At gymnasiet er set som det mest oplagte studievalg blandt folkeskolens afgangselever, er et omstridt emne hos politikkerne, og noget jeg mange gange under min egen gymnasietid har sat spørgsmålstegn ved. Er det tanken om, at flest døre er åbne, der er årsagen til, at mange vælger gymnasiet? Dette var netop den tanke, jeg selv havde dengang i 9. klasse.
I princippet får du helt selv valget til din ungdomsuddannelse efter folkeskolen – der er selvfølgelig nogle ydre faktorer, der påvirker dig over i en bestemt retning – men i virkeligheden er valget helt dit eget. Her vil jeg gerne sige til elever i folkeskolen, at du skal vælge det, der føles mest rigtigt for lige præcis dig, og se bort fra andres mening!
Grunden til, at jeg så gerne vil lægge fokus på at foretage studievalg med hjertet, hænger i stor grad sammen med mit eget valg efter folkeskolen. Jeg var blandt dem, der valgte gymnasiet, for at kunne holde flest døre åbne i fremtiden. Derudover var jeg på daværende tidspunkt fast besluttet på, at jeg ville læse Psykologi efterfølgende, og gymnasiet var den oplagte måde at opnå dette på. Jeg valgte den studieretning, hvor jeg i virkeligheden syntes, det lød sejest: Biologi A, Kemi B, Matematik B. Dette drøftede jeg i den obligatoriske samtale med mine klasselærere, hvoriblandt min biologi-, fysik-, kemi- og matematiklærer sad. Han var i tvivl og rådede mig til at tage en 10. klasse, hvis det var den retning, jeg ønskede at gå. De humanistiske linjer passede mig langt bedre fagligt og interessemæssigt. Men jeg var stædig, og efter sommerferien 2014 startede jeg på Birkerød Gymnasium på biologilinjen. Dog blev jeg hurtigt panisk og tænkte, at linjen ikke var noget for mig. Alligevel blev der aldrig gjort mere ved det, eftersom jeg begyndte at holde meget af særligt mine sproglærere. Hvis jeg skiftede studieretning eller sågar gymnasium, ville jeg ikke kunne blive undervist af dem, og den tanke skræmte mig, så jeg blev. Hvis studievalget dog virkelig føles forkert, så lad dig ikke stoppe! Udnyt derudover brobygningen i den sidste folkeskoletid samt den hjælp, du kan hente hos studievejlederen.