse to. Når man er genert føler man sig utilpas i samværet med andre i uvante situationer. Når man er introvert, føler man ikke nødvendigvis generthed, men kan sagtens slappe af med nye mennesker. Den store forskel ligger i, at introverte har brug for at være alene for at lade energi op, mens ekstroverte mennesker kan lade energi op i samvær med andre. Det er altså en skrøne at generte børn er introverte. Se mere om introverte og generte mennesker på avisen.dk
Hvad kan man gøre for sit generte barn?
Der er flere diskussioner om, hvad man kan gøre for at støtte sit generte barn. Nogle mener, at man skal lade dem være i fred, indtil de selv er klar til at være mere åbne. Andre forsøger at kaste sine børn ud i situationer, som er ubehagelige for dem for at fjerne genertheden. Det bedste, du kan gøre for at hjælpe sine børn, er dog en middelvej blandt de to. Man må ikke presse sit barn til noget, som det ikke er klar til eller ikke kan overskue. Hvis man gør dette, kan man risikere at barnet føler sig som en fiasko, hvis det ikke formår at overvinde genertheden, og dermed bliver endnu mere genert. Du har dog som forælder pligt til at hjælpe dit generte barn, men du skal hjælpe dit barn, så det får succesoplevelser. På denne måde kan man styrke barnets selvtillid i samværet med andre.
Har du et mindre barn, kan du f.eks. hjælpe dit barn med at tage den første kontakt til andre børn, ifølge familieterapeut Susan Stiffelman. Hvis dit barn er med på ideen, så gå over til børnene sammen, men vær selv den, der indleder samtalen ved at spørge, hvad de laver. På den måde kan dit barn lettere blive en del af de andre børns leg. Hermed får barnet hjælp til at skabe bekendtskaber og venner, uden at du presser barnet ind en ubehagelig situation.
Acceptere barnets generthed
Det vigtigste, du kan gøre, når du har et genert barn, er at acceptere, at genertheden er en del af barnets personlighed. Nogle gange vokser børnene fra at være generte, men det ses også ofte, at det er en egenskab, som følger en i voksenlivet. Du må derfor ikke få barnet til at føle sig ”forkert”, fordi han eller hun er genert. Til gengæld kan opmuntrende ord og tilskyndelser (ikke pres) være med til at bryde genertheds-barrieren ned og sætte gang i legen med andre børn.